Karrierepause
Hvor fedt er det egentlig at have sagt op uden et nyt job?
Foto: Marcus Trappaud Bjørn
21.3.2023
af
Tine Santesson
En læser har spurgt Djøfbladet: Hvad sker der med dem, der kvitter deres faste job uden at have et nyt på hånden? ’Finder de et federe job, eller falder de tilbage i hamsterhjulet?’ Vi undersøger sagen.
Karrierepause
Foto: Marcus Trappaud Bjørn
21.3.2023
af
Tine Santesson
”Jeg har sagt mit job op – sådan helt uden at ha’ noget andet… 😱.”
Sådan skrev Pi Arnth på LinkedIn den 31. august sidste år.
Det var angstprovokerende, siger hun, men hun har det stadig rigtig godt med sin beslutning. I starten var hun nærmest euforisk og lagde ud med at tage på Interrail med sin kæreste og datter i en måned.
”Det var en vild følelse at turde at give slip. Stole på min mavefornemmelse. Den bølge af ejerskab og handling red jeg på i nogen tid.”
Pi Arnth er 33 år og har en kandidatgrad i global udvikling fra Københavns Universitet. Jobbet, hun sagde farvel til, var en konsulentstilling hos Niras.
”Jeg kunne ikke mærke, hvad jeg drømte om, og hvorfor jeg egentlig lavede det, jeg lavede. Jeg har altid være drevet af en større mening – noget, jeg troede på og gerne ville ændre. Men den retning havde jeg mistet, og jeg havde svært ved at finde den i stillingen, jeg sad i.”
Pi Arnth er langtfra alene om at forlade et fast job og taget springet ud i uvisheden. De seneste år er der så mange, der har gjort noget tilsvarende, at det har fået en læser til at foreslå Djøfbladet at undersøge fænomenet: ’Hvad sker der efter de glade LinkedIn-opslag, hvor særligt kvinder har sagt op uden at have et andet job på hånden og nu vil skabe et nyt og mere bæredygtigt arbejdsliv?’
Pi Arnth er en af dem, vi har spurgt. Senere i artiklen møder vi Stella Stegger, der også sagde sit job op uden at have et nyt.
Kendetegnende for dem begge er, at det går op og ned. Og op igen.
”Efter optursbølgen kom der en tid, hvor jeg blev i tvivl om, hvorvidt den famøse retning ville åbenbare sig. Samtidig slog makroøkonomien kolbøtter, så jeg blev lidt ramt: ’Fååååk, hvad er det egentlig, jeg laver?’” spurgte Pi Arnth sig selv.
Ledige stillinger
Der er nogle af jobkvitterne, som sådan lidt panikagtigt siger ja – måske ikke til det første og bedste job, men næsten.
Det fortæller Anne Weber Carlsen. Hun er co-founder af konsulentfællesskabet Human by Nature. Sammen med to andre står hun bag undersøgelsen ’101 arbejdslivs-breakups – drømme om et andet arbejdsliv’. Den bygger på spørgeskemabesvarelser fra 101 personer, der har sagt deres job op uden at have et nyt.
Mere end 80% er kvinder.
En tredjedel har valgt at blive selvstændige eller arbejde freelance for at få større fleksibilitet og indflydelse på deres arbejdsopgaver og arbejdsvilkår.
Resten er i gang med en grundig revision af deres liv – det, som Anne Weber Carlsen kalder soul searching.
Det er meget forskelligt, hvordan de har det, når den første eufori over at have taget springet har lagt sig.
De dækker hele spektret, siger hun.
”Nogle føler sig fuldstændig fastlåste – primært på grund af en trængt økonomi, der tvinger dem til at finde et nyt job i en fart. De har ikke råd til at vente på det rigtige, og det går dem på, for så var deres opsigelse i virkeligheden forgæves.”
