Kommunen måtte i princippet ikke hjælpe. Men det gjorde den

Mikkel Gaba står og samler en køjeseng i én af Avedørelejrens gamle kasernebygninger kaldet Retræten. Den har tidligere huset et plejehjem og var fuld af efterladte, brede hospitalssenge med slidstærke madrasser i plast. Men sengene fyldte for meget på de små værelser, så kommunen har måttet skaffe nye. Der er nemlig hårdt brug for pladsen.

Allerede dagen efter at krigen i Ukraine brød ud, meddelte Hvidovre Kommunes borgmester, Anders Wolf Andresen (SF), at kommunen var gået i gang med at undersøge, hvor ukrainerne kunne bo, såfremt det skulle blive nødvendigt. Men ingen var forberedt på, at flygtningene ville komme så hurtigt derefter.

Hvidovre Kommune sammensatte en arbejdsgruppe med arbejdsmarkedschef Torben Christensen i spidsen. Flere af medlemmerne havde tidligere arbejdet med at forberede modtagelse af flygtninge, men ingen havde prøvet at skulle håndtere så akut en situation, og det var muligvis deres største udfordring.

Mange af kommunens ansatte har derfor løst opgaver, som ligger langt væk fra deres stillingsbetegnelse. Det er også forklaringen på, hvorfor Mikkel Gaba står med en skruemaskine og bygger senge, selv om han egentlig er konsulent og ergoterapeut.

Uden for loven

Fredag d. 4. marts blev det besluttet, at Hvidovre Kommune skulle give midlertidig husly til 30 ukrainere. Allerede i løbet af samme weekend blev alle værelserne fyldt op. Derfor blev nabobygningen taget i brug. Her havde de plads til yderligere 47 personer.

Det hele skete, inden kommunen overhovedet havde fået tilladelse til at huse de ukrainske flygtninge.

”Vi kunne ikke se, at staten arbejdede for at finde en løsning – og vi stod jo med problemet her og nu. Vi vurderede, at der var en humanitær situation, hvor vi ikke kunne vægte juraen højere end de mennesker, der stod og bankede på vores dør,” fortæller Torben Christensen.

”Så måtte de smide os i Horserød Fængsel bagefter, hvis det skulle blive nødvendigt,” tilføjer han grinende.

Så grelt skulle det dog ikke gå. En uges tid efter at de første ukrainere flyttede ind i de forladte bygninger, kom lovgivningen på plads.

I dobbelt tempo

En uhensigtsmæssig rækkefølge og en følelse af at famle i blinde afspejler meget godt gruppens arbejdsbetingelser, for som Torben Christensen selv siger, så har de bygget broen, mens de har stået på den – og i nogle tilfælde foran den.

”Så sent som i går dukkede der en familie op, hvor barnet ikke havde en dåbsattest med. Det betyder, at barnet reelt set skal dokumenteres som uledsaget, fordi det ikke er muligt at bevise, at personerne, der står ved siden af, er forældrene – men vi kan jo heller ikke fjerne barnet,” siger Torben Christensen.

”Hvordan vi skulle håndtere den situation, havde vi ikke lige tænkt over, før én fra folkeregistret gjorde os opmærksomme på det. På den måde er der flere problemstillinger, som rager ind over lovområder, som er svære at navigere i.”

Beslutningerne har også skullet træffes på kortere tid end vanligt.

”Dengang de syriske flygtninge kom, modtog vi primært kvoteflygtninge, som havde fået ophold. Det betød, at vi måske modtog 10 flygtninge på en måned. Vi vidste, hvem vi modtog, hvor mange, hvornår samt hvad deres kompetencer og baggrund var,” forklarer Henning Thomsen, der er faglig konsulent og en del af Ukraine-arbejdsgruppen.

”Den her gang ved vi ingenting om dem, der kommer, fordi det hele er foregået i dobbelt tempo. Det har gjort, at det rolige og planlagte er gået fuldkomment fløjten.”

Lagt ned af borgerne

Arbejdsgruppen har stået for en stor del af arbejdet, men har ikke været alene om opgaven. Hvidovre Kommune og borgmesteren har haft stort fokus på at inddrage borgerne i kommunen via mailadressen ukraine@hvidovre.dk og kommunens Facebookside.

Henvendelserne fra borgere strømmede ind.

”Folk skrev ind om donation af danselektioner, mad, tøj, privat indkvartering eller ville på anden måde tilbyde deres hjælp. Det var overvældende,” fortæller Linda Thorsager.

Normalt er hun direktions- og chefkonsulent på rådhuset, men p.t. agerer hun tovholder for henvendelser fra borgere. Hun beskriver det selv som lidt af en ”ilddåb”, fordi hun ikke plejer at have direkte kontakt med borgerne.

”Mailadressen var egentlig tiltænkt borgere, som gerne ville hjælpe, men den blev også hurtigt en indgang for ukrainerne og deres kontaktpersoner. Derfor kom der ret mange henvendelser fra folk, som søgte husly.”

Linda Thorsager beskriver den seneste måneds arbejde som lidt tungere end det, hun plejer at sidde med.

”Presset med at håndtere mailen blev hårdere, da jeg pludselig var i kontakt med folk, som mere eller mindre stod med livet i hænderne og bad om mad og tag over hovedet.”

Til trods for at Linda Thorsager måske ikke var rustet til at klare opgaven, da hun startede, har det været spændende, synes hun. Og samtalerne har affødt en række overvejelser hos hende om, hvem kommunen egentlig er til for.

”Vi må jo i princippet ikke gøre noget som kommune, uden at vi har et lovgrundlag at agere ud fra – og det havde vi jo egentlig ikke her.”

”Derudover har det taget lang tid at få opholdstilladelser, og så længe de ikke har det, kan de ikke få et CPR-nummer, få et job, en bankkonto, komme til lægen og hvad der ellers følger med. Vi er jo normalt til for borgerne i Hvidovre Kommune, men hvornår er man egentlig en borger, og hvornår har vi ansvaret for dem?”

Til og med den 4. april har 16.945 ukrainere søgt om opholdstilladelse efter den særlov, som trådte i kraft midt i marts, viser den seneste opgørelse fra Udlændingestyrelsen. Hidtil har 1.827 fået opholdstilladelse. 

Tydelig sprogbarriere

Tilbage på Retræten står en medarbejder og banker på døren til et af værelserne. Her bor Olna og hendes to sønner, Artem og David. De var en af de første familier til at flytte ind i det nedlagte plejehjem.

En lyshåret kvinde åbner døren og kigger lidt forvirret på medarbejderen, der spørger på engelsk, om det er i orden, at vi kommer ind og tager et billede af dem på værelset. Det er tydeligt, at Olna ikke helt forstår, hvad der foregår. Hun kalder på Svetlana, der bor på den anden side af gangen. De slår over i noget, der må være russisk eller ukrainsk.

Kort efter står Olna og Svetlana, hendes teenagedatter og en tolk samlet foran døren til det lille værelse, mens medarbejderen står afventende og klør sig lidt i nakken.

”Ja,” svarer Olna på sit modersmål, idet hun går ind på værelset. Hun redder sin seng, genner sine to drenge ud og tager plads i gangen. 

Torben Christensen forklarer, at der er en tydelig sprogbarriere, fordi få snakker engelsk. Det gør det svært for ham og hans kolleger at få viderebragt nødvendige og nyttige informationer til ukrainerne i det tidsrum, hvor tolken ikke er til stede.

En kollega afbryder Torben Christensen, for han har nemlig fået en idé til, hvordan de kan løse problemet.

”Der er vist noget med, at de har en fælles gruppechat på appen Viber. Måske vi kunne give informationerne til én af dem, som er god til engelsk, og så kan den person fortælle det til resten?”

Sprogvanskeligheder er ikke den eneste udfordring. Kulturelle – og gastronomiske – traditioner er ofte indgroet i os, og vi skænker dem derfor sjældent en tanke. Det blev tydeligt, da Torben Christensen og kollegerne skulle handle mad til ukrainerne.

”Vi havde eksempelvis købt ost, pasta og oksekød. Pastaen kom de i suppen, for det spiser de oftest til frokost. Resten rørte de ikke rigtig.”

”Det viser sig, at ukrainerne foretrækker svinekød frem for oksekød – og så må osten ikke lugte. Det tager de vist som et tegn på, at den er for gammel, så de er gladere for friskost såsom mozzarella.”

Nu er det blevet arrangeret sådan, at ukrainerne får tildelt et købekort, som de kan bruge i flere af de lokale supermarkeder.

”Godhjertet kaos”

Hvidovre Kommune indlogerede de første ukrainske flygtninge i Belægningen, som er et vandrehjem, der ligger lige over for Retræten. Her har Henning Thomsen, der er faglig konsulent, været ’delvist udstationeret’ siden d. 8. marts.

Henning Thomsen beskriver sin nuværende arbejdsopgave som ”koordinator” og ”brandslukker”. Han har skullet koordinere de frivilliges indsats, donationer og agere bindeled mellem rådhuset og lejren.

”Ukrainerne henvendte sig med spørgsmål om, hvor længe de skulle bo her, hvordan de fik tøj, eller hvordan de fik lavet et cv. Derudover har personalet skullet informeres om, hvem der kom, hvor de skulle bo, og om der overhovedet var plads.”

At gå fra at være en skrivende specialkonsulent på rådhuset til at løse alverdens problemer i marken, har været en stor omvæltning for Henning Thomsen. Ikke desto mindre synes han, at det har været berigende at rende rundt i det, han beskriver som et ”godhjertet kaos”.

”Flere borgere er også mødt op med sorte sække fyldt med tøj eller er kommet spadserende med hjemmebagte kager i bradepander.”

Henning Thomsen fortæller, hvordan han har været med til at få Mødestedet stablet på benene, som er et fællesrum for ukrainerne. Her er en sofa, et legehjørne til de mindste, fodboldborde og Mac-computere.

”Vi fik indrettet Mødestedet helt uden lokale udgifter, da vi har fået doneret alt. Det er et meget godt billede på, hvad der kan lade sig at gøre i øjeblikket – ikke kun i Hvidovre, men alle steder. Der er virkelig en velvilje, energi og sympati omkring de initiativer, som har med Ukraine at gøre.”

Lovgivning udfordrer trygheden

En uge efter at Djøfbladet har været på besøg, snakker vi igen med Torben Christensen. Det aktstykke, som giver kommunerne tilladelse til at give husly og forplejning til de personer, der er fordrevet fra Ukraine, udløber om én dag. Men Torben Christensen og hans kollegaer har endnu ikke fået at vide, om perioden bliver forlænget.

Det betyder, at Hvidovre Kommune reelt set skal smide de ukrainske flygtninge ud – og det har Ukraine-arbejdsgruppen det lidt svært med.

”Vi har jo påtaget os ansvaret at varetage ukrainernes tryghed. Det er svært at løfte den opgave ordentligt, når vi knap nok ved, hvad vi skal stille op i morgen,” siger Torben Christensen.

”Der er brug for, at der kommer lidt ro på området. Det viser sig jo, at Udlændingestyrelsen er lang tid om at behandle de her sager. Så i stedet for at fx at forlænge aktstykket med 14 dage ad gangen, så burde man måske forlænge med to måneder i stedet. Så skal vi ikke spekulere på det, og så kan vi bruge krudtet på noget vigtigere.”

Torben Christensen har nemlig kunnet mærke på de ukrainske flygtninge, at de har behov for at få skabt nogle faste rammer. Det kan kommunen så småt give dem, idet den på nuværende tidspunkt kan tilbyde undervisning for børnene, danskundervisning, fællesrum og legerum for de mindste.

Nogle dage efter interviewet med Torben Christensen beslutter et bredt flertal i Folketinget, at aktstykket forlænges, indtil en ny hastelov træder i kraft.

Kun toppen af isbjerget

Ukraine-arbejdsgruppen i Hvidovre har haft travlt den seneste måned, men det er, som om det først rigtigt går op for dem nu, hvor travlt de har haft – og stadig har.

”Indtil videre har jeg været nødt til at køre sneplovs-modellen,” siger Linda Thorsager, mens hun gestikulerer, hvordan hun har skubbet sine almindelige arbejdsopgaver væk.

”Når jeg er kommet hjem og har tændt for fjernsynet, har jeg fået sådan en ’Gud ja, der er jo krig’-følelse. Jeg har været så fokuseret på at løse alt det praktiske, at jeg lidt har glemt koblingen mellem de folk, vi hjælper, og dét, der foregår i Ukraine,” fortæller Torben Christensen.

Men der er ikke noget, der indikerer, at han og kollegerne går en roligere tid i møde. Tværtimod faktisk.

Mens Djøfbladet var på besøg i de gamle kasernebygninger, meddelte udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) nemlig, at regeringen og de danske myndigheder forbereder sig på, at der kan komme over 100.000 ukrainere til Danmark.

”Hvis de bliver fordelt efter den nuværende model, mener jeg, at Hvidovre Kommune skal modtage 340 ukrainske flygtninge. Der er jo mangel på boliger generelt i københavnsområdet. Vi er allerede gået i gang med at undersøge, hvad vi har af lokaler, men vi skal virkelig tænke kreativt,” siger Torben Christensen.

”Vi får en kæmpeopgave.”