Hun har fået fred til at forske. Men nu tager hun hjem og genopbygger Ukraine

Klokken var omkring tre om natten. Hjertet hamrede, og klumpen i maven holdt hende vågen. Sammen med tankemylderet: Klarer min mand det? Hvad sker der med mine børn? Hvor skal vi bo fra i morgen?

Hun tændte for computeren. Der måtte være en måde, hun kunne få hjælp, så de ikke skulle blive ved med at bo på ”venner og venners venners” sofaer. Måske kunne hun endda fortsætte sit arbejde.

Google-søgningen åbenbarede én mulighed i hele Danmark.

Det var et program, hvor forskere fra Ukraine kunne søge om midlertidig ansættelse. Det var lige det, hun og børnene havde brug for.

”Hvorfor h… er du her stadig?”                                                                                                                                       

Når ikke Rusland forsøger at invadere Ukraine, er Sophia Opatska vicerektor for strategisk udvikling på Ukranian Catholic University i Lviv.

Selvom hun befandt sig i den vestlige del af Ukraine, som blev betragtet som nogenlunde sikker i begyndelsen af krigen, var eller er der i virkeligheden ikke noget sted, der er sikkert i Ukraine, reflekterer hun.

”Hver gang der skete noget, fik jeg en masse e-mails og beskeder fra venner og familie klokken fem om morgenen, hvor der bare stod: ’Hvorfor h… er du der stadig? Du har børn, du bliver nødt til at gøre noget’,” fortæller hun.

Alligevel gik der 11-12 dage med krig, før hun den 7. marts tog sine børn med til Polen. Men indtil da havde der været nok at gøre.

”Vi blev et humanitært knudepunkt, og en masse humanitær hjælp begyndte at komme til universitetet. Vi begyndte at arbejde med informationsdeling og en masse andre ting.”

Sophia Opatska og børnene tog først til Polen og boede hos bekendte i et par dage, mens de fandt ud af, hvor de skulle tage hen.

”En mulighed var at tage til USA, for vi har venner og familie der. Men jeg har også venner i Danmark, for jeg boede her i et halvt år i 2000, så jeg kender landet godt.”

Hendes mand arbejder tilmed for et it-firma, der samarbejder tæt med Lego. Det blev Danmark.

”Faktisk er det lidt ironisk, at vi for et halvt år siden blev tilbudt at flytte til Danmark med hans arbejde. Det afslog vi,” griner hun.

”Nå, men da vi havde været i Danmark i omkring 10 dage måtte jeg finde en mere permanent løsning. Jeg kunne ikke flytte fra hus til hus med børn. Så jeg googlede og ledte efter programmer for forskere fra Ukraine og fandt der her program.”

Men hov. Ansøgningsfristen var allerede næste dag kl. 12!

”Om morgenen udfyldte jeg papirerne og sendte dem. Et par dage efter fik jeg besked om, at jeg kunne deltage i programmet. Det gik meget hurtigt. Det var meget hjælpsomt,” fortæller Sophia Opatska, der på det tidspunkt befandt sig hos en ven i København med sine to børn.

Græske skrifter og biodiversitet ved Tjernobyl

Mens Sophia Opatska og hendes børn tog flugten og måtte sofasurfe i Polen og København, gjorde direktør Søren Rud Keiding og hans medarbejdere ved Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS) sig overvejelser.

I det daglige er det deres job at tiltrække udenlandske forskningstalenter og hjælpe dem i gang i Danmark med bank, løn, bureaukrati, bolig, børns skole og lignende.

”Vi foreslog rektor, at hvis universitetet gerne ville hjælpe ukrainske forskere på flugt, så var vi klar til at kaste os ind i den kamp,” fortæller han.

Aarhus Universitets Forskningsfond blev kontaktet og stillede meget hurtigt et beløb til rådighed, der gjorde, at AIAS kunne invitere 15 ukrainske forskere, ud af i alt 115 ansøgere, til Aarhus.

”Det er jo godt, hvis de har international erfaring, kan tale lidt engelsk og måske kender forskere i Danmark. Omvendt var der jo også nogen, der var i akut nød og stod på en banegård med to Ikea-poser og tre børn og havde skrevet ansøgningen fra mobiltelefonen,” siger han om den lidt særegne udvælgelsesproces.

I sidste ende kunne 12 forskere rejse ud af Ukraine og starte en midlertidig forskertilværelse på enten seks eller 12 måneder i Aarhus.

”Vi har humanister, som studerer klassiske græske skrifter. En fysiker, der studerer kernefysik. En biolog, der studerer biodiversitet i Tjernobyl-området. Folk, der studerer molekylærmedicin. To psykologer. Og vi har nogle inden for statskundskab og jura,” fortæller Søren Rud Keiding om den faglige spredning.

Sophia Opatska hører til den sidste kategori og har i høj grad kunne fortsætte sit forskningsarbejde, hvor hun slap i Ukraine.

”Hvis der nu havde været stillet en masse forventninger til mig, ville jeg måske ikke have overvejet det. Men budskabet var: Det er vigtigt for os at give dig et sikkert rum, hvor du kan fortsætte det arbejde, du har lavet i Ukraine.”

”Og det arbejde er meget vigtigt lige nu,” tilføjer hun.

Datalister med ødelæggelser

Allerede i begyndelsen af krigen mod Rusland talte Sophia Opatska og hendes kolleger om ”når” krigen slutter og ikke ”hvis”. Og i marts og april var tankerne allerede på, hvordan Ukraine skal genopbygges. Tankerne tog Sophia Opatska med i sin ansøgning til AIAS.

”Det er ikke kun et spørgsmål om at rekonstruere men også at modernisere. Så den forskningside, jeg foreslog, var, hvordan en Marshall-plan til Ukraine skal se ud.”

”Det er ikke kun bygninger og veje, der er ødelagt i Ukraine, det er også rigtig meget social infrastruktur; hospitaler, uddannelsesinstitutioner, etc. Det er et stort spørgsmål, hvordan vi genstarter alt det – også økonomisk. Og måske allerede inden krigen er slut.”

”Og så er der spørgsmålet om menneskelig og social kapital, for flygtninge-udfordringen er enorm, og det bliver kun mere kompliceret at få folk retur. Det er ikke familier, der forlod landet, det er mødre med børn, og familierne er splittede.”

En stor del af hendes arbejdstid går med at indsamle data. Lister over, hvad der er blevet ødelagt. Og det kan i sig selv skabe udfordringer at holde styr på, mens krigen stadig raser.

”Når jeg har en liste med tal, som jeg følger, mærker jeg dem altid med datoen, for hvis listen er tre uger gammel, kan tallene være fuldstændig anderledes. Ødelæggelserne går så hurtigt og er så uoverskuelige, at ingen kan med sikkerhed sige, hvor meget en bygning kostede eller vil koste at genopbygge.”

Derfor er det, i de uofficielle netværk hun er del af med andre universiteter og regeringskontorer, snarere principperne for fremtidens Ukraine, man udvikler, end det er Excel-ark med prisoverslag fra håndværkere, forklarer hun.

”Fx vil vi ikke renovere alle de gamle sovjetstil-bygninger. Det skal ske med mennesket i centrum. Vi skal have andre slags byer med grøn energi og reducere afhængigheden af energi osv. Det er de store principper omkring, hvordan vi gør det.”

Entusiasmen og taknemmeligheden lyser ud af Sophia Opatska, når hun fortæller. Hun understreger løbende, at "alle ukrainere er meget taknemmelige for danskernes hjælp og støtte". Hun tilføjer, at hun også hurtigt så opholdet i Danmark som en mulighed for at få gjort ting, hun ikke ville kunne gøre hjemmefra.

”Jeg ville interviewe mindst fem danske virksomheder, der forlod det russiske marked, for at forstå, hvordan de har truffet den beslutning, og hvem der havde indflydelse på den,” fortæller hun.

I det arbejde er hun stødt på en særlig udfordring, som hun ikke skal kæmpe med i Ukraine. Spørger man hende om forskellen på at være forsker i Ukraine og Danmark, kan hun nemlig ikke lade være med at grine. Ikke af spørgsmålet, men af svaret:

”I Ukraine skal vi ikke bøvle med GDPR-regler!”

EU’s persondataregler er faktisk den eneste forskel, hun nævner.

”GDPR overkomplicerer tingene en del. Jeg skulle virkelig tænke over, hvordan jeg skulle designe interviewene, og derefter hvordan jeg arbejdede med data fra interviewene,” siger hun.

Sophia Opatska forstår godt, hvorfor det kan være en god ide at beskytte folks identitet, men hun kan være bange for, at reglerne fratager forskere modet til at indsamle og behandle data.

