Ligevægt

Anne Sophie og Karen kæmper for lighed på mandsdomineret studie

15.6.2022

af

Foto: Privat

Foto: Privat

Studenterforeningen Kvinder På Polit vil have flere kvindelige rollemodeller at spejle sig i. Mænd er velkomne, men foreningen er åben om, hvem den kæmper for: "Det er kvinder og andre minoriteter på studiet, der oplever biases."

Den 8. marts sidste år sad økonomistuderende Anne Sophie Hækkerup derhjemme og så et online-oplæg om ulighed mellem kønnene på det økonomiske felt. Bl.a. talte CBS-lektor Birthe Larsen om om ubevidste biases i mod kvinder.

Det fik en tanke til at spire hos Anne Sophie Hækkerup: Kunne man prøve at være med til at løse det problem ved at oprette en forening på Københavns Universitet, der satte fokus på det?

Hun delte sin tanke med sin veninde, der så samme oplæg, og de blev enige om at starte en studenterforening. De spredte budskabet, og ikke lang tid efter sad 20 økonomistuderende mast sammen om et bord i Anne Sophie Hækkerups lejlighed. Her begyndte de at danne rammerne om det, der i dag hedder Kvinder På Polit, og som nu – lidt over et år senere – tæller lige omkring 100 medlemmer.  

”Vi vil styrke kvinder inden for det økonomiske felt. Internt på vores studie har vi 25 professorer, og der er kun to kvinder. Vi mangler simpelthen nogle kvindelige rollemodeller at spejle os i, for vi tror på, det er nemmere at drømme om ting, når man har set nogle, der minder om én selv, gøre det samme før én,” fortæller Anne Sophie Hækkerup, der i dag er forperson for foreningen.

Tanken om, hvorfor der egentlig ikke var flere kvindelige rollemodeller, havde også strejfet Karen Thule Jensen, der ligeledes studerer økonomi. Derfor var hun med, da grundstenene til Kvinder På Polit blev lagt.

”Der er faktisk ret mange kvinder på studiet, men man kan alligevel ende i en studiegruppe kun med mænd, fordi der stadig er flere mænd. Derfor ville vi gerne være med til at skabe et fællesskab mellem kvinder,” siger Karen Thule Jensen.

Man bliver nødt til at anerkende, hvor problemet ligger, og det ligger ikke i, at mænd bliver diskrimineret, og deres forskning bliver underkendt

Anne Sophie Hækkerup, økonomistuderende

Vil skabe udvikling

Dette fællesskab findes nu i Kvinder På Polit, og både Anne Sophie Hækkerup og Karen Thule Jensen mener, at timingen er den helt rigtige.

”Jeg er ikke sikker på, vi havde klaret det så godt, hvis vi havde lavet foreningen for 10 år siden. Der er generelt stort fokus på ligestilling lige nu, så vi føler virkelig, det er det rette tidspunkt at handle, hvis vi vil ændre noget – og det giver os bare endnu mere blod på tanden i forhold til at fortsætte kampen,” siger Karen Thule Jensen.

Alligevel mener de ikke, at udviklingen går hurtigt nok, og derfor finder de det nødvendigt, at der er en studenterforening som deres.

”Det er positivt, at der er kommet et større fokus på flere kvinder i bestyrelser og topledelser. Det er fint at starte fra toppen, men vi kan heller ikke sidde og vente på, det drypper ned,” fortæller Karen Thule Jensen, mens Anne Sophie Hækkerup supplerer:

”Hvis vi skal have kvinder til at tage bestyrelsesposterne om nogle år, bliver vi nødt til allerede nu at starte en proces. Vi håber og tror på, at vi er med til at tage vores lille del af ligestillingskampen. Gennem vores fællesskab håber vi, at vi kan styrke kvinder, så vi får mere mod på at udrette ting i vores hverdag.”

Helt konkret har Kvinder På Polit haft flere arrangementer som bl.a. et stort arrangement med nationalbankdirektør Signe Krogstrup og et forskningsarrangement, hvor to forskere fra studiet fortalte om den lønstraf, som kvinder kan opleve, når de får børn eller børnebørn.

”Der kom 350 mennesker til vores første arrangement, og vi har haft andre arrangementer med op til 450 deltagere. Så tallene taler deres tydelige sprog i forhold til, om der er en opbakning til vores forening og formålet med den,” siger Anne Sophie Hækkerup. 

Ikke mænd, der oplever biases

Og det er ikke kun kvinder, der dukker op, fortæller Anne Sophie Hækkerup og Karen Thule Jensen. For selv om navnet indikerer, at foreningen er for kvinder, understreger de, at det ikke er tilfældet.

”Vi møder tit fordommen om, at vi kun er en klub for kvinder. Men vi prøver virkelig at lægge vægt på, at det er vi ikke. Hvis vi skal rykke på ligestillingsdagsordenen, er vi enige om, at alle skal med ombord,” siger Karen Thule Jensen, mens Anne Sophie Hækkerup fortæller, at det er skrevet ind i vedtægterne, at foreningen er åben for alle. LIge nu er cirka 10% af medlemmerne mænd. 

Men I hedder alligevel Kvinder På Polit. Tror I, det kan være med til at ekskludere nogle?

”Vi kæmper for kvindernes position, og alle må være med, men man skal være klar over, at det er vores hovedformål. At mænd gerne vil være med, synes vi bare er fedt, men vi kan heller ikke kalde os noget andet, når det er det, vi kæmper for,” siger Karen Thule Jensen, mens Anne Sophie Hækkerup supplerer:

”Flere har spurgt mig, hvorfor vi ikke kalder det Ligestilling På Polit, men jeg synes bare, man bliver nødt til at anerkende, hvor problemet ligger, og det ligger ikke i, at mænd bliver diskrimineret, og deres forskning bliver underkendt. Det er kvinder og andre minoriteter på studiet, der oplever biases imod sig. Derfor synes jeg kun, det er fint, at vi siger, at det er kvinder, vi kæmper for. Det er der ikke nogen grund til at pakke ind.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Bente Hyldahl Fogh
sidste år
Hvordan bakker man jer op - når det er en del år siden jeg kvalificerede som medlem af en studentergruppe, men altså er polit og rigtig glad for det. Har I brug for mentoring eller coaching initiativ? Kommunikationstrategi eller lign?