Djøf bakker ikke embedsmændene op i minksagen

Er det efterhånden ikke alment erkendt, at embedsmændene var så bange for Barbara Bertelsen, at de tabte hovedet og ikke fik trukket det manglende lovgrundlag frem? De var bange for at risikere deres karriere, hvilket de måske - måske ikke kommer til nu.
DJØF skal ikke gå ud og forsvare de beslutninger. DJØF skal forsvare den samlede embedsmandsstand gode ry.

Sara Vergo, jeg læser kommentarerne ovenfor og mange andre steder fra “menige” DJØF’ere. Må jeg ikke i den anledning appellere til dig om at erkende, at du er formand for andre end embedsmændene berørt af mink-sagen. Vi kommer aldrig i nærheden af at blive en egentlig profession, hvis ikke vi er i stand til selvkontrol, som man kender der fra revisor- og advokatverdenen. Det påvirker mig utroligt negativt, at du vedblivende forsvarer disse embedsmænd, og overtager lingoen om fejl under tidspres. Det er vel enhver fartbølles undskyld, men ulovligheden er lige stor af den grund. Måske du bare kan tie stille i debatten, når du ikke er i stand til at fremføre menige djøferes holdning. Og Dybvad-udvalget, og Bo Schmidt-udvalget … hvorfor skal vi altid have folk til at undersøge deres gamle venner og kollegaer. Dybvadudvalgets rapport kan jeg skrive på en formiddag, så spar gerne de kontingentmidler.

Det er desværre klart, at formanden ved sit indlæg har svært ved at styre sine politiske lyster, og glemmer hun er formand for en forening med bl.a. mange jurister og andre embedsmænd der sætter hjemmelspørgsmålet højt, hvis ikke øverst, i hierakiet over embedsværkets dyder. Støtte til de anklagede i minksagen må ske gennem de konsulenter som der er i ansættelsesretlige afdeling ikke ved at føre sin personlige synspunkter frem som DJØF's.

Hjemmelskravet i offentlig forvaltning er krumtappen i demokratiet der sikrer at en regering ikke kan gå længere end det kandidatgrundlag man har i Folketinget og lovprocessen sikrer at alle synspunkter, herunder oppositionens og interesseorganisationernes, kan blive hørt. Intet kan lovliggøre det hastværk som statsministeren havde med at sætte sin vilje igennem. Intet forstandigt menneske tror på,, at der ikke har været talt om lovhjemmel i koordinationsudvalgsmødet med tilstedeværelse af bl.a. to departmentschefer med baggrund i Justitsministeriet. Enhver stud.jur. på første år vil blive bebrejdet, hvis hjemmelsspørgsmålet overses i en besvarelse. Bevismangel hos Minkkommissionen kan har betydning for den konklusion der kan drages. Det fritager ikke os andre for at tænke vores om, hvad der har fundet sted under hektiske timer i Statsministeriet.

Man skal passe på med at anse sine fjender eller dem man er uenig med som dumme. Ingen - hverken ministre eller embedsmænd på alle niveauer - har haft et motiv til at gennemføre aflivningen af dele af minkbestanden uden lovhjemmel. Dels fordi man må spørge hvilken interesse de skulle have i det og dels fordi alle da vidste, at det kunne de ikke slippe godt fra.
Det interessante spørgsmål er, hvorfor problemet med hjemmel på alle embedsmandsniveauer ikke var "top of mind". Svaret skal - udover den 100-års krisesituation man var i, da beslutningen skulle tages - nok findes i de seneste 20-25 års voldsomme styringsideologi med effektivisering, centralisering og magtkoncentration i Finansministeriet.
Der er desværre ingen nemme svar eller åbenlyse skurke eller idioter. Vi må hele den lange og besværlige vej rundt om problemet, hvis vi skal lære noget for fremtiden og ikke stiller os tilfreds med det politiske slagsmål.
Skattekommissionen kan forhåbentlig bidrage, når arbejdet bliver færdigt.

Det er muligvis rigtigt, at ingen kunne have interesse i at aflive et erhverv uden lovhjemmel, men nogen kunne måske være interesseret i at aflive dét erhverv - og så "kom man til" at se stort på hjemlen. Magt har en tendens til at korrumpere, og nogle mennesker med for megen - politisk, økonomisk, intellektuel - magt tror, at de kan slippe godt fra det mest utrolige, hvilket læsning af aviser hver dag er vidnesbyrd om (i forskellig målestok: krigen i Ukraine, stormen på Kongressen, MeToo - fortsæt selv), og hvilket desværre ofte også viser sig at være tilfældet.
Der er for mig at se ingen tvivl om, at Covid-19 centraliserede magten og stækkede demokratiet på en aldeles usund måde, og at der skete endnu et skred mellem det politiske ansvar og det i udgangspunktet neutrale embedsværk.
Det viste sig i besynderlige - og politisk besluttede - dekreter uden evidens for effekt, men med en unik mulighed for at vise handlekraft på bagtæppet af en følgagtig opposition, der ikke turde sige fra, for tænk hvis nu den skulle tage ansvaret for, hvad der måtte følge af at tale Roma midt imod. Det fortsætter nu med benægtelse af ansvar for ukloge og ulovlige beslutninger, mørklægning af processer og manglende konsekvens på baggrund af Minkkommissionens rapport. Dét underminerer ikke kun tilliden til de ansvarlige politikere og embedsmænd, men til hele vores samfundssystem og demokratiopfattelse.
Lige nu kæmper man mange steder i verden for at få del i eller bibeholde den frihed og det demokrati, som vi i Danmark samtidig kaster vrag på bl.a. ved at acceptere, at der IKKE drages nogen konsekvenser efter rapporten (mon ikke de "druknes" i et snarligt udskrevet valg?).
Det - og smadringen af en masse menneskers livsværk uden grund - er det ægte skammelige i denne sag.
I den diskussion forventer jeg, at DJØF entydigt står for hjemmelskrav, embedsmandens pligter og for at få gjort embedsværket apolitisk.

