Manden fra Smørumnedre

For fire år siden blev den danske statsborger Wenceslas Twagirayezu som den seneste udleveret fra Danmark til Rwanda. Han er anklaget for at have været ansvarlig for, at flere tusinde mennesker blev dræbt under folkedrabet i 1994.

I Danmark har Rwanda de seneste år mest været omtalt i forbindelse med asylsamarbejde. Men det lille afrikanske land har også et særligt forhold til Danmark, som har udleveret tre rwandere til retsforfølgelse for folkedrabet.

Rwanda er ifølge The World Justice Project (WJP) det land i Afrika med den største retssikkerhed. På verdensplan ligger det lille land nummer 42, mens Danmark er på førstepladsen. Samtidig er der dog stadig problemer med krænkelser af menneskerettigheder i landet, som bl.a. Europa-Parlamentet og ngo'er som Human Rights Watch har kritiseret gentagne gange.

Rwandas gode bedømmelse i forhold til retssikkerhed i en afrikansk kontekst trækker faktisk tråde tilbage til folkedrabet i 1994. Da folkedrabet sluttede, havde Rwanda stort set ingen jurister og advokater tilbage i landet og ikke en eneste dommer. De var enten dræbt, flygtet eller i fængsel. Til gengæld stod det nye styre med et stort ønske om, at de, som deltog i folkedrabet, kom for en dommer og fik deres straf.

Det har styret arbejdet målrettet på siden. En stor del af de mistænkte folkemordere befandt sig – og mange befinder sig stadig – i udlandet, og for at få dem udleveret har Rwanda skullet bevise, at landet kan give de anklagede en fair retssag.

Dødsstraf i vejen

”Dødsstraf var en hindring for, at Danmark kunne udlevere. Under det hele lå, at hvis man skulle forfølge rwandere, så skulle man lave et retssystem i Rwanda, som havde nogle standarder, som næsten svarede til et vesteuropæisk. Og det ville helt automatisk sige, at Rwanda skulle afskaffe dødsstraffen.”

Arne Bjørn Hansen arbejdede i mange år som chefefterforsker under Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) med at undersøge rwandiske borgere i Danmark mistænkt for folkedrab. Han er i dag pensioneret, men har tidligere forklaret om problemerne med at udlevere mistænkte til retsforfølgelse i Rwanda.

I 1998 blev 24 personer henrettet for deres roller i folkedrabet. Det var sidste gang, Rwanda benyttede dødsstraffen, som blev afskaffet i 2007.

”Der skal ikke være tvivl om, at politikken i Rwanda er, at formodede folkemordere skal hjem til pådømmelse og afsoning i Rwanda. Det er et sundt juridisk princip, at gerningsmanden bliver dømt der, hvor gerningen er begået. Det er det sted, hvor du har de bedste vidner og den bedste hjælp til ofrene for at komme videre. Så det var hele tiden Rwandas taktik og strategi for at ændre deres lovgivning,” siger Arne Bjørn Hansen.

Godkendt til at huse krigsforbrydere

Forbedringerne af retssystemet i Rwanda har betydet, at ingen mistænkte folkemordere i dag kan føle sig sikre i udlandet. Det måtte Wenceslas Twagirayezu føle på egen krop.

Mens han venter på en afslutning, sidder han i et fængsel rost af både FN og USA. For Rwanda har også som led i at få formodede folkemordere udleveret fået bygget et – for landet – meget tjekket fængsel for internationale fanger. Mpanga Prison er godkendt af FN til også at huse dømte for krigsforbrydelser i andre lande, bl.a. fra Sierra Leone.

Det er i det fængsel, Wenceslas Twagirayezu i nu fire år har ventet på, at retssagen mod ham skulle gå i gang og blive afsluttet. Det ville den have været nu, hvis ikke Covid-19 var kommet på banen. Som i Danmark betød virussen, at retsvæsenet måtte lukke ned, og retssager måtte udskydes.

Lang hemmelig efterforskning

Men hvad ved vi om Wenceslas Twagirayezu? Vi ved, at sagen mod ham startede, længe før han overhovedet anede, han var mistænkt for folkedrab. Han levede et stille liv i Smørumnedre med sin hustru og fire børn. Han havde et godt arbejde som lagermand og var velanset i baptist-kirken og blandt naboerne.

En ven fra den lokale baptistkirke, Rasmus Hylleberg, der er cand.scient.pol. og byrådsmedlem for Venstre i Roskilde, anede heller ikke uråd. Hylleberg lærte Wenceslas at kende allerede tilbage i 2003, da han hjalp ham med familiesammenføring. Hyllebergs datter legede med Wenceslas' børn. Han opfattede manden som en fin familiefar. Han observerede dog, at Wenceslas havde et billede af landets tidligere præsident hængende på sin væg i hjemmet.

”Wenceslas var fra Gisenyi, hvor præsidenten var ganske populær,” fortæller han. Rasmus Hylleberg talte tit med Wenceslas om folkedrabet og begivenhederne op til. Men absolut intet fik ham til at tro, at vennen kunne have deltaget i folkedrabet og slået flere tusinde mennesker ihjel.

”Jeg har aldrig oplevet, at Wenceslas var ekstremistisk, eller haft mistanke om, at han skulle have været politisk aktiv op til folkemordet, men blot konstateret, at han har haft nogenlunde samme holdninger som langt de fleste hutuer, jeg kender. At det var RPF (partiet, der stoppede folkedrabet, red.), som havde startet krigen i 1990, og dem, der skød præsidentens fly ned. Han havde fokus på det dobbelte folkemord i stedet for at anerkende, at der var stor forskel på folkemordet i 1994 og de efterfølgende massakrer på flygtninge i Congo i slut 1996/1997.”

Både Wenceslas Twagirayezu og Rasmus Hyllested er baptister, og det betyder noget for historien, fordi Det Danske Baptistsamfund er blevet kritiseret for at være blandt de sidste til at anerkende, at det faktisk var et folkedrab mod tutsier i 1994 og ikke bare en 'borgerkrig', en 'massakre' eller et såkaldt 'dobbelt folkedrab'.

Dansk politi fik et tip

Hos Bagmandspolitiet fik man på et tidspunkt et tip om, at den pæne familiefar i Smørumnedre måske havde en mere mørk fortid. Man indledte en lang og meget dyr efterforskning med mange rejser til Rwanda.

Arne Bjørn Hansen deltog i arbejdet som chefefterforsker. Han må ikke udtale sig direkte om sagen med Wenceslas Twagirayezu, men fortæller, at det at efterforske formodede folkemordere i Rwanda absolut ikke var en nem opgave. Han roser Rwanda for at tillade, at dansk politi fik lov at arbejde i landet uden indblanding fra myndighederne.

”Vi fik det simpelthen til at køre efter dansk retsplejelovs præmisser. Vi havde ikke rwandesisk politi med under afhøringer, men en FN-tolk. Det skulle være dansk ret, der gjaldt,” siger han.

Utallige rapporter og tykke bøger har været skrevet om, præcis hvad der skete hvor under folkedrabet i Rwanda. Lokale retssager kaldet Gacaca har kørt i selv de mindste landsbyer. Men Wenceslas Twagirayezus navn har ikke været fremme tidligere. Ifølge anklagemyndigheden i Rwanda var han øverstkommanderende for det ekstremistiske parti DCR i sit distrikt og deltog aktivt i massakrer på et universitet og en kirke.

Men Rasmus Hylleberg spørger til, hvordan hans ven kan have stået bag drabet på op til 3.000, uden at nogen har opdaget det? Husket det? Set det?

Det er det, som retten i Rwanda nu tager stilling til.

Selv mener Wenceslas, at han enten er offer for fejlagtig identitet eller udsat for et hævntogt, fordi han har vidnet til fordel for tiltalte ved det internationale tribunal for folkemordere i Rwanda.