”I den anden ende af spektret er dem, der oplever at have frisat sig selv. Flertallet har startet selvstændig virksomhed og elsker friheden, fleksibiliteten og at de arbejder med noget, der er meningsfyldt.”
I midten er tvivlerne.
”De tvivler både på egne kvalifikationer og på, om det job og det arbejdsliv, de ønsker, i virkeligheden findes,” fortæller Anne Weber Carlsen.
”Man kan altså også godt være ambitiøs på 30 timer eller mindre. Det er bare, som om det etablerede arbejdsliv kun kender én model: 37 timer+.”
Stella Stegger, kandidat i psykologi og arbejdslivsstudier fra RUC
Anne Weber Carlsen understreger, at undersøgelsen ikke er repræsentativ, da hun og de to medforfattere har brugt deres egne professionelle netværk på LinkedIn til at finde de 101 deltagere.
Men de er kommet yderligere tæt på nogle af dem. Efter deres undersøgelse og interviews har de nemlig tilbudt netværksforløb over fem uger for dem, de kalder de ’frisatte’. 15 har deltaget aktivt.
”Flere af dem er på vej i job. Mens andre stadig er søgende. Nogle gange er de i tvivl, andre gange er de overbeviste om, at de er på rette vej – på vej et bedre sted hen, hvor liv og arbejde ikke er hinandens modsætninger,” fortæller Anne Weber Carlsen.
For det er det, det handler om for stort set dem alle sammen, siger hun.
”Derfor søger flere også job på mindre end fuld tid, men de oplever ikke forståelse for ønsket om en arbejdsuge på fx 30 timer, når de er til jobsamtale.”
Stella Stegger nåede lige at vende tilbage fra barsel, da hun for to år siden opsagde sit job i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, hvor hun havde været i fem år.
Hun har en kandidatgrad i psykologi og arbejdslivsstudier fra Roskilde Universitet.
”Jeg har ikke været stresset eller syg. Men jeg havde svært ved at se en mening med det, jeg lavede. Og så synes jeg generelt set ikke, at børn skal i institution, før de er to år. Den værdi ville jeg gerne handle på.”
Sammen med sin kæreste besluttede hun, at hun skulle hjemmepasse deres søn i et år.
”Det gav en enorm følelse af integritet. At stå ved og handle på mine værdier. Jeg er enormt taknemlig for, at det kunne lade sig gøre. For jeg er med på, at det ikke er noget, alle kan. Men vi stod og skulle købe hus, så vi justerede, hvad vi kunne købe for, så vi kan sidde i huset for en indtægt.”
Det giver en kæmpe frihed – for dem begge to, siger Stella Stegger.
”Det har givet ro og overskud, at jeg går hjemme. Ingen dårlig samvittighed over sygedage – hverken over for børn eller arbejdsgiver. Jeg kan hente børnene tidligt og have en rolig eftermiddag sammen med dem.”
Nu er Stella Stegger klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
”Jeg vil gerne arbejde. Rigtig gerne. Men jeg tænker, at det er der rigelig tid til. Jeg er 34 år nu og kan sagtens nå at få en karriere et par gange endnu.”
Sådan siger hun til sig selv på de gode dage. Dem er der flest af.
”De dage kan jeg godt se, hvor modig jeg har været. Men der er også dage, hvor jeg tænker: ’Hvad har jeg dog gjort? Jeg kommer aldrig ind på arbejdsmarkedet igen.’ Jeg har selv været med til at rekruttere, så jeg ved, at alle vil kigge på mit hul i cv’et. Men jeg er kommet frem til, at det er okay, for jeg står 100% ved min beslutning.”
Stella Stegger har set mange spændende stillingsopslag. Men det er ikke kun arbejdsopgaverne, hun kigger på. Arbejdsvilkårene har også høj prioritet.
”Når jeg har tænkt de stillingsopslag til ende, har jeg kunnet se, at der vil være alt for mange ting, som jeg også gerne vil, jeg så ikke kan – fx at hente børnene tidligt og fortsætte mit frivillige arbejde som formand for forældrebestyrelsen.”
