Det, jeg har lært
10.12.2022
af
Matilde Leander
Foto: Mads Teglers
Helt fra begyndelsen af sin politiske karriere har Ritt Bjerregaard været i fokus og vakt furore. Men undervejs har hun lært, at det ikke er noget problem, at folk bliver sure.
Det var et bevidst valg, at jeg startede på Statens Seminarium Emdrupborg. Jeg ville ikke gå på et privatseminarium, og stedet var kendt for at eksperimentere meget. Tage Larsen (seminarierektor, red.) var med til at skabe en stemning af, at man kunne gøre det hele på mange måder og sagde ’lad os prøve noget andet’. Det var vigtigt for mig, at skoleundervisningen ikke bare var, som den altid havde været.
Jeg tror ikke, at tingene er på én bestemt måde. Der er flere løsninger, det er bare at afprøve dem, så må man prøve at finde ud af, hvor man vil sætte ind med nogle forandringer, hvad konsekvenserne er, og hvilke konsekvenser man er villig til at acceptere – og det gælder i høj grad også i politik.
Da jeg var færdig på seminariet, fik jeg en stilling i Rødovre, men jeg var opmærksom på, at det kunne komme til at genere mig, at jeg ikke havde en studentereksamen, så jeg tog en sproglig studentereksamen efter to år.
I 1966 flyttede jeg til Fyn med min mand, Søren Mørch. Jeg underviste og gik i gang med at læse historie på universitetet. Jeg nåede at tage en metodeeksamen, økonomi, international politik og moderne historie hos Tage Kaarsted (historiker, red.). I 1973 blev jeg valgt og blev undervisningsminister, og så var det slut med det.
Et job er noget, hvor man kan sætte sig ned og sætte sig ind i stoffet. Mit allerførste samråd handlede om valgreglerne til konsistorium på Københavns Universitet. Et lillebitte, dødbesværligt område. Men jeg kunne sætte mig natten over og få det lært, og så var det overstået. Det kunne jeg ikke med mit køn. Det har jeg med mig hele vejen igennem, og jeg er stødt ind i det flere gange.
Jeg blev ofte vurderet på køn. Ved valget i 1973 handlede det alene om, at jeg havde ministerbil. Det havde alle ministre sådan set, men man havde ikke været vant til at se en yngre kvinde med bil og chauffør
Ledige stillinger
Min første ministerpost gjorde mig meget opmærksom på kønnet, fordi jeg i den grad blev hængt ud. Dengang i 1973, da jeg blev minister for første gang, skrev chefredaktøren for Berlingske Tidende en leder, hvor han skrev, at ’udnævnelsen af mig ledte tankerne hen på dengang kejseren gjorde sin hest til konsul.’ Der kunne dårligt være lavere forventninger til mig – og det var, på trods af at jeg var blevet valgt og havde siddet i Finansudvalget og arbejdet med det her område, så jeg havde svært ved at se, at jeg ikke skulle have nogen kvalifikationer. Men jeg var både meget ung og kvinde.
Jeg tror ikke, at jeg lærte noget af episoden, men jeg fik bekræftet, at der var modstand. Det synes jeg også, at jeg havde oplevet i min barndom. Med en opvækst i et udpræget arbejderklassemiljø har jeg aldrig forventet at få noget forærende. Jeg regnede med, at jeg skulle arbejde hårdt for at kunne gøre fremskridt. Som kvinde fra et arbejderklassemiljø vidste jeg godt, at der var meget, der skulle overvindes.
Jeg ville gerne læse om kvinder, som havde været ministre før mig som Lis Groes (handelsminister 1953-57, red.) og Nina Bang (undervisningsminister 1924-26, red.), da jeg blev minister. Hvilken type modstand var de oppe imod, hvordan overvandt de den, hvad var det for nogle intriger, de blev involveret i, og hvor var det, at kønnet kom til at spille en stor rolle? Men der var ingenting. In-gen-ting.
Jeg samlede mine egne noter undervejs og indleverede dem på Rigsarkivet. På den måde ville jeg blive i stand til at skrive, sådan så de, der kom efter mig, kunne læse noget om at være minister og kvinde.
Jeg kunne tydeligt se diskriminationen, da jeg blev minister. Der var stor opmærksomhed omkring mig, og jeg blev ofte vurderet på køn. Ved valget i 1973 handlede det alene om, at jeg havde ministerbil. Det havde alle ministre sådan set, men man havde ikke været vant til at se en yngre kvinde med bil og chauffør. Det var svært for folk at acceptere.
Jeg var ikke ude på, at hverken mit køn eller udseende skulle spille en rolle. Mange så kvinder for sig som nogle søde, flinke, medgørlige væsener – og det havde jeg ikke brug for. Jeg var ingen af delene. Jeg var en politiker, der ville nogle forandringer. Derfor ville jeg hellere blive beskyldt for at være en strid kælling end det modsatte. Jeg tror, at det er Hanne Vibeke Holst, der har brugt udtrykket 'hellere kælling end kylling'. Det er et udmærket udsagn.
Jeg har en mening og har altid haft det. Jeg har været bevidst om, at jeg gerne ville lave om, og for at få nogle debatter i gang om de ting, som jeg syntes var nødvendige, skrev jeg fx kronikker i Politiken, som var fremadrettede og kritiske. Det gjorde ikke noget, at folk blev vrede.
