Guide

7 gode råd, hvis du er i tvivl om dit studie

1.12.2022

af

Foto: Kichigan/Shutterstock

Foto: Kichigan/Shutterstock

Mange studerende oplever at komme i tvivl, om de er på det rigtige studie. De færreste af os taler højt om det – men det bør vi, anbefaler en psykolog og studenterrådgiver, der her giver gode råd til dig, der tvivler.

Vinterens mørke og kulde er ved at sænke sig over landet, samtidig med at kalenderen byder på den ene eksamen efter den anden. Der er ikke noget at sige til, at det kan knibe med motivationen og lysten til at studere. Det kan være grunden til, at efteråret og vinteren er højsæson for studietvivl.

Årsagerne til tvivlen er mange, men ofte handler det om overgange, fortæller Line Brehm Johansen, der er psykolog og rådgiver hos Studenterrådgivningen.

Som førsteårsstuderende kan udfordringen fx ligge i, at man ikke kender institutionens normer, regler eller krav.

”Der opstår typisk nogle implicitte forventninger om, at den rigtige og gode studerende er én, der læser mange timer hver uge, er aktiv i undervisningen, siger meget til forelæsninger og har et studierelevant studiejob. Hvis man fra starten skal kunne alle de ting, kan man godt komme i tvivl, om man kan leve op til de forventninger."

Omvendt er det også udbredt, at tvivlen opstår, når man er ved at færdiggøre sit studie.

”Der ligger en enormt stor faglig identitet i arbejdet, som de studerende skal ud at oparbejde. Samtidig begynder nogle at se sig om efter et job, og der er måske ikke udsigt til at få drømmejobbet lige på den anden side af specialet. Det kan gøre mange i tvivl, om man har valgt rigtigt, og om man er klar til at skulle ud at bruge sin viden i praksis.”

Når vi skammer os, har vi en tendens til at isolere os og ikke fortælle nogen om vores tanker. På den måde har man det også med at blive bekræftet i, at man er den eneste, fordi man ikke har fortalt det til nogen

Line Brehm Johansen, psykolog og rådgiver hos Studenterrådgivningen

Derfor har vi det svært med tvivl

Der er mange studerende, der handler på deres tvivl. En undersøgelse foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut viser, at universitetsstuderende er den uddannelsesgruppe, der har det største frafald.

8 ud af 10, der stopper på en universitetsuddannelse, begynder på en anden uddannelse inden for tre år. Og hele 49% af de frafaldne universitetsstuderende skifter til en helt anden type uddannelse såsom en professionsuddannelse.

”Mange gange er vi nødt til at prøve ting af for at finde ud af, om man kan se sig selv på studiet. Du kan ikke regne ud på forhånd, hvordan det bliver. Det er okay at blive positivt overrasket, men et negativt udfald er også i orden.”

Når tvivl, studieskift og studiestop er så udbredt, kan det virke besynderligt, at det ofte er et tabubelagt emne blandt de studerende.

Der kan være flere forklaringer på det. Dels har studietvivl et rigtig dårligt ry i den offentlige debat, hvor politikere og erhvervsorganisationer jævnligt betegner konsekvenserne af at være i tvivl – fx forsinkelser og studieskift – som betydelige samfundsproblemer.

Dels er der ifølge Line Brehm Johansen tale om en generationstendens.

”Vi har nogle unge mennesker, som er vokset op med at have 1.000 valg hele tiden. Den generation, der kommer nu, er vokset op med internettet og er opdraget til, at man skal præstere godt for at få så mange muligheder som muligt. Der er derfor et stort pres for at vælge rigtigt.”

Når den nuværende generation af studerende bliver i tvivl, om de har valgt det rigtige eller måske endda har valgt forkert, så er der for dem ikke langt fra at tænke ’mit valg er forkert’ til ’jeg er forkert’.

”Hvis man først får overbevist sig selv om, at man er forkert, så har skamfølelsen et sindssygt godt udgangspunkt for at vokse. Når vi skammer os, har vi en tendens til at isolere os og ikke fortælle nogen om vores tanker. På den måde har man det også med at blive bekræftet i, at man er den eneste, fordi man ikke har fortalt det til nogen. Det kan gøre tabuiseringen ret selvforstærkende.”

Derfor indleder Line Brehm Johansen sine syv råd til studietvivlere med at anbefale at dele tankerne med andre.

1) Undgå at gå med tvivlen alene

Søg støtte og sparring hos enten venner, familie, studievejledningen eller Studenterrådgivningen.

Hvis du begynder at isolere dig, sker der ofte det, at du også trækker dig på studiet. I de tilfælde kan det blive svært at mærke de gode ting, der er ved studiet. På den måde risikerer du at bekræfte dig selv i, at du er det forkerte sted.

Som studerende ved du selvfølgelig bedst selv, men du kan risikere at stirre dig blind på problematikken, og derfor kan det være en god idé at snakke med andre, så du kan blive introduceret for nye perspektiver.

2) Tag tvivlen alvorligt

Det er vigtigt ikke at ignorere din tvivl. Tillad dig selv at lytte til tvivlen og undersøg, hvad tvivlen forsøger at fortælle dig. På den måde kan du nemmere finde ud af, hvilke ændringer der skal til for, at usikkerheden kan blive mindre eller forsvinde.

3) Undersøg dine muligheder grundigt

Før du handler på baggrund af studietvivl, bør du undersøge dine muligheder, herunder økonomi (SU), merit og alternative studier. I den forbindelse kan studievalg.dk også være behjælpelige.

4) Hvis du er blevet lun på noget nyt, så afprøv det

Hvis du har et konkret studie i tankerne, er det på mange studiesteder muligt at tilmelde sig arrangementer som 'Studerende for en dag' og åbent hus. Her kan du få mulighed for at følge undervisningen, få en rundvisning og mærke studiemiljøet, inden du handler på din studietvivl.

5) Prøv at øge din faglige motivation

Du kan forsøge at styrke din motivation på studiet ved at undersøge muligheden for valgfag, tilvalgsuddannelse, læse på deltid i en periode, søge praktik eller udveksling. Udveksling kan være en god idé, hvis du fx er kørt fast, for der kan du ofte selv vælge fag, ligesom du bliver undervist på en anden måde og får nogle nye sociale indspark.

6) Dyrk din trivsel på studiet

Sommetider opstår studietvivl, fordi vi ikke trives. For nogle kan trivslen øges ved komme i en god studiegruppe, involvere sig i frivillige tilbud såsom studiecafe, udvalg, barer m.fl., prioritere fysisk fremmøde på sit studie og tale med ældre studerende om, hvordan de håndterer studiet.

7) Husk på, at du ikke er den eneste

Nogle studerende synes, det er pinligt at komme i tvivl. Men studietvivl opstår faktisk hos de fleste studerende på et eller andet tidspunkt og er altså helt normalt. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet