Isabella Hindkjær har altid været 'for ung'

Den er undseelig, sådan en fjerbold.

Ganske flosset og nusset og pillet i stykker af barnefingre er den, da den bliver trukket op af en pose. Det er Isabella Hindkjær, der har taget fjerbolden med.

Hun fortæller om, hvad den betyder, i første afsnit af Djøfs podcast ’Masser af succes’. Værten Maria Jencel har bedt den 32-årige mediechef tage en konkret ting med i studiet, der skal fungere som et billede på en ingrediens i opskriften på succes.

Der er åbenlyst meget succes i Isabella Hindkjærs arbejdsliv, som gør hendes karriere bemærkelsesværdig. Hun er en efterhånden erfaren leder i mediebranchen, som kort tid efter dette interview tiltrådte som redaktionschef for DR P3. Hun kommer direkte fra et job som editorial director for ELLE, Vi Unge og Femina og chefredaktør for femina.dk, og som 26-årig blev hun chefredaktør for den danske afdeling af det amerikanske ungdomsmedie Vice.

Men før alt det, dengang Isabella Hindkjær var teenager, valgte hun at stoppe sit badmintonspil på eliteniveau for at kunne gå i gymnasiet med sine venner. Da legen forsvandt ud af sporten for hende, var det tid til at gøre noget andet. Det er den lærdom, hun har taget med sig videre i sit arbejdsliv.

”For selvom et arbejde heller ikke kan være legende hver eneste dag, så er det nødt til at kilde i maven, mere end det ikke kilder i maven,” siger Isabella Hindkjær.

Fri af forventningerne

Allerede inden hun tiltrådte sit nye job i statsradiofonien, var der kritik af DR’s valg af Isabella Hindkjær som redaktionschef for P3. Som chefredaktør for Femina har hun stået i spidsen for at relancere mediet i en mere aktivistisk og ligestillingsorienteret retning. Og den slags har det med at dele vandene. Men for Isabella Hindkjær har det været helt centralt altid at forsøge at gøre sig fri af de forventninger, andre havde til, hvad hun skulle.

Det tog tid for hende at finde sine ben i den branche, hun som blot 18-årig var på vej ind i, da hun startede på journalistuddannelsen.

Her oplevede hun, at der herskede "alle mulige" forventninger til, hvad der er det rigtige studie, det rigtige praktiksted, det rigtige job og den rigtige måde at gøre sin karriere på.

”Hvis jeg skulle klappe mig selv lidt på skulderen, så tror jeg faktisk, jeg har været ret god til at sige fuck til andres forventninger. Til branchens forventninger. Og jeg har en oplevelse af, at når jeg har gjort det, så har jeg paradoksalt nok også fået branchens anerkendelse,” siger hun.

Som helt ung featurejournalist gjorde hun sig bemærket, da hun blev headhuntet til at portrættere Helle Thorning-Schmidt i dennes statsministertid. Og uden at skøjte over Hindkjærs cv, så afløste den ene arbejdsmæssige succes den anden. Et fast job på Jyllands-Posten blev skiftet ud med det næste og det næste, til hun i dag er P3-chef.

Undervejs har Isabella Hindkjær øvet sig i at sparke de døre op, hun gerne vil ind ad. Alligevel har hun det blandet med ordet ’succes’. I mange år har succes været noget, man talte om, hvis man havde en klassisk, lineær karriere, fortæller hun. Noget med at få det rigtige job og blive ved at stige hierarkisk i graderne. Ifølge Isabella Hindkjær er den målestok bare ikke gangbar længere.

”Det er vildt gammeldags at tale om succes som noget, man får, hvis man sover fire timer om natten og knokler sig selv halvt fordærvet 80 timer om ugen.”

For det med at føle, at det giver mening at gå på arbejde, kræver, at der er en balance i éns liv i det hele taget, mener Isabella Hindkjær.

”Det er sindssygt svært. Jeg har to børn, og det er jo en kæmpe udfordring, at man gerne vil både mere med sin familie og mere med sit job, end der er timer til. Men det synes jeg heldigvis også, der er kommet mere fokus på,” siger hun.

Mens Isabella Hindkjær har haft en succesfuld karriere, har hun fået børn med sin mand, der også er leder. Den kombination har til tider været svær at balancere, fortæller hun.

”Når jeg om fem år ser tilbage på de her år med små børn, som for de fleste nok bare er ret crazy, så håber jeg, at jeg vil være glad for den balance, vi fandt,” siger hun.

’For ung’

Isabella Hindkjærs køn og særligt hendes alder har ofte været et tema, når hun er blevet omtalt som en ung, fremadstormende mediechef.

”Det er ikke altid en fordel at være en ung kvinde. I nogen brancher, faktisk. Lad os nu være ærlige. Min alder har helt klart været et emne, siden jeg som ret ung fik mit første faste job som journalist,” siger hun.

”Jeg har sat pris på de chefer, jeg har haft, som har været ligeglade med det. Jeg var så heldig tidligt i min ledelseskarriere at få nogle chefer, hvor det bare ikke var et tema,” siger hun.

”Men jeg har også mødt mennesker, som havde svært ved at tage mig seriøst på grund af min alder,” siger hun.

Som nyuddannet journalist fik hun lov at bruge et halvt år på at lave et stort portræt af en toppolitiker. Det var det første rigtig store Christiansborg-journalistik, hun havde lavet, og det blev taget godt imod.

”Så var jeg til en eller anden branchesammenkomst, hvor der var nogle, der talte om interviewet. Bl.a. en chefredaktør, en kvinde, jeg så meget op til, som bare sagde: ’Nå ja, men han (toppolitikeren, red.) er jo også kendt for at kunne lide unge kvinder.’ Det var hendes kommentar til det arbejde, som jeg havde brugt otte måneder på at lave.”

Den kommentar satte sig fast.

”Der gik lang tid efter det, før det gik op for mig, at det var hende, der var galt på den, og ikke mig. Jeg satte spørgsmålstegn ved alt, hvad jeg havde lavet, efter det,” siger Isabella Hindkjær.

”Det er også derfor, det er så godt, at vi taler om de barrierer, der nogle gange er for unge kvinder – men også for minoriteter og folk, der kommer med alle mulige andre baggrunde end den der prototype på den ciskønnede hvide, heteroseksuelle mand, vi er vant til at se som leder,” siger hun.

”Det har vi alle sammen et ansvar for bliver bedre i fremtiden.”

At sige ja

Der er et gennemgående tema i Isabella Hindkjærs karriere, der handler om at turde sige ja til de muligheder, der kommer. Også selvom man måske ikke selv synes, at man helt har kvalifikationerne. For dem får man undervejs.

Hun oplever, at unge kvinder er mindre tilbøjelige til at søge stillinger, de ikke er 100% kvalificerede til, sammenlignet med unge mænd.

”Det er pisseærgerligt, og det skal vi kollektivt have gjort noget ved. For der er så mange dygtige kvinder, der ikke kommer i spil til nogle ting, hvor de kunne bidrage helt vildt.”

 ”Men vi skal også som ledere og på arbejdspladserne blive bedre til at se dem, der måske ikke har pissetravlt med at sælge billetten og sige ’mig, mig mig’. Fordi ellers går vi glip af en masse talent.”

Man skal finde de mennesker, som man føler, at man kan lære noget af. Særligt gode chefer er afgørende, mener Isabella Hindkjær.

”Jeg tror, det er vigtigt at finde de mennesker, som tror på én. Også når man ikke selv gør. For så kan man læne sig ind i det og sige til sig selv, at hvis det her menneske, som er så sejt, tror, at jeg kan det her, så er der nok en ret god chance for, at jeg kan det,” siger hun.

”Der er ingen grund til at overlade det til tilfældighederne. Og jeg tror faktisk, at de fleste ledere har mega-meget respekt for folk, der kommer ind og siger: 'Hey, jeg vil gerne det her. Og hvis det ikke skal være nu, hvordan kommer vi så derhen?'”

Derfor mener hun også, at man "kraftigt skal overveje at finde sig en anden chef", hvis man bliver mødt med en negativ indstilling over for det, at man tør vise, hvad man vil.

Så hvordan føles succes?

Isabella Hindkjær har haft nogle oplevelser med især Feminas journalistik om fødendes vilkår, som motiverer hende til at forfølge de succeser, hun gerne vil opnå. 

”Jeg har flere gange oplevet, at kvinder, der enten var gravide eller havde født, kom op til mig på gaden og sagde, at vores dækning af de her vilkår – som jo i mange tilfælde vitterligt ikke har været værdige i mange år – har gjort en forskel for dem,” siger hun.

Hun fik oplevelsen af, at de her kvinder følte sig mindre magtesløse. Og det er præcis sådan noget, der får det til at kilde i maven på Isabella Hindkjær. Det er følelsen af succes:

”Det giver noget motivation til at prøve at gøre det igen. Der er jo nogle journalister, som har knoklet benhårdt, og for hvem det har været emotionelt hårdt at lave de her barske historier. Det er følelsen af, at det også giver mening. At the end of the day.”

Lyt til hele interviewet her – eller der hvor du finder dine podcasts.