"Det hele gik op i sprøjter, ægudtagning og bekymringer"

Babyalarmen, der hidtil har ligget fredsommeligt inden for en armslængde af Ida Stilling Krogh, lyser op. Hendes nyfødte datter ligger i gården og sover. Ida fører alarmen op til øret. Det er ikke datteren, man hører, men lyden af legende børn fra en nærliggende institution, som breder sig i den lille stue.

Hendes datter kom til verden efter fertilitetsbehandling, ligesom omkring hvert 10. barn i Danmark gør. Som mange andre kvinder, der gennemgår sådan et behandlingsforløb, oplevede Ida, at indsprøjtninger med hormoner, gynækologiske undersøgelser og scanninger i en lang periode prægede hverdagen – og arbejdsdagen.

”Jeg er ikke et offer forstået på den måde, at folk ikke skal have ondt af mig.”

Det var noget af det første, som Ida pointerede, da Djøfbladet kontaktede hende for at høre, om hun ville fortælle om sit forløb i fertilitetsbehandling. For selvom vejen til datteren har været lang og hård, så føler hun, at hun har været heldig. Hun havde nemlig en meget forstående arbejdsgiver.

Masser af fravær

Ida blev udredt, mens corona dominerede samfundet. Hjemmearbejdet tilbød en fleksibilitet, hvor det ikke blev bemærket, hvis hun var væk i en times tid. Det gjorde det nemt for hende at planlægge uden om møder og lignende.

”Der gik en del tid med, at jeg først skulle til egen læge for at få en henvisning til udredning. Så fik jeg taget blodprøver og foretaget gynækologiske undersøgelser.”

Allerede dér var Ida godt i gang med sit sygefravær fra arbejdet som advokat hos Bonava, men da hun begyndte i behandling, blev fraværet kun højere.

De startede med insemination, hvilket betød, at Ida skulle begynde på hormoner i pilleform. Ud over piller betyder insemination også, at kvindens ægmodning følges nøje via ultralydsscanninger.

Da det ikke virkede, gik Ida og hendes kæreste videre til reagensbehandling.

”Jeg fik virkelig mange hormoner. De skulle sprøjtes ind med en kanyle. Hver dag. Derudover var der løbende scanninger og undersøgelser af, hvor langt æggene var, hvor mange æg der var, og hvornår de var klar til at blive taget ud. Når æggene var klar, skulle jeg til en ægudtagning – og det var ikke verdens fedeste oplevelse.”

I ugen op til en ægudtagning kunne Ida blive bedt om at komme til scanning tre-fire gange. Hendes fravær fra jobbet var derfor stort.

Livmoderen dikterede tiden

Som ved almindelige lægebesøg skal man så vidt muligt planlægge, så undersøgelser og behandling er til mindst mulig gene for arbejdsgiver. Men ifølge Ida er det fuldstændig umuligt, for hun var på ingen måde herre over tiden. Det var hendes cyklus derimod.

”Hvis din menstruation ikke kører på klokkeslæt, og du får den et par dage før, så er der ikke noget at gøre. Jeg skulle fx have afholdt et oplæg for 20 personer, men det måtte jeg aflyse dagen forinden, fordi jeg skulle til ægoplægning.”

Dét fik Ida til at fortælle sine ledere, at hun var startet i fertilitetsbehandling.

”Det var lidt grænseoverskridende at fortælle det, for det er meget personligt, men jeg blev positivt overrasket over mine chefers reaktion.”

Ud over sine ledere fortalte Ida det også til de nærmeste kollegaer. Hun beskriver det som en svær balancegang at finde ud af, hvor mange hun skulle fortælle det til.

”Folk fik en større forståelse for min situation, og på den måde har jeg undgået situationer, hvor folk har kunnet blive sure eller irriteret over, at jeg har overskredet en deadline eller lignede. Det har helt klart givet mig noget ro.”

Omvendt jo flere der vidste det, des flere spørgsmål risikerede Ida at få fra sine kollegaer – og det var ikke et behov, hun havde.

Men når Ida tænker tilbage, er hun glad for sin åbenhed. Hun kan faktisk slet ikke se, hvordan hun skulle være kommet igennem forløbet uden opbakningen fra sine chefer og kollegaer.

