Kasper fik løn for at gå derhjemme. Det vil han ikke prøve igen

Kasper Heumann Kristensen forstod ikke, hvorfor hans kone tvivlede på ham. Men da han sidste år fortalte hende, at han skulle stoppe som økonomidirektør (CFO) og ville få løn i seks måneder uden at skulle arbejde, grinede hun og sagde med tydelig ironi:

”Det kommer til at gå rigtig godt.”

Selv tænkte han, at det ville blive meget fint at prøve at gå hjemme uden at skulle noget. Han kunne få læst en masse bøger og komme i sit livs topform i træningscentret.

Da det halve år var overstået, havde han ikke læst en eneste bog og var kun kommet i marginalt bedre form.

”Det er jeg fejlet med – det skete jo ikke. På den anden side tillod jeg mig selv tiden til at lave ingenting og rent faktisk også kede mig. Det er jeg lykkedes med,” fortæller Kasper.

Han ved godt, at han var i en meget privilegeret situation, som mange nok ville misunde ham. Selv om han føler, at han delvist har fejlet, er der heldigvis også kommet noget godt ud af, at han kedede sig hjemme i huset i Hellerup.

Hans historie handler om, hvad der sker, når man fjerner jobbet fra én, der godt kan lide at arbejde, og som måske ikke helt har forstået, hvad jobbet betyder for ham.

Et tilbud, han ikke kunne afslå

Fratrædelsesaftalen blev udløst af en videosamtale med den øverste chef i techvirksomheden Monstarlab EMEA, hvor Kasper var CFO.

Topchefen spurgte Kasper, hvor motiveret han var i jobbet.

”De seks år, jeg har været her, har været bedre end de seks år, der kommer,” svarede han.

Kasper blev overrasket over sit eget svar, men kunne mærke en lettelse over, at det kom ud. Egentlig havde han det fint i virksomheden og havde ikke overvejet at skifte job. Bagefter kunne han godt se, at det haltede med motivationen efter seks år med mange forandringer og slidsomme processer.

”Skal du så være her?” var chefens reaktion.

Et par måneder senere fik Kasper tilbuddet: Han skulle stoppe i firmaet, men ville få seks måneders løn i det, der svarede til hans opsigelsesperiode – helt uden at skulle arbejde.

”Jeg følte det som en gave og en tak for indsatsen,” siger Kasper. Samtidig ville det også være svært at takke nej efter at have meldt ud, at han ikke så frem til de næste seks år på jobbet.

Han begyndte at gå hjemme, samtidig med at hans kone og to døtre fik sommerferie. Tiden gik i sommerhus, på strandhotel og med masser af ture til havet.

”I den sidste uge af skolernes sommerferie glædede jeg mig til, at resten af familien skulle af sted om morgenen igen. Jeg havde fået seks måneder foræret og havde allerede brugt én bare på ferie.”

De første uger med familien ude af huset havde Kasper ingen planer. Han nød at være alene, at gå lange ture og fik genset sin yndlingsserie, 'After Life'. Men langsomt kom en snigende fornemmelse af, at det ville blive nogle meget lange måneder.

”Jeg begyndte derfor at sætte møder op og søgte jobs, som jeg måske ikke var interesseret i, for at holde mig i gang og se, hvad der dukkede op.”

Møderne kunne være med potentielle arbejdsgivere eller personer, der heller ikke havde et job. Han nåede omkring 25 møder på det halve år.

Typisk lå mødet klokken 13. Det var dagens højdepunkt, som Kasper glædede sig til. Det at spise frokost inden var et projekt, som han snildt kunne bruge hele formiddagen på at forberede.

”På et tidspunkt var jeg nødt til at minde mig selv om at slappe af inden et møde: ’Tag lige toppen af, Kasper – du er for excited.’ Personen, jeg skulle mødes med, havde sikkert haft møder hele dagen, og jeg var bare endnu et i rækken.”

Opvask og mærkelige situationer

Kaspers kone var indforstået med, at hendes mand stadig ydede sit til familiens økonomi og ellers ikke skulle det store. Hun krævede dog, at han sørgede for at tømme opvaskemaskinen, inden hun og børnene kom hjem.

”Det var min eneste opgave. Det tog 10 minutter, og så var alle ok tilfredse. Der er mange dage, hvor jeg ikke kan redegøre for, hvad jeg har brugt resten af tiden på.”

Der begyndte også at opstå ”mærkelige situationer,” som han kalder dem. Når han fx til fester blev spurgt, hvad han lavede til daglig.

Ofte frøs han og prøvede at grine sig ud af situationen.

”Tit sagde jeg, at jeg var på garden leave, og det forstod folk overhovedet ikke. Situationen blev bare endnu værre, for så skulle jeg også forklare, hvad det betød. Når jeg så sagde: ’Jeg laver ikke rigtig noget’, havde jeg et enormt behov for at sige: ’Men jeg har faktisk engang været en rigtig god CFO.’”

Selv om jobbet kun lå nogle få måneder bagude, var det vigtigt for ham at sige.

”Jeg har altid haft et arbejde, siden jeg var 15 år og var opvasker på en italiensk restaurant, op til at jeg stoppede som CFO som 45-årig.”

Arbejdet har givet ham en identitet og noget, han kunne fortælle om. Lige pludselig var der intet at fortælle.

Skrev en børnebog

Han oplevede det, at han ikke lavede noget, som et brud i samtalen, der som regel gjorde, at den gik i stå.

Hjemme med familien havde han heller ikke noget at byde ind med, når de andre kom hjem med historier og oplevelser med klassekammerater og kolleger.

”Min identitet blev mindre og mindre værd, jo længere tid der gik. Energien omkring mig selv blev mindre og mindre. Jeg tænkte derfor, at jeg måtte gøre noget.”

