Lars Sandahl vil have upopulære beslutninger

Lars Sandahl Sørensen er blevet hentet hjemme i Klampenborg nord for København af sin privatchauffør kl. 7 om morgenen for at kunne være klar på padelbanen ved Kløvermarken en time senere.

Det er den 22. november, og inde på bane 4 kæmper han på skiftende hold med to fungerende ministre, Simon Kollerup og Magnus Heunicke, og direktøren for Coloplast, Kristian Villumsen. Politikerne har god tid, mens Mette Frederiksen er ved at forhandle en ny regering på plads, men Sandahls kalender er nøjagtigt lige så proppet, som den plejer at være. Efter halvanden times spil (og en række tabte, men tætte partier) er det ham, der må sige nej til erhvervsministerens opfordring om 'et hurtigt sidste parti’.

Der går yderligere næsten et kvarter, før Sandahl kommer ud i den mørkegrønne Mercedes, en hybridbil, der kan køre 100 km på en enkelt opladning. Chaufføren tror, at Sandahl må være gået i bad, men det viser sig, at han har gået rundt og ledt efter sin splinternye sportsjakke. 

”Den var helt ny, og jeg var virkelig glad for den,” siger han ærgerligt, mens han gør klar til et hurtigt telefonopkald på vejen ind til Dansk Industris hovedkvarter på Rådhuspladsen. Her tager han et hurtigt bad og klæder om til hvid skjorte og gråt jakkesæt.

Direktørens hjørnekontor har både udsigt over Rådhuspladsen og Tivoli. Temperaturen er ligesom i offentlige institutioner skruet ned til 19 grader, og hans sekretær har anskaffet sig en plaid, hun kan tage over sig. På hans skrivebord venter en bunke lyseblå mapper med sager, han skal forholde sig til. De igangværende sonderinger på Marienborg om dannelsen af en ny regering fylder meget i Dansk Industri (DI) og især hos Sandahl i disse uger, fortæller han, mens han orienterer sig i papirerne. Sandahl er på fornavn med alle partilederne og er fortrolig med mange af dem inklusive statsministeren, som han ser og taler med jævnligt. Han kender partiernes udgangspunkt for forhandlingerne, for DI har leveret beregninger og analyser til reformudspil om et bredt udsnit af emner. Han er ikke så optaget af, hvem præcist der ender med at danne regering, men han ønsker sig ”en stærk, ansvarsfuld og bred regering, der kan se nødvendigheden af reelle reformer.”

Sandahl er selv overrasket over, hvor meget det politiske fylder i hans job, og hvor tæt på systemet han er kommet i sit daglige arbejde. Det, der for alvor satte det i gang, var DI’s engagement i klimakampen og opbakning til 70 %-målsætningen. Først efter DI’s udmelding kom de blå partier på Christiansborg med på holdet.

”Det var faktisk det første, jeg gjorde, da jeg begyndte her. Jeg tænkte: 'Det skal være løgn, den bold skal vi for alvor kunne gribe.' Hvis ikke vi skal gøre det i Danmark, hvem på hele jordkloden skulle så?”

De efterfølgende kriser: Corona, krig i Ukraine, energikrise og inflation har kun forstærket Sandahls kontakt med regeringen og Folketingets partier. For er der noget, Sandahl har været vant til fra sine samlede mere end 11 år i SAS, er det krisehåndtering. Både de økonomiske, som da han blev hentet tilbage for at hjælpe med at redde selskabet fra en konkurs i 2015, men også den slags meget konkrete, der kan opstå i forbindelse med uheld ombord på et fly.

Lars Sandahl har forladt bunken ved skrivebordet for en stund og har ringet efter sin pressechef, der mindre end et halvt minut senere træder ind ad glasdøren. De taler indforstået om et potentielt større interview om havvind. Og om det bureaukrati, der er ved at kvæle den grønne omstilling. 

