Mast af forventninger: Hver fjerde studerende er stresset eller ensom

Freja Hegnby havde klaret det rigtig godt det første år på polit.-studiet. Hun var klar til at gøre det endnu bedre på 3. semester. Alle muligheder stod i kø, og hun greb hver og én. Det havde hun set frem til efter et corona-år på studiet.

Men pludselig var det, som om der ikke var nok timer i døgnet.

”Jeg skulle balancere mellem fuldtidsstudie, studiejob, foreningsarbejde og veninderne hjemmefra. Jeg blev langsomt mere og mere utilfreds med mine præstationer og begyndte at søge nyt job, fordi det, jeg havde, ikke var ’godt nok’.”

Hun fandt ofte sig selv siddende til en forelæsning i færd med at forberede den næste, mens hun skrev arbejdsmails og opdaterede Instagram for foreningen Kvinder på Polit, som hun er medstifter af.

Som forventningerne steg, dalede humøret tilsvarende. Tempoet var højt, og inden hun fik set sig om, ramte en lang og hård periode med stress.

Nu deler hun sin historie. Ikke fordi folk skal have ondt af hende, men fordi hun gerne vil vise, hvad der kan gemme sig bag en ellers succesfuld Djøf-studerende. For som hun selv siger:

”Min historie er ikke noget særligt.”

”Tallene er katastrofale”

Og Freja Hegnby har ret i, at hendes historie langtfra er enestående. Når man ser på de unges mentale helbred, ser tallene ikke opløftende ud. De er gået én vej, og det er nedad. Faktisk har det været en samfundstendens siden 2010, da Sundhedsprofilen begyndte at måle befolkningens mentale helbred.

De studerende døjer med søvnbesvær, træthed, hukommelses- og koncentrationsbesvær samt smerter i nakke og skuldre, viser Djøfs nye studielivsundersøgelse. Flere af de studerende fortæller også, at de har oplevet hjertebanken, hårtab, angst og depression som følge af stress.

”Tallene er katastrofale, og det kan ikke understreges nok, hvor slemt det står til,” siger Julie Lindmann, forperson for Danske Studerendes Fællesråd (DSF).

Stress er ikke den eneste udfordring på studierne. Ensomhed er også udbredt. Ser man på Djøf Studerendes medlemmer, følte hver fjerde sig ensom i 2022. Nogle er stille og introverte, andre føler sig socialt akavede og kan have svært ved at begå sig i et studiefællesskab, mens andre oplever mobning.

Kollaps

Angst var ikke en ukendt følelse i Freja Hegnbys krop. Normalt meldte den ængstelige fornemmelse sig, når hun befandt sig i pressede situationer, men pludselig fulgte den med hende på studiet.

”Det kunne være, når jeg sad til forelæsning og ikke forstod pensum, eller når jeg sad med min læsegruppe, og de havde forstået stoffet bedre end mig.”

Langsomt begyndte anfaldene at overtage hendes hverdag. Hun opsøgte sin læge, der forklarede hende, at hun lød stresset. ’Hvis du passer mere på dig selv, vil angsten dæmpe sig’, lød beskeden.

Lægens ord blev overdøvet af hendes egne ambitioner og forpligtigelser. Da hendes eksaminer var overstået, tog hun på ferie med sin familie, hvor hendes lillebror kom ud for en ulykke. Selv om broren hurtigt kom på benene igen, var det en oplevelse, som skulle fordøjes, men Freja Hegnby tog sig ikke tiden. Én uge efter ferien skulle hun starte på studiet og sit nye job. Så langt kom hun dog aldrig, for inden da kollapsede hun både fysisk og psykisk.

”Det blev begyndelsen på tre måneder uden søvn, kronisk angst og svære depressionssymptomer. Min læge var ikke i tvivl om, at det var stressudløst, men jeg var nået at blive så dårlig, at det blev håndteret som en psykisk sygdom og var nu en del af psykiatrien.”

Perfekt presset

Når Djøf spørger de studerende, hvorfor de føler sig stressede, er der én ting, der går igen i svarene – og det er pres. Pres på studiet i almindelighed. Eget pres for toppræstationer. Pres i forhold til eksamenssituationer. Pres for at få de rette erfaringer og kvaliteter på cv’et.

Freja Hegnbys historie bliver bakket op af forskning, som viser, at det især er en følelse af at skulle præstere på alle fronter fx i forhold til venner, familie, fritidsaktiviteter, sociale medier, udseende såvel som uddannelse og arbejde, der presser de unge.

Hvorvidt presset er ét, de studerende pålægger sig selv, eller om det reelt kommer udefra, findes der ikke entydige svar på. Og både fagfolk og forskere er kommet med adskillige bud på, hvad det er i vores samfund, der får de studerende til at knække.

Præstations- og perfekthedskulturen er flere gange blevet dømt skyldig. Faren ved perfekthedsidealet er, at der opstår en kløft mellem ’den, jeg er’ og ’den, jeg burde være’, har Camilla Thorgaard og Thomas Baun tidligere udtalt. De er henholdsvis områdechef for videregående uddannelser i Danmarks Evalueringsinstitut EVA og direktør for Studenterrådgivningen.

Da Freja Hegnby havde det værst, havde hun også svært ved at genkende det menneske, hun så i spejlet. Strukturen, som var en stor del af hendes identitet, havde forladt hende. Oplevelsen ændrede hendes forhold til studiet.

”Nu betragter jeg mit studie som et studie, og ikke som den, ’jeg er’. Det sikrer, at jeg ikke mister hele min identitet, hvis jeg ikke lykkes på studiet, og at jeg bedre kan tillade over for mig selv at have andre interesser,” forklarer hun.

