Melissa var lige begyndt på karrieren. Så fik hun kræft

For et års tid siden var Melissa Bandsberg Thomsen indlagt med ondt i maven. Smerten gik væk, men hun døjede fortsat med en følelse af, at noget var helt forkert inde i hendes mave. Hun gik til lægen, der med det samme henviste hende til en kræftpakke, så hun kunne blive undersøgt hurtigt og få afgjort, om der skulle være tale om kræft.

Melissa var 26 og arbejdede som Associate Global Procurement Manager hos Coloplast i deres graduate-program. Det var hendes første job som færdiguddannet, så det var vigtigt for hende at gøre det godt, men det var svært med undersøgelser to-tre gange om ugen på hospitalet.

”Da jeg starter i kræftpakken, går alt i stå. Jeg får ikke fulgt op på de ting, jeg får lovet. Det generede mig helt vildt, og jeg var flov.”

Efter en måned med diverse undersøgelser var sygehuset ret sikre på, at hun ikke havde kræft. Med den forvisning delte Melissa med sine kollegaer, hvorfor hun havde været lidt fjern på det seneste. Alligevel fortsatte undersøgelserne i kulissen.

”I graduate-programmet var vi gået i gang med at kigge på steder, hvor vi kunne bo i Frankrig og Budapest, og mine kontrakter til udlandet begyndte at komme. Dog vidste jeg stadig ikke, om jeg havde kræft.”

Melissa var lige kommet hjem fra en aften ude med sin kæreste, da hun så, at der var tikket en besked ind på telefonen med svar på hendes seneste prøver. Uden at tænke videre over det bad hun kæresten om at læse beskeden.

Hans ansigtsudtryk ændrede sig fuldkommen. Synet af ham spredte en følelse af frygt i hendes krop. Men det var faktisk også en lettelse. Efter tre måneder i uvished vidste hun omsider besked.

Meget større end arbejde

Hospitalet ringede to dage senere med den endelige diagnose: Sarkomkræft. En aggressiv kræftform, der havde angrebet bindevævet i hendes mavemuskel.

”De sagde, at deres mål var at helbrede mig. De vidste ikke om behandling ville virke på mod den slags kræft, jeg havde. Det var en underlig besked at få.”

Dagen efter Melissa havde fået stillet diagnosen, sad hun i bilen med kurs mod Coloplast. Men hun var ikke alene.

”Jeg tror, min manager havde regnet ud, at det ikke var godt, for hun spurgte, om jeg ikke ville have min kæreste med til mødet.”

Ordene ville ikke forlade Melissas mund, som hun sad over for sin leder. Ikke fordi hun var nervøs, men hun havde svært ved at erkende sin egen situation. Det var nemmere for hende at forholde sig til sedlen, hun sad og knugede. Hun havde noteret alle de projekter, hun var på, kontaktoplysninger, og hvor hun var nået til.

”Da jeg havde fået det fortalt og havde afleveret sedlen, gik snakken på alt andet end arbejde. Jeg følte virkelig, at der blev taget hånd om mig i en situation, der er så meget større end arbejdet.”

”Jeg havde jo ikke prøvet det før”

Melissa sygemeldte sig i to uger – hvilket hendes mor syntes var fuldstændig tosset, når hun stod over for et længere forløb.

”Jeg havde jo ikke prøvet det før, så hvordan skulle jeg vide, om det ville tage to uger, måneder eller år?”

Et par dage efter mødet blev Melissa ringet op af sin chef. Hun havde undersøgt, at hun kunne komme til psykolog via sundhedsforsikringen – og så havde hun valgt at sygemelde hende i fire måneder. Gulvtæppet blev revet fuldstændig væk under Melissa, som ikke havde regnet med, at hun skulle undvære hverdagen så længe.

”Jeg synes egentlig, det var et modigt træk. Det føltes sygt grænseoverskridende for mig i øjeblikket, men det var lige præcis det, jeg havde brug for.”

Den længere sygemelding betød nemlig, at hun havde god tid til at komme sig. På den måde blev chokket hurtigt afløst af en ro.

Ro er en følelse, som Melissas leder har været god til at give hende. Da Melissa havde været sygemeldt i mere end 120 dage, har Coloplast lov til at opsige hende. Hun tænkte ikke, at det ville ske, men risikoen nagede hende. Bekymringen blev manet til jorden, som hendes leder begyndte at tale om hendes fremtid i virksomheden.

”Jeg synes, at jeg har fået mange nye kompetencer under mit sygdomsforløb, som jeg ikke vil lade gå til spilde, og jeg vil gerne have dem ind i mit arbejdsliv. Jeg kunne fx godt tænke mig at kigge på noget ledelse, og der mødte min manager mig med: ’Fedt, lad os se på et lederkursus, når du kommer tilbage.’”

”Det har været dejligt, at min manager ikke kun har haft fokus på min tilbagevenden til arbejdet, men også min udvikling, selv om jeg snart har været sygemeldt lige så længe, som jeg har arbejdet der.”

Ingen bryder sig om at føle sig glemt

For Melissa handler arbejdet om meget mere end arbejde. Hverdagen er den del af hendes liv, som skaber struktur, hvor hun bruger mange timer, har gode kollegaer og udretter noget. Noget at være stolt af.

