Stress og studietvivl sendte veninder langt væk fra storbyen

Ann-Sofie Antonsen og Solbjørk Buch står i deres lille bageri på Anholt, som de har med veninden Albertine Nordby Rasmussen. Bageriet er indrettet i baghuset af Albertines families hus.  Eller ydermurene af det.

Murene er nemlig alt, hvad der står tilbage, efter de gik i gang med at istandsætte det forrige vinter. Nu er baghuset udstyret med ovenlysvindue, lyseblåt gulv, industrimaskiner og store ovne, hvis varme nærmest skaber et tropisk klima i det lille lokale.

For bare to år siden var der ingen af de tre veninder, der vidste, at de ville eje og drive et bageri. Eller bo på en lille plet midt i Kattegat, der ligger 131 kilometer i fugleflugt fra København, hvor de tre veninder mødtes. 

Ann-Sofie var i gang med en bachelor i socialvidenskab på Roskilde Universitet, Albertine ville søge ind i politiet eller som jordemoder. Solbjørk troede, at hun skulle starte på statskundskab efter et højskoleophold. Sådan blev det ikke.

Nye overvejelser

Først begyndte Solbjørk at høre beretninger fra hendes venner, som var startet på studiet. Det afskrækkede hende lidt.

”Flere af mine venner havde travlt på deres studier og var pressede over deres eksaminer. Det virkede, som om studiet var hele deres liv, og der var meget, de ikke kunne deltage i socialt på grund af eksamenspres,” fortæller Solbjørk.

Derfor ventede hun med at søge ind og fortsatte med at arbejde i restaurantkæden Grød. Hun nød at lave noget, hun var god til, og få en pause fra at tage læring ind. Og det gav plads til nye overvejelser.

”Jeg kom lidt væk fra tanken om at blive akademiker. Længe kiggede jeg kun på akademiske uddannelser, fordi de fleste i mit netværk var akademikere. Jeg tvang mig selv til at prøve at kigge på andre steder end KU og CBS.”

Samtidig var Ann-Sofie ved at færdiggøre sin bachelor, men hun var ikke fuldkommen klar over, hvad hun ville med sin uddannelse.

”Jeg var sindssygt misundelig på alle dem, som nærmest fra folkeskolen vidste, hvad de skulle. Jeg synes, at det var snyd, at jeg ikke havde den kraft inde i mig,” fortæller hun.

Hun beskriver, hvordan dage med 120 siders teorilæsning, forelæsere med monoton stemmeføring og gamle PowerPoints kunne gøre studiet til en kedelig affære. 

”Jeg tænkte meget over studierelevant arbejde. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var noget for mig. Studiet hang mig langt ud af halsen, og jeg havde brug for at have det sjovt, når jeg kom på arbejde," forklarer Ann-Sofie og fortæller, at hun fandt det frirum hos Grød, hvor hun altså også mødte Solbjørk og Albertine. 

Albertine var lige startet i Grød for at tjene nogle penge, inden hun skulle søge ind på politiskolen. Hun blev glad for arbejdet i Grød, hvor hun i løbet af blot halvandet år blev forfremmet til butikschef for to af kædens butikker. Det hele gik meget stærkt. Og for første gang i lang tid trængte hun virkelig til tre ugers sommerferie, og hun tog hjem til Anholt.

I løbet af den sommer skete der en masse i Albertines liv, der satte tanker i gang hos hende. 

”Da jeg kom tilbage til København, kunne jeg ikke rigtig finde mig selv i det, og jeg stoppede i Grød,” fortæller Albertine.

Tid til forandring

Det var omkring det tidspunkt, at Ann-Sofie havde inviteret Albertine hjem til middag. Hun følte, at storbylivet havde nået kogepunktet, at hendes sind var overstimuleret, og kroppen nærmede sig fuldt beredskab. Det var tid til luftforandring, og hun havde fået en idé til, hvor det kunne foregå – og det omfattede Albertine og Solbjørk. De havde nemlig alle tre sagt deres job op.

”Skal vi ikke flytte til Anholt?” slyngede Ann-Sofie ud hen over en omgang pasta.

”Jeg tænkte, at dér kunne vi nyde naturen, meditere, dyrke yoga og have det godt. Albertine synes, det var en god idé. Men hun følte, at vi var nødt til at lave noget,” fortæller Ann-Sofie.

Det stod ikke klart for Ann-Sofie og Solbjørk, hvad de skulle foretage sig på den lille ø. For Albertine stod det soleklart. Albertine er født og opvokset på Anholt og vidste, at øens eneste kilde til at købe nybagt brød var bakeoff-afdelingen i Brugsen. Derfor synes hun, at det var oplagt, at de skulle åbne et bageri. 

”Et par dage efter var jeg med mine forældre på en køretur, hvor jeg luftede for dem, at vi overvejede at åbne et bageri – og at det skulle ligge i deres skur,” forklarer Albertine.

Som sagt så gjort. Nu ejer de tre veninder Anholt bageri og står for den daglige drift af Anholt gartneri.

Af fejl bliver man klogere

Solbjørk vælter en stor portion dej ud på det meldryssede bord. Hun ruller dejen ud til et stort kvadrat. Hun kommer smør på og strør med sukker og kardemomme. Med stor selvfølgelighed foldes dejen og snittes i strimler, som hun snor til sirlige snurrer, mens bløde jazz-lignende toner flyder i højtalerne. 

Musikken bliver afbrudt af Solbjørks alarm. Det er dejen til surdejsboller, som skal foldes. Hun folder dejen ind under sig selv et par gange, lægger låg på beholderen og vender tilbage til snurrerne.

”I begyndelsen havde jeg ikke den store erfaring med at bage – og slet ikke med surdej. Vi startede med at bage brød to dage før åbningen, og det kiksede fuldstændig,” fortæller hun.

Nu kan hun se, at dejen var overfermenteret, hvilket er surdejs-sprog for, at brødet har hævet for længe og bliver fladt. 

”Det er learning by doing, og learning by making a lot of mistakes,” tilføjer Ann-Sofie grinende. 

Læringskurven har været stejl, hvad angår bagning, havearbejde og driften af virksomheden med finansiering, moms, skat og regler, men de er blevet hjulpet godt på vej af deres fælles fortid.

Ann-Sofie, Albertine og Solbjørk blev veninder gennem Grød, hvor de alle var ansat. Her fik de personaleansvar, de tog på lederkurser og fik praktisk erfaring med, hvordan man driver et køkken, hvilke køkkenredskaber der er gode, og hvordan man handler engros. 

”På grund af vores viden, har vi været ret gode fra start, fordi vi har haft et fælles sprog og afsæt,” siger Ann-Sofie, mens Solbjørk tilføjer:

”Og det har været trippelt så fedt, at vi er tre, der har den.”

Deres anden familie

En kunde har fundet vej om i Albertines mors have og står nu og bestiller cookies og surdejsboller gennem bageriets sprossede vindue. Mens Solbjørk går og pakker bestillingen i brune papirsposer, snakker hun med kunden om løst og fast.

Albertines far Bent kommer forbi bageriet med hunden Skipper. Hunden sætter sig fint udenfor, mens Bent hjemmevant hiver en skammel frem og tager plads i bageriet. Der går ikke lang tid, før han får serveret kaffe i et lokalt keramikkrus.

De snakker om gårsdagens besøg af Dronning Margrethe, som øen og de tre veninder stadig puster ud efter. Alarmen var sat til kl. 4.30, for de skulle nå at smøre sandwiches, bage kager og gøre modtagelsesbuket og blomsterdekorationer klar til den royale ankomst.

”Du havde de rødeste kinder,” driller Bent.

”Jeg stress-svedte fuldstændig,” svarer Ann-Sofie.

Da klokken slår 11.30 bliver bageriets vindue lukket i. Ann-Sofie vasker gulvet, mens Solbjørk pakker dagens bagværk, som skal sælges i gartneriet. Surdejsbolledejen, som Solbjørk har gået og foldet hele morgenen, er ikke helt færdighævet endnu. Hun tager en klat af dejen og kommer den i et glas vand. På den måde kan hun følge med i hævningen nede i gartneriet. 

Mistede sig selv i farten

Med bagværk, krøllede keramikkrus, dejklumpen og Ann-Sofie i bagagerummet af deres hvide Citroen Berlingo, sætter de kursen mod gartneriet. Køreturen ad de bugtede veje tager ikke meget mere end 3 minutter.

Gartneriet er en grøn oase med bugnende bede af krydderurter. I drivhuset står to plankeborde, der omkranses af bænke og stole i forskellige former og farver – fra loftet hænger solsejl og tørrede blomster. 

I gartneriet støder Albertine til, som indtil nu har siddet derhjemme og forberedt sig til en eksamen. Hun begyndte på jordemorstudiet for et halvt år siden, og nu har hun lagt vejen forbi for at få en lille pause. 

Albertine bevæger sig hjemmevant rundt i gartneriet. Hun har arbejdet her de sidste mange somre. 

”Dengang var det min veninde Lotte, der ejede og drev gartneriet. Jeg viste stedet til Solbjørk og Ann-Sofie, der var med herovre på ferie, og introducerede dem til Lotte. Dagen efter mødet gik Lotte bort. Nu hjælper vi hendes mand med at fortsætte driften af hendes sted, og det var meget fint, de nåede at møde hende,” fortæller Albertine.

Langs væggene er der stråhatte, lokal keramik, kogebøger fra Grød og krukker med hjemmesyltede rødbeder og citroner til salg.

Albertine går ud og plukker margueritter, vilde bregner og aspargesstængler fra områdets grøftekanter og bede til en buket, og Solbjørk sidder og arrangerer markblomster i små vaser.

Hverdagen på Anholt ser markant anderledes ud for de tre, end den gjorde, da de var butikschefer i Grød. Pandemien havde bragt restaurationsbranchen i knæ. Der skulle spares lønkroner, og det betød også, at der skulle løbes hurtigere. Solbjørk fik sværere ved at sige fra, takke nej til arbejdsopgaver eller gå ned i tid.