Dygtige mennesker, dygtigere konkurrenter

Når man har svært ved at følge med eller ikke klarer sig lige så godt som sine venner, er det let at føle sig utilstrækkelig. Det kan lede til mistrivsel, fortæller Julie Lindmann fra Danske Studerendes Fællesråd. Og på studierne er der et stort fokus på at være den bedste.

”Djøf-studierne vrimler med dygtige og ambitiøse mennesker – heldigvis – men jeg har også oplevet, at vi som studerende er mindst lige så dygtige til at konkurrere mod hinanden, som vi er til at støtte hinanden,” fortæller Freja Hegnby.

Djøfs seneste undersøgelse viser, at der er en generel tendens til høj intern konkurrence. Især på jura, hvor hele 65% føler, de er i konkurrence med deres medstuderende.

Selv om Johanne Baadsgaard, der er forperson for Djøf Studerende, synes, at det er nedslående tal, kommer det ikke bag på hende.

”Når advokatkontorerne kommer ud til et nyopstartet jurahold og fortæller, at de kun vil have de 2% bedste studerende, så gøder det en kultur, der kan påvirke trivslen negativt,” siger hun og fortsætter:

”Hvis man bliver vant til altid at skulle præstere på højeste niveau, så er det ikke så mærkeligt, at en stor del af vores studerende stiller høje krav til sig selv og føler et stort pres i eksamenssituationer og for at få de rette kvalifikationer på cv’et.”

De studerendes stræben efter at være gode og ville præstere er ikke opstået af sig selv. Hvis man spørger forpersonen for DSF, er der grund til at se på de vilkår, som uddannelsessystemet byder.

”De studerende har lært hele vejen igennem skolesystemet, at de skal være hurtigere, bedre og klare sig godt på forskellige parametre. Vi siger, at vi har gjort op med fremdriftsreformen, men der er stadig elementer såsom SU-rammer og aktivitetskrav, som presser de studerende igennem uddannelserne.”

Trivsel, trivsel og atter mistrivsel

Politisk har der været flere tilløb til at gøre noget ved problemerne, og de har det til fælles, at det ikke er lykkedes at vende udviklingen.

De to studenterforpersoner mener, at ansvaret er politisk, men de peger også på universiteterne. Universiteterne står nemlig med et massivt efterslæb efter coronaens nedlukninger.

”Vi har smidt mundbindene, men universiteterne skal arbejde med, hvordan de sørger for, at de studerende kommer fagligt tilbage og kan indhente det fortabte. Det er det vigtigste lige nu og her,” konstaterer Julie Lindmann, DSF.

”Vi skal få skabt noget faglig sikkerhed og identitet på studierne. Hvis man får en følelse af at være god og høre til i et fællesskab og kende sine medstuderende, vil det kunne gøre en forskel på de studerendes trivsel.”

Ifølge direktør for Danske Universiteter Jesper Langergaard har Covid-19 skærpet, men også på nogle måder skabt mere åbenhed og opmærksomhed omkring trivsel.

”Det er vigtigt at fastholde den åbne dialog og samtidig anerkende, at nedlukningerne har haft konsekvenser for sociale relationer og tilhørsforhold. Vi ved, at inkluderende, faglige fællesskaber fremmer trivsel. Derfor har alle universiteter stort fokus på studiestarten. Det er vigtigt, at alle føler sig taget godt imod, og at tutorerne er klædt på.”

Studerendes mistrivsel var også et problem, før pandemien ramte. Derfor mener Julie Lindmann, er der er grund til at se bredt på trivsel i forhold til uddannelse og fritid, og hvordan de to ting spiller sammen. Direktør for Danske Universiteter Jesper Langergaard er enig.

”Universiteterne har ikke indflydelse på alle aspekter af studielivet, men der er nogle vigtige områder, som har betydning for læring og trivsel, og der sætter vi målrettet ind.”

2022 blev også året, hvor ’social trivsel’ for første gang optræder i de strategiske mål i uddannelsesinstitutionernes rammekontrakter. Kontrakterne er udformet i samarbejde med Uddannelses- og Forskningsministeriet og skal sætte kursen for den enkelte institutions udvikling og prioritering. Hos Copenhagen Business School (CBS) hedder målet fx at "styrke de studerendes faglige udvikling og trivsel".

Selvomsorg

Freja Hegnby blev hårdt ramt. Og hun var nødt til at gøre noget.

Hun endte med at vende hverdagen ryggen. Sygemeldte sig fra sit studie og flyttede hjem til sine forældre. Her handlede livet om at stå op, spise og gå i seng igen. Og forfra igen. Og igen.

”Langsomt fik jeg det bedre, og mine forældre tog mig med på nogle ture. Efter fem måneder flyttede jeg hjem til København igen og fik et deltidsjob på en café."

I dag er det næsten et år siden, at de første symptomer meldte sig hos Freja Hegnby, og et halvt år siden, at hun måtte sande, at hun var nødt til at sygemelde sig. Hun har det bedre og skal til at vende tilbage på studiet – på deltid. For hun vil gerne tage den med ro.

”Jeg tror, oplevelsen vil sidde i mig længe endnu, men jeg er mere bevidst om mig selv og mine grænser. Vigtigst af alt er, at jeg blevet mere bevidst om mine prioriteter, og hvad der gør mig glad. Jeg kæmper stadig en del med træthed og angsten for at blive overstimuleret, for det er i de situationer, at depressive tanker opstår. Jeg tager også fortsat medicin, men det er blot en del af min hverdag nu og en påmindelse om, at selvomsorg er en førsteprioritet.”