Opråb fra professor: Vi skal forske langsommere

Det var nok lidt en hentydning, da en specialestuderende gav Pia Quist bogen ’The Slow Professor’. En af den slags hentydninger, der er kærligt og finurligt ment, men som er tilsat mere end en knivspids rå virkelighed.

De to havde haft et udmærket specialeforløb sammen, og resultatet var blevet fint. Men forløbet havde også været præget af, at Pia Quist havde ret travlt.

Pia Quist, der er professor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på KU, brugte den efterfølgende sommer på at læse bogen. Og den satte gang i tankerne om, hvordan sådan et specialeforløb ville have været bedre, hvis de havde haft mere end 45 minutter til deres samtaler. Eller hvis Pia Quist eksempelvis havde haft tid til at læse et procespapir flere gange.

”Bogen er meget inspirerende. Den feeder ind i en generel tendens, som flere og flere retter sig imod: At vi som forskere skal blive mere bevidste om, hvordan vi bruger vores tid. Pointen i bogen er: Lad os være bevidste om, at kvalitet i forskning og undervisning hænger sammen med, at vi giver det lov til at tage den korte eller lange tid, den krøllede tid og de krøllede processer, som det faktisk kræver,” siger Pia Quist.

Udfordringen med det er virkeligheden, må hun imidlertid konstatere. For forskere bliver målt og vejet. De skal både nå at producere så mange artikler som muligt og få så mange studerende igennem på et semester som muligt.

Det går ud over kvaliteten

Pia Quist mener, at der de seneste 20-25 år er blevet indarbejdet nogle incitamentsstrukturer i forskeres karrierevej, der til forveksling kan ligne noget, man i andre dele af den offentlige sektor kender som New Public Management. På universiteterne hedder det Corporate University, men idéen er den samme: Alle resultater – eller outcome – skal kunne måles.

I praksis stiller det store krav til unge forskere: For at en postdoc eller en ph.d. skal kunne opbygge et godt cv og gøre sig fortjent til en fast stilling, skal de have en lang publikationsliste og have været involveret i mange forskellige projekter. Det giver en risiko for, at kvantitet kommer før kvalitet.

”Når man ansætter, sammenligner man cv'er ud fra bl.a. længden af publikationslister, fordi man tager det som udtryk for, at her er én, der kan arbejde effektivt og produktivt, og det anses som værdifuldt,” fortæller hun og fortsætter:

”Det kan indimellem være svært at insistere på kvalitet og på, at noget forskning tager lang tid at lave. Og at der kun kommer én publikation ud i sidste ende. Og at man i øvrigt kun kan have to specialestuderende undervejs.”

Derfor er der også en tendens til, at større forskningsprojekter bliver delt i mindre stykker, så forskerne kan skrive flere artikler og publicere en masse. Og der er længere og længere mellem de større, udredende komplekse bøger og afhandlinger.

Tilmed tyder noget på, at masser af forskningsartikler ikke bliver brugt til noget, påpeger Pia Quist. En undersøgelse fra 2007 viste, at en af effekterne af den voksende mængde af videnskabelige publikationer er, at mange aldrig bliver læst. 50% af udgivelserne læses kun af forfatteren selv og tidsskriftets redaktører og fagfællebedømmere, og 90% citeres aldrig.

”Det er et problem. Der bliver udgivet rigtig meget, som vi ikke har tid til at læse. Det synes jeg også er et konkret eksempel på, at det går ud over kvaliteten,” siger Pia Quist.

Der er desuden undersøgelser af det såkaldte reference trail, der viser en tendens til, at forskere henviser til den forskning, der får deres artikel igennem tidsskriftet, hvad enten de selv har læst den eller ej.

”Man indsætter de referencer, som er nok til, at man er dækket ind. Men man har ikke tid til at opsøge helt ny viden eller meget gammel viden. Det er den midaldrende litteratur, der ikke er for gammel og ikke er helt ny, der refereres til. Det kan også gå ud over kvaliteten.”

Også når det gælder indsamlingen af empiri, bliver der indgået nogle kvalitetsmæssige kompromisser, fortæller Pia Quist.

”Det kunne måske have været smartere at gå ud til tre forskellige steder i landet og undersøge dit eller dat. Men en presset tidsplan betyder, at der kun er tid til at undersøge ét sted,” refererer hun.

Den langsomme forsker

Herudover nævner Pia Quist negative konsekvenser for peer review-systemet og for forskernes mentale helbred. De får stress af at have travlt, som vi tidligere har berørt i Forskeren.

Der er med andre ord en masse gode grunde til, at vi begynder at tale om tempoet i universitetsverdenen, mener Pia Quist. Den vigtigste er nok, at de gode idéer og de gode resultater ikke kommer, når man har travlt eller skal publicere en masse på kort tid. De kommer ofte ad kringlede omveje.

”Et kendt eksempel er Charles Darwin, der dannede sine første idéer til den revolutionerende evolutionsteori under en femårig jordomrejse. Idéer, som han de følgende mange år udviklede og underbyggede, inden han publicerede ’Om arternes oprindelse’ i 1859,” skrev Pia Quist i en kronik i Weekendavisen for nylig.

Der er masser af andre eksempler, men Pia Quists pointe er, at kravene om lange publikationslister og målbare output sender et signal om mistillid til forskerne.

”Det kan tage årevis, før vi når frem til det gennembrud, som man har ledt efter. Og det kan man ikke forcere. Noget forskning tager bare lang tid. Man skal have tillid til, at vi kan finde ud af selv at finde vej,” siger hun.

Pia Quist vil således starte en debat om hastighedskulturen på universiteterne. Den debat skal både politikere, universiteterne og deres mellemledere og forskerne selv deltage i. Ligesom forfatterne til bogen 'The Slow Professor' så hun gerne en forskningsverden, hvor man er mere bevidst om, hvordan tid anvendes, og at nogle processer er langsomme og umulige at forudsige længden af.

”Det er en verden, hvor det ikke er sejt at sige: 'Jeg står op midt om natten for at være færdig med den her artikel.' En verden, hvor vi i fællesskab insisterer på, at det er okay, at i år publicerer jeg kun én artikel. Det er til gengæld en artikel eller en bog, som har fået den opmærksomhed, den fordybelse og den tid, den har krævet. Og jeg har i øvrigt haft det godt imens,” siger hun.

”Er det nødvendigt, at vi publicerer eksempelvis syv artikler om året, hvis fem af dem ikke bliver læst? Hvad nu, hvis vi skruer ned og har fokus på to publikationer om året?”

Etablerede forskere skal gå forrest

Ifølge Pia Quist er det særligt de yngre forskere, der er pressede af at skulle præstere for at holde gang i karrieren. Derfor er det professorer og andre med faste stillinger, der skal starte debatten om arbejdstempoet og kvaliteten i forskningen.

”Det vil de unge forskere ikke kunne gøre, for de er fanget i, at de er nødt til at spille efter de regler, der nu engang er – også de uskrevne. Men det kan jeg i min position og mine kolleger, som har faste stillinger,” siger hun.

Men én ting er at sige, at alle burde arbejde langsommere og tage sig den tid, god forskning tager. Noget andet er at få folk til at gøre det i stor skala. Man skaber ikke kulturændringer fra den ene dag til den anden, så hvad skal der til?

”Åbenhed. Bevidst refleksion. Mere debat og snak om det. Fokus på, hvad der skaber forskningskvalitet. Det hårdtslående argument her er, at det netop handler om, at vi ikke får bedre forskning af at skrue op for de kvantitative mål. Hvis vi vil sikre den gode kvalitet, så skal vi have mere opmærksomhed på, hvor meget tid vi har behov for at bruge på vores forskning. Derudover er det vigtigt at anerkende, at trivsel og kvalitet er forbundne størrelser. En stresset forsker får ikke gode idéer.”

Pia Quist har med andre ord taget hentydningen og udfordringen fra hendes specialestuderende alvorligt og taget kampen op. Første skridt var kronikken i Weekendavisen, som blev printet ud, rullet sammen og bundet med sløjfe. Den skulle hendes specialestuderende, der i dag læser ph.d. på selv samme institut, nemlig have som tak for opfordringen.

Denne artikel stammer fra vores månedlige nyhedsbrev, Forskeren. Det kan du abonnere på ved at tilmelde dig her.