”Jeg kunne vågne tidligt om morgenen eller midt om natten og få en følelse af ’zing’,” siger Solbjørk, mens hun stikker sig i brystet med hånden.

Søvnbesvær, hjertebanken og et anstrengt forhold til sin mobil gav Solbjørk et tydeligt fingerpeg om, at der var noget galt. Humøret svingede en del, og hun var grådlabil. 

”Jeg kunne tude over de mindste ting. Mine venner kunne knap nok spørge mig, hvordan jeg havde det, uden jeg begyndte at græde,” siger hun og tilføjer:

”Normalt er jeg meget glad og udadvendt, men jeg tog mig selv i at kunne sidde med tætte veninder og få lyst til at græde, råbe eller løbe. Det føltes, som hele min personlighed smuldrede som sand mellem fingrene på mig. Det var nærmest et identitetstab.”

Selv om der nu også er meget at se til i bageriet i sommerhalvåret, hvor turisterne melder deres ankomst, er hun ikke bange for, at stressen skal blusse op igen.

”Forskellen er, at nu er vi tre skuldre, der bærer virksomheden. Derudover er det noget, vi gør for os selv. Vi er jo ikke ansat på en kontrakt. Vi har ingen fuldstændig fastlagte åbningsdage, åbningstidspunkter eller menuer. På den måde står det os frit for, hvad vi har lyst til at lave hvornår.”

Wake-up call

Solbjørk måtte til slut sygemelde sig fra sit job. Selv om det ikke kom så vidt for hverken Albertine eller Ann-Sofie, nærmede de sig også en stress-lignende tilstand – og det fik Ann-Sofie til at slå bremserne i.

”Det var et wake-up call, hvor jeg valgte at sige ’stop’. Efter den oplevelse gør jeg det, der føles rigtigt. Derfor har jeg lavet en pagt med mig selv om, at jeg ikke kan eller vil lægge beslag på mig selv ved at lave langsigtede planer.”

En kunde spørger, om han kan købe et bundt løvstikke, som han kan komme i kogevandet til sine kartofler. Solbjørk fatter en saks og går ud og klipper et par stilke og lægger dem på disken. Kunden spørger, hvor meget det bliver.

”Hvor meget skal vi sige?” spørger Solbjørk Ann-sofie.

”Vi har aldrig solgt så lille et bundt før. Skal vi sige 15 kr.?” foreslår Ann-Sofie.

De tre veninder har fra starten været indstillet på, at bageriet og driften af gartneriet ikke skulle være på fuldtid – og heller ikke nødvendigvis for livstid. De vil nemlig ikke lægge bånd på sig selv, for ingen af dem kan forudse, hvad fremtiden vil bringe.

”Da vi skulle søge finansiering, blev vi spurgt, om vi havde en femårsplan. Det havde vi ikke – og det har vi stadig ikke,” siger Albertine.

”Lige nu er Anholt bageri og gartneri et sommerferieprojekt, hvor vi er her så meget, vi kan og vil i løbet af vinterhalvåret. Men vi har også vores studier, familie og venner, som vi skal have tid til,” fortæller Albertine og fortsætter:

”Når man er i midt tyverne, som vi er, kan man ikke undgå, at nogle ting ender oven i hinanden. Det kommer det jo til med vores studier og projekterne herovre. Det er en proces, vi skal prøve at være i.”

Farvel til samlebåndet

Ann-Sofie er 29 år, og mange på hendes alder er ved at færdiggøre deres uddannelse. Hendes egen omgangskreds afsluttede deres uddannelse sidste eller forrige år. Det skabte en tvivl i hende, om det nu er det rigtige, hun gør.

”Dér kunne jeg godt mærke, at jeg tænkte ’Hvad har jeg egentlig gang i?’. Jeg har haft mange gode snakke med de venner, som nu er færdiguddannede. De har nogle vildt seje stillinger, får en god voksenløn og kan købe en lejlighed på Frederiksberg. Det er jeg langt væk fra lige nu. Jeg har brugt hele min opsparing på at leve det her liv,” fortæller hun.

Men mange af de færdiguddannede venner tvivler også på deres egne valg og livsførelse, når de ser på det liv, som Ann-Sofie, Solbjørk og Albertine lever.

”De synes, at jeg er sindssyg sej og beundrer, at vi har turdet gøre det, og at jeg har lyttet til mig selv og mine behov. Det er jeg blevet beroliget af,” siger hun og fortsætter:

”Derudover har jeg haft enormt mange snakke med både mine jævnaldrende venner, mine forældre og bedsteforældre om, hvordan vi skal arbejde i helt latterligt lang tid. Der venter nærmest et helt liv foran os, hvor vi skal arbejde fuldtid. Så jeg nyder min tid lige nu.”

En knitren afbryder hende. Det er den hvide Citroen, der kommer trillende op ad grusstien til gartneriet. Det er Solbjørk, der har været hjemme og se til surdejen, som har stået og fermenteret i bageriet. Dejen er kommet på køl, og i morgen vil den blive forvandlet til luftige surdejsboller med sprød skorpe.