Danmark er dårligere end andre nordiske lande til at hjælpe forskere i nød

Han blev fyret fra sit job på universitetet. Han blev nægtet adgang til sociale ydelser og sundhedsvæsnet. Den private sektor og ngo’erne turde ikke hyre ham, fordi han blev blacklistet af regeringen. De tog hans pas og forbød ham at forlade landet.

”Følelsen var generelt, at dit eget land ikke længere anerkendte dig som en person. Det var en de facto fængsling i mit eget land,” lyder det fra en tyrkisk juraforsker, som nyhedsbrevet Forskeren har talt med. Han vil af sikkerhedshensyn gerne være anonym.

Han måtte i fire år klare sig med sorte småjobs for advokater og gamle kolleger. Alt imens blev han anklaget gang på gang for landsskadelig virksomhed af den ene eller anden art, fordi han havde kritiseret udemokratiske elementer i den tyrkiske regerings arbejdsmetoder.

Heldigvis var de ”politiske og juridiske omstændigheder” på hans side, så han blev aldrig dømt, fortæller han. Og da parlamentet vedtog en lov, der lod ham og hans ligesindede få deres pas tilbage, hjalp det internationale netværk Scholars at Risk ham til Norge, hvor et universitet på trods af coronarestriktioner tog imod ham.

Hos Scholars at Risk arbejder man med lister med hundredvis af navne på forfulgte forskere, der har behov for at flygte fra deres hjemland. Forskningsfriheden er under stadig større pres, og forskere tvinges på flugt.

Scholars at Risk modtog i 2021 1.053 ansøgninger fra forskere rundt om i verden, der havde brug for hjælp med at komme til et andet land og få muligheden for at genoptage deres forskningskarriere.

De forfulgte forskere kommer ofte fra totalitære eller autokratiske regimer. De har i større eller mindre grad kritiseret regimet og er herefter blevet udsat for pres og forfølgelse. Oftest er der tale om forskere inden for de samfundsvidenskabelige områder.

Svensk og norsk statsstøtte

Den danske indsats for at hjælpe forfulgte forskere koordineres af den danske sektion af Scholars at Risk. Her oplyser man, at otte forskere, der er flygtet fra deres hjemland, har fået tilbud om ansættelse på de danske universiteter og forskningsinstitutioner siden sektionens oprettelse i 2019.

På samme tid har svenske universiteter tilbudt hjælp til 17 forskere. Hos den norske sektion tilbyder man årligt hjælp til omtrent 15 forskere. Og hos den finske sektion estimerer man, at man har tilbudt hjælp til mellem ti og 20 siden 2019. Det oplyser de respektive sektioner til nyhedsbrevet Forskeren.

Hos den danske Scholars at Risk-sektion anser Vivian Tos Lindgaard, der er sektionschef for International Staff Mobility på Københavns Universitet, hvor sektionen koordineres fra, det for ærgerligt, men ikke overraskende, at man ikke hjælper lige så mange udsatte forskere som eksempelvis Sverige eller Norge.

”Man skal huske, at vi jo ikke som Sverige og Norge har nogen form for ekstern finansiering. Det er jo ikke kun forskning. Det er også velgørenhed og understøttelse af folk, der har behov for hjælp, og derfor er det også lidt svært at finde funding,” forklarer hun.

De otte forfulgte forskere, der har været ansat på danske universiteter og institutioner siden 2019, er derfor finansierede af universiteterne selv.

I Sverige har Riksdagens Jubileumsfond tidligere støttet arbejdet, og i september meddelte det statslige forskningsråd Formas, at man vil støtte Scholars at Risk med seks millioner svenske kroner over tre år. I Norge har regeringen i 2019 støttet Scholars at Risk med 1,3 millioner norske kroner.

Den danske sektion

I øvrigt skal man huske, forklarer Vivian Tos Lindgaard, at den svenske sektion har eksisteret siden 2016, den finske siden 2017, og den norske siden 2011, mens den danske altså kun har eksisteret i tre år.

Den danske sektion bestod til at starte med af de otte danske universiteter. Siden er DIIS, Institut for Menneskerettigheder og Danske Studerendes Fællesråd kommet med.

Desværre, vurderer Vivian Tos Lindgaard, har både medlemmer, fonde og politikere svært ved at forstå, hvad Scholars at Risk-programmet kan.

”De her mennesker kunne jo i princippet lige så godt kunne tage op i Sandholm-lejren og søge om asyl. Men det vælger de ikke at gøre, fordi de gerne vil fortsætte deres arbejde,” siger hun.

Christian Franklin Svensson, der er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, har i sin forskning beskæftiget sig med ”forfulgte intellektuelle”; både forskere, journalister og kunstnere.

Han forklarer, at forskellen på de forfulgte intellektuelle og mange andre flygtninge oftest er den, at de intellektuelle er personligt forfulgt. Mange af dem har oplevet at blive forfulgt både fysisk og online, at blive chikaneret og truet på livet, og i nogle tilfælde beretter de om kolleger, der er blevet slået ihjel.

”Jeg har talt med nogle, hvis børn og mand eller kone og venner er i hjemlandet. De er meget nervøse for dem, for de bliver virkelig chikaneret. De der regimer finder ud af, hvem hele deres netværk er, og så bliver deres kolleger også chikaneret og overvåget for at sørge for, at de holder sig ’på rette vej’,” fortæller han.

