"Økonomer bestemmer nok for meget"

Jeg var god til fransk, da jeg gik på gymnasiet i Gladsaxe, og min lærer anbefalede, at jeg efter eksamen tog til Frankrig. Så jeg boede hos en fransk familie og lærte sproget på den hårde måde.

Det var stort for en arbejderfamilie, at jeg blev student og senere cand.polit. Jeg skrev speciale om indkomstpolitik med fokus på forholdet mellem staten og fagbevægelsen – at holde hånden under de svage og sørge for, at folk havde ordentlige arbejdsvilkår. Der hvor du kommer fra – dit ståsted – bestemmer jo, hvordan du orienterer dig, og jeg var en del af en arbejderfamilie med politiske holdninger.

På studiet mødte jeg Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen. Vi blev venner og er det fortsat. Vi mødtes bl.a. i vores feriekollektiv på øen Endelave. Jo, jeg blev da beskyldt for sammenblanding af politik og forskning, specielt da Nyrup dannede regering i 1990’erne. Kunne jeg så overhovedet udtale mig om arbejdsmarkedspolitik? Mit svar var, at hvis jeg holdt mig til de teorier og metodebegreber fra min forskning, så kunne jeg godt kommentere og fortolke. Men det er klart, det stillede mig i en svag position, for jeg blev mistænkt for at please mine venner. Presset var hårdest, da de greb ind og strammede efterlønsreglerne og blev beskyldt for løftebrud.

Da Nyrup og Lykketoft sad i regering, mødtes jeg og vores nu afdøde ven Gert Nielsen (tidligere direktør i Boligselskabernes Landsforening, red.) ofte med dem. Vi var meget kritiske og kunne gå hårdt til dem, fordi vi var venner. Der optrådte vi som socialdemokrater – som politikere. Det var en speciel periode, da Socialdemokratiet jo havde regeringsmagten.

Jeg var under pres, når jeg blev interviewet, for som forsker skal du være uafhængig. Ellers dur det overhovedet ikke. Du kan ikke komme med alle mulige mærkelige historier, heller ikke i bøger. Så vil anmelderne jo også jo falde over dig og flå dig i stykker, hvis du politiserer og skriver om, hvem du kan lide og ikke lide. Det synes jeg, at jeg er sluppet rimelig godt fra. Noget af min forskning er finansieret af fagbevægelsen, men jeg er gået meget hårdt til den, fx om hvordan fagbevægelsen rekrutterer og fastholder medlemmer.

Diskussionen om rød eller blå videnskab, den føler jeg mig ikke hjemme i. Hvis du støber videnskaben efter politiske holdninger, så ender du i en blindgyde. Det må ikke være politisk styret, for så ender du sådan set som diktaturstaterne. Så får folk aldrig den viden, de har behov for. Der bør kun findes god eller dårlig forskning.

Hvis jeg skal være kritisk over for min egen faggruppe, så bestemmer økonomer nok for meget. For hvis alt bliver indrettet efter økonomiske incitamenter – hvor mange penge du tjener, hvor meget du skal betale i skat osv. … Altså hvordan lever folk, hvordan er de sociale relationer, trives de? Der skal mere til at skabe rammer for det gode liv end en god finansminister.

Det vigtigste i min forskning har nok været noget af det, jeg lavede om den danske model og fagbevægelsen. Om­­ dens eksistensberettigelse, resultater, den danske model som et stykke industrielt demokrati. Jeg var også en af de første, der kiggede på decentralisering af løndannelse og de nye individuelle lønformer – og hvad der var godt og skidt i forhold til den offentlige sektors funktionsmåde. Det sidste var så faglig organisering – og truslen fra de gule (ikke overenskomstbærende fagforeninger, red.) – og social dumping.

Det er vigtigt, at forskningen bliver brugt. At man skriver ud fra videnskabelige kriterier, men formulerer sig på en måde, så forskningen kan indgå i diskussioner. Derfor blev jeg også ofte spurgt om at holde foredrag – både af arbejdsgivere og medarbejdere. I øvrigt indgik det i stillingsbetegnelsen på Aalborg Universitet, at vi skulle være meget i medierne, så universitetet kunne blive mere kendt. På et tidspunkt blev jeg da også kåret som årets mest citerede økonom ifølge et Børsen-magasin.

Jeg lærte i den grad at formulere mig kort. Det var folkeoplysning, specielt på P1 Morgen, at give en hurtig opdatering med nogle vinkler og analyser, lytterne kunne bruge.

Jeg bliver ved med at arbejde, fordi det handler om min egen identitet og sociale fællesskaber. Jeg sætter pris på at komme her på universitetet hver 14. dag. Jeg snakker med de unge og skal snart publicere en bog om løndannelsen mellem produktionsdanmark og velfærdsdanmark sammen med min kollega Steen Scheuer. Nu har jeg to år mere på universitetet, indtil jeg fylder 80. Så må vi se.