Leder

Der er brug for et stærkt Djøf

2.5.2022

af

Foto: Djøf

Foto: Djøf

Er en fagforening ikke overflødig for veluddannede akademikere? Nej, fastslår Djøfs nyvalgte formand, Sara Vergo: "Sammen kan vi meget mere, end vi kan hver for sig."

Hvorfor skal du som djøfer være medlem af en fagforening? Har vi ikke så velordnede forhold – og er vi som veluddannede akademikere ikke så stærke – at en fagforening er blevet overflødig?

I min optik er svaret klart: Der er brug for et stærkt Djøf. Det skal jeg selvfølgelig sige som nytiltrådt formand for Djøf. Men jeg mener det virkelig: Sammen kan vi meget mere, end vi kan hver for sig. Ikke kun når vi forhandler overenskomster og bistår det enkelte medlem med rådgivning om løn- og arbejdsvilkår. Men også når vi varetager interesser mere bredt.

For nylig var vi fx særdeles aktive i tiden op til, at Reformkommissionen præsenterede deres forslag til en markant omlægning af universitetsuddannelserne og omlægning af SU fra stipendier til lån. Vores indsats var med til at afbøde en alt for stor politisk begejstring for forslag, der i vores øjne ville være skadelige for den sociale mobilitet og uddannelsernes kvalitet.

På tilsvarende vis mener vi fx noget om øremærket barsel, om ledelse, om arbejdspres, om reformhastighed og om studiemiljø. Vi ved rigtig meget om lønforhandlinger, lønniveauer, arbejdsmiljø, afskedigelser, karriereudvikling og alt det med småt i ansættelseskontrakter.

Men vi vil være mere end det. For arbejdslivet er i bevægelse: Med den stigende pensionsalder bliver arbejdslivet længere og længere, og vi ønsker os mere fleksibilitet, mere kompetenceudvikling – og måske også flere pauser – undervejs. Som du måske har bemærket, lancerer vi nu Djøf agenda, hvor vi sætter ekstra gang i debatten om arbejdslivet. Læs mere på djoef.dk/agenda.

Jeg håber meget, at du vil bidrage med din mening om, hvad der skal til for at skabe gode lange arbejdsliv. Vi vil gerne sætte endnu mere spot på dine behov og idéer. For faktum er, at selv om vi vækster i Djøf og har flotte evalueringer fra de medlemmer, der bruger Djøfs forskellige tilbud, er der alligevel medlemmer, der vælger Djøf fra. Det er jeg ked af, for så må der jo være noget, vi ikke gør godt nok. Derfor kommer vi til at prøve nye ting af  og først og fremmest til at lytte og involvere jer medlemmer noget mere.

Så hvis du har idéer eller kritik, vil jeg meget gerne høre fra dig: Hvad synes du, vi i Djøf og ikke mindst jeg som formand skal gøre mere – eller mindre – af? Skriv til mig på sgv@djoef.dk. Jeg håber, min mailboks eksploderer i den kommende tid. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet