Morten er ordblind. Alligevel kæmpede han sig til en uddannelse

Året er 1980. Morten Bak Josefsen er 14 år, og han står i Gamtofte Kirke på Fyn med hænderne foldet om en håndskrevet A4-side. Det er en tekst fra Bibelen. 

Han er knap to meter høj, bruger størrelse 46 i sko, og alles øjne i kirken er rettet mod ham, som han står der i sin blå hjemmestrikkede sweater. Han skiller sig på alle måder ud fra de andre i klassen med deres fine konfirmationstøj.

"Jeg kunne ikke høre mig selv. Jeg var tæt på at besvime og følte, jeg klæbede fast til hvælvingen; men jeg lod, som om jeg læste teksten, mens jeg kæmpede mig gennem ordene. Jeg havde det virkeligt dårligt, og jeg tror, alle i kirken følte med mig. Mine forældre havde det nok værst af alle," husker Morten Bak Josefsen tilbage.

Morten havde i kådhed sagt ja til at læse op af Bibelen. Typisk Morten. Præsten havde spurgt alle i klassen, og Morten havde som en anden Klods Hans sagt: 'Den klarer jeg.' Selv om han var ordblind i svær grad.

I ugerne op til den skæbnesvangre søndag sad han på loftet på forældrenes gård under de skrå vægge og stavede sig gennem A4-arket, som han sirligt havde forsøgt at skrive af efter Bibelen. Opgaven var tæt på umulig. Men det var netop derfor, han havde sagt ja.

"Jeg har nok en evne til at give mig i kast med opgaver, der udfordrer mig. I stedet for at lade min ordblindhed stoppe mig har jeg altid forsøgt at udfordre mine egne begrænsninger," fortæller han.

Og udfordringer har der været mange af på Morten Bak Josefsens snirklede vej, fra den dag i kirken til han i dag er konsulent på Aarhus Universitet. Men vi begynder på Fyn.

Skolen for de særlige

Morten voksede op i Assens. Moren var hjemmegående, og hans far var skoleleder på en skole for udviklingshæmmede børn. I starten boede de i en embedsbolig ved skolen, der var bygget i glas, stål og asbest.

"Den var helt ny og var en del af et landsdækkende initiativ for at give børn, der ikke kunne klare en almindelig skolegang, en form for undervisning. Jeg tilbragte meget tid på skolen og legede meget med børnene og lærte derigennem at respektere alle – også dem, der har det svært i livet. Noget, der har præget mig gennem hele livet og været medvirkende til, at jeg senere er gået ind i politik," fortæller Morten Bak Josefsen.

Uegnet til privatskolen

Som yngste barn af skolelederen gik han i privatskole blandt byens privilegerede børn. I de små klasser klarede Morten sig godt, og det var først, da der for alvor skulle laves lektier, at problemerne opstod.

"I de små klasser kunne jeg kompensere og altid snakke med, fordi jeg samlede min viden bl.a. fra de daglige nyhedsudsendelser. Det var noget, vi alle fulgte med i, fordi der stort set ikke var andet i fjernsynet. Men snart kunne jeg ikke følge med. Det gik fint med matematikken, men jeg kunne ikke læse og stave," forklarer Morten, der fik ni timers specialundervisning fra 12-årsalderen, hvilket var ret enestående på det tidspunkt.

I 5. klasse kom Morten til psykolog for første gang. Det var en pudsig oplevelse, husker han.

"Psykologen boede i en stor villa, og i starten snakkede vi lidt om løst og fast. Så skulle vi lave nogle opgaver. I starten gik det godt, og det syntes han var sjovt. Men så gjorde han spørgsmålene sværere, og jeg stod af. Så viste han mig resultaterne og spurgte, om jeg så kunne svare. Det kunne jeg så godt. Diagnosen på den undersøgelse var, at jeg var ordblind," forklarer Morten Bak Josefsen.

Morten kom tilbage til klassen, men klarede sig generelt dårligt. De fleste lærere opgav, og han blev ikke længere spurgt i timerne. Især de skriftlige fag som dansk, tysk og engelsk voldte problemer.

Reddet af 'Fluernes herre'

I 7. klasse skulle Morten til en ny psykologtest.

"Den nye psykolog var fandme speciel. Testen startede kl.10, og da jeg ikke var færdig kl. 14, kom min mor og hentede mig. Jeg havde hverken fået vådt eller tørt, og psykologen konkluderede, at jeg ikke var egnet til at gå i folkeskolen. Det fandt min mor sig ikke i. Men i bund og grund mente han, at jeg skulle ud af skolen, og så kunne jeg jo komme over til min far og gå sammen med de evnesvage."

Så galt gik det dog ikke. Morten blev på den private friskole, men nu havde lærerne for alvor opgivet ham. Det udløste en voldsom reaktion i Morten, der i 8. klasse besluttede, at noget måtte ske.

"Jeg sagde til mine forældre, at jeg ville skifte skole. Jeg ville over i den kommunale skole. Jeg kunne mærke, toget kørte, og jeg var ikke med. Lærerne var søde, men de anede ikke, hvad de skulle stille op. Jeg kunne ikke bare nøjes med at nævne nogle citater fra fjernsynet. Heldigvis lyttede mine forældre. Og jeg kendte nogle kammerater på en af byens folkeskoler. Og det viste sig at være en af mit livs bedste beslutninger," fortæller Morten.

"Jeg lærte nemlig at læse efter skoleskiftet. På kun tre uger knækkede jeg koden, og det skyldtes, at vi på min gamle skole før sommerferien havde gennemgået 'Fluernes herre'. Til mit held stod den på skemaet på min nye skole efter ferien. Så da vi gennemgik den anden gang, kendte jeg alle pointerne og analysen og kunne koncentrere mig om at læse. Og så gav en tilfældighed mig en tro på at kunne læse og skrive."

Barsk skoleskift

Skoleskiftet var et kulturchok for Morten. Væk var de trygge rammer på friskolen, hvor byens elite havde deres poder. Morten startede allerbagerst i klassen på den nye skole. Og selv om han havde lært at læse, så kunne han ikke skrive. Han kunne ikke engelsk, og tysk var også håbløst.

"Jeg var jo fortabt. Det gik op for mig, at hvis jeg ikke tog mig sammen og gjorde noget ganske særligt, ville jeg miste min chance i livet. Her var jeg som stor dreng stadig afhængig af, at mine forældre læste underteksterne på tv, mens mine gamle kammerater var på vej over i gymnasiet," fortæller Morten, der ikke bestod 9. klasse.

Han tog på efterskole i 10. klasse, og selv om der her var lidt mere fokus på især de sproglige fag, lykkedes det ikke Morten at bestå 10. klasse.

"Da jeg kommer tilbage til byen, har min far aftalt, at jeg skal i lære som smed på den lokale sukkerfabrik. Han vidste, jeg var god til at bruge hænderne," husker Morten.

Drømmen om eliten

Morten havde fået en kæreste, der snakkede om at flytte til Aarhus og læse statskundskab, men Morten var lige ved at starte en minkproduktion. Egentlig drømte han også om at holde svin. Men kæresten lokkede. Samtidig vidste han, at han ville falde udenfor, hvis han ikke tog en akademisk uddannelse.

"Min kæreste drømte om udenrigstjenesten, og her snakkede jeg om husdyravl. Det kunne jo aldrig gå. Jeg måtte dygtiggøre mig for at kunne begå mig i hendes univers."

Derfor tog han først enkeltfag i matematik. Og det klarede han fint. Det gav mod på mere, og efter at være flyttet til Aarhus tog han på tre år en HF-eksamen med et meget pænt gennemsnit – dog uden at tage sproglige fag ud over dansk, som han lige akkurat klarede.

"Jeg var lykkelig, men det var hårdt. Jeg kom ind på dispensation. Nu følte jeg mig intellektuel – lidt mere som de andre – og var klar til at starte på en videregående uddannelse."

Morten Bak Josefsen søgte ind på tre uddannelser, alle tre steder på dispensation på grund af ordblindhed. Han blev optaget på ingeniørstudiet, arkitektskolen og på informationsvidenskab, som dengang var næsten nystartet.

"Jeg valgte informationsvidenskab, fordi det havde noget med it at gøre. Jeg havde arbejdet en del med edb, som det hed dengang, havde programmeret mit eget regnskabsprogram og kendte flere, der læste det noget tungere fag datalogi, men det ville være helt op ad bakke for mig."

Morten Bak Josefsen knoklede med studiet, som stort set kun foregik på engelsk, så det var med ordbogen i hånden hele tiden. Han gennemførte første del af studiet, men gik i stå med specialet og manglede to eksamener. Men så supplerede han studiet med driftsøkonomi som bifag og endte med at få anerkendt sit studie som en bachelor. 

Et enkelt aber dabei

I dag er han it-konsulent på Aarhus Universitet, hvor han bl.a. har ansvaret for de studieadministrative systemer, digitale eksamener og har den løbende kontakt med interne og eksterne systemer. Og selv om han kæmpede sig så langt, at hans uddannelse blev godkendt, er han ikke helt tilfreds.

"Det ærgrer mig, at jeg aldrig blev færdig med studiet. Jeg har jo lært, at man gør tingene færdige. Af princip. Men også fordi det betyder noget for mig i dag. Både med hensyn til hvilket løntrin jeg ligger på og med hensyn til mine karrieremuligheder. Men sådan er det danske system. Vi bliver puttet ind i kasser alt efter kvalifikationer. Ikke som i USA, hvor du kan læse på forskellige universiteter og følge forskellige fag, så du kan sammensætte din egen uddannelse og bagefter selv finde din plads på arbejdsmarkedet. Jeg har dog lært at leve med det," siger han.

Morten Bak Josefsen har stadig sedlen fra kirken i Gamtofte. Han blev gift med kæresten fra Assens, som han har tre børn med, og han holder stadig høns i haven.

"Jeg kan jo ikke løbe fra, hvem jeg er, eller hvor jeg kommer fra," siger han.

"Jeg er i dag glad for, at jeg stod der i kirken og kastede mig ud på dybt vand. At jeg også dér turde udfordre mig selv. Jeg har altid gået efter min drøm, og jeg er stolt over, at jeg holdt fast og kæmpede for min ret til en uddannelse."