Foucault satte Emilia fri

Igennem hele sin opvækst følte Emilia van Hauen sig som en outsider. Hun følte aldrig helt, at hun hørte naturligt til i nogen gruppe. Hun vidste bare ikke helt hvorfor. Var det noget med hendes personlighed? Var det hendes familiære baggrund? Eller var det udseendet, som skilte sig ud fra mængden?

Med andre ord havde hun en klar oplevelse af at afvige fra normalen. Selvom hun nok følte, at hun hørte til i den privilegerede del af befolkningen, identificerede hun sig ikke med den dominerende magt i samfundet. Det var i hvert fald dét, hun troede. Men så skete der noget.

Hun begyndte at læse HD(A) på Copenhagen Business School, men følte sig igen malplaceret og kedede sig. Derfor søgte hun viden andre steder og faldt over bogen ’Kulturelle verdener’ af den nu afdøde antropolog Anne Knudsen.

Her stiftede Emilia van Hauen for første gang bekendtskab med socialkonstruktivismen og dermed indirekte Michel Foucault og teorien om, at vi som individer kan være med til at skabe vores egen verden.

Denne øjenåbner sporede hende ind på den sociologiske løbebane, og hun startede derfor som 29-årig på Københavns Universitet. Igennem uddannelsen steg fascinationen for Michel Foucault, og hun tog et helt fag udelukkende om den franske filosof og idéhistoriker.

Hun kunne nemlig aktivt bruge hans tanker til at finde ud af, hvem hun egentlig var – eller i hvert fald gerne ville være. Derudover gav disse perspektiver også svar på hendes følelse af at afvige fra normen.

”Indtil jeg læste Michel Foucault, troede jeg, at tingene var på en bestemt måde. Jeg var ikke i lige så høj grad klar over, at vi selv kan konstruere vores virkelighed, og at der ikke altid er én rigtig opfattelse. Denne øjenåbner frisatte mig fra at skulle være på en bestemt måde for at passe ind, hvilket gav en enorm ro i sindet. Jeg kunne for alvor tænke over, hvad der skulle være definerende for mig som person og i mit liv,” siger Emilia van Hauen.

”Det interessante i forhold til min outsider-følelse er, at når jeg spørger publikum til mine foredrag, føler næsten alle sig som afvigere fra normalen. Man kan derfor sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er en normal, og hvem der i givet fald konstruerer den? Hvis alle føler sig som outsidere, hvem pokker er så insiderne?”

Faglig inspiration

Michel Foucault skrev om mange forskellige emner og tematikker – lige fra seksualitet, magt, diskurser i samfundet til disciplineringen af menneskekroppen – og Emilia van Hauen slugte det råt. Især værket ’Overvågning og straf’ faldt i hendes interesse, da hun kunne se nogle fordele ved Foucaults brug af metoden historisk arkæologi.

”Det var fascinerende at stifte bekendtskab med denne metode og tilgang til viden. Michel Foucault gravede dybere end de fleste og ville forstå tingene fra flere sider. Jeg blev dengang mere opmærksom på, at det ikke altid er sejrherren, som skriver historien, hvis man bare graver dybt nok; noget, der er blevet langt mere almindeligt at være OBS på i dag, heldigvis. Der kan også være andre syn på tingene, og aspekter er måske udeladt,” siger hun.

Michel Foucaults tanker og metodiske tilgange forsynede altså Emilia van Hauen med en række sociologiske værktøjer til bedre at kunne forstå den komplekse verden, vi lever i. Hun er blevet bedre til at forholde sig kritisk til verden samt være bevidst om, at der er forskellige opfattelser og forståelser af den.

I dag er Emilia van Hauen selvstændig kultursociolog, foredragsholder og samfundskommentator. Hun har især fokus på køn og diversitet, unge generationer samt moderne fællesskaber – igen med de socialkonstruktivistiske briller på næsetippen.

”Jeg kan godt lide at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor tingene er, som de er, samt stille mig kritisk over for den dominerende diskurs i samfundet. Jeg holder fx mange foredrag om unge og møder desværre lidt ofte en antagelse hos de ældre generationer om, at de unge er sarte og forkælede, og at det er årsagen til deres problemer. Her kan jeg så sige, at det overhovedet ikke er tilfældet, hvis man kigger på, hvilke vilkår de både er vokset op under og lever med. Deres liv er langt mere performative og komplekse, end andre ungdomsgenerationer har oplevet, så det er ikke spor underligt, at de er pressede. Faktisk reagerer de blot sundt på en usund situation,” siger hun.

Fælles virkelighed

Selvom Emilia van Hauen er stor tilhænger af Michel Foucault og socialkonstruktivismen, kan hun godt se visse begrænsninger ved disse tanker. For det første er al magt ikke entydigt socialkonstrueret.

”Hvis jeg fx bliver overfaldet af en 2 meter høj mand, kan jeg godt udarbejde en social konstruktion om voldsmonopol og objektificering af mit køn, men når alt kommer til alt, er det mig, der ender på skadestuen,” forklarer sociologien.

Dertil har socialkonstruktivismens tanker, om individets egen konstruktion af det virkelige, ikke øje for relationer og afhængighed til andre. Nogle gange harmonerer éns egen virkelighed ikke med fællesskabets, hvorfor man altså er nødt til at indordne sig, hvis man vil være en del af noget større.

”Det er svært at konstruere sin egen virkelighed i et ansættelsesforhold eller i et kærlighedsforhold, da der er en virkelighed for dette fællesskab. Hvis man gerne vil være en del af dette fællesskab, må man give en lille smule køb på sin egen konstruktion, som jo ikke er den eneste virkelighed. Det gælder om at skabe en fælles virkelighed,” siger Emilia van Hauen.