Åndehul

Fulvia sælger pauser

Fulvia Kryger trækker et lyst gardin for bag et badekar, hvorpå der står blomster og et stativ, der kan holde en bog

Foto: Emil Jakobsen

24.1.2023

af

Matilde Leander

Da en sygemelding tvang Fulvia Kryger væk fra hendes ambitionsfyldte arbejdsliv, fik hun en åbenbaring. Det blev til en virksomhed, som hun ikke helt kan forklare.

Bag lange hørgardiner i et industrikvarter i Hillerød gemmer The Glow Inst. sig. Rummet er sparsomt møbleret i hvide og beige nuancer, og i luften er der en aromatisk duft af hjemmeblandede teer. I det tilstødende lokale står et badekar og damper.

Fulvia Kryger, der ejer stedet, går rundt på strømpesokker og fortæller: ”De fleste kommer her, når de længes efter en pause fra det hele. Ikke fordi de nødvendigvis er stressede eller udbrændte, men fordi de har brug for en rigtig pause.”

Én person om dagen kan leje lokalerne. Når de ankommer, står Fulvia Kryger klar til at give dem nøglen til stedet. Det er helt op til kunderne selv, hvad de foretager sig, og om de vil være der én, to eller 10 timer. Når tiden er inde til at vende tilbage til hverdagen, låser de døren og afleverer nøglerne tilbage.

Da Fulvia Kryger åbnede stedet, gik der ikke mange måneder, før der var fuldt booket – og på et tidspunkt nærmede ventelisten sig et år.

”Ofte er folk kommet her uden helt at forstå, hvad det går ud på. Det vil jeg egentlig gerne holde fast i, for det er ikke alt, der skal forklares.”

Du kan lytte til artiklen her

Krop og sind i opløsning

Inden Fulvia Kryger blev virksomhedsejer, arbejdede hun som chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Hun elskede at dygtiggøre sig, og det var komfortabelt for egoet at være den, der blev spurgt til råds.

”Det motiverede mig at få en mere spændende titel og få en bedre løn. Jeg synes aldrig, jeg havde nok. Det var en tørst, der ikke kunne slukkes, selv om jeg overhovedet ikke følte, at jeg var en ambitions- og karriereperson.”

Arbejdet var en stor del af hendes liv, lige indtil en hormonforstyrrelse i graviditeten satte en stopper for det. Hun blev ramt af en overvældende kvalme, der gjorde, at hun nærmest afskyede mad.

”Jeg var så svag, at jeg knap nok kunne holde på min telefon. Hvis jeg rejste mig op uden at få hjælp, besvimede jeg, og jeg fik primært mad og væske via drop på hospitalet.”

De næste mange måneder blev tilbragt liggende inden døre. Hendes liv var gået i stå, mens hverdagen fortsatte ufortrødent udenfor.

”Alle møderne blev stadig afholdt uden mig. Folk havde det, som de plejede. De opgaver, jeg løste, var der nogle andre, der tog sig af. Jeg følte ikke, at jeg spillede en rolle i den verden længere.”

Fulvia Krygers krop og identitet gik stille i opløsning.

”Det føltes som spild af tid. Spild af rask tid, og jeg havde ikke lyst til det længere.”

Fulvia Kryger

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Sundhed
Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Fiskeri og Fangst
Job
Udlændinge- og Integrationsministeriets departement
Job
Hillerød Business College U/Nord
Job
Vento Energy Support

Nye veje

Det var først på den anden side af fødslen, da Fulvia Kryger begyndte at kunne gå og komme udenfor, at glæden fandt vej ind til hende.

Med den fornyede energi og livsglæde dukkede fremmede tanker op. Skulle løn og titel fortsat være drivkraften i hendes liv? Hvem var det, hun ville overbevise om, at hun var god – og for hvis skyld?

Hun tog tilbage til DA efter sin barsel. Hun ville helt tæt på sin gamle tilværelse og se på den med nye øjne, før hun kunne træffe en beslutning.

”Det føltes som spild af tid. Spild af rask tid, og jeg havde ikke lyst til det længere.”

I stedet ville hun eksperimentere med noget, som ikke nødvendigvis gav mening eller penge. Noget, som var usikkert og måske ikke fandtes i forvejen. Hun tænkte tilbage på de seneste måneders graviditet, som havde tvunget hende til at sidde stille – og være stille, da hverken energien eller kræfterne rakte til andet. Hun satte sig for at se nærmere på, hvad der sker i os, når vi ikke laver noget.

Foto: Emil Jakobsen
Udmattet af ansvar

Mange af Fulvia Krygers kunder er kvinder med små børn. De elsker deres karriere og liv, men de står midt i en livsfase, hvor de næsten aldrig slapper helt af på grund af forældreansvaret.

”Det er en form for cirkulært, nonstop ansvar og udsættelse af egne behov. Det kan være hårdt at gå med den træthed og så virke frisk og veludhvilet på arbejdet. Ofte har de stillinger, som kræver stor intellektuel disposition, men den kan være svær at opnå, når man ikke får nok søvn eller hvile.”

Fulvia Krygers hænder omkranser en kop te, mens hun forsigtigt trækker benene op under sig i sofaen. Hun fortæller om sin barndom i Brasilien. Om dengang hun og hendes mor søgte tilflugt fra Rios varme og kaotiske gader i en katolsk kirke. Hun mindes kirkerummets kølige fornemmelse, de tændte stearinlys og roen. Det er den oplevelse, hun gerne vil genskabe for sine kunder.

”Vi går og længes efter oplevelser, hvor vi kan miste tidsfornemmelsen og holde en pause fra det hele: Arbejde, familie, venner, sociale medier, verdenssituationen.”

Ligesom kirkerummet satte rammen for, hvad hun kunne foretage sig, gør Fulvia Kryger det samme. Her er intet fjernsyn, ingen højtalere, og koden til det ustabile wi-fi skal man spørge efter. Og så er man her alene.

”Man kommer et sted, hvor der er én, der har tænkt, hvordan man kan få mest ud af sin pause eller fridag, så man føler sig udhvilet og stimuleret. Jeg har taget udgangspunkt i, hvad jeg selv synes er rart. Jeg kan godt lide, når der ikke er nogen distraktioner eller fristelser.”

I stedet inviterer rummene til at slænge sig på sofaen med en god bog, fordybe sig ved det store marmorbord, tage en lur eller et karbad.

Vi har som regel allermest fokus på alt det, der belønner os og giver os ekstern validering. Det er oftest vores arbejde, men livet er bare meget mere.

Fulvia Kryger

Genstarter karrieren

En kvinde klædt i lang hørkjole, nærmest afstemt med lokalets farver, sætter sig i sofaen ved siden af Fulvia Kryger. Det er Cecilie Trampedach, som er en del af Fulvia Krygers forløb, der hjælper folk til at blive iværksættere eller gentænke deres karriere.

For bare et halvt år siden arbejdede hun som presse- og kommunikationskonsulent. Hun var rigtig glad for hele den verden, men i takt med at arbejdsopgaverne blev flere, blev presset større – og til sidst lidt for meget.

Med rolig og sagte stemme fortæller hun, hvordan hun føler, at Fulvia Kryger har mødt hende med en accept af, at tingene gerne må gå langsomt.

”Her er en forståelse af, hvor vigtigt det er at få noget mere ro i sit liv. Her må man godt fylde sine timer op med andre ting end at jagte travlheden eller blive opslugt af den.”

Nu arbejder hun deltid, mens hun udvikler sin virksomhedsidé. Hun ved, at kommunikation og formidling skal være kernen – og så skal det være på helt andre præmisser end dem, hun har været vant til. Uden KPI’er, stålsatte mål, hardcore strategier, tunge forretningsplaner eller fokus på penge. Mere kan hun ikke løfte sløret for sine planer, for hun er ikke kommet længere.

Når lysten til at udvikle på idéerne har meldt sig, er hun steget på S-toget fra København med kurs mod Hillerød.

”Det har været et unikt rum. Det føles som en anden verden, hvor jeg har kunnet fordybe mig uden at blive forstyrret.”

Cecilie Trampedach har tilbragt hele dage – fx fra 9 til 18 – i lokalerne. Selv om intentionen har været at arbejde, er tiden også blevet brugt til at hygge sig med en kop te, tage et bad eller få sig en lur på sofaen.

Foto: Emil Jakobsen
ANNONCE

”Det er der, min tidligere identitet bor”

Da Fulvia Kryger sagde sin stilling i DA op, var der mange, der undrede sig. De forstod simpelthen ikke, hvad det gik ud på – og hvis hun skulle være helt ærlig, så forstod hun det heller ikke selv.

”Det fyldte meget hos mig selv i lang tid – i flere år. Jeg kunne ikke sætte ord på, hvad det var, jeg helt konkret solgte i min virksomhed. Det var virkelig sårbart.”

Med årene har Fulvia Kryger fået opbygget en ny identitet som formidler, underviser og iværksætter. På trods af at hun er stolt af sin virksomhed og de idealer, hun formidler, har hun stadig svært ved at fortælle om det på fx LinkedIn.

”Det er der, alle mine tidligere kollegaer er. Det er der, min tidligere identitet bor.”

Hun har skrevet, at hun driver virksomhed, men hun laver ikke opslag eller andet, der afslører konceptet.

”Jeg tror ikke, de vil kunne forstå det. Det er lidt som at skulle møde en ekskæreste igen.”

På den måde er vi gode til at pålægge os selv nogle identitetsmarkører, som vi skal leve op til, mener Fulvia Kryger. Nogle selvvalgte kendetegn, som kan fortælle omverdenen, hvem vi er, og hvad vi repræsenterer – og det er netop nogle af de forventninger, man kan holde en pause fra hos hende.

”Vi har som regel allermest fokus på alt det, der belønner os og giver os ekstern validering. Det er oftest vores arbejde, men livet er bare meget mere. Vi har alle sammen et liv, der er meget mere værd end vores arbejde.”