Anmeldelse

Uhøjtidelige samtaler åbner døren til mulige fremtider

27-09-2022
2 min.
Gennem de seneste år har Information-chefredaktør Rune Lykkeberg haft samtaler med et væld af forskere, forfattere og andre intellektuelle om verdens tilstand. En ny bog samler 41 af dem. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Rune Lykkeberg går i clinch med 41 af verdens mest interessante tænkere, men mangler lidt konservativt modspil.

Det er beundringsværdigt, hvor stædigt Dagbladet Information holder fast i, at en international, intellektuel og uhøjtidelig offentlig samtale er værd at holde liv i.

Det gælder ikke bare i den bette avis’ papirspalter, men også for eksempel i podcasten ’Langsomme samtaler’, hvor chefredaktør Rune Lykkeberg som energisk vært udfritter nogle af verdens mest interessante forskere, forfattere og iagttagere om tingenes tilstand.

Nu har man samlet 41 af podcast-samtalerne i et bogformat, hvor de er kogt ned til en letlæst blanding af spørgsmål, svar og sammenflettende tekst fra Lykkebergs sikre hånd. De nedkogte tekster kan man ikke rigtig kalde for langsomme længere, for med knap 10 sider pr. samtale er vi nærmere ude i en jet-overflyvning. Men det kan absolut også noget.

I bogens sidste samtale fortæller idéhistoriker og Cambridge-professor David Runciman, at hans eget arbejde handler om at puste til folks forestillingsevne. Målet er at “få os til at indse, at det spil, vi spiller, ikke er det eneste spil.” Man fornemmer, at der ligger en lignende drøm bag ’Langsomme samtaler’.

Fælles for samtalerne er nemlig, at vi befinder os i de store brydningers mulighedsrum. Det gælder, når Lykkeberg spørger Harvard-professor Shoshanna Zuboff, hvordan vi kan tilbageerobre samfundet fra techgiganternes overvågningskapitalisme. Når Minouche Shafik, direktør for London School of Economics, argumenterer for, at vor tid kalder på en ny samfundskontrakt. Eller når forfatter-professor Lea Ypi – med afsæt i sin albanske opvækst – drømmer om en ny form for frihed i smørhullet mellem socialisme og liberalisme.

'Langsomme samtaler' er udkommet via Informations Forlag.
'Langsomme samtaler' er udkommet via Informations Forlag.

’Langsomme samtaler’ handler om at åbne døre til mulige fremtider. Og langt hen ad vejen er det virkelig vellykket.

Man finder ikke helt samme gejst eller intimitet i teksterne som i de oprindelige podcast-udgaver. Fx savner man at høre munterheden hos forfatter Geert Mak, når han nævner, at Angela Merkel var lykkeligt uvidende, da Berlinmuren faldt, fordi hun var i sauna med sine venner. Eller den tydelige stolthed i sociolog Anthony Giddens’ stemme, når han fortæller, at han modsat Merkel faktisk stod på muren, da den faldt, fordi han tilfældigvis var i byen til en konference.

Så man kan fristes til at spørge, hvem bogen egentlig henvender sig til. Kunne man ikke blot sætte podcasten i ørerne?



Der er i hvert fald ingen tvivl om, at ’Langsomme samtaler’ er lavet med Informations kernelæser et sted i baghovedet. Journalisten Christopher Caldwell er den eneste reelt konservative tænker i flokken. I podcastudgaven af samtalen (ikke i bogen) forklarer Lykkeberg, at alle andre konservative har takket nej til at deltage.

Ikke dermed sagt, at bogen er et ensidigt kampskrift. Der er masser af bredde, nuance og dialektik – men det havde gjort idékataloget lidt mere spændstigt, hvis der også var noget markant borgerligt og konservativt på menuen.

’Langsomme samtaler’ falder uanset på et tørt sted, og hvor er det herligt, at den findes.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.