Han begyndte at skrive en børnebog. Det var i det mindste et projekt, som han kunne bruge tid på. Skriveriet gav ham også et svar, når folk spurgte, hvad han lavede.

Efter fem uger havde han skrevet bogen 'Ole Sørensen' om en dreng af samme navn. Ole har det svært i hverdagen med en far, som hedder Tykke, der drikker bajere og svigter sin søn. Ole er kun god til at gå til spejder, hvilket giver ham en fordel i slutningen af bogen. 'Ole Sørensen' ligger lige nu til vurdering hos et forlag.

Kasper arbejdede også lidt som konsulent for et konsulenthus, hvilket blev modregnet i den løn, han fik i det halve år.

Slatten

Et par gange ringede Kasper ned til døtrenes SFO for at høre dem, om de ikke kom hjem nogle timer tidligere end normalt. Det holdt han hurtigt op med igen. Pigerne kunne ikke se idéen i det. Deres venner var jo også i SFO, og det var ikke, fordi deres far havde en særlig plan for, hvad de skulle lave, når de kom hjem.

”Jeg følte mig slatten. Jeg havde ingen forventninger til mig selv. Jeg var mere værd de dage, hvor jeg havde samtaler ude i byen og skulle stryge min skjorte og være en del af noget.”

Dagene, hvor han ingenting lavede, ser han som spildte.

”Hvad var mit produkt? Der var ikke rigtig nogen, der havde brug for mig, hvis bare jeg sørgede for at få tømt opvaskeren, og at der ikke var fuldstændig rodet derhjemme. Det kosteskaft, jeg skulle hoppe over, blev sat utroligt lavt.”

Han har ellers altid haft forventninger til sig selv. Til at levere over for familien, på arbejdet og for holdkammeraterne til fodbold. Det føltes tomt uden de forventninger.

”Jeg strøg jo ikke skjorter i den periode, medmindre jeg havde et møde. Jeg endte tit i et par jeans eller joggingbukser og i t-shirts. Det var sløjt.”

Afskåret

Heldigvis kom der også noget godt ud af, at Kasper ikke arbejdede. Som nævnt søgte han jobs uden at vide, om han var interesseret i at få dem.

”Jeg sad til tre eller fire jobsamtaler, hvor jeg sagde nej, når de tilbød mig jobbet. Det er jo helt vildt privilegeret. At gå til jobsamtale uden at være afhængig af at sælge sig selv. Jeg manglede jo ikke løn. Min allerstørste fordel i det her forløb var, at jeg fik en chance for at mærke efter, hvad jeg ville.”

Han kunne nøgternt fortælle, hvorfor han måske var den rigtige kandidat til jobbet – men også hvorfor han ikke var det.

”Jeg har tidligere taget et job på falske forudsætninger. Jeg vidste, jeg ikke ville trives i det, men jeg skulle jo betale mine regninger. Det var vildt uærligt, og jeg stoppede i det efter et år.”

Nu har han fået arbejde som CFO i kosmetikvirksomheden TMC Nordic, som han tog et møde med, mens han gik hjemme. Han havde aldrig overvejet kosmetikbranchen, inden han fik sit halve års tænkepause.

”Det er første gang i meget lang tid, jeg har glædet mig til at starte på et arbejde. Det er enormt tilvalgt, at jeg skal starte, og ikke bare nødvendigt.”

Før tænkepausen havde Kasper ikke tænkt synderligt over, hvad det at arbejde betyder for ham.

”De timer, du bruger på arbejdet, er jo den dominerende sociale stimulans for dig. Det er det! Og når den bare bliver skåret af – hvad fanden så? Du er jo mere sammen med dine kolleger, end du er sammen med din kone.”

Uden fast arbejde følte han, at der blev lukket ned for en kilde til input, som han kunne føre videre ud i sit liv. Det kunne være noget så banalt som, at en kollega anbefalede en ny tv-serie, eller samtalen ved aftensbordet om, at én fra jobbet skulle skilles.

Ville ikke gøre det igen

Han har også opdaget, hvor glad han er for at have en hverdag omkring jobbet.

”Den rutine med at komme af sted om morgenen: stryge en skjorte, cykle på arbejde, få tømt hovedet, møde ind til noget, tage den første kop kaffe og komme i gang med dagen. Morgenrutinen og det at have en titel har været vigtigere, end hvad jeg rent faktisk har lavet til daglig i mit job.”

Hvis han fik tilbuddet om at gå hjemme et halvt år i dag, ville han ikke bare tage imod det.

”Jeg ville være langt mere skeptisk over for, om det ville være godt for mig. Jeg ville foreslå en anden løsning, hvor jeg arbejdede lidt i firmaet stadigvæk. Jeg skulle have haft noget at stå op til.”

Har du spildt det halve år?

”50% af mig føler, jeg har spildt nogle muligheder. Fx at jeg ikke fik læst bøger eller trænet nok. Samtidig er jeg blevet mere bevidst om, hvor vigtigt det er for mig med identiteten og glæden ved arbejdet.  At være med på et hold og have et formål. Det havde jeg måske ikke fundet ud af uden min pause.”

Han vil gerne unde alle andre en tænkepause halvvejs i karrieren. Særligt for at finde ud af, om de overhovedet har det rigtige job. Og hvis ikke – så de kan skynde sig at komme videre.

Hvordan havde det været for dig, hvis du var fortsat i dit gamle job?

”Så havde det været en ubevidst sur pligt. Jeg havde ikke oplevet den glæde, jeg har nu ved at starte et sted, som jeg reelt har set frem til. Jeg havde været mere glad end sur, men dagene var også bare gået. Så var der gået et år mere – og måske også seks år.”