Ned i et sort hul – og op igen

Ida forklarer, at fertilitetsbehandling ikke blot er selve den medicinske behandling. Det er også skuffelser og følelser, som gør dagene hårde. Faktisk er det dem, der fylder mest. Men det tager arbejdsmarkedet ikke hensyn til.

Ifølge lovgivningen har man udelukkende ret til at være fraværende fra sit arbejde, når man skal undersøges og behandles for barnløshed – men den regel var Idas arbejdsgiver villig til at gradbøje.

”Det var rart, at jeg kunne sige til min chef, at jeg havde fået et dårligt svar, og jeg derfor ikke var tilgængelig – også selvom der lå en masse arbejde og ventede.”

Ida og hendes kæreste var i fertilitetsbehandling i næsten ét år uden held. Det stressede hende, for hun havde læst, at efter ét år i behandling begynder chancerne at falde rent statistisk.

Derudover reagerede Idas krop ikke rigtigt på den hormonbehandling, hun fik.

”Køleskabet var fyldt med kanyler. I starten gik det fint med at skulle give mig selv de her indsprøjtninger, for selvom jeg ikke er superglad for nåle, så vidste jeg, at det var vejen til at få et barn. Men min krop reagerede bare ikke. Det virkede så nytteløst.”

”Jeg har været ekstremt ked af det, og i perioder var jeg nede i et sort, sort hul. At jeg var åben om fertilitetsbehandlingen, gjorde, at jeg fik lov til at tage nogle sygedage, når jeg var nede. Det gav mig mulighed for at komme ovenpå igen.”

At behandlingen ikke virkede, fik Ida til at søge alternative behandlinger, som, hun havde læst, kunne hjælpe hende til at blive gravid.

”Fx når jeg havde været til inseminering, og det ikke lykkedes, jamen så startede jeg på noget nyt. Det kunne være psykoterapeut for at få det mentalt bedre og blive mindre stresset.”

Idas chef gav hende tilladelse til at få fri til at tage akupunktur og psykoterapeut, og det var vigtigt for Ida, der havde behov for at føle, at hun gjorde alt, hvad hun kunne.

Et skrøbeligt sted

Til trods for at Idas arbejdsgiver og kollegaer har været meget forstående, kæmpede hun med dårlig samvittighed. For selvom hun fik løst sine opgaver, havde hun en følelse af at være bagud og ikke præstere sit bedste.

”Éns tanker er generelt et andet sted i sådan et her forløb, så det er ikke muligt at præstere 100% på arbejdet. Det kunne jeg i hvert fald ikke. Det hele gik op i sprøjter, ægudtagning og bekymringer for, om det mon lykkes næste gang,” fortæller hun og tilføjer:

”Man er bare et skrøbeligt sted.”

Derfor endte Ida også at lave en aftale med sin arbejdsgiver om, at hun skulle deltidssygemeldes. Det var kun deltid, for arbejdet gav hende noget at stå op til og tjente som en distraktion fra fertilitetsbehandlingen.

Men den ordning havde sygedagpengesystemet svært ved at håndtere.

”Det forholdt sig sådan, at jeg måske var ked af det nogle dage, hvor jeg arbejdede meget lidt, hvorefter jeg fik det bedre, og derfor arbejdede mere. Men når jeg begyndte i et nyt behandlingsforløb, så startede det forfra. Men den rytme er systemet for ufleksibelt til at tage højde for.”

Ida blev kontaktet af kommunen, som havde noteret, at hun havde arbejdet for meget én uge, og hun skulle derfor raskmeldes.

”Min arbejdsgiver foreslog mig, at vi raskmeldte mig i systemet, og så ville de bare undvære refusions-pengene. De syntes ikke, at det gav mening, hvis vi skulle til at søge forfra hver anden måned, fordi jeg perioder havde det bedre.”

Som Ida sidder her i sofaen og holder øje med babyalarmen, er hun glad for, at hun valgte at være så åben om sit behandlingsforløb.

”Det må være hårdt at gå igennem det uden at fortælle det til nogen – det er der mange, der gør.”