De forskere, han har talt med, er allerede flygtet og ankommet i eksempelvis et europæisk land. Men bekymringerne forsvinder ikke af den grund.

”Selvom de er flygtet, bliver de stalket ret massivt på nettet. Et land som Afghanistan, som på papiret kan virke tilbagestående, har et ret velfungerende system af hackere, der hacker deres profiler. Forskerne skifter fx hele tiden Facebook-navn men er alligevel hele tiden truede.”

Derfor er det spørgsmål, der har drevet Christian Franklin Svenssons forskning, hvorfor de er taget til et andet land og fortsætter den systemkritiske forskning, når de alligevel bliver forfulgt, deres familie og venner truet, og de risikerer at miste deres faglige netværk.

”Rigtig mange siger ordet ”freedom”. Det handler om frihed. Og når jeg spørger, hvad det betyder, så nævner de det her princip om, at ’hvis jeg ikke gør det, hvem gør det så?’”

Et år går hurtigt

Scholars at Risk-programmet kan spille en særlig rolle i at hjælpe dem, mener Vivian Tos Lindgaard.

”Det her program kan hjælpe dem med både at få beskyttelse, og samtidig kan de bevare og udvikle deres forskningsnetværk og kompetencer. Forhåbentlig sådan at de senere hen kan søge en stilling på lige fod med andre forskere. Det er det fine i det her,” lyder det.

Men først når et universitet har fundet penge til at ansætte en forsker, kan hun tage kontakt til Scholars at Risk Global, der herefter præsenterer hende for fem-seks sager, der potentielt kunne have interesse for danske universiteter.

”De laver en slags screening af sagerne, og der er en beskrivelse af, hvad for en slags forfølgelse forskerne har været udsat for, hvad deres forskningsfaglige profil er, og hvad deres situation er lige nu,” forklarer hun.

Herefter holder hun en samtale med den udvalgte forsker og henvender sig derefter til det fakultet og institut, der kunne være interesseret i at ansætte den pågældende.

Faktisk kan det være svært at lave et match mellem den flygtede forsker og et institut, fortæller Vivian Tos Lindgaard. For udover de penge, universitetet selv skal bruge på forskerens løn og i nogle tilfælde logi, skal det givne institut indregne, at forskeren kan være traumatiseret og skal bruge mental støtte. Desuden vil vedkommende som oftest have brug for en faglig mentor.

”Det kan være en super god kandidat med gode kompetencer men behov for hjælp. Og hvis det ikke giver mening for instituttet, så er et år jo også spildt,” siger hun og nævner et eksempel på en tyrkisk forsker, der ikke kunne nok engelsk til at undervise. Men universitetet satte fart på sprogundervisningen, og så kunne man ansætte hende alligevel.

Typisk vil de forfulgte forskere blive ansat i etårs postdoc-stillinger, ”og et år går hurtigt”, som Vivian Tos Lindgaard bemærker. Så der skal laves en plan for, hvad der sker bagefter, og det kunne være en ansættelse et andet sted i netværket.

”Det gode ved, at Scholars at Risk er globalt, er jo, at netværket har muligheder for at hjælpe forskerne videre til en ansættelse et andet sted bagefter,” siger hun.

Et etisk spørgsmål

Christian Franklin Svensson kan sagtens genkende billedet af, at Danmark står en anelse tilbage for de andre nordiske lande, når det kommer til hjælp til forskere under pres. Når han mødes med kolleger fra de andre nordiske lande, undres de over, at danske universiteter er tilbageholdende med at hjælpe forskere på flugt.

Han vurderer derfor, at både danske politikere, fonde og universiteter selv har et ansvar for at få afsat de nødvendige midler til at hjælpe flere. Det er simpelthen et etisk spørgsmål, lyder det.

”Det mindste, vi kan gøre her i det relativt sikre Vesten, er at åbne vores døre. Ikke over for hvem som helst. Men dem, der arbejder for demokrati og ytringsfrihed, kan vi hjælpe og beskytte og give husly,” siger han.

Thomas Molin, der er vicedirektør for Fælles HR på København Universitet og sammen med Vivian Tos Lindgaard står for den danske Scholars at Risk-sektion, pointerer, at spørgsmålet om midler til at hjælpe forfulgte forskere, er et spørgsmål om, hvor man mener, ambitionsniveauet skal ligge.

De danske sektion håber således, at målet for, hvor mange forfulgte forskere, de danske universiteter skal hjælpe, vil stå mere klart inden for de kommende år. Fra og med i år er de danske universiteters fælles indsats for at hjælpe forskere i nød forankret i Danske Universiteters forskningspolitiske udvalg, forklarer Thomas Molin og Vivivan Tos Lindgaard.

Udvalget har dog endnu ikke været samlet siden denne ændring er trådt i kraft, oplyser rektorsekretariatet på Københavns Universitet. Udvalgets formand er prorektor for forskning på Københavns Universitet David Dreyer Lassen.

Denne artikel stammer fra vores månedlige nyhedsbrev, Forskeren. Det kan du abonnere på ved at tilmelde dig her. 

Læs også historien om menneskerrettighedsforskeren Bernard, der blev overvåget og chikaneret af myndighederne i Burundi. Truslen, der lå i det billede, han blev vist af en dræbt journalist, fik ham til sidst til at tage familien med på flugt.