”Man skal være ekstremt opsøgende og insisterende på at komme i folks kalender”

Det var nok et af den slags eksperimenter, han godt kunne have undværet. Men det lykkedes Christian Bøtcher Jacobsen at komme endog meget tæt på det amerikanske sundhedsvæsen under sit nyligt afsluttede forskningsophold i USA.

Én ting er, at det kan være smerteligt at forstuve foden, men i virkeligheden var det nok de lommesmerter, han fik, da han efter fire timer på en akutklinik måtte halte af sted med en regning på 15.000 kr., der gjorde mest ondt.

”Det er altså vanvittigt,” siger han tørt.

”Hvis du spørger mig helt normativt, kan man sige, at inden for noget af det, jeg forsker i, ulighed i sundhed, er der masser af eksempler på derovre, hvad vi ikke skal gøre.”

Som led i en bevilling fra Novo Nordisk Fonden tilbragte Christian Bøtcher Jacobsen efterårssemestret som gæsteforsker på Berkeley i Californien for at komme tættere på nogle af de bedste forskere i verden inden for det, vi i Danmark ville kalde folkesundhedsvidenskab.

”De forskningsprojekter, vi laver, bliver typisk gennemført i samarbejde med sundhedsvæsnet, og på det center derovre er de rigtig gode til at have etablerede samarbejder som en fast del af deres forskning. Så den måde at bedrive forskning på er noget af det, jeg var derovre for at se, hvordan de gør,” fortæller han.

What’s in it for me?

Christian Bøtcher Jacobsen er professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og har ansvar for forskning inden for ledelse på sundhedsområdet ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse.

Når nyhedsbrevet Forskeren har taget fat i ham, er det bl.a. for at få en fornemmelse af, hvad det vil sige for en dansk forsker at rive sig selv ud af de vante rammer i et halvt år.

”Vi tog derover midt i juli. Formelt set startede jeg på instituttet den 1. august, men det var godt, vi kom før, så vi havde lige to-tre ugers indkøring, hvor vi fandt en bil, og så gik der rigtig meget tid med at få børnene i skole,” fortæller han og tilføjer med et smil:

”Det kan man måske give videre til andre, der skal af sted, at der ligger en lidt krævende opgave i at få børnene meldt ind i skolen.”

Da han herefter startede sit arbejde på Berkeley, var noget af det første, han måtte sande, at corona stadig havde et tag i den amerikanske arbejdskultur.

”Berkeley er overvejende demokratisk (det politiske parti, red.). Der var nogle, der havde den holdning, at hvis man ikke går med mundbind, er man ikke en god samfundsborger.”

”Og den anden side af det er, at de synes, det er ok, at de kun er på arbejde to dage om ugen. Der er ikke den samme tilstedeværelseskultur og nærvær, som vi har herhjemme.”

Hjemmearbejdskulturen har ikke kun noget med corona at gøre, fortæller han. Men corona forstærkede det.

”Hvis jeg skulle mødes med nogen, så aftalte jeg et møde. Og så havde jeg et møde med dem om præcis dét emne. Og så stormer de rundt resten af tiden, de er der.”

”Der er vi jo lidt bedre til det uformelle herhjemme og til at tage os tid til de der små snakke. Den amerikanske kultur er nok et lidt andet sted.”

Har amerikanske forskere mere fart på?

”Der er i hvert fald mere opmærksomhed på: ’Hvad er der i det her for mig?’ En opmærksomhed på, hvad man bruger sin tid på. Det er lidt mere i system derovre. Og når de kun er på arbejde to dage om ugen, så er deres kalender bare pakket, når de er der.”

Egentlig synes han, det er ok, at arbejdskulturen er sådan, men som med alt andet, skal man indstille sig på, at det er sådan, spillereglerne er, lyder det.

”Man skal være ekstremt opsøgende og insisterende på at komme i folks kalender. Og så skal man være ekstremt opmærksom på, hvad man kommer med til dem. Især når man kommer udefra.”

De bedste i verden

Christian Bøtcher Jacobsens sørgede heldigvis for at lave en masse aftaler hjemmefra. Og under sit ophold skulle han nemlig ikke kun netværke med forskerne på Center for Healthcare Organizational Innovation Research. Han skulle også besøge det amerikanske sundhedsvæsen og andre universiteter.

”Jeg kommer fra en statskundskabsbaggrund og har bevæget mig mere og mere ind i ledelse i sundhedsvæsnet, og så er det rigtigt godt at komme over og lære folk at kende, når man bevæger sig ind i et nyt felt. For mine kolleger derovre havde i udgangspunktet fokus på sundhed,” forklarer han.

Selvom Kronprins Frederiks Center for Offentligt Ledelses internationale status allerede er høj, også inden for ledelse i sundhedsvæsnet, er det stadig nødvendigt at lade sig inspirere andre steder i verden, forklarer Christian Bøtcher Jacobsen.

”En del af at flytte centrets forskningsaktiviteter frem er også at få det ud i verden. Og så kiggede jeg, hvor jeg havde gode kontakter og samarbejdspartnere, og så var Berkeley et af de steder,” siger han.

Under sit ophold besøgte han således både hospitaler og klinikker såvel som universiteter rundt om i USA. Ud over Berkeley har han aflagt besøg på anerkendte universiteter som Stanford og Harvard. En del af tiden har Christian Bøtcher Jacobsen haft selskab af adjunkt Florian Keppeler, der har turneret rundt i USA og fået feedback på projektet, der handler om rekruttering i sundhedsvæsnet.

”Derovre havde vi adgang til nogle forskere, som dels er de førende på det her spørgsmål om rekruttering, og dels kan vi få flere dage med dem til at diskutere det her projekt igennem. Projektet blev kvalificeret af de bedste i verden, og det bliver vi bedre forskere af,” forklarer han.

Benhård selektion

Men det er ikke kun implementering af nye teknologier i sundhedsvæsnet eller strategier for rekruttering, Christian Bøtcher Jacobsen har ladet sig inspirere af.

”De er enormt gode til at fokusere på, hvor de er på vej hen forskningsmæssigt. Og de er ekstremt ambitiøse. Og det er både på godt og ondt. For mig, der kommer et halvt år, er det vildt givende at arbejde med mennesker, der er så fokuserede og dygtige.”

Men:

”Som arbejdsplads er det lidt et andet sted,” fortæller han.

”I USA er forskerne generelt mere individuelle. Professorerne bærer et område, og de har godt nok en gruppe af unge forskere tilknyttet, men de er også meget i deres eget karriereforløb. De er der i en periode, og så skal de videre, for sådan er karrierestrukturen i det amerikanske universitetssystem.”

Derfor er en af de markante forskelle også, at amerikanske forskere ikke er lige så optagede af, at de skal konkurrere om forskningsmidlerne, som forskere er i Danmark.

”Det er mere accepteret, at det er en del af gamet. Amerikanere er jo bare mere accepterende over for konkurrence. Det er et meget større jobmarked, så det er meget mere naturligt for dem, at det er benhård selektion.”

Og så skal man huske, at der er langt større forskel på universiteterne i USA, end der er i Danmark, fortæller Christian Bøtcher Jacobsen.

”Universiteterne derovre er niveaudelte. Der er de gode forskningsuniversiteter. Og så er der de mindre universiteter, hvor du skal undervise meget mere, hvad end du er ph.d. eller postdoc. På den måde har i hvert fald dem, som er på de store universiteter, valgt at have et job, hvor det der med at acceptere de vilkår, der er, er en del af det.”

Men betyder det stærke fokus på egen karriere så, at amerikanske forskere er mindre idealistiske?

”Jeg oplever faktisk, at mange af dem er drevet af en idealisme. Mange af dem derovre på mit område har været ude og arbejde i sundhedsvæsnet tidligere og prøver så at gøre en forskel gennem forskning.”

”Men man skal ikke undervurdere det, for det er bestemt også en karriere. Folk flytter jo på tværs af landet. Nogle af dem, jeg arbejdede sammen med på Berkeley, har læst på Yale ovre i Connecticut og boet midt inde i landet på et tidspunkt. Man flytter rundt med sit arbejde for at bevæge sig op i graderne.”

Men faktisk betyder det ikke, at forskerne ikke går op i deres arbejdsforhold. Christian Bøtcher Jacobsen og hans kolleger måtte finde alternative kontorpladser i en periode i november, fordi postdoc’erne i Californien ville have mere løn og bedre barselsvilkår og havde derfor slået ring om universitetet.

Man må som fastansat gerne bryde sådan en strejke, fortæller Christian Bøtcher Jacobsen, men som han formulerer det: ”Vi har valgt at sige: Det vil vi ikke.”

”Noget af det, der bliver diskuteret derovre, er, hvilke vilkår man kan byde postdocs i lange midlertidige ansættelser. Og nu kræver de så en minimumsløn, så de kan opretholde et almindeligt i liv. Og USA er ikke billigt at leve i,” begrunder han solidariteten.

Ambition og arbejdsdeling

Christian Bøtcher Jacobsen tøver først, da Forskeren spørger ham, hvad det vigtigste, han har taget med sig hjem fra sit ophold i USA, er. For det er svært at sætte fingeren på én bestemt ting. Derfor bliver svaret også i første omgang lidt generelt:

”Hvis jeg skal sige noget, så skal det måske være den der insisteren på ambition. Det er jo inspirerende at være sådan et godt sted og mærke den ånd, der er omkring forskningen.”

”Jeg kan blive misundelig over at mærke de ressourcer, de har. De har bedre tid, end vi har herhjemme. Fx er der allerede forskningsmidler knyttet til en stilling, når du søger den. Det er simpelthen frigørende,” siger han.

Imens kan han konstatere, at danske forskere har travlt og skal bruge tid på mange ting, der ikke er selve forskningen. Men i virkeligheden er det nogle relativt små, konkrete greb, man kunne gøre i den danske forskningsverden for at frigøre energi og ressourcer for forskerne.

”I USA er de bedre til at arbejdsdele. Herhjemme har vi en tendens til, at alle skal lave alting. Men derovre er de bedre til at få nogen til at løse nogle opgaver, så andre kan få tid til at lave forskning. Det er simpelthen noget med bare at købe forskningsmedarbejdere ind,” forklarer professoren.

Han vil ikke gå så langt som at sige, at nogle forskere skal købes helt fri fra fx at undervise. Men han mener, at man kan lade sig inspirere af USA, hvor man accepterer, at for at lave god forskning skal nogle være specialiserede i fx at hente penge og være projektledere og lignende.

”Det er et lidt svært dilemma. På den ene side synes jeg, at det ville være bekymrende, hvis man fx købte alle forskningsledere ud af al undervisning eller karaktergivning. På den anden side kunne jeg godt tænke mig, at man fik modeller, hvor man, når man får forskningsledelsesansvar, ikke oplever, at man faktisk får dårligere tid til forskning.”

”Det er de meget bedre til derovre.”