"Gamle, hvide elefanter skal holde deres kæft"

I folkeskolen var der nogle lærere, der mente, at man skulle kravle, før man kunne gå. Men som min far sagde til mig: ”Jakob, der er ikke alle børn, der er sådan – faktisk er der nogle, som bare rejser sig op og går.” Så det gjorde jeg. Jeg har meget på hjerte, så jeg har skrevet en masse og har holdt mange taler, selv om om jeg er ordblind.

Vi havde et frafald på 89% på min årgang på samfundsfag. Der var en forventning om, at du fx havde læst Grimbergs Verdenshistorie – ’for hvad lavede du ellers på studiet?’ Jeg følte mig dog dejligt tilpas fra dag ét, for jeg havde en glødende interesse for samfundet. Mange af læreren kunne faktisk også lide deres studenter og var meget omsorgsfulde. Jeg startede på studiet i 1966, og så kulminerede det med ungdomsoprøret i 1968. Men mærkeligt nok gik det uden om Samfundsfag.  

Jeg var handicappet af, at jeg er 100% ordblind. Det er jo lidt besværligt, når man studerer, og jeg må indrømme, at jeg ikke har læst ret mange bøger. Jeg har lært at få det ind gennem ørerne i stedet. Jeg kom altid ti minutter før undervisningen for at snakke med mine medstuderende, og bagefter blev jeg altid for at snakke med dem om, hvad vi havde hørt. For når jeg spurgte, ville de jo gerne diskutere og perspektivere. Og jeg fik da stort set også altid flotte karakterer.

Det står med flammeskrift: Jeg fortryder, at jeg ikke rev et halvt eller et helt år ud af kalenderen og tog på studieophold i udlandet. Fordi jeg er ordblind, har det handicappet mig ikke at være god til engelsk. Jeg burde have lært det efter naturmetoden i udlandet.

Da jeg blev kandidat, havde jeg sparet så mange penge op, at jeg kunne købe et kartoffelrækkehus kontant. Det var ikke fordi, jeg ville spare op – jeg kunne bare ikke nå at bruge de penge, jeg tjente, for jeg havde altid så fandens travlt med studie, studiejob og frivilligt arbejde. Men bagefter har jeg jo kunnet se, hvor meget det betyder ikke at komme ud med en stor studiegæld.

Man skal erkende, at karrieplaner altid bryder sammen. Og man skal huske, at den viden man har, kan bruges i mange andre sammenhænge. Livet er heldigvis fyldt med en masse tilfældigheder. Lars Rebien blev jo direktør for Novo Nordisk, selv om han er uddannet skovbrugskandidat. Da han startede på studiet, var det sikkert fordi, han gerne ville gå rundt i guds fri natur. Men der er jo nok en sammenhæng alligevel. For når man er skovbrugsmand, ved man, at tidshorisonten er 100 år fra, du planter et træ, til du kan høste det. Så du bliver uendelig god til at tænke langsigtet og strategisk.

Jeg lærte rigtig meget, da jeg havde studiejob på Søllerød Kro som næsten akademiker. Jeg stod som buffist midt i det hele og skulle have tjenere og køkken til at spille sammen. Der lærte jeg noget, jeg kom til at bruge i en helt anden sammenhæng senere. Det år, vi skulle lave den koordinerede tilmelding manuelt, fordi der var it-strejke, var det nemlig ligesom Søllerød Kro: Vi lavede de algoritmer, der var i IT-systemet pr håndkraft: ”Du ordner det, og du ordner det, og du tager dig af det.”

Du må ikke blive for målrettet. Når du ser tilbage på studietiden, skal den stå som noget helt særligt. Du har nogle unikke muligheder for at fordybe dig, som du ikke sidenhen får i livet – fordybe dig og tage stilling til livets store spørgsmål og være sammen med en masse mennesker. Alt for mange tænker for meget i karriereplanlægning, på det rigtige studenterjob og på at få de ’rigtige’ venner. Det er ulækkert i mine øjne.

Jeg har ved grød aldrig lagt en karriereplan. Jeg tror ikke ordet fandtes i 1972 – jo for nogle mærkelige mennesker ovre på jurastudiet. De gik og drømte om at blive højesteretsdommere. Men det anså vi som noget værre morakkeri.

I dag er der jo magistre og djøfere i alle mulige job. Men da jeg startede som formand for Magisternes A-kasse i 80’erne var der 30 administrativt ansatte magistre – herunder mig selv. Da jeg stoppede efter ti år var vi 2.500. Der var mange, der sagde, hvis ikke vi kan blive gymnasielærere, universitetsansatte eller få job på et museum, er vores uddannelse spildt. Men jeg sagde: ”I er også uddannet til kommunikation, kommunal administration og bankverdenen.” Og ganske rigtigt.

