”Jeg går, året før jeg dør”

Jeg gik på det studie, der hed statsvidenskab, og læste nationaløkonomi og blev cand.polit. Det var egentlig et tilfælde, at jeg havnede der. Jeg var inde som værnepligtig i militæret i halvandet år, og kasernen lå i Næstved. Jeg skulle til København og besøge min kæreste, men nåede ikke toget, så jeg blaffede. 

Jeg kom op at køre med Knud Bro, der var konservativ og sad i Folketinget. Han lavede nogle dramatiske overhalinger, og jeg sad rædselsslagen ved siden af ham. Han sagde: ’Sig mig, soldat, hvad vil du, når du kommer ud fra militæret?’ Jeg svarede, at jeg ville læse historie og matematik, for det var mine stærke fag. Han fortalte, at det slet ikke kunne lade sig at gøre, fordi det dengang var to vidt forskellige fakulteter. I stedet foreslog han, at jeg skulle læse polit., fordi det indeholdt historie og matematik. 

Hans råd er det bedste, jeg har fået i mit liv. Jeg kommer fra en familie med syv søskende. Dengang var der ingen akademikere i familien, så der var ikke mange, der kunne rådgive mig om uddannelse.

Mit første job fik jeg ved et tilfælde. Jeg var på en skiferie i Norge med mine studenterkammerater, da en af dem fortalte, at Håndværksrådet har brug for en studentermedhjælper.

Jeg blev tændt på analysearbejdet, samfundsanalyser, erhvervsanalyser og organisationspolitisk arbejde. Det beskæftigede jeg mig med frem til 1983, mens jeg sideløbende i Håndværksrådets regi fik lov til at stifte nye virksomheder og organisationer, fx et finansieringsselskab, et byfornyelsesselskab og andre spændende aktiviteter.

Jeg har altid haft en stor fantasi og en evne til at få ting til at lykkes. Jeg kan se, hvad der giver økonomi, hvad der kan løbe rundt, hvad der kan vokse, blomstre og sætte frø. Det kan man godt tillade sig at sige, når man er 77 år gammel.

Vi sad 10 mennesker omkring spisebordet i min barndom. Søndag i min fars forretning sad de ældre, kvindelige medarbejdere med til søndagsfrokosten, og det samme gjorde tanter, onkler og ældre mennesker. Jeg har altid kendt et familieliv sammen med ældre, og jeg holdt utroligt meget af dem.

Det har altid været vigtigt for mig at sætte tiden af til min familie. I Ældre Sagens fremtidsstudie står der, at ældre og seniorer identificerer sig med familien og ikke så meget med arbejde og slet ikke uddannelse. På et tidspunkt ringede mit barnebarn om en matematikaflevering, han og hans venner havde fået for. Jeg sagde: ’Kom op til mig på kontoret kl. 16.’ Jeg satte dem i gang med de første tre regnestykker, inden jeg gik til et møde 16.30. Indimellem løb drengene rundt på gangen. Det kalder jeg ’matematik uden tårer’. Din identifikation er din familie. 

Jeg underviste sammen med Svend Aage Hansen, der var professor i økonomisk historie på Københavns Universitet. Erling Olsen (politiker og professor i nationaløkonomi, red.) var min store rollemodel. Han har skrevet Danmarks økonomiske historie, og jeg kunne godt lide hans pædagogik. Han var en af dem, der altid hjalp. Hvis jeg fx havde brug for at få en artikel i et internationalt tidsskrift, så var han manden, der hjalp én. En fantastisk mentor.

Det har givet en pædagogik at skulle kommunikere på studenternes vilkår. Jeg har ikke bare skullet meddele, hvad jeg selv syntes, men få kommunikeret, så de forstår det.

Jeg lærte også sprog. Engelsk, fransk, og nu er jeg begyndt at studere italiensk. Det har givet mig indsigt i, hvordan europæiske sprog hænger sammen. Oratorisk har det været spændende for mig at lære, hvordan man kan formulere, skrive og sige noget på det danske sprog, så man får sagt nøjagtig det, man mener, og intet andet.

Da jeg var ung, kunne jeg godt være hård i retorikken. Men jeg har lært, at man støder folk fra sig på den måde. Med argumentation, dokumentation og forskning får jeg i højere grad folk med mig.

Når jeg forhandler med politikere og omverden, er det for at få indflydelse, og jeg gør det med stor ydmyghed. Ældre Sagen er en socialhumanitær forening, der bygger på forskning og dokumentation. Vi har en saglig styrke, som er meget mere værd end bare at komme buldrende og sige: ’Jeg vil have det her.’ På den måde har vi ikke fået så meget magt, men indflydelse. 

Jeg har været vant til at socialisere mig med syv søstre hele mit liv, hvor min far og jeg var i mindretal i matriarkatet. Det var lige dele vidunderligt og vanvittigt. Men det har lært mig at lytte. 

Når der er en sag, der skal drøftes, kommer man op på mit kontor, eller jeg går ned på deres. Der kan vi måske sidde tre-fem medarbejdere. Under debatten sørger vi for, at vi alle sammen er lige med vores saglige styrke. Så er det klart, at til allersidst, når der skal træffes en beslutning, ved alle, at jeg er direktør. Så siger jeg: ’Nu går vi den vej, hvad siger I til det?’ Det er en meget dansk/skandinavisk ledelsesmodel, hvor medarbejderne og bestyrelsen inddrages i beslutninger.

Det er vigtigt at udstråle, at man har lyst til at blive på arbejdsmarkedet. Jeg skriver bøger og holder hovedet i gang. I dag er tilbagetrækningsalderen typisk 67 år, for 20 år siden var den 62. Det løfter sig hele tiden – især for øjeblikket, hvor der i høj grad er brug for seniorer. Hvis vi ser på udviklingen imod århundredeskiftet, må en nyfødt pige påregne at komme på pension, når hun er 77 år.

Det er en demografisk revolution, der er i gang – og den er også i gang for at få holdbarhed i dansk økonomi. Hen mod år 2100 vil det være almindeligt, at man er på arbejdsmarkedet, til man er 80 år.

Jeg gør ligesom min far, farfar og oldefar. Jeg går, året før jeg dør.