Ole Wæver føler sig fri af forbandelsen

Midt imellem flyttekasser og på vej på en rejse til Sydney så professor Ole Wæver i august 2019 et tweet, der skulle blive definerende for de næste år af hans liv. To forskerkollegaer, Melanie Richter-Montpetit og Alison Howell, havde udgivet en artikel i tidsskriftet Security Dialogue, som Ole Wæver selv var tilknyttet.

De argumenterede for, at hans livsværk – teorien om sikkerhedsliggørelse, kendt som Københavnerskolen – var udtryk for racisme og baseret på civilisationism, metodisk hvidhed og antiblack thought, fremgik det af tweetet.

Det lød spændende, husker Ole Wæver, der var lige ved at retweete artiklen med en kommentar om, at han glædede sig til at læse den.

Det var først, da han var ankommet til Australien og langsomt fik læst artiklen, at det begyndte at gå op for ham, at noget var helt galt.

”Så rejste hårene sig på hovedet,” husker Ole Wæver.

”Det var en helt absurd fremstilling af teorien. Et totalt manipuleret og vildledende billede af vores bøger. Bare forkert fra ende til anden.”

Forude ventede det, han i dag kalder en smertefuld proces.

Fra journalistdrømme til forskerkarriere

Da Ole Wæver i starten af 1980’erne valgte at læse samfundsfag, var det med drømmen om at blive journalist.

”Det ved jeg nu, at jeg aldrig ville egne mig til, for jeg er ikke god til at skrive kort og gøre ting færdigt hurtigt.”

Sideløbende med studiet var han engageret i kampagnen mod atomvåben i ”den sovjet-kritiske del af venstrefløjen.”

På den måde kunne han kombinere studiet med sit aktivistiske virke. Problemstillinger, som krævede svar i bevægelsen – fx afskrækkelsesteori – kunne han undersøge i en eksamensopgave.

”Det, der oprindeligt drev mig til at blive interesseret i sikkerhedspolitik, var følelsen af, at atomspørgsmålet var systemets svage punkt.”

Når han så på den amerikanske doktrin og de reelle strategiske begrundelser, stemte de ikke overens med det, den danske offentlighed fik fortalt.

”Jeg oplevede, at her har vi en kæmpe konstruktion, som kun kan fungere, fordi den ikke bliver præsenteret ærligt for folk.”

Samtidig opstod der i 1980’ernes Danmark, med det alternative sikkerhedspolitiske flertal, interesse for freds- og konfliktforskning. Det betød, at der blev afsat midler til at oprette COPRI, Copenhagen Peace Research Institute – og en nyuddannet 25-årig cand.phil. blev ansat som forsker.

En nødvendig teori

Det var her, Ole Wæver udviklede grundlaget for det, der i dag er kendt som teorien om sikkerhedsliggørelse.

Udgangspunktet var en oplevelse af, at den måde, sikkerhedstrusler blev formidlet over for offentligheden, var præget af et fravær af ansvar. Det magiske ord ”sikkerhed” tillod eksperter og beslutningstagere at fremstå som tingenes talerør – som formidlere af en nødvendighed – i overlevelsens navn.

Kort fortalt går teorien ud på at forstå, hvordan trusler italesættes og gøres til sikkerhedsspørgsmål.

Man kan ikke måle objektivt, om en trussel er så dramatisk, at den kræver at blive håndteret ”med alle nødvendige midler”, forklarer Ole Wæver. Derfor er der brug for en analyseramme, der kan indfange, hvordan politiske aktører definerer og italesætter, hvad der udgør en trussel, fx migration eller klimaforandringer.

Sikkerhedsliggørelsen af mulige trusler kan ’legitimere’, at politikerne udviser handlekraft og håndterer italesatte sikkerhedsspørgsmål med undtagelsesvise og ekstreme politiske virkemidler. Det kan blive på bekostning af retssikkerheden i samfundet.

På den måde beskæftiger teorien sig med kernen i statskundskab: Magten til at bestemme – og til at bestemme i og over ekstreme situationer.

”Jeg tror, at teorien har været med til at gøre, at vi har en mere ærlig politisk samtale om nogle af de emner.”

”Politikernes opgave er at skære igennem og sige, at ’det her’ er, hvad vi prioriterer. Det, teorien først og fremmest bidrager med, er at sige, at vi skal være åbne om, at det er politik. De kan ikke gemme sig bag sikkerhedseksperter og fralægge sig ansvaret.”

”Svindelprodukt”

I international politik er teorien om sikkerhedsliggørelse en af de få teorier, der har vundet stor udbredelse uden at være udviklet i USA, forklarer Ole Wæver.

Han påpeger, at teorien, som især er udviklet i samarbejde med kollegaen Barry Buzan, også er et forsøg på at skabe en teori, der kan rumme andet end Vestens syn på sikkerhed og på ikke-militære trusler.

Samtidig har teorien fundet vej til andre videnskabelige discipliner, fx migrations- og religionsforskning. Som en konsekvens er teorien igennem årene blevet mødt med megen kritik for dens mangler og blinde vinkler.

En kritik, som han selv har bidraget til, er, om teorien på nogle punkter tager udgangspunkt i en europæisk samfundsnorm.

Det er i det lys, man skal forstå Ole Wævers åbenhed over for artiklen, der udråbte teorien som racistisk. Teorien har, som han siger, udviklet sig takket været dens kritikere gennem 30 år.

