ULIGHED

Liste: Her er de mest ulige djøf-studier

21.9.2022

af

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Statskundskab er den mest socialt ulige uddannelse på de danske universiteter, men også andre djøf-studier har en klar overvægt af studerende med akademikerforældre. Her kan du se uddannelserne med størst chanceulighed.

Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå.

Den gamle børnesang om ulighed i indkomst kan næsten overføres 1:1 til ulighed i uddannelsessektoren.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har nemlig foretaget en undersøgelse om ulighed i uddannelse kaldet for Social ulighed i adgangen til danske universitetsuddannelser. Denne undersøgelse er netop er udkommet i tidskriftet Samfundsøkonomen.

Forskerne har helt konkret kigget på personers højest fuldførte uddannelse ved 35 års-alderen og kontrolleret dette resultat med forældres uddannelsesniveau. Disse data er trukket fra perioden 1990-2019.

Hovedkonklusionen på rapporten er, at børn fra akademikerhjem har betydelig større chancer for at få en universitetsuddannelse end børn fra arbejderklassehjem.

Dette fænomen kaldes også for chanceulighed i uddannelse, og for bedre at forstå hvad der menes med chanceulighed, er det nødvendigt med et lille eksempel:

To børn leger i den samme vuggestue, hvor det ene barn har akademikerforældre, mens det andet barn har arbejderforældre. Chanceuligheden er, hvor mange gange større chance barnet med akademikerforældrene har for at få en universitetsuddannelse end det andet barn. 

Statskundskab i top

Hvis man kigger på de nøgne tal fra VIVEs undersøgelse, topper statskundskab på Københavns Universitet listen. Børn fra akademikerhjem har 23,2 gange større chance for at få titlen cand.scient.pol. end børn fra arbejderklassehjem. 

Jens-Peter Thomsen, der er seniorforsker ved VIVE og som står bag undersøgelsen, har følgende at sige om den store chanceulighed på statskundskab på Københavns Universitet.

”Om det er et problem, afhænger af perspektivet. Objektivt set ser man, at cand.scient.pol.’er ofte ender i ’eliten’ i form af embedsapparatet, chefredaktørstillinger og i Folketinget. Det er lidt en skævvridning, at disse poster ikke bliver besat af personer fra et bredt udsnit af befolkningen. Lige nu er det en lukket klub, der reproducerer sig selv,” siger Jens-Peter Thomsen.

Svært at kode universitetet

En af de klassiske forklaringer af chanceuligheden i uddannelser er, at man ganske simpelt er bedre stillet, hvis man kommer fra et akademikerhjem. 

Det er nemmere at dechifrere jargonen på universiteterne, og akademikerbørn får kulturelle- og akademiske værktøjer med i rygsækken, som arbejderbørnene skal tilkæmpe sig gennem flid.

”Børn fra arbejderklassen bliver ikke strukturelt skubbet i retning af universitetsuddannelser. Det kræver ofte hårdt arbejde, en stor målrettethed eller specifikke rollemodeller at se op til, hvis arbejderklassebørn skal begå sig på universitetet,” siger Jens-Peter Thomsen.

Er det et problem?

Det er værd at påpege, at chanceuligheden på de lange videregående uddannelser i Danmark er mindre end i lande som USA og Storbritannien. Derudover har den også været faldende gennem de seneste 30 år. Hvor gennemsnittet i 1990 lå på omkring 7 gange, har den nu krybet sig ned på omkring 5 gange. 

Seniorforskeren fra VIVE understreger, at man nogle gange skal se det overordnede billede og de grundlæggende mål for samfundet, før man drager konklusioner på baggrund af sammenligninger og tendenser. 

I forhold til det større billede, påpeger han, at den gennemsnitlige chanceulighed har været dalende i perioden, mens der stadig er store forskelle indenfor visse uddannelser – som fx statskundskab – som altså er med til at skævvride billedet og skabe lukkede cirkler, hvor de samme mennesker omgås hinanden. 

”Der sker sådan set en reproduktion af magtudøvelsen og arbejdsgangene i disse kredse, og der kommer til at mangle det mangfoldige og brede perspektiv,” forklarer Jens-Peter Thomsen.

Karakterbonus, oplysning & ressourcer

Om denne chanceulighed i uddannelse er tilpas stor til bliver betegnet som et problem, vil Jens-Peter Thomsen som nævnt ikke bedømme, men der er forskellige måder at mindske den på. 

Jens-Peter Thomsen peger på, at man blandt andet kan gå ind og lovgive på området. Børn fra arbejderklassen kan for eksempel få en karakterbonus, hvor de må gange deres gennemsnit op, hvis de søger ind på universitetet. En omvendt ”forfordeling” så at sige, som kunne minde om kønskvoter i bestyrelser. 

Derudover skal det gøres mere attraktivt for børn fra arbejderklassen at søge ind på universitet. Det kan for eksempel ske ved at oplyse grundigere om mulighederne med en universitetsuddannelse, og hvordan lange uddannelser på den længere bane kan være økonomisk fordelagtige kontra en erhvervsfaglig uddannelse, som giver en høj indkomst på den korte bane. 

Roden til uligheden skal dog findes langt tidligere. 

”Det handler først og fremmest om, at vi skal have nogle daginstitutioner og grundskoler af høj kvalitet. Disse institutioner skal fange børn, der potentielt set vil kunne ryge ud af systemet. Derudover skal de være medvirkende til at løfte alle elevers niveau. Dét kræver selvfølgelig en veludbygget- og velfinansieret uddannelsessektor,” forklarer Jens-Peter Thomsen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Dorthe
sidste år
Er der noget i forskningen der peger på, at chanceuligheden øges med to akademikerforældre kontra en enkelt?
Pernille
sidste år
Jeg er en af, som er fra arbejderklassen, som er cand.scient.pol. fra Århus. Endda også første akademiker i familien (begge sider) og på vejen derhjemme. Så jeg har kæmpet med koderne og sproget. Men hvorfor valgte jeg den vej, Det gjorde jeg, grundet: 1) Tryg barndom med forældre, som ønskede, at jeg og mine søskende fik en studentereksamen (det fik de ikke selv lov til) 2) Mine forældre flyttede til område med en blanding af akademikere og arbejdere (om end de følte sig fremmed overfor akademikerne) - men jeg legede lige så meget med akademikerbørn såvel arbejderbørn 3) Det sidste gjorde, at jeg blev introduceret til, at en uddannelse kan ske på universitetet - og det også fører til job (mine forældre var skeptiske for mit valg i starten - de vidste jo ikke, hvad det var... og kunne ikke svare på det, når familien spurgte)