Jeg er træt af at læse udokumenterede påstande om, at "nogen" kunne være interesserede i at aflive minkerhvervet. Disse "nogen" var i hvert til fald ikke regeringen. Daværende miljø- og fødevareminister Mogens Jensen ønskede indledningsvist i forsommeren 2020 at beskytte erhvervet med begrundelse om, at der var tale om en årlig eksport på flere mia. kr. Støttepartierne stillede mistillidsvotum, fordi de syntes, han havde nølet. Enhedslisten sagde følgende: ”Noget tyder på, at Fødevareministeriet eller Fødevarestyrelsen har været advaret om risikoen for en muteret virus uden at handle på den”.
Minkindustrien var desuden allerede en underskudsforretning med stærkt faldende efterspørgsel. Der er altså tale om en dødsdom på et allerede døende erhverv.

Insinueringen om, at embedsværket ikke opererer apolitisk er simpelthen uartig. Det første, man får at vide af sin leder, når man ansættes som embedsmand er, at man er forpligtet til støtte den til enhver tid sidende minister uanset ministerens partifarve. Jeg er ikke i min tid stødt på nogen som helst embedsmand, som ikke efterlever dette.

Ja, i teorien skal "embedsmænd for det første selvfølgelig sørge for, at ministrene er klædt på". I praksis var embedsmændene i de implicerede ministerier dog under ekstraordinært hårdt pres, særligt i Miljø- og Fødevareministeriet, og så er risikoen for fejl naturligvis større, da vi jo alle bare er mennesker, og man ikke er et eller andet særligt ufejlbarligt vidunder, blot fordi man har en lang universitetsuddannelse. Embedsmænds arbejde er også et produkt af de omgivelser og betingelser, de arbejder under.

Jeg er personligt utroligt glad for, at Djøf erkender dette og bakker op om, at arbejdsgange og kultur bliver kigget efter i sømmene i efterspillet om minksagen. Man kan som embedsmand ikke være så sart over for kritik, at man ikke vil bakke op om det.

F.eks. er det en eklatant fejl, at oplysninger om manglende lovhjemmel er placeret omme i en bunke bilag. Det er børnelærdom, at hovednotatet skal være kort, koncist og med de væsentligste oplysninger tydeligt fremhævet. Og disse meget væsentlige oplysninger bør også fremgå af coveret. Og da det jo sædvanligvis er embedsmænd, der forfatter disse dokumenter, ja så er det altså ved dem, at sådan en fejl indledningsvist opstår. At lederne så har endeligt godkendt det, føjer bare spot til skade.

Ministre har mange sager på deres bord på samme tid, som de skal forholde sig til uden dybere forkundskab til lovgrundlaget bag sagerne, og derfor skal de kunne forvente, at sagerne er præsenteret rettidigt og på en tydelig og korrekt måde. Ministre skal kunne have tillid til, at embedsværket klæder dem dem ordentligt på - men lige så væsentligt: Ministeren skal ikke tage usædvanlige forholdsregler for at sikre, at dette er sket.

Med venlig hilsen en embedsmand, der var ansat i Miljø- og Fødevareministeriet under minksagen

Helt enig i Susan Kronborgs pointer hhv konkrete kritik af Djøfs linje i denne sag.

I sit svar understreger Sara Vergo sin bekymring for "at sagerne er med til at underminere eller devaluere befolkningens tillid både til politikerne og embedsværket".

Ja, det tror da pokker vil være tilfældet, når Rigets topembedsmænd på stribe uden blusel forklarer sig med, at lovmedholdelighed ikke lige er "top of mind".

Djøf burde være først i af alle til at værne om klassiske embedsmandsdyder. Og derfor uundgåeligt lægge afstand til den tydelige inkompetence, som vi alle er vidner til i denne sag.

Kære Sara, dit svar understreger behovet for det læserbrev, du svarer på. Der er ikke behov for at vente på yderligere analyser i den sag. Som erfaren embedsmand er jeg rystet over, at regeringen såvel som de centrale topembedsmænd fortsat varetager deres job. DJØF passer bedre på demokratiet, tilliden til embedsværket og ikke mindst medlemmerne ved klart at markere, at der er og skal være tid til at overholde loven; at ministre har ansvar selv om man ikke kan bevise de skriftlig har fået alt info samt at de har læst det; de ministre og departementschefer der tager magten, får også ansvaret; og man sætter ikke politi og militær ind mod civilbefolkningen uden lovhjemmel og klarer det med undskyldninger.