”De har set mit navn og tilføjet det, de selv mener. Det er, fordi jeg har vidnet i en straffesag,” forklarede den dengang 49-årige far til fire i retten i Hillerød i 2017.

Svigtet af Danmark

Rasmus Hylleberg besluttede i 2017 selv at undersøge anklagerne mod Wenceslas og mener, at anklagerne mod vennen er ubegrundede. Bl.a. har han fået fat i et lånedokument, som han mener beviser, at Wenceslas var i DCR Congo den 8. april 1994, hvor flere vidner beskylder ham for at have deltaget i folkedrabet i Rwanda.

”Det har været meget mærkeligt at stå som forsvarer for en person, der er anklaget for folkemord og anklaget for meget grusomme handlinger. Er min ven folkemorder? Det var især svært i starten, hvor jeg skulle stykke hele sagen sammen og ikke kendte fakta og selv havde en tvivl i en længere periode. Men det er ikke mit forhold som ven, som gør, jeg mener, han er uskyldig. Det er mit kendskab til Rwanda,” siger Rasmus Hylleberg.

Han peger også på, at Rwandas retssystem normalt ikke vil kunne sammenlignes med det danske.

”Det er ironisk, at Wenceslas er svigtet af det danske retsvæsen, og nu skal reddes af retssystemet i et land, som vi støtter med bistand for at styrke retssikkerheden, og hvor præsidenten får 99% af stemmerne,” siger Rasmus Hylleberg.

Venter på oversættelse

Retssagen mod Wenceslas Twagirayezu gik i gang i april 2022, hvor både anklager og forsvarer førte vidner mod manden, der sad i lyserød fangedragt med et trækors om halsen foræret til ham fra en baptist i Danmark før udrejsen.

Anklagemyndigheden førte ni vidner, forsvaret 26. Rasmus Hylleberg var til stede i retten i den uge.

”Anklagerens vidner talte ikke til Wenceslas' fordel, men de første par vidner var let komiske, og den første fik skæld ud af dommeren, vist nok for at vise foragt for retten ved at lyve og afgive forskellige forklaringer. Så det var bare meget specielt, at en i princippet så stor sag blev indledt på den måde efter så mange år,” siger han.

Hans 'vist nok' kommer sig af, at retssagen føres på det rwandiske sprog, kinyarwanda. Hyllested havde dog Wenceslas' ældste søn med i retslokalet til at hjælpe med oversættelse. Efter vidneudsagnene i april skulle forsvar og anklager procedere. Men så kom Wenceslas Twagirayezu med et nyt krav. Han ville have SØIKs afhøringsrapporter af vidner afhørt i 2012 og 2013 oversat til lokalsproget. Han mener, at vidnerne har sagt ét til dansk politi og noget andet til politiet i Rwanda.

Dommeren var lettere forundret over kravet så sent i sagen, men tillod det. Siden har sagen ligget stille, fordi oversættelsen af de danske dokumenter trækker i langdrag.

Advokat Bruce Bikotwa siger, at det ikke har været en let sag at være forsvarer for Wenceslas Twagirayezu. Han har skullet finde vidner både i DRC Congo og Rwanda og har kæmpet med retsvæsenet i Rwanda for at få penge til arbejdet.

”Men vi lykkedes,” siger han.

Han ønsker ikke at udtale sig yderligere i sagen ud over at sige, at hans klient har det godt og bor under gode forhold. Han afviste også at give Djøfbladet adgang til besøg hos sin klient i fængslet, fordi sagen endnu kører.

”Jeg tror ikke, det vil være godt for ham med interview,” lød det.

Kamp om historien

Rwanda har ikke total ytringsfrihed eller pressefrihed, hvilket ofte kritiseres af Amnesty International og Human Rights Watch. Også hos World Justice Project (WJP) trækker det ned i dets samlede vurdering af retssikkerheden.