Vrede er noget, man kan komme videre fra. Nu taler jeg ikke om arrighed i forhold til andre, men mere en vrede over, hvordan noget forholder sig. Når jeg er ude at holde foredrag, siger jeg ofte til kvinder, at ’hvis I kommer ud for uretfærdigheder, så lad være med at sætte jer hen i et hjørne og tude over det. Lad være med at gøre jer selv til offer. Tænk på, hvorfor I synes, at det var for galt, at I blev behandlet sådan. Bliv vrede, for vreden rummer energi, mens offerrollen gør, at man synker hen.’
Når folk bliver vrede, gider de også reagere på det frem for at slå det hen. Det er dér, der begynder at ske noget i politik, og det er den måde, jeg har brugt politik på. Så det kommer ikke bag på mig, at der har været ballade om noget af indholdet. Det var sådan set meningen.
Det har intet at gøre med at råbe ad folk eller være urimelig. Det drejer sig om et handlemønster. Det er en drivkraft.
Jeg har sikkert fået trådt nogen over tæerne i min karriere, men det er heldigvis ikke noget, jeg kan huske.
Der har været meget gang i det der med at sige undskyld. Det tror jeg ikke ville have passet ret godt til mig. Jeg gjorde mig umage med sagerne, satte mig ind i ting, og gjorde det klart for mig selv, hvad jeg ville med det. Noget lykkes, andet mislykkes, men det er ikke noget at undskylde for.
Jeg kunne ikke drømme om at gå i utide. Men da jeg startede som overborgmester i 2004, troede jeg, at jeg ville have taget to perioder. Det blev klart for mig, at det ville jeg ikke.
Jeg gik til valg på ’ingen slinger i valsen’, og man kan roligt sige, at der var masser af slinger.
Jeg kunne godt lide kommunalpolitik, men ikke styreformen i Københavns Kommune. Det er ikke overborgmesteren, der udpeger, hvem der skal have borgmesterposter. Det bliver afgjort af, hvor mange stemmer deres parti har fået. Så der kunne måske sidde én fra Venstre, Radikale Venstre, SF og de Konservative på de poster. På den post, de har, har de hele apparatet inde for deres område til rådighed, så det var nærmest umuligt at lave en egentlig samling på det.
De var sådan set ligeglade med helheden, hvis de kunne få noget til deres område. Det sidste, der er sket inde på rådhuset, er, at den nuværende borgmester ikke engang kunne få et budget igennem. Det var nogle andre, der endte med at lave det. Det er jo håbløst.
Jeg nåede at få gennemført en masse ting undervejs, som gik udmærket, som jeg er glad for i dag. Når jeg går tur, ser jeg nogle ting, hvor jeg tænker: ’Det var meget godt, at vi fik lavet det her.’ Fx cykelstien ved søerne, hvor man kan cykle bagom langs husene. Det var der en farlig ballade om – også med embedsmændene. Men nu er den der.
Selvfølgelig kan jeg ikke undgå fiaskoer. Min sidste post som overborgmester i København, ville jeg gerne have lavet 5.000 billige boliger, og lidt afhængigt af hvordan man gør det op, så bliver det til 12 eller ca. 120. Men det bliver mildest talt ikke til 5.000.
Der har været mange bump, og jeg har fået knubs undervejs, men jeg har aldrig følt mig alene. Jeg har haft folk omkring mig. Både min mand, venner, støtter og Kaffeklubben (socialdemokratisk netværk, red.), som jeg selv var formand for, hvor vi prøvede at støtte hinanden. Det har hjulpet.
Jeg synes ikke selv, at jeg har vist sårbarhed i min karriere. Det vil andre måske mene, at jeg har, dengang jeg blev fyret første gang for opholdet på hotel Ritz i ’78. Der stod jeg og lod tårerne løbe ned ad kinderne. Jeg har jo også været ærlig og fortalt, at da dørene blev lukket, så kom der sandelig mange flere af dem. Men jeg var ked af dén, der kom, da jeg stod offentligt. Der var ikke brug for, at jeg stod der og tudede, for jeg skulle sådan set til at slås for at kunne komme videre.
De sociale medier har ændret meget. De har gjort det muligt for folk at komme af med nogle meget primitive følelser. Fordi det er så rettet mod personer, så udvikler politik sig også til i meget høj grad at handle om, hvorvidt man kan lide eller ikke lide en person. Det synes jeg sådan set er ret ligegyldigt. I et demokrati er det bedre, at man vurderer ud fra, om det er en politik, man kan støtte, og om man tror på, at de kan komme videre med deres tiltag.
Det spiller ikke så stor en rolle for mig at være vellidt. Som politiker svinger det jo meget, om man er vellidt, og det afhænger meget af de emner, man beskæftiger sig med. Det, man kan interessere sig for som individ, er, om man selv synes, at man er et ordentligt menneske, og at man behandler andre ordentligt. Men politik er fyldt med intriger, og det er en del af det.
81 år
Overborgmester i Københavns Kommune 2006-09
Fødevareminister 2000-01
Miljøkommissær i EU 1995-99
Statsrevisor 1982-94
Formand for Den socialdemokratiske folketingsgruppe i 1981-82 og i 1987-91
Socialminister 1979-81
Undervisningsminister 1973 og igen 1975-78
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER
