”Alt, du gør som leder, påvirker andre mennesker”

Jeg blev på en måde allerede leder som 20-årig. Dengang startede jeg i Forsvaret for at uddanne mig til reserveofficer. Jeg lærte en masse om ledelse og blev trænet i det. Jeg lærte at tage ansvar og at stille mig op. Jeg lærte at turde at tage ledelse på mig og levere et budskab.

Jeg var egentlig blevet optaget på kunsthistorie. Men jeg havde haft russisk på gymnasiet, og min mors venindes mand sagde: ”Vi har en rigtig god uddannelse ved forsvaret, hvor man lærer russisk og samtidig bliver reserveofficer.” Så jeg fik en uddannelse som reserveofficer og steg i graderne. Jeg fortsatte med at være tre-fire uger i Forsvaret om året i 30 år ved siden af mine civile job. Det har givet mig et kæmpe netværk.

Mange af de veje, jeg har taget i min karriere, har jeg taget, fordi jeg har mødt nogle interessante mennesker, og så har jeg fulgt samme vej som dem. Da jeg gjorde tjeneste som reserveofficer, mødte jeg en anden reserveofficer, som var gået i gang med at læse jura. Og det syntes jeg lød meget interessant.

I dag snakker vi meget om kønspolitik. Det gjorde vi ikke, da jeg startede i Forsvaret. Der var jo ikke mange kvinder, men jeg synes, jeg fik skabt den plads og den respekt, jeg gerne ville have. Det lærte mig også, hvor meget personlig integritet betyder for mig.

Der er den ekstra dimension i Forsvaret, at din ledelse ultimativt kan betyde forskellen mellem liv og død – både for dine medarbejdere og for dig selv. Det har været dannende for mig som leder. At alt, hvad du gør som leder, har indflydelse på andre mennesker. 

Jeg lærte tidligt at stå op for mine medarbejdere. Da jeg var kommunaldirektør i en lille vestsjællandsk landkommune, havde kommunalbestyrelsen set sig sur på en af lederne i kommunen af helt irrationelle årsager. De ville have mig til at afskedige hende. Men hun var både en god og dygtig leder, så jeg sagde til dem, at det ikke kom til at ske. Hvis de ville have hende afskediget, måtte de lægge navn til. Det ville de så ikke.

På det tidspunkt var jeg vist Danmarks yngste kommunaldirektør. At jeg sagde fra på den måde, aftvang respekt. Det er en vigtig ting, jeg har fået med mig, og det har jeg gjort mange gange siden. Jeg står fast ved mine værdier og dét, jeg synes er ordentlighed. Det kan godt være, at vejene nogle gange har måttet skilles, men oftest har det aftvunget respekt og faktisk givet mig et større ledelsesrum.

Som yngste jurist i Landbrugsrådet fik jeg en plads i Arbejdsmiljørådet. Jeg var en af repræsentanterne på arbejdsgiverside, og der var tilsvarende repræsentanter fra medarbejderside. Vi skulle forholde os til en bekendtgørelse om, hvorvidt der skulle etableres køreværn på traktorer, fordi der var sket en række uheld, hvor traktorerne var væltet, og føreren var komme i klemme. Men det ville koste penge med køreværn. Da der skulle stemmes, undlod jeg at stemme, for jeg syntes jo egentlig, at det var meget rimeligt. Det betød, at det blev gennemført. Det betød også, at jeg blev kaldt op på ’tæppet’ i Landbrugsrådet bagefter og fik en reprimande, men jeg oplevede også, at jeg fik respekt. Efterfølgende blev der dog altid holdt formøde, for de skulle lige have styr på mig.