Lovene om, hvad man må skrive og sige, er dog ret præcise. Du vil blive straffet, hvis du går ud og siger, at der ikke var et folkedrab i Rwanda mod tutsier. Man må heller ikke sige, at det var et dobbelt folkedrab. Eller sige, at landets nuværende præsident stod bag folkedrabet. Og man må ikke sprede falsk information.

I et land, hvor 80% af befolkningen består af hutuer – den etniske majoritet, som stod bag folkedrabet – er det ifølge styret i Rwanda svært at åbne helt op for den demokratiske pose, fordi der stadig er kamp om sandheden.

”Vi har stadig folk, som ønsker at afslutte, hvad de ikke lykkedes med i 1994. De sidder i Congo, i USA, Europa, også i Danmark. De portrætterer sig selv som ofre for folkedrabet, mens de i virkeligheden deltog i det. Og de lykkes med deres spin, så folk begynder at tro på dem og kommer hertil med et billede af, at vi er de onde,” siger forsker i folkedrab og folkedrabsfornægtelse Tom Ndahiro, som bl.a. har skrevet om, at netværk af personer, der var involveret i folkedrabet, mødes i europæiske hovedstæder, støttet af velmenende ngo'er. 

Folkemordere uden land

En anden sag med tråde til Danmark viser, at problemerne med at retsforfølge folkemordere ikke stopper, når de er dømt. For hvad skal der ske, når de har udstået deres straf?

Innocent Sagahutu var på vej hjem fra bageren på sin cykel, da han i 2000 blev arresteret i Skjern. Sigtelserne mod den tidligere kaptajn i Rwandas hær var drakoniske, hvorfor han fik øgenavnet 'Slagteren fra Skjern'. Hans enhed stod bl.a. bag drabene på 10 belgiske FN-soldater under folkedrabet.

FN-tribunalet idømte ham først 20 års fængsel, men nedsatte straffen til 15 år under en appel. I 2014 fik han bevilget en tidlig løsladelse og burde derfor være en fri mand. Men sådan er det ikke gået. For selv om Sagahutu har udstået sin straf, har han ingen steder at gå hen og leve sit liv i frihed. Han er blevet ramt af, at hverken FN eller nogen regering ved, hvad de skal stille op med ham eller syv andre, hvis sager har været for tribunalet. Ingen vil have dem.

Ved sin løsladelse i 2014 søgte Sagahutu om familiesammenføring med sin hustru og børn, som har fået dansk statsborgerskab. Men Danmark ville ikke have den dømte folkemorder tilbage, så han blev i stedet placeret i et FN-safehouse i Arusha i nabolandet Tanzania. Her sad han med syv andre mænd – fire af dem frifundet af tribunalet, fire af dem dømt og siden løsladt – mens FN forsøgte at finde en løsning. Først i november sidste år kom den. Niger indgik en aftale med FN om at tage imod de otte mænd og give dem opholdstilladelse. Men knap en måned senere vendte Nigers regering på en tallerken og erklærede aftalen med FN for ugyldig og krævede en øjeblikkelig udvisning af de otte mænd. Ifølge ordren fra Indenrigsministeriet i Niger skete beslutningen om udvisningen af 'diplomatiske årsager', hvilket tyder på et pres fra Rwanda.

Men hvor ville Niger udvise mændene til? Det har landet indtil nu intet svar på, så Innocent Sagahutu sidder stadig i Niamey i Niger og har gjort det i et år. Han og de andre lever under 24 timers politibevogtning og med en konstant frygt for, at Niger vil deportere dem til Rwanda.

I sagen mod Wenceslas Twagirayezu blev det allerede i forbindelse med udleveringsaftalen slået fast, at han vil blive sendt tilbage til Danmark. Wenceslas Twagirayezu nåede nemlig at få dansk statsborgerskab i 2014, før han i 2018 blev deporteret til Rwanda.

Ifølge udleveringsaftalen vil han også på grund af sit statsborgerskab få lov til at afsone en eventuel straf i Danmark.