”Jeg vil gerne bruge min faglighed, for jeg er enormt ambitiøs. Jeg vil gerne arbejde med det, jeg ved en masse om – stresshåndtering, trivsel og sygefravær. Og man kan altså også godt være ambitiøs på 30 timer eller mindre. Det er bare, som om det etablerede arbejdsliv kun kender én model: 37 timer+.”
Så lige nu er Stella Stegger ”søgende”, som hun siger.
”Hvordan ser et godt arbejdsliv ud for mig? Hvordan kan jeg både bidrage med min faglighed og få ro og overskud i hverdagen?”
10% har ingen eller få bekymringer. Fælles for dem er, at de er videre i et nyt job, har etableret sig som selvstændige eller har været ledige i ganske kort tid.
De resterende 90% har en eller flere af disse bekymringer:
Kilde: Undersøgelsen ’101 arbejdslivs-breakups’
Stella Stegger går til kaffemøder for at blive klogere på, hvad hun skal.
”Jeg skal starte på en uddannelse i naturterapi og overvejer også at blive selvstændig, så jeg selv kan strikke min hverdag sammen. Men jeg vil da helst have kollegaer.”
Hun er ikke på dagpenge. Lige nu får hun ingenting.
”Min kæreste og jeg ville gerne være helt frie. Ikke risikere, at jeg skulle i aktivering eller lignende. For så røg hele idéen jo. Derfor lever vi af min kærestes deltidsjob og den opsparing, vi fik af at sælge vores lejlighed i København.”
Det kan gå nogle år endnu, siger hun.
”Ingen af os føler, vi mangler noget. Min største bekymring har faktisk været pension. Men der har vi aftalt, at jeg i en periode sætter min løn fra mit kommende job ind på en opsparing. Og først efter at jeg har nået et vist niveau der, bidrager jeg til vores fælles økonomi.”
”Det kan være en god overvejelse at have med sig, hvis man overvejer at sige op,” siger hun.
Men hun vil klart anbefale pauser i arbejdslivet.
”Jeg kan virkelig anbefale, at man stopper op og tænker sig om. Om man har gang i det rigtige. Det er jo slet ikke sikkert, at det er nødvendigt at sige op. Det kan også sagtens være orlov i en måneds tid. Men pauser kan noget.”
Pi Arnth søger også stadig efter en måde at arbejde på, hvor hun har kontrollen og ejerskabet over sit eget arbejdsliv, som hun siger.
”Måske skal det have nogle forsøg, før jeg lander mit drømmejob. Det har jeg besluttet er okay – jeg har lovet mig selv at holde fast i min mavefornemmelse. Det er jo nok også de færreste kvalificerede arbejdstagere, der aldrig finder et job igen.”
”Men jeg har arbejdet med følelsen af, at det sgu er lidt kikset, at jeg ikke har en klar retning – at det giver indtryk af mangel på vision og drive, men hell no, om jeg vil købe den præmis. Jeg har masser af retning, jeg har bare ikke sat stillingsbetegnelse og opgaver på.”
For med retning mener hun meget mere end stilling og opgaver.
”Det kan i lige så høj grad hænge sammen med stemningen på arbejdspladsen, kollegerne, værdierne, rammerne for arbejdet – hvad der i det hele taget giver mig energi.”
Tid og økonomi til pauser er værd at tænke over, siger hun.
”Jeg er på dagpenge, men vi har en fin opsparing, en billig husleje og min kærestes løn. Det lever vi fint for. Men jeg ville da gerne have haft en såkaldt ’Fuck U-konto’ – ikke mine ord. Det stammer fra en bog fra Female Invest. Det ville frisætte mig fra dagpengesystemet, der dræner mere, end det gavner. Men så forudseende har jeg desværre ikke været.”
