Ministerier dumper ligestillingstjek

Forsvindende få ministerier tjekker, om deres lovforslag har en betydning for ligestillingen. Det viser en ny rapport fra KVINFO. Kun hvert tiende lovforslag bliver ligestillingsvurderet, på trods af at Danmark har forpligtet sig til at arbejde for at fremme netop ligestillingen.

Gender mainstreaming. Det er begrebet, som den nye rapport kredser omkring. På dansk kalder vi det ligestillingsvurdering, og det betyder, at man tjekker et lovforslag for, om ligestillingen bliver påvirket af den pågældende lov. Om loven fremmer ligestillingen eller det modsatte. Det er altså en lavpraktisk vurdering, man som ministerium laver på forkant.

Hvis regeringen fx bliver enige om at lave et håndværkerfradrag, betyder en ligestillingsvurdering, at man på forhånd går ind og ser, om det kan ramme ligestillingen skævt. Flest håndværkere er mænd, så derfor kan det muligvis have en ulige betydning for kønnene, da forslaget primært vil påvirke mænds indkomst.

Danmark er ifølge Ligestillingsloven forpligtet til at "indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning".

Ifølge KVINFOs rapport har Beskæftigelsesministeriet som det eneste ministerium ligestillingsvurderet alle lovforslag siden folketingsåret 2016/2017. Derimod har fx Transportministeriet sammen med seks andre ministerier ikke ligestillingsvurderet et eneste.

Vanskelige vilkår

Rapporten bekræfter en fornemmelse, man allerede havde, fortæller KVINFOs direktør, Henriette Laursen. Hun kalder området forsømt og mener, at det kan have alvorlige konsekvenser for den ligestilling, som vi ellers mener at vægte højt i Danmark:

”Ligestilling er noget, vi i Danmark gerne vil, men som vi ikke er helt så gode til, som vi går og synes. Problemet er så, at vi måske kommer til at træffe nogle beslutninger i mørke. At vi får vedtaget lovgivning, som har utilsigtede konsekvenser, og som ikke lever op til de målsætninger og værdier, vi har i forhold til ligestilling.”

KVINFO peger på, at grunden til de få ligestillingsvurderinger kan være uklare vejledninger i ministerierne og manglende tilsyn. Det er ganske enkelt et nedprioriteret område, som giver en ujævn praksis, lyder det fra direktøren.

Henriette Laursen understreger, at hun godt kan forstå, hvis man står forvirret tilbage som medarbejder i et ministerium, når vejledningerne er usammenhængende. Og hvis man endda arbejder i et ministerium, som man måske ikke umiddelbart tænker handler om ligestilling:

”Hvis man sidder i Transportministeriet, så forekommer det, at det vigtigste man skal foretage sig, jo handler om transport. Derfor er ligestillingsvurderinger noget, man skal bygge ovenpå. Og hvis ikke der er klare prioriteringer af det, er det noget, der godt kan falde ved siden af.”

Dybest set handler ligestillingsvurderinger ikke om at sikre, at man altid skal vælge den løsning, der fremmer ligestillingen, men snarere at man har overvejet ligestillingsaspekter. Og at de er skrevet med i lovforslaget. At man altså "laver lovgivning på et oplyst grundlag," som Henriette Laursen siger. Derfra må man så prioritere.

Men vil det ikke også føre til en øget bureaukratisering, hvis man skal systematisere det her yderligere?

”Man kan lige så godt forestille sig, at man skal til at rode tråde ud, efter at man har vedtaget et lovforslag. At hvis man ikke får det her undersøgt, så kan man stå i en situation, hvor man direkte modarbejder ligestillingen.”

Forkert konklusion

Finansministeriet er ét af i alt syv ministerier, som ifølge KVINFOs tal ikke har ligestillingsvurderet et eneste lovforslag de seneste seks folketingsår. Det er dog forkert, siger ministeriet.

I et skriftligt svar fra Finansministeriet lyder det, at ministeriet ikke kan ”genkende konklusionen i rapporten om, at ministeriet ikke har ligestillingsvurderet nogen lovforslag siden Folketingsåret 2016/2017.”

Ministeriet henviser til, at der fx i forbindelse med velfærdsloven og budgetloven er lavet ligestillingsvurderinger, og at ministeriet arbejder med ligestillingsvurderinger ved hjælp af Justitsministeriets vejledninger på området.

Det er ministerierne selv, som skal rapportere til ligestillingsministeren, hvilke love der er blevet ligestillingsvurderet. De oplysninger sender ministeren til Folketinget. Det er ifølge KVINFO deres ”eneste kilde til viden om ministeriernes praksis”, og det er den viden, som rapporten er baseret på.

KVINFO mener dog, at denne registrering lader til at være mangelfuld, da der er lovforslag, som ikke er at finde i notaterne, men på Folketingets hjemmeside. Og at der er lovforslag, som når man læser dem, ser ud til at være blevet ligestillingsvurderet, men ikke er blevet registreret.

Derfor skal der ifølge KVINFO også tages et forbehold for tallene i rapporten, da de kun viser de vurderinger, der er oplyst til Folketinget . Derfor fastholder KVINFO også, at området overordnet set lader til at være præget af en ujævn praksis.

”Et virkelig lavt niveau”

Sidste år viste en rapport fra World Economic Forum, at Danmark siden 2020 er faldet fra en 14. plads til en 32. plads i ligestilling i verden. Overgået af lande som fx Albanien, Namibia og vores naboer mod nord, Norge, Sverige og Island.

Ifølge Anette Borchorst, ligestillingsforsker og professor på Aalborg Universitet, er det noget, der støder mod vores opfattelse af ligestilling i Danmark:

”Vi har undersøgelser, der viser, at der i Danmark er en klar opfattelse af, at ligestilling er noget, vi har opnået. Der mangler det, man kunne kalde en problemopfattelse. Vi har slet ikke samme opmærksomhed på det som fx Norge og Sverige.”

Anette Borchorst har læst KVINFOs nye rapport om ligestillingsvurderingerne og bider mærke i, at arbejdet med selve vurderingerne lader til at være præget af tilfældigheder, og at der lader ikke til at være kvalificerede overvejelser bag. Hun ser ingen systematik, men derimod ’et virkelig lavt niveau.’

Det er systematisering og prioritering, der skal gå hånd i hånd, hvis der skal ske en ændring på området, mener Anette Borchorst.

Hun peger på, at gender mainstreaming eller ligestillingsvurderinger er tænkt som en overordnet måde at arbejde på, men at man i Danmark har valgt at placere området hos et Ligestillingsministerium, som udefra set ikke lader til at være prioriteret højt.

”Ligestillingsministeren ligger jo som nummer 21 ud af 23 ministre, hvis vi snakker om statsrangordens-listen. Og ministeriet har ligget sammen med 14 forskellige områder. Hvis man for alvor skulle have en ændring, så kunne man forestille sig, at man fik placeret ligestilling ved en minister, der var placeret højere i hierarkiet, eller at det blev prioriteret i toppen af regeringen.”

Og netop en øget overvågning er en del af de fem anbefalinger, som KVINFO afslutter deres rapport med.