Der har været perioder, hvor Melissa hverken har kunnet genkende sig selv eller sin hverdag. Men når hun har modtaget en hilsen, en gave eller fået besøg af en kollega, blev hun mindet om den, hun var før kræftdiagnosen.

Derfor har det været en lettelse for hende, at der ikke har været radiotavshed mellem hende og arbejdspladsen, mens hun har været sygemeldt.

”Jeg tror ikke, at der er nogen, der bryder sig om at føle sig glemt. Det har været vigtigt for mig, at jeg har følt mig inkluderet i arbejdspladsen, selv om jeg ikke har været der. Hvis jeg har været derude for at sige hej, har de også været gode at spørge mig til råds, hvis de har siddet med nogle af de projekter, jeg har arbejdet på. Så har jeg lige kunnet sætte mig ned en halv time og hjælpe. Det har været virkelig rart og på ingen måde et pres.”

Nu begynder det svære

I november 2022 fik Melissa sin sidste kemobehandling og beskeden om, at der ikke er mere kræft i hendes krop. Og selv om hun på papiret er rask, kan hun stadig mærke efterdønningerne af det seneste års tid.

”Det er nu, den svære periode begynder. Nogle uger føler jeg sagtens, at jeg kan arbejde, og andre uger kan jeg absolut ingenting. Jeg er helt vildt træt, og når det ikke er trætheden, der er overvældende, så er det manglende hukommelse og besvær med at fokusere. Det havde jeg ikke forventet, og der har det været dejligt, at min manager har mødt mig med ’det ser vi på.’”

For ligesom da Melissa skulle sygemelde sig, var hun gået lidt for optimistisk til værks.

”Jeg tænkte, at jeg ville være tilbage på fuld tid, tre måneder efter at jeg havde afsluttet behandlingen. Det er halvanden måned siden, og jeg arbejder ikke endnu.”

I øjeblikket består hendes job i at komme på arbejde en gang om ugen, drikke en kop kaffe og snakke med de andre.

”Det betyder meget for mig at tage mig tid til den sociale del og besvare folks spørgsmål, så der ikke opstår en berøringsangst, og folk kan se, at jeg har det godt. Når jeg så starter rigtigt op, kan jeg fokusere på arbejdet.”

Det må ikke være uretfærdigt

Selv om Melissa regner med snart at kunne vende tilbage til arbejdet, skal kollegaerne være forberedt på, at det er en anderledes Melissa, der vender tilbage.

Lad os spole tiden tilbage til dagen, hvor Melissa skal have kemoterapi for første gang. Sygeplejersken, der lige har vist hende rundt, sætter sig ned med Melissa.

”Du må ikke spørge, hvorfor du er blevet syg, for det giver ingen mening,” siger sygeplejersken til hende. Den besked nægtede Melissa at sluge, for det måtte ikke bare være ’uretfærdigt’ og ’nederen’. Der måtte være en mening.

På den måde blev kræftdiagnosen hendes anledning til refleksion over, hvordan hun vil leve det liv, der venter efter sygemeldingen.

”Tid er kostbar, og man skal bruge den klogt. Jeg havde en tendens til at sige ja til alt og alle slags opgaver. Fremover vil jeg være meget mere bevidst om, at jeg ikke vil spilde min tid.”

Det kan være en svær øvelse at sige nej. Melissa har dog en idé til, hvordan hun kan gribe det an.

”Jeg vil skynde mig at sige nej. Jeg har set et afsnit af 'Klovn', hvor de siger ’1,2,3, nej’. Det tror jeg, at jeg skal gøre,” griner hun.

For hvis der er noget, hun også har lært, så er det, at udfordringer ikke får verden til at gå under. Før i tiden kunne hun godt føle sig overvældet, når det hele var nyt og ukendt. Men med alt det, som det seneste år har budt på, føler hun, at læringskurven for at kunne håndtere utrygge og ukendte situationer er peaket.

”Hvis jeg kan være rolig gennem et livstruende kræftforløb, så burde jeg fandeme også kunne være det, hvis et projekt pludselig løber af sporet. Tingene bliver sjældent bedre af panik. Hvis jeg derimod er rolig, tænker jeg mere klart og bliver mindre stresset. På den måde undgår jeg måske at tage bekymringerne med hjem.”

Hun har set mennesker, som har stået i deres livs krise, når hun har været indlagt eller været til kemoterapi på hospitalet. Hun har ikke altid forstået deres reaktioner, men efter hun selv har prøvet det, har hun fået en øjeblikkelig forståelse.

”Den rummelighed over for folks reaktioner, følelser og menneske-perspektivet vil jeg tage med mig.”

Det er ikke kun andre mennesker, som Melissa rummer bedre nu, men også sig selv. Førhen tænkte hun meget over, at hun er ung og kvinde. Hun følte, at hvis hun skulle tages seriøst, skulle hun klæde sig efter mere traditionelle normer.

”Jeg ved godt, at der ikke er nogen af mine kollegaer, der har tænkt over det, men det gjorde jeg. Nu vil gerne vise min personlighed på arbejdet med det tøj, jeg tager på – om det så er pink og glimmer.”

”Sådan et forløb her må ikke udelukkende være uretfærdigt eller meningsløst. Jeg har fået nogle vigtige læringer. Det kan jeg let sidde og sige. Det er langtfra alle, som jeg har været i behandling med, som har været så heldige, at de er kommet raske ud på den anden side. Men det her er min situation.”