Nyt job
24.1.2023
af
Tine Santesson
Foto: Mads Teglers
Christina Bruun Geertsen er netop trådt ind i ledelsen hos Kromann Reumert. Hun håber at være et eksempel for andre kvinder på, at det faktisk kan lade sig gøre.
Der er 67 partnere hos advokatfirmaet Kromann Reumert. 10 af dem er kvinder. Nu har én af dem, 51-årige Christina Bruun Geertsen, fået posten som ledende partner eller managing partner, som de kalder det.
I advokatbranchen er det usædvanligt med en kvinde på den post. Christina Bruun Geertsen er den eneste lige nu blandt de store kontorer, og hun kan kun komme i tanke om én anden fra tidligere, Randi Bach Poulsen, der var managing partner hos Bech-Bruun nogle år tilbage.
Hvordan foregår det, når man bliver udnævnt til managing partner?
”Det er mine medpartnere, der har valgt og udpeget mig. Et udvalg af partnere har en dialog med hver partner bilateralt om, hvem de ser som kandidat. Det kan godt være flere. Og på baggrund af de samlede input bliver der lavet en indstilling, som det samlede partnerskab tager stilling til. Det blev så mig.”
Hos Kromann Reumert kan man højst bære titlen managing partner i fire år. Christina Bruun Geertsen er netop begyndt ved årsskiftet, og derfor er hun stadig ikke helt afklaret med, hvordan hun vil sætte sine aftryk.
”Men umiddelbart er det vores jurister, der fylder – det er supervigtigt at være fagligt dygtig hos os. Det kan bare ikke stå alene. Det er også afgørende, at man udvikler lederevner og er god til at skabe relationer til kunderne.”
Hvad er din rolle i det?
”At sætte nogle processer i gang, som i endnu højere grad underbygger udviklingen af vores jurister fagligt og ledelsesmæssigt, og måske give dem nogle værktøjer, så de endnu tidligere kan arbejde med det i deres karriere.”
Kommer de til at mærke, at det nu er en kvinde, der sidder på posten?
”Måske. Det er ikke sådan, at det at være kvinde er noget, der fylder hos mig i hverdagen. Men jeg tror, mange kvinder generelt set, inklusiv mig selv, har en lidt anden ledelsesstil. Måske i form af at være lidt mere nærværende og lidt mere OBS på, hvordan folk har det.”
”Men samtidig er jeg jo også advokat og har været i branchen i mange år, så der findes nok andre, der er mere følsomme og kvindelige i deres måde at være på, end jeg er. Men en af vores dagsordner er at få endnu flere kvindelige partnere, og jeg kan måske være et eksempel på, at det kan lade sig gøre og – vigtigere – kan være med til at skabe endnu mere fokus på den ambition.”
Ledige stillinger
Hvorfor er netop du en af de kvinder, der er blevet partner?
”Det har nok noget at gøre med, hvordan jeg er som støbning. Jeg blev jo partner i en tid, hvor der ikke var helt så meget fokus på, at der også skulle være plads til familie og andet ved siden af. Det har jeg måske bare været i stand til at begå mig i.”
”Jeg tror, noget af det, der har hjulpet mig, er, at jeg har været ret god til at slippe det med at være perfekt på alle parametre. Jeg har altid været opmærksom på, at hvis jeg gerne vil være partner i Kromann Reumert, er der en masse ting, jeg ikke kan. Da mine børn var små, fokuserede jeg udelukkende på to ting: Mit arbejde og min familie. Det kan måske lyde lidt trist for nogle, men ikke for mig – jeg har fået en masse begge steder.”
Hvad er den største udfordring for dig personligt ved at have sagt ja til at blive managing partner?
”Det er svært at svare på endnu. Men på den korte bane bliver det en udfordring, at jeg har været vant til at agere som advokat i rigtig mange år og servicere og arbejde med kunder. Det skal jeg fortsat i et eller andet omfang, men det er klart, at min hverdag bliver vendt rundt, fordi jeg nu skal bruge det meste af min tid på det mere firmarelaterede. Og så skal jeg måske vænne mig til i højere grad at være et af billederne på Kromann Reumert udadtil. Jeg skal fx vænne mig til at tale med sådan én som dig.”
Kommer du til at arbejde mere?
”Haha. Det gør jeg sikkert.”
Der bliver talt om opråb nedefra i advokatbranchen om mere fleksibilitet og færre arbejdstimer. Hvad tænker du om det?
”Jeg kan sagtens forstå, at der er et ønske om fleksibilitet. Jeg synes også, det har været muligt hos os længe – og så har det udviklet sig yderligere under corona. Der er en høj grad af fleksibilitet, i forhold til hvor, hvornår og hvordan du arbejder.”
”Det er lidt sværere med arbejdstimerne. Jeg kan sagtens genkende det, du siger om reduceret tid – det skal jeg ikke negligere. Men samtidig oplever jeg også, at der er rigtig mange, der trives med at have en travl hverdag, hvor de hele tiden bliver udfordret.”
”Vi har forskellige dialoggrupper, der diskuterer det – for at tage temperaturen, men også for at få inspiration til, hvad det er for nogle ønsker, der er, og hvor der reelt kan sættes ind. Men det er en svær størrelse, når vi lever af at sælge timer til virksomheder.”
Er det noget, der i højere grad kommer til at ligge på dit bord nu?
”Jeg tror ikke, vi kommer til at have en anden dagsorden, end vi har haft i lang tid. Vi vil gerne have medarbejdere, der er arbejdsomme, men vi vil virkelig også gerne have, at de føler, de har et godt liv – hvad det så end er for den enkelte. Der er ikke nogen one size fits all. Det er individuelt, hvad der virker. Men det, jeg fornemmer lige nu, er, at det ikke er noget, der virker til at fylde virkelig meget blandt medarbejderne.”
Hvor meget arbejder du?
”Jeg tæller ikke timer, men jeg arbejder meget. Det vænner man sig til, for sådan har det været i al den tid, jeg kan huske. Så jeg tænker ikke på det som at arbejde meget. Jeg tænker, at det er sådan, det er.”Har været hos Kromann Reumert i snart 24 år. Siden 2007 som partner – og pr. 1. januar 2023 managing partner. Senest leder af afdelingen Mergers and Acquisitions.
Underviser på Executive Board Programme på Insead.
Hun er gift og har to drenge på 10 og 12 år.
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER