Sådan håndterer du problemet, når din chef taler om ’udfordringer’

’Nu skal vi se udfordringer i stedet for problemer.’ Det er en floskel, som er blevet gentaget så ofte, at mange af os bliver helt trætte bare af at høre den.

I det nyeste afsnit af Djøfs podcast ’Jeg hører hvad du siger’ er det netop udtrykket ’udfordringer’, som dagens panel diskuterer. For hvorfor ikke bare kalde det problemer, hvis man som medarbejder oplever, at det er det, man står med? Ifølge Rasmus Willig, sociolog og tidligere universitetsforsker i emner som kritik og arbejdsvilkår, så er det, fordi ingen bryder sig om at tale om problemer.

Der ligger nemlig næsten altid et underforstået ’du’ foran, forklarer Rasmus Willig i podcasten. ”Underforstået, at hvis du ser problemerne, så må du også tage udfordringen op. Det bliver altså en returneret kritik af det problem, man står med,” siger han.

At tale om udfordringer i stedet for problemer har eksisteret siden 00’erne, og vi har været trætte af det i mange, mange år. ”Bl.a. fordi det helt tydeligt er en omskrivning af, hvad der er på spil. Altså en direkte manipulation. Og så er der også en mæthed over for positiv psykologi,” siger Thea Sejr, der er ekstern lektor i ledelsesretorik på Copenhagen Business School (CBS) og udgør den anden del af panelet i studiet.

Men hvad er forskellen på de to begreber?

”En udfordring er noget, som har en agent. Vi kan omskrive det til et verbum og sige: Jeg udfordrer dig. Så bliver det en duel, og du kan så vælge at tage udfordringen op,” siger Thea Sejr.

Et problem er derimod noget, som er der, uafhængigt af mig og dig. Det forsvinder ikke, bare fordi man ikke gør noget ved det. Hvorimod udfordringen forsvinder, hvis du ikke tager den op, forklarer hun.

Går du til din leder med et problem, kan hun altså med en simpel sproglig omskrivning sende ansvaret for at få det til at gå væk tilbage til dig som medarbejder. For nu taler vi om en udfordring, der bare skal tages op som en handske i en ridderturnering, som Thea Sejr udtrykker det.

Vælger du ikke at tage udfordringen op, så kan der være en forestilling om, at den forsvinder af sig selv.

”Det gør et problem ikke, hvis du ikke løser det. Det er derfor, vi kan tale om uløselige problemer, men ikke uløselige udfordringer," siger Thea Sejr.

Så hvad stiller man op?

Hvis det går dig på, at din chef taler om udfordringer, når du oplever at stå med et problem, så er det nok, fordi skoen trykker et andet sted. Det siger Ida Borch, der rådgiver i kommunikation hos Orator og også er ekstern lektor i ledelsesretorik på CBS.

Ida Borch er ikke meget for at komme med konkrete gode råd til, hvad man stiller op som medarbejder. I stedet for at se sproget som et værktøj, vi skal bruge til at lette vores frustration, skal vi bruge det til at kaste lys over, hvad der i virkeligheden rører sig, peger hun på. Og dermed kommer vi alligevel frem til to konkrete pointer.

1) Find ud af, hvad der egentlig generer dig

Det kan udtrykkes ganske enkelt.

”Hvis det overhovedet er et problem, at din leder bruger det her ord, så er det nok, fordi der er noget andet i forhold til din leder, som generer dig,” siger Ida Borch.

Spørg dig selv, hvad det er i din relation til lederen som gør, at du overhovedet bliver irriteret?

”For hvis du synes, din leder er en idiot, så synes du nok også, at hun er problematisk i sit ordvalg,” siger hun.

”Vi skaber virkeligheden med sproget. Derfor er det vigtigt at anerkende præmissen: Det handler ikke om, hvad der bliver sagt. Det handler om, hvordan det, der bliver sagt, bliver hørt,” siger Ida Borch.

Det går begge veje mellem leder og medarbejder. Relationen mellem dig og din leder betyder derfor noget for, hvordan du opfatter de ord, din leder bruger, forklarer Ida Borch og kommer med et eksempel.

”Hvis man er meget forelsket i en person, som framer noget som en udfordring, som man selv synes er et problem, ville man så begynde at udfordre ordvalget?” spørger Ida Borch.

Man ville nok snarere tænke, at det egentlig var okay og meget sympatisk at modificere problemet ved at kalde det for en udfordring.

Okay, der er et stykke vej fra forelskelsen og til chefrelationen på kontoret. Og det er ikke, fordi man skal elske sin chef. Men har du velvilje over for chefen, så vil du også være tilbøjelig til at lade ’en udfordring’ passere. Har du ikke, bør du måske se lidt nærmere på, hvad der i virkeligheden går dig på.

2) Er du klar til at nævne persillen mellem tænderne?

Spørgsmålet er, hvordan du kan gøre det klart for din chef, at du som medarbejder har brug for, at hun tager ansvar for at hjælpe dig med at løse et problem. Og altså ikke sende den tilbage til dig som en udfordring.

”Det kan du næsten kun ved at løbe risikoen for at påføre din chef eller dig selv – eller jer begge to – ansigtstab. For du er så nødt til at gå i rette med din chefs sprog, ” siger Ida Borch.

Men vær varsom. For det at gå i rette med nogens sprog svarer lidt til overvejelsen efter frokosten i kantinen på arbejdet: Skal jeg sige til min chef, at hun har persille mellem tænderne? Det gør man sandsynligvis kun, hvis man har en ok relation i forvejen, siger Ida Borch

Kommer du ind til chefen og fortæller om et problem med en kollega, hvortil din chef svarer, at der måske nok er nogle udfordringer med samarbejdet, så er det en situation, som er svær at komme ud af, uden at en af jer skal give sig sprogligt. I det ligger der altså en slags magtkamp.

”Men hvem er det, der skal give sig? Som fagforening vil I måske mene, at det skal chefen så, men det kommer jo så meget an på konteksten, at det er for svært for mig at sige noget om,” siger Ida Borch.

Men man skal i hvert fald overveje, om man er klar til det potentielle ansigtstab, man risikerer.

Og så er vi tilbage ved det med velviljen. For hvis du har tillid til, at din chef gør sit bedste for at hjælpe med at håndtere sagen, så er det også nemmere at se bag ordvalget, peger Ida Borch på.

Kald en spade for en spade

Tilbage i podcaststudiet er panelet ikke i tvivl om, at det er den sproglige omskrivning af virkeligheden, der provokerer os.

”For hvem er du, der definerer min virkelighed med det sprog, du bruger?” spørger Thea Sejr retorisk.

Vi former virkeligheden med det sprog, vi bruger, påpeger hun. Og derfor er det måske slet ikke så dumt at holde fast i at tale om problemer frem for udfordringer.

”Jeg synes, vi kommer tættere på at kalde en spade for en spade,” siger Thea Sejr.

For hvor du – for at blive i riddermetaforikken – er en kujon, hvis du ikke tager udfordringen op, så er et problem noget, vi bedre kan håndtere sammen.

”Måske kan vi samles lidt mere om et problem. For så er det ikke bare dig, der står med en udfordring, som du skal løse. Eller mig, der ser en udfordring, som I andre ikke kan se,” siger hun.

Et problem bliver mere et objekt, som vi alle sammen kan se, og som vi derfor alle sammen kan handle på, forklarer Thea Sejr. Og der er ikke det samme ansigtstab forbundet med ikke at kunne løse et problem.

Et problem eksisterer. Ligegyldigt om det så er dig eller din leder, der først får øje på det.