”Det bliver meget kvantificeret. Man skal maskere alting,” beklager hun – stadig med et smil.

Højt sovjetisk forskningsniveau

Udover kampen med GDPR-reglerne mener Sophia Opatska, at der er en masse, danskere og ukrainere kan lære af hinanden. Virkelige mennesker kan give lidt mere kontekst, lyder det.

”Det handler ikke kun om de forfærdelige billeder fra Ukraine. Det handler mere om, hvad vi gennemgår som nation, og hvad vi kæmper for. I de vestlige lande bliver de basale principper taget lidt for givet. Så jeg tror faktisk, at vores tilstedeværelse kan genopfriske, hvad den europæiske ide handler om,” reflekterer hun.

Søren Rud Keiding ser også en række store fordele for Aarhus Universitet i at få ukrainske forskere ind.

”Det gamle Sovjetunionens akademiske system har nogle fagområder, hvor de er rigtig dygtige, selvom de har andre traditioner,” forklarer han.  

En dag vil en del af de ukrainske forskere sidde i ledende stillinger på andre universiteter, og der vil det være vigtigt for Aarhus Universitet at have den slags kontakter.

”Det er en god investering for os, at vi viser vores universitet og uddannelsessystem frem. Der bliver også etableret nogle kontakter, som kan spille en positiv rolle for opbygningen af det ukrainske samfund. Det er med forskning som med økologi; der skal en vis diversitet til for at miljøerne trives og har det godt,” siger han.

Da Sophia Opatska søgte om hjælp ved AIAS, var deres Ukraine-program det eneste, der hjalp ukrainske forskere i Danmark. Men over sommeren har organisationen Scholars at Risk Denmark etableret et tilsvarende hjælpeprogram, der dækker alle danske universiteter.

Gennem programmet kan omtrent 24 ukrainske forskere få etårsansættelser på de danske universiteter lig ansættelserne i Aarhus. Men programmet rummer også andre muligheder:

”De såkaldte remote stipends giver mulighed for, at et institut i Danmark kan få en onlineforelæsning af en forsker i Ukraine om dennes fagområde eller om livet som forsker i Ukraine som sådan,” forklarer Vivian Tos Lindgaard, der er sektionschef for International Staff Mobility i HR-afdelingen på Københavns Universitet, hvor Scholars at Risk koordineres fra.

Scholars at Risk Ukraine, som programmet hedder, er det første nationale initiativ for ukrainske forskere, hvilket gør ”programmet åbent for forskere inden for alle discipliner, fordi det har otte universiteter at vælge imellem,” siger Vivian Tos Lindgaard.

Og man er ikke på forhånd udelukket, hvis man allerede har været ansat i Aarhus eller et andet sted, understreger hun.

Folk har ”problemer”

Men Sophia Opatska bliver det formentlig ikke.

”Min plan er at tage hjem. Ja, det ser skræmmende ud. Men jeg tror også, at hvis vi ikke tager afsted nu, så bliver de­t sværere. Når folks børn begynder at gå i skole i et andet land, så kommer de nok ikke tilbage det næste år. Og det bliver et problem for landet.”

Genopbygning kræver nemlig mennesker til at drive virksomhed, til at passe de syge og til at forske.

Sophia Opatska er dog ikke naiv. Selvfølgelig ville det være skidt for alle parter, hvis krigen trækker ud. Men ”folk vil lære at leve med det, og det foretrækker jeg at gøre i Ukraine,” som hun siger.

”Mine børns skole har et beskyttelsesrum. Vi bor også tæt på, så det er tre minutters gang, hvis der kommer luftalarmer. Universitetet har også gode beskyttelsesrum, hvor man kan sove, arbejde og endda holde møder,” fortæller hun.

Selvom hun er rolig, afklaret og pragmatisk, når hun fortæller, kender hun krigens menneskelige konsekvenser på nærmeste hold.

Hendes mand, der ikke måtte rejse med til Danmark, ”føler ubehag, når han hører et fly”, som hun formulerer det. En af hendes kolleger reagerer på at køre i en elevator, der lyder en anelse som en luftalarm.

"Så folk har selvfølgelig problemer,” erkender hun.

”Og kan jeg se, at det ikke er sundt for børn at være i Ukraine, kan vi altid komme ud af landet igen.”

Denne artikel stammer fra vores månedlige nyhedsbrev, Forskeren. Det kan du abonnere på ved at tilmelde dig her.