Voldsomme demonstrationer afbrød Winnies praktikophold

Winnie Faarvang læser en kandidat i statskundskab på Aarhus Universitet, og som led i sin uddannelse tog hun i august 2022 til Iran for at få indsigt i arbejdet på den danske ambassade.

Gennem flere år har Winnie Faarvang interesseret sig for Mellemøsten, og før hun var i praktik i Teheran, havde hun et udvekslingsophold i Beirut. Den oplevelse gjorde, at interessen for Mellemøsten tog til, og hun valgte at søge stillingen på ambassaden i Teheran. 

”Jeg ville gerne se og lære mere om Mellemøsten, og jeg synes, Iran er et enormt interessant land. Det er ret lukket, og samtidig er det politiske system så markant anderledes, og jeg havde lyst til at forstå det bedre, end hvad man bare kan læse sig til.”

Lang tid inden hun rejste af sted, begyndte hun at forberede sig på opholdet og læse op på, hvilke ting man særligt skal være opmærksom på. 

”Vi skulle gå med tørklæde, og friheden til at udtrykke sig offentligt er mere begrænset, end hvad tilfældet er i Danmark. Der er bare nogle ting, som er et vilkår, hvis man vil til Iran, og det ville jeg.”

Derfor føltes det også helt rigtigt for Winnie Faarvang, da hun ankom til Teheran. Men så skete der noget, der vendte op og ned på hendes ophold.

Den 16. september døde den 22-årige Mahsa Amini efter at være blevet arresteret af det iranske moralpoliti, angiveligt fordi hun ikke bar hovedtørklæde. Det førte til massive protester i gaderne i adskillige byer, herunder hovedstaden Teheran, hvor Winnie Faarvang boede og arbejdede.

”Der begyndte at komme flere protester og demonstrationer mod regimet, og det begyndte at fylde meget i nyhederne og blandt folk. Jeg mærkede, at stemningen blev mere trykket, og det var meget ubehageligt at vide, at de ting skete i det land, jeg var i,” fortæller Winnie Faarvang.

”Der var en enorm uvished om, hvordan det hele ville udvikle sig. Vi anede ikke, om det forholdsvist hurtigt ville gå i sig selv, eller om det ville fortsætte.”

Den 29. september 2022 mødte Winnie Faarvang som vanligt ind på ambassaden i Teheran. Sammen med sin medpraktikant blev hun kaldt ind på ambassadørens kontor, og her fik de beskeden om, at de blev nødt til at afbryde praktikopholdet. Sikkerhedsrisikoen ved at blive i landet var blevet for høj. Under et døgn senere sad Winnie Faarvang i et fly med kurs mod Danmark.

En uge efter Winnie Faarvang vendte hjem, frarådede Udenrigsministeriet alle rejser til hele landet. 

En påvirkning af hverdagen

I løbet af de to måneder i Iran nåede hun at få et dybdegående indblik i det politiske system gennem arbejdet på ambassaden, samtidig med hun fik udforsket flere dele af landet.

Alligevel nåede Winnie Faarvang langtfra alt det, som hun havde håbet på, og udviklingen i landet begyndte, som tiden gik, at få mere og mere indflydelse på Winnie Faarvangs hverdag.

”Overordnet set ændrede selve arbejdet på ambassaden sig ikke særlig meget, og det var heller ikke sådan, at vi udelukkende sad indenfor uden at bevæge os ud. Men vi begyndte at holde os fra større pladser, da der pludselig kunne komme optræk til demonstrationer.”

”Samtidig så vi mere politi i gaderne, og vi var hele tiden opmærksomme på, hvad der skete omkring os. Det fyldte meget i min bevidsthed, også selv om jeg ikke oplevede demonstrationerne helt tæt på.”

Winnie Faarvang var aldrig selv direkte en del af demonstrationerne, og kun en enkelt gang befandt hun sig i nærheden af én.

”Helt generelt er det et land, hvor man skal være opmærksom på, hvor man opholder sig, og hvad man laver. Men vi forsøgte meget bevidst at holde os væk fra demonstrationerne, da vi var klar over, at vi ville kunne bringe vores egen sikkerhed i fare.”

En ny ambassade

Winnie Faarvang er ikke sikker på, at hele oplevelsen for alvor har nået at bundfælde sig endnu. Siden hun fik beskeden om, at hun skulle forlade Teheran, har meget af tiden gået med at tænke i praktiske baner, da hun fra den ene dag til den anden skulle finde ud af, hvordan hun skulle fortsætte sin uddannelse.  

”Det var lidt et puslespil at få det hele til at gå op, efter opholdet blev afbrudt. Jeg skulle tænke mange forskellige scenarier igennem, og det var helt generelt en virkelig kaotisk tid, men jeg fik heldigvis meget hjælp til at finde et nyt praktiksted, fordi det var det, jeg helst ville.”

Det nye sted blev på ambassaden i Berlin.

”Fordi jeg kom som ekstra praktikant, fik jeg ud over andre opgaver også lov til at beskæftige mig med Mellemøsten. Jeg fik lov til at følge udviklingen og se og arbejde med det fra et tysk perspektiv. Det er jeg meget glad og taknemmelig for, men det var alligevel en enorm omvæltning pludselig at være i Berlin frem for i Teheran.”

Det nager hende også en smule, at hun ikke fik mulighed for at gennemføre sit praktikophold i Teheran, som hun i lang tid havde set frem til.

”Jeg føler, det er ret uafsluttet, og jeg stadig mangler at lære og se en masse. Alligevel er der også en risiko ved at tage dertil igen, så der er nogle ting, jeg lige skal tænke videre over, hvis det bliver muligt at rejse til Iran igen på et tidspunkt.”

Tydelige spor

Hun er overordnet glad for beslutningen om, at opholdet blev afbrudt, for siden hun kom tilbage til Danmark, er demonstrationerne i Iran kun taget til.

”Hen mod slutningen begyndte det at være lidt utrygt at være der. Det hele kom pludselig ret tæt på, og der var en øget risiko for os ved at være der. Derfor var det på en måde også lidt en lettelse at komme væk og føle sig i sikkerhed, hvilket er et kæmpe privilegium.”

Hun mærker, at opholdet i Iran har sat sig dybt i hende. Hun følger udviklingen i landet tæt og føler sig ekstremt berørt over situationen.

”Jeg har mødt en del iranere, og jeg kan forestille mig, hvad der er på spil. Det kommer bare tættere på, end det ellers ville have gjort for mig, hvis jeg ikke havde haft en form for relation til Iran.”

Men der er også noget andet, som for hende er meget tankevækkende.

”Jeg har oplevet, hvordan kontrollen er, og at det kan have alvorlige konsekvenser. Det er noget, der har sat sig dybt i mig, selv om jeg kun har været der to måneder, mens andre har levet der hele deres liv.”