Pausen gav Maja noget, som også er vigtigt i arbejdslivet

Det bedste var tiden, der flød af sig selv. Med et kamera i hånden åbnede New York sig for Maja Friis Henriksen, der i efteråret flyttede dertil med sin kæreste i tre måneder. Jobbet som fuldmægtig i Digitaliseringsstyrelsen havde hun søgt orlov fra. I stedet tog hun kurser på The Metropolitan Museum of Art og International Center of Photography.

”Jeg interesserer mig for fotokunst og kan godt lide at tage billeder. Og jeg havde et ønske om at fordybe mig i nogle kreative projekter, som giver mig meget glæde og energi. I hverdagen er det bare ikke så tit, at kameraet kommer frem,” siger Maja Friis Henriksen.

Muligheden bød sig, fordi hendes kæreste skulle på et forskningsophold i New York i forbindelse med sin ph.d. Langsomt begyndte idéen om at tage med at forme sig for Maja Friis Henriksen. Hendes chef syntes, at det lød spændende, og ville gøre sit for, at det kunne lykkes.

”Det var heldigvis en mulighed, men det er tydeligt, at der ikke rigtig er et system for den slags endnu. Og at det er en relativ ny ting at give lov til i min styrelse i hvert fald,” siger hun.

Maja Friis Henriksen kendte kun til folk, som havde været på barsel eller plejeorlov fra arbejdet. Derfor havde hun ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvordan hendes arbejdsplads ville tage imod idéen, der var vokset frem over tid.

”Det er noget, vi grundlæggende har talt om, min kæreste og jeg. At orlov fra arbejde er noget, som ville give utroligt meget værdi for os i det her lange arbejdsliv, vi ser ind i,” siger Maja Friis Henriksen.

”Det er ikke, fordi vi ikke kan lide at arbejde. Tværtimod er der nok nogle, som vil sige, at vi begge to er lidt for glade for vores arbejde, og at det godt kan komme til at fylde lidt rigeligt.”

Ny strategi

Ønsket om fleksibilitet i arbejdslivet står Maja Friis Henriksen ikke alene med.

Herhjemme har debatten om den firedages-arbejdsuge skrevet sig ind i en større og mere overordnet debat om, hvad der kan lade sig gøre, hvis vi begynder at tale højt om, at arbejde ikke er alt. At et moderne arbejdsliv også kan rumme fleksibilitet til at arbejde på distancen, intensivt i perioder og i færre, men mere effektive timer fordelt over en uge. Og at et arbejdsliv for mange af os bliver rigtig langt. Sådan lyder det fra Anne-Marie Dahl, som er selvstændig fremtidsforsker i virksomheden Futuria og arbejder med samspillet mellem samfundstendenser og det enkelte menneske.

”Den gamle strategi, som vi kender fra industrisamfundet, hvor man klemmer ballerne sammen, til man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, den kommer formentlig ikke til at holde i fremtiden, hvor vi bliver ældre, og der er færre unge til at tage over,” siger Anne-Marie Dahl.

Vi skal altså have det lange blik på, når vi ser på vores arbejdsliv.

”Vi er ikke i de samme faste ansættelsesforhold, hvor man kan sige, at det er for dårligt, at min arbejdsgiver ikke har sørget for, at jeg udvikler mig. Nej, der sker en individualisering, hvor du bliver chef i dit eget arbejdsliv,” siger Anne-Marie Dahl.

Derfor giver det også mening at tænke sit liv som noget, der foregår i flere faser. Hvor en pause fra jobbet kan bruges på opkvalificering, på at suge nye sanseindtryk til sig eller til bare at koble helt fra. Og hvor arbejde også kan være noget, man kan tage med sig, lægge fra sig og så komme tilbage til, siger hun med henvisning til den britiske ledelsesprofessor Lynda Gratton, som forudser, at vi formentlig vil se en meget mere individualiseret tilgang til det at arbejde, hvor vi hver især tænker på, hvordan jeg vil arbejde.

”I dag er det ikke en maskine, man kan smøre eller skifte ud. Det er din egen krop og psyke, du har med dig, og som skal kunne holde i mange år. Derfor skal man sørge for at passe på sig selv. Og sørge for at blive opgraderet løbende,” siger Anne-Marie Dahl.

Fleksibilitet begge veje

En af de allerstørste udfordringer for virksomheder og arbejdspladser lige nu er at tiltrække og fastholde medarbejdere. Derfor skal fleksibilitet indarbejdes som en del af paletten i en fastholdelsespolitik.

For Maja Friis Henriksen har oplevelsen bekræftet, at det ikke er sidste gang i hendes arbejdsliv, at hun skal gøre noget lignende.

”Det har virkelig gjort mig glad at få lov at dyrke de her andre og mere kreative sider af mig selv for en stund,” siger hun. Samtidig har det også forstærket hendes loyalitet over for hendes arbejdsgiver.

”Selv om jeg synes, at jeg normalt plejer at gøre, hvad jeg kan for at være fleksibel, så er det noget, der gør indtryk, at de viser én den her håndsrækning. Så vil man også gerne vise fleksibilitet den anden vej og gå meget langt for at få ting til at hænge sammen i andre travle perioder.”

Flere faser

Ligesom Anne-Marie Dahl tror Maja Friis Henriksen også, at vi skal til at se på vores liv i flere faser, hvor man indimellem gør noget andet eller opkvalificerer sig. Hun har bl.a. fulgt debatten om fire-dages-arbejdsugen med stor interesse.

”Men jeg har også tænkt, at det ikke kunne passe, at det var den eneste mulighed,” siger hun.

”Det er dejligt at høre, at der kommer mere og mere fokus på, at der kan være flere modeller for, hvordan vi går på arbejde. Og i hvilket omfang. At gå ned i tid kan sagtens være en del af løsningen, men jeg tror, at det med at tage orlov kan noget andet og mere,” siger Maja Friis Henriksen.

Hun har en oplevelse af, at der sker mere og mere, især i udlandet, i forhold til hvordan vi kan indarbejde fleksibilitet i vores arbejdsliv. Og hun er meget inspireret af idéen om, at vi kunne indrette vores pensionssystem anderledes. Eksempelvis ved, at vi tidligere i livet kunne få råderet over pensionsmidler til løbende at tage pauser fra arbejdet og fordybe os i andre ting. På den måde kunne man også sagtens forestille sig, at flere havde lyst til at blive længere tid på arbejdsmarkedet – også efter at have nået pensionsalderen, siger hun.

Ifølge Anne-Marie Dahl kommer udviklingen ikke ud af det blå. Når noget så radikalt som corona-krisen rammer vores samfund, rusker det godt og grundigt i vores eksistentielle overvejelser om, hvad vores arbejdsliv skal være.

”Jeg tror, virksomheder skal være utrolig opmærksomme på, hvad den enkelte medarbejder har brug for. Efter corona har vi set en stor resignation, hvor mange spørger sig selv, hvorfor man egentlig skal blive ved med at fise rundt i det hamsterhjul.”

Det er klart, at det er lettere for en djøfer med en god løn at spare sammen til at holde ulønnet orlov end for en ufaglært servicemedarbejder, påpeger hun.

”Men jeg tror, at arbejdspladserne gør klogt i at have det som en mulighed i paletten af, hvordan man kan indrette et arbejdsliv.”

Derfor skal virksomhederne tage behovet for fleksibilitet i arbejdslivet alvorligt.

Usynlig mulighed

Folk har generelt taget meget positivt imod Majas valg om at tage orlov. Både blandt venner og kolleger har hun oplevet begejstring og glæde over, at det var en mulighed.

”Jeg tror, det er virkelig vigtigt, at nogen går forrest og taler højt om, at orlov godt kan være en mulighed og noget, man taler med sin chef om. Det har været virkelig lærerigt, bare i min egen omgangskreds,” siger hun.

Tre måneder er lang tid at være væk fra sine rutiner. Holdt ud på afstand kunne Maja Friis Henriksen pludselig se anderledes på sin hverdag.

”Til sidst mærkede jeg en længsel efter hverdagen igen. En ny værdsættelse af det med at komme på arbejde og møde en masse dygtige kolleger og udvikle sig fagligt. At det også var noget, jeg savnede,” siger hun.

”Jeg kommer hjem med en masse overskud og glæde og påskønnelse af mit hverdagsliv. Det tror jeg bare er rigtig sundt, det med nogle gange at flytte sig væk fra sin hverdag for rigtigt at kunne tage stilling til, hvad man er glad for og knap så glad for.”

”Det har givet mig meget arbejdsglæde at mærke, at den fleksibilitet var en mulighed her og nu. Og så håber jeg virkelig, at flere vil se det som en mulighed, også tidligt i arbejdslivet,” siger hun.