Adgangsbegrænsning vil altid være noget lort. Det er umuligt at forudse, hvem der bliver gode til deres job. Jeg har mødt mange forkølede, umodne 18-årige studenter. Jeg husker én som startede på medicinstudiet og 15 år senere var professorer i socialmedicin med en masse empati. Pointen er, at du gerne måtte være umoden, når du starter på studiet, bare du ikke er det, når du slutter.

Jeg har brudt utallige regler, men det har aldrig haft nogen særlig konsekvens. For jeg har sagt til mig selv: ”Når samfundet giver mig så god en hyre og gør mig til chef for så vigtigt et område som fx SU-administration og Den Koordinerede Tilmelding, kan jeg ikke administrere med hovedet under armen.” Jeg har undgået, at mange sager er havnet på ministerens bord ved at bøje de der ’god dag mand økseskaft’-regler.

Vi havde fx en sag med en kvindelig studerende, hvis barn var indlagt på Rigshospitalet med kræft. Jeg sagde, at hun i første omgang skulle have seks måneders ekstra SU. Men så kom der en fra SU-Styrelsen og sagde, at det var der ikke hjemmel til, for det var jo ikke moderen, som var syg. Jeg sagde: ”Hvis barnet har kræft, er moderen også syg.” Jamen så skulle jeg bede hende om en lægeerklæring, lød det. Men det kunne ikke falde mig ind at belaste hende med det. ”Hun har nok at se til – færdig slut.” Senere hvor jeg sad og talte med Bertel Haarder, fortalte jeg om historien, så sagde han: ”Det var godt, du gjorde det Jakob, for tænk hvis den sag var havnet på mit bord!”

Det er klogt at rotte sig sammen med dem, der ikke ligner dig selv. Da jeg blev ansat på Universitetet, havde vi en universitetssekretær, som ganske vist syntes, det var mærkeligt, at jeg gerne ville have min egen skrivemaskine, for jeg kunne jo notere i hånden eller diktere til vores sekretær. Men han var uendeligt vidende. Han gav mig en masse råd om, hvem og hvad jeg skulle passe på – ”Altså når du er til møde i ministeriet, skal du lige være opmærksom på ham der, for han er sådan og sådan. Og ham der skal du spørge til hans hund.” Jeg lærte at lave alliancer med folk, der var dobbelt så gamle som mig eller mere, for det gør livet så meget lettere – de har sparet mig for mange nederlag.

Jeg har lært, at når du er chef, så spiller du med de medarbejdere, du har på brættet. Jeg synes, det er vigtigt, at du som chef siger: ”Kære venner vi er meget forskellige, og det er en god ting.” Du går ikke rundt og taler om ’dream team’ og ønsker at skifte fem medarbejdere ud, fordi du synes, de er dumme, langsomme eller grimme. Ligesom ’Alle vi børn i Bulderby’ er der dem, der er, og så får du det bedst mulige ud af det. Du må bare finde ud af, hvad folk er gode til, og hvad de ikke er så gode til.

Jeg skulle have sagt nej til at være med i et af de der gigantiske IT-projekter. Det blev aldrig godt. Men da jeg syntes, at jeg faktisk var én af dem, der kunne bidrage med mest faglighed, sagde jeg ja. I den Koordinerede Tilmelding byggede vi systemer, som virkelig fungerede. Men da det pludselig skulle være landsdækkende, gik det galt. Det skulle jeg sgu have holdt mig fra.

Gamle, hvide elefanter skal holde deres kæft, når de ikke er en del af flokken mere. Jeg kan jo hurtigt komme til at sige noget, som bunder i, at jeg faktisk ikke er opdateret nok i, hvad der er sket på uddannelsesområdet.

Hvis jeg skulle starte i dag, var der mange studier, jeg ikke kunne komme ind på. Men jeg skulle nok have fundet en vej. Så havde jeg – og de af mine studiekammerater, der heller ikke kunne komme ind – bare oprettet vores eget universitet. Et eller andet havde vi gjort. Eller også kunne jeg studere til lærer. Vores børn er lærere. Men de er begge ansat i fodboldverdenen. Den ene som sportsdirektør i Premier League, den anden som talentchef i FCK for børnefoldbold. Et studie og ikke mindst et frivilligt arbejde kan føre mange veje hen.