”Grunden til, at det blev så smertefuld en proces, var, at det tog mig mange måneder at læse artiklen. Det gjorde ondt, fordi den er så ondskabsfuld i sin skrivestil og analyseform. Den er så absurd fyldt med manipulation,” forklarer Ole Wæver.

Sammen med Buzan endte Wæver med at skrive et svar på 100 sider – og blev anklaget for ’vold’ ved at skrive så langt. Og ved at udsende en Twitter-tråd med referat af det kortere svar, de efter mange forhindringer fik optaget i tidsskriftet. Svaret fik dog ikke synderlig opmærksomhed af hverken kritikere eller støtter.

”Der er jeg en naiv, gammeldags akademiker, i den forstand at jeg stadigvæk tror, at det giver mening at argumentere og forklare.”

Desto mere han gik artiklen efter, desto flere fejl fandt han i den.

Særligt datagrundlaget var problematisk, forklarer Ole Wæver. Citater tolket som helt andre udsagn, end de var i deres tekstlige sammenhæng; lodrette løgne om, hvad Wæver og Buzan har og ikke har analyseret; fejlagtig tilskrivning af forfatterskab til citater; udeladelse af selve logikken i teorien og hvad den kan og ikke kan udrette, som fremgår tydeligt af primærkilderne.

Men alt sammen med reference til Wæver og Buzans artikler og bøger om teorien om sikkerhedsliggørelse.

”Artiklen var et forsøg på at fælde en dom med så stor patos som muligt. I den forstand har den gjort mig opmærksom på den måde, en moraliserende tilgang er i gang med at sætte sig på flere og flere debatter.”

”Chokket fra hele forløbet var, hvor mange – som jeg eller havde faglig og personlig tillid til – der valgte den trygge tolkning for at sikre deres eget skind. Jeg havde oprigtigt forventet større ansvarlighed – fagligt, personligt, men ironisk nok også kritisk politisk.”

Over for Djøfbladet betegner Ole Wæver artiklen for ”et svindelprodukt,” som ”meget vel kunne være undersøgt for videnskabelig uredelighed.”

En magtkamp

For Ole Wæver begyndte sagen, da artiklen udkom – og straks blev et hit med langt flere downloads end alle tidsskriftets andre artikler. For mange andre begyndte den med det 100-siders-svar, der blev offentliggjort ni måneder senere. At han er en hvid mand – og dermed ’magtfuld’ – og de to forfattere til artiklen kvinder, blev brugt til at kritisere, at han valgte at forsvare sig og gå i rette med artiklen.

”I en vis forstand er jeg gået i en fælde dér. Det har jeg ligget søvnløs over mange nætter og ærgret mig over.”

”På den anden side har jeg prøvet at overbevise mig selv om, at jeg formentlig var ’cornered’ fra starten.”

”Det, som jeg især kan slå mig selv i hovedet over, er, at jeg frygtede, at folk ville tro, at artiklen var rigtig, så jeg tænkte lidt for lineært: Kritik-svar,” siger Ole Wæver, med henvisning til de ni måneder, der gik mellem offentliggørelsen af artiklen og hans svar på den.

Han ville gå grundigt og redeligt til værks i sit svar på kritikken. Men hans modstandere ”har stærke kræfter på de sociale medier.”

”På den måde var magtdimensionen helt eksplicit. Jeg fik at vide, at jeg havde været magtnaiv og slet ikke forstået, hvor meget magt jeg selv havde. Sådan oplevede jeg det mildt sagt ikke.”

I løbet af sommeren 2020, midt i et langt brev til tidsskriftet, indså Ole Wæver, at han måtte lægge sagen fra sig. Ellers ville den æde ham op.

Anerkendelse

Det kan virke, som om alt, der kunne gå galt i den sag, gik galt for Ole Wæver. Men hvis det skulle have haft en indflydelse på hans anseelse i det danske statskundskabs-miljø, er det ikke til at få øje på.

Den 27. oktober 2022 modtog Ole Wæver Erik Rasmussen-prisen ved Dansk Selskab for Statskundskabs årsmøde, disciplinens fineste pris. Prisen har prominente navne som fx Jørgen Elklit og Mogens N. Petersen på modtagerlisten.

Den tildeles en forsker, der har været med til at synliggøre dansk statskundskab i ind- og udland gennem forskning og formidling samt øge forståelsen for politik.

”Det var jeg enormt glad for, fordi jeg har været meget optaget af at prøve at opbygge et dansk miljø på de her områder (international politik og sikkerhedsteori, red.).”

Men prisen her også fået en anden betydning.

”Da jeg fortalte min forsker-hustru om prisen, sagde hun, at jeg skulle se den som en slags afslutning på [racisme-]sagen – som en slags udfrielse fra forbandelsen.”

Skuffeprojekt

Grundstenene til teorien om sikkerhedsliggørelse lå i mange år gemt væk i en skuffe. Da Ole Wæver som ung forsker præsenterede det første udkast på et ph.d.-kursus, blev idéen totalt afvist, husker han.

Men i starten af 1990’erne blev han inviteret til en workshop i Santa Cruz, Californien, hvor man skulle medbringe sine vildeste idéer. Pludselig kunne den bruges.

Ole Wæver slutter med det samme budskab, som han leverede til årsmødet, med særlig tanke på de unge forskere:

”Man skal ikke luge ukrudtet ud med det samme. Nogle gange skal man lige prøve at vente og se, hvad det er, hvis det får lov at vokse. Og vi andre skal passe på med at skabe et forskningsmiljø, hvor der ikke er tid og tolerance til de skøre idéer.”