Brevkasse

Kan jeg forhandle mig til bedre barselsvilkår?

27.9.2022

af

Illustration: Djøf

Illustration: Djøf

Der er et par ting, du kan gøre i forhold til barsel, hvis du er privatansat og ikke er omfattet af en overenskomst.

Jeg er ansat i en mindre privat virksomhed og har taget initiativ til en lønforhandling her til efteråret. Det er egentlig ikke selve lønnen, der er vigtig for mig at tale om, men derimod mine barselsvilkår. Som det er nu, er jeg ifølge min kontrakt kun omfattet af funktionærloven. Så vidt jeg kan forstå, betyder det for mig som mor halv løn i en kort periode og så efterfølgende dagpenge, hvis jeg gerne vil holde orlov længere.

Har I nogle gode råd til, hvad jeg kan forhandle mig frem til, og om jeg har krav på noget særligt? Jeg er ikke omfattet af en overenskomst. 

Kære medlem

Jeg vil gerne starte med at rose dig for dit initiativ til – i god tid – at tale med din arbejdsgiver om dine fremtidige barselsvilkår. Det er godt at have det på plads inden en orlov, og du står i en bedre forhandlingsmæssig position nu. Gode barselsvilkår er en investering i dig som medarbejder og vil forhåbentlig være med til at fastholde dig i din stilling.

Som ansat i en privat virksomhed uden en overenskomst har du som omfattet af funktionærloven krav på halv løn i fire uger før fødslen og halv løn i 14 uger efter fødslen. Hvis din halve løn er mindre end den aktuelle dagpengesats, har du som minimum krav på dagpengesatsen, så det bør du undersøge nærmere.

Hovedparten af private virksomheder er medlem af barsel.dk, hvis deres ansatte ikke er omfattet af en anden godkendt barselsordning. Det betyder, at din arbejdsgiver kan få refusion, hvis du får løn under din barselsorlov, så det økonomiske tab ved at have dig på orlov ikke er så stort.

I den ideelle verden bør du forhandle dig frem til fuld løn under din orlov. Det betyder, at du i en aftalt periode får den samme løn, som du har nu. Hvis du ikke når igennem med en model med fuld løn, vil et godt alternativ være en løn, der svarer til den maksimale refusionssats efter barsel.dk. Her i 2022 er det 209,16 kr. i refusion pr. time, og den ydes til dig som mor i fire uger før fødsel, to uger efter fødsel og herefter i 25 ugers forældreorlov, der kan deles mellem mor og far/medmor. Denne model vil derfor økonomisk være langt mere fordelagtig for dig end de vilkår, der er i din eksisterende kontrakt.

Du er meget velkommen til at kontakte os i Djøf, hvis du har behov for sparring på, hvordan du kan gribe samtalen med din chef an eller drøfte dine fremtidige vilkår. Du kan også benytte vores nye barselsberegner, som tager højde for de nye barselsregler, der er trådt i kraft her i august 2022.

Held & lykke med forhandlingen!

Med venlig hilsen
Christine Stemann Johansen, chefkonsulent i Djøf
 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet