Det store minus ved, at vi elsker hjemmearbejde

På det seneste har der været en lang række undersøgelser, der viser, at medarbejdere gerne vil øge omfanget af hjemmearbejdsdage, og at en del medarbejdere oplever, at fordelene ved at arbejde hjemme er så store, at de vil overveje at skifte arbejde, hvis deres arbejdsplads ikke også i fremtiden tilbyder den fleksibilitet.

Både under corona-perioden – og også nu efter den delvise genåbning – har jeg lavet en række observationer af arbejdspladser og digitale møder, spørgeskemaundersøgelser og interviews. Og hvad slår mig så?

Det, der slår mig er, at hjemmearbejdspladsen ikke bare er et fleksibelt supplement, men er blevet en stor konkurrent til den fysiske arbejdsplads. Under corona har mange medarbejdere nemlig erfaret, at de både oplever nogle arbejdsmæssige gevinster og nogle personlige goder ved at arbejde hjemme. Og ikke mindst oplever de hjemmearbejdet som langt mere effektivt end arbejdet på deres arbejdsplads.

Heri ligger den største udfordring for den hybride arbejdsplads i fremtiden: At hjemmearbejdet tager til i et sådant omfang, at medarbejderne ender med at øge distancen til hinanden, og at de fysiske arbejdspladser kommer til at stå tomme hen. Men hvad er så problemet i det? Det er, at vi bliver så optagede af vores egne opgaver og egen effektivitet, at vi glemmer den gode viden, energi og nytænkning, der ligger i at løse opgaver med kolleger: At være uenige, blive afbrudt og udfordret og nå til nye erkendelser i fællesskab.

Hjemmearbejde og de goder og udfordringer, det kan medføre, er ikke et nyt fænomen.

For over 20 år siden var hjemmearbejde virkelig på dagsordenen i det danske samfund under navnet 'distancearbejde' – fordi arbejdet foregik på distance af den fysiske arbejdsplads. Der blev lavet forsøg i ATP-huset, HK lavede en guide med 'Distancearbejde – fordele og ulemper', og jeg kørte selv et pilotprojekt med hjemmearbejde på B&O.

Selv om hjemmearbejde var på dagsordenen, og der blev skrevet en masse guides og artikler om fænomenet, tog det ikke for alvor fart i praksis. I det pilotprojekt, vi dengang havde på B&O, blev det besluttet, at medarbejderne i pilotfasen skulle arbejde hjemme to dage om ugen, så der virkelig kunne uddrages nogle erfaringer herfra. Praksis blev dog, at medarbejderne i gennemsnit endte med at arbejde hjemme én dag om ugen, for evalueringen viste, at de syntes, at det gik ud over samarbejdet med kollegerne, hvis omfanget af hjemmearbejde blev for stort. Og selv om det er mange år siden, kan det jo godt minde om den virkelighed, mange står i nu. Så der var forskellige forsøgsprojekter, og ellers var der ret meget stilstand omkring hjemmearbejdet som arbejdsform.

Men så kom corona, hvor mange medarbejdere i en fart fik rykket deres arbejde hjem, samtidig med at flere også havde hele familien i deres nye hjemlige arbejdsomgivelser. Det var på mange måder en udfordrende tid, men også en tid, hvor mange fik øjnene op for nye interessante aspekter i arbejdslivet.

I vores undersøgelser har vi spurgt om fordele og ulemper ved hjemmearbejde, hvad der karakteriserer hjemmearbejde, onlinemøder og den fysiske arbejdsplads, og fået en lang række kommentarer både i spørgeskemaer og interviews.

Effektivitet og arbejdsopfattelse

Når man læser alle kommentarerne fra spørgeskemaer og interviews igennem, går et bestemt billede igen. Den overvejende del af medarbejderne mener, at hjemmearbejde er mere effektivt. Når vi så spurgte uddybende, hvad de mente med effektivitet, kom følgende svar på tværs:

”Hjemmearbejde er mere effektivt, fordi man kan fordybe sig, man bliver ikke forstyrret, og så sparer man transport.” Det effektive suppleres med sætninger som ”at vinge opgaver af” og ”at få noget fra hånden”. Individuel fordybelse er således blevet det nye mantra i forhold til effektivitet.

Men effektivitet er ikke en fast størrelse. Det beskrives forskelligt og opleves forskelligt. Hvis man har en snæver forståelse af effektivitet som individuel effektivitet, kan man faktisk risikere at gå på kompromis med fælles effektivitet.

I 2005 deltog jeg i et nordisk forskningsprojekt om videndeling og samarbejde i åbne kontormiljøer kaldet 'Den nordiske vidensarbejdsplads'. I det projekt var der i Danmark tre casestudier med interviews med i alt 150 medarbejdere. I projektet fandt jeg et nyt begreb, som vi kaldte arbejdsopfattelse, og det handler om, hvordan den enkelte medarbejder beskriver og opfatter sit arbejde. Den overvejende del af medarbejderne beskrev 'det rigtige arbejde' som individuelt arbejde, der krævede fred, ro og fordybelse. Det rigtige arbejde var det, de havde planlagt, og det handlede om 'at få noget fra hånden'. Det rigtige arbejde var det effektive arbejde. De uplanlagte og uforudsigelige aktiviteter var forstyrrende i forhold til det rigtige arbejde, og både dengang og nu er dette interessant, eftersom de fleste arbejdsdage i praksis har en høj grad af uforudsigelighed.

Det er mit indtryk, at den opfattelse af 'det rigtige arbejde' har fået en renæssance her knap 20 år efter.

Er færre forstyrrelser altid et plus?

Jeg forstår sådan set godt, at hjemmearbejdet tager til i omfang. Det er dejligt at kunne starte arbejdsdagen med en rolig morgen i stedet for at skulle haste ud ad døren og begive sig ud i morgentrafikken. Det er dejligt at kunne samle tankerne om en opgave. Det er dejligt at være hjemme om eftermiddagen, når børnene kommer fra skole eller evt. hente børnene fra daginstitution lidt tidligere og så snuppe dagens sidste møde hjemmefra. Eller at kunne cykle eller gå en tur midt på dagen. Det er nogle af de fordele, vi oftest ser nævnt i interviews.

De ulemper, vi stødte på, var ret forskellige afhængigt af den enkeltes arbejds-, livs- og boligsituation. Det var udtalelser om fx dårlig ergonomi, ensomhed, at arbejde for meget mm.

Så der var forskellige ulemper, men én udfordring er gået igen i rigtig mange interviews: Oplevelsen af, at afstanden til kolleger og chef er blevet større i hjemmearbejdsperioden. At man ikke lige rækker ud efter hinanden. At det skal være vigtigt, før man 'forstyrrer' hinanden, så det, man tidligere lige ville have vendt med en kollega hen over skrivebordet, er forsvundet: 

”Jeg synes, jeg har manglet mine små refleksioner – alle de hurtige, som vi normalt sparrer om, som foregår på kontoret. Og så har jeg tænkt: ’Nej, det er ikke vigtigt,’ og så har jeg taget beslutningen selv, og så forsvinder sparringen og det tværfaglige og nu-jeg-lige-har-fat-i-dig ... Der skal man hen, tage telefonen, ringe op, fange den anden. Det bliver et mere ensomt arbejde, og det bliver mere egenrådigt, og det bliver mindre tværfagligt.”

”Der bliver stadig truffet beslutninger, men niveauet bliver lavere.”

Det, der opleves som effektivt, er det ikke nødvendigvis

I Microsoft har man i samarbejde med MIT og University of California, Berkeley lavet en undersøgelse af Microsofts ansatte i USA under corona-perioden, der bekræfter den oplevelse. Microsoft har naturligvis adgang til en mængde data om medarbejdernes digitale adfærd, så de har kunnet sammenligne statistik over adfærd før og under corona. Data omkring forskellige digitale samarbejdsformer er blevet analyseret, og det har givet et interessant indblik i, hvordan medarbejderne ændrede deres arbejdsadfærd de første seks måneder i 2020. Undersøgelsen er publiceret i en videnskabelig artikel.

Artiklen viser tre hovedtendenser:

1. Medarbejderne arbejdede mere i siloer. Små grupper kommunikerede mere intensivt med hinanden, men mindre med andre teams og kolleger. Andelen af samarbejde på tværs af teams faldt med ca. 25% i forhold til tiden inden.
2. Der skete ikke en udvidelse af netværk og nye relationer.
3. En større del af kommunikationen blev asynkron og flyttede over på mails og chat.

Studiet viste altså, at arbejde på afstand reducerer spontan samtale og samarbejde med dem, man ikke kender så godt, og på sigt kan det underminere evnen til at løse komplekse problemstillinger på tværs i en organisation.

Så det er ikke altid sådan, at det, som den enkelte oplever som effektivt, også er effektivt.

Læs hele Eva Bjerrums essay her.

Essayet er en del af bogen 'Refleksioner fra en pandemi', som er udgivet af Realdania.