Jeg kan stadig få røde kinder, når jeg tænker på det – det var så pinligt. Jeg var relativ ung leder på det tidspunkt. Jeg havde en medarbejder, der havde mistet sin elskede bedstemor. Hun havde været hjemme et par dage, og da hun kom tilbage, kunne jeg se, at hun var rigtig ked af det. Så siger jeg gudhjælpemig: ”Op med humøret.” Det er nok en af de største bommerter, jeg har begået.
Det betyder ikke, at jeg ikke har lavet masser af fejl. Men når det handler om menneskelige relationer, er det bare så afgørende at kunne rumme og se mennesker, der hvor de er. Så det lærte jeg noget af – for bagefter kunne jeg se, at det var en meget malplaceret modtagelse af en medarbejder i sorg.

Jeg har prøvet at sige op efter fire måneder uden af have et andet job. Jeg blev den første bydelsadministrationschef på Indre Østerbro Bydel, da man kørte nogle bydelsforsøg i Københavns Kommune. Men jeg havde et helt forfærdeligt samarbejde med bydelsborgmesteren. Han ville micromanage mig – det skal man bare ikke.
Jeg prøvede at tage dialogen med ham, men vi kunne slet ikke få det til at fungere. Jeg knoklede fra 7 morgen til 9-10 stykker om aftenen, fordi vi skulle overtage en masse opgaver fra kommunen, og jeg skulle bygge en organisation op fra bunden. Men jeg fik hverken ledelsesrum eller tid. De sloges også politisk – de traf ingen beslutninger. Så tænkte jeg, at det er livet simpelthen for kort til.

Det gik op for mig, at jeg ikke skulle have et job tæt på det politiske system. Alt for mange beslutninger blev taget efter politiske handler – og ikke fordi man syntes, det var det rigtige at gøre. Det er ikke den måde, jeg udøver ledelse på. Jeg har sikkert heller ikke været god til at tackle det politiske spil.

Jeg gik over i det private. Og blev fyret. Via en uopfordret ansøgning fik jeg job som HR-direktør i en IT-virksomhed. Jeg blev ansat på strategisk niveau, men fik ikke lov til at arbejde med strategien. Jeg syntes, der var noget galt med den måde, vi håndterede nogle virksomhedsopkøb. Det tog jeg op med den administrerende direktør, som sagde, at det kunne jeg ikke ændre på, og hvis jeg ville det, kunne jeg ikke være ansat længere. Jeg blev noget chokeret, for jeg havde ikke forventet, at han ville fyre mig. Men omvendt var jeg heller ikke i tvivl om, at jeg ikke skulle være der – jeg ville selvfølgelig bare gerne selv have truffet den beslutning. Jeg skrev nogle uopfordrede ansøgninger, og efter et par måneder fik jeg et nyt job som HR-direktør.

Senere blev jeg selvstændig. I to omgange. Den første gang gik det ikke. Jeg fik kun brød på bordet, men ikke smør på brødet. Der var nogle ting, jeg skulle lære om at netværke og sælge. Så jeg måtte tilbage og have et job igen. Men bortset fra økonomien var jeg rigtig glad for at være selvstændig, så jeg var sikker på, at jeg skulle være det igen.

Nu stortrives jeg med at være selvstændig og har været det i 20 år. Jeg er drevet af nysgerrighed og kan lave lige de ting, jeg synes er sjove. Det går stadig op og ned, og jeg kunne sikkert have tjent mange flere penge, hvis jeg fortsat havde været ansat. Men jeg elsker mit arbejde – elsker, at jeg ikke skal spørge nogen om lov. Hvis jeg får en idé, kan jeg forfølge den, og hvis jeg skal synes, den skal lægges i graven, gør jeg det.

Hvis jeg i dag kunne give unge Susanne et råd, ville jeg sige: ’Bare rolig, det kommer til at give mening.’ Der er jo ikke en lige linje gennem alle de forskellige ting, jeg har lavet. Jeg har haft relativt korte ansættelser og har lavet mange brancheskift. Men det giver mening i dag, for det har jo givet mig den erfaringsplatform, som jeg står på og bruger af i dag.