Sandahl slår ud med hånden, da pressechefen er gået igen: 
”Det er fint nok med alle de ting, der er besluttet på klima og afsat penge til, men der sker alt for lidt, fordi de venter på tilladelser. Bureaukratiet står i vejen for det. Der er regler på nationalt plan og på kommunalt plan, der blokerer. Det er meget, meget frustrerende.”  

Er du et utålmodigt menneske?
”Det vil du nok kunne finde nogle, der vil sige. Jeg mener selv, at jeg kan begge dele. Jeg bliver utålmodig over ting, som den grønne omstilling, der burde rykke, men ikke gør det. Det er fuldstændig vanvittigt og helt unødvendigt. Men jeg kan godt beherske mig, når jeg skal. Når jeg for eksempel sidder i overenskomstforhandlinger, så bruger jeg de åndedrætsteknikker, jeg lærte, da jeg boede i Asien og dyrkede meget yoga.”

Lars Sandahl Sørensen står overfor at skulle forhandle sin anden overenskomst som administrerende direktør i DI i begyndelsen af 2023. 

Inflationen, er det en fordel eller ulempe for jeres position i de kommende forhandlinger?  
”Det er en kæmpe bagdel for alle, både arbejdsgivere og lønmodtagere. Og det bliver nogle super-tricky forhandlinger. Hæver vi lønnen for meget, skubber vi yderligere til inflationen, og så bliver lønnen bare udhulet endnu mere. Så den bliver svær at lande. Og det er ikke blevet lettere af, at politikerne er begyndt at blande sig i det.” 

Hvad tænkte du, da statsministeren gik ud i valgkampen og talte om behovet for højere løn til …
”Jeg troede, det var løgn!”

Vidste du ikke, det ville komme? 
”Jo, vi havde talt om det, men jeg troede, det var løgn, da hun gjorde det.”

Havde du prøvet at tale hende fra det?  
”Ja, både hende og hendes rådgivere. Og jeg sagde til dem: I skal bare vide, at hvis I gør det der, så bliver vi nødt til at reagere og reagere markant. Og det gjorde vi også sammen med DA og Claus Jensen (formand for Dansk Metal, red.). Det er alligevel også noget, når arbejdsgivere og fagbevægelsen går ud sammen og siger: 'I er i gang med at ødelægge noget strukturelt for det her land.' Mette Frederiksen var supercool omkring sygeplejerskekonflikten, der rykkede hun sig jo ikke en millimeter. Så er det bare mega-valgflæsk-agtigt op til et valg at love nogle enkelte grupper mere i løn til 2030. Det er jo helt gak. Ikke, at det ikke er rigtigt, at de har svært ved at skaffe folk, det har virksomhederne i øvrigt også, og det har vi sagt længe, men tror I, det hjælper at give dem 2.000 kr. mere i løn? Nej. Der kommer ikke så meget som én ny sygeplejerske ud af det der. Det er noget andet, der skal til. Dertil kommer det strukturelt fejlagtige i, at man kortsigtet prøver at vinde nogle point ved at være med til at undergrave en dansk arbejdsmarkedsmodel, som vi er stolte af og kæmpe-afhængige af. Alle har jo fået udhulet deres løn med den her inflation, og jo mere vi siger, at nu skal vi hæve den igen, jo sværere bliver det at få den under kontrol.”

Så hvad foreslår du? 
”Det vil jeg ikke sige endnu. Vi har nogle idéer. Men det gemmer jeg til forhandlingerne.”  

Klokken 11 er der internt ledelsesmøde i DI. Sandahl kommer lidt for sent, og direktøren for public affairs og kommunikation, Morten Høyer, er gået i gang. På første slide står der: ’Status på det politiske Danmark efter valget’.

Sandahl får ordet, giver en kort status på forhandlingsklimaet (han er overrasket over, hvor meget Socialdemokraterne faktisk mener det med at danne regering hen over midten) og konkluderer om DI’s rolle: 

”Jeg tror godt, at jeg tør sige, at uanset hvilken konstruktion det ender med at blive, så vil de føle, at vi har været en partner i det her forløb. Og det er oprigtigt talt også sandt.”

En håndfuld slides senere er mødet slut, og Sandahl skal hurtigt op og tage slips på, inden han skal videre til frokost hos den tyske ambassadør, der har samlet en lang række europæiske ambassadører for at høre Sandahl holde oplæg om den aktuelle politiske situation. Slipset kommer på uden problemer, men han kan ikke finde sin telefon og klapper forgæves på jakkelommerne. 
”Det går ikke godt, det her. Først jakken, så telefonen. Jeg plejer altså ikke at være sådan her,” griner han.  

Hans sekretær ringer den op, og den bliver besvaret nede ved mødelokalet i stueetagen, og han skynder sig ned for at hente den. Han har ikke specielt lange ben, men han har forholdsvist store fødder, og dem formår han at flytte effektivt og lydløst i et tempo, så man skal småløbe for at følge med. Med telefonen i hånden går han ud til den grønne Mercedes, der kører ham til det københavnske ambassadekvarter. 

Godt to timer, et glas champagne (som han kun nippede til), to forskellige kanapéer og en frokost senere kommer han ud i bilen igen. 

”Det var ikke nogen free lunch. Jeg kom virkelig på arbejde,” fortæller han, da han sætter sig ind på bagsædet. Efter sit oplæg var han blevet mødt med spørgsmål om alt fra international arbejdskraft, biotech i EU, grænsekontrol til Tyskland og europæisk industripolitik. 

På vejen tilbage fra ambassadøren har Sandahl bedt sin chauffør om at svinge forbi nogle gamle venner i Nyboder, hvor han lige kan nå at se anden halvleg af Danmarks VM-åbningskamp i Qatar. 

Debatten om de mange migrantarbejdere, der er døde under opførelsen af fodboldstadioner, Qatars generelle forhold til menneskerettigheder og FIFA’s rolle har i uger fyldt mere end det sportslige. Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen nåede aldrig at beslutte, om det rigtige var at rejse derned og støtte landsholdet, eller om det officielle Danmark skulle blive hjemme som en indirekte kritik af styret. Hun endte med det sidste under henvisning til, at hun kun var fungerende kulturminister, mens der blev spillet VM.  

Michael Laudrup, der selv har boet og været træner i Qatar, har to dage forinden skrevet et indlæg til Berlingske om det dobbeltmoralske i, at man kritiserer sportsfolk for at samarbejde med Qatar uden at ville tale om, hvilke konsekvenser det ville få, hvis man skulle gå hele vejen og afbryde alle forbindelser, også de, der koster penge, til alle lande med et tvivlsomt forhold til menneskerettigheder. Han nævner i flæng Kina, Golfstaterne, Rusland, dele af Asien, Afrika og Sydamerika og efterlyser et svar fra bl.a. Sandahl om, hvad det vil koste Danmark, hvis man trækker sig ud af alle disse lande. Sandahl har læst Laudrups kommentar og trækker lidt luft ind, inden han kommenterer debatten. 

”Det er et meget svært og dilemmafyldt spørgsmål. Når en global organisation som FIFA agerer, som den har gjort i det her, skal det jo give anledning til reaktioner. Men hvad vi synes er rigtigt i Danmark, gælder ikke nødvendigvis i resten af verden. Vi var nok det land, hvor medierne, lederne og opinionen talte hårdest for, at virksomheder skulle flytte sig ud af Rusland. I alle andre europæiske lande var holdningen noget mere nuanceret. Vi er meget kategoriske i vores holdninger – især når det ikke rammer os selv. Vi vil gerne den grønne omstilling, men vi vil også stadig gerne flyve billigt til London, og når der skal rejses en vindmølle tæt på vores hus, så vil vi det alligevel ikke så meget,” siger han og fortsætter:

”Så vi skal passe på, at vi ikke bliver for hykleriske og for dobbeltmoralske. Er det så rigtigt, det, der har fundet sted i årevis i Qatar? Nej, gu’ er det da ej. Og det bliver mere og mere grotesk. Laudrup har ret i, at det ikke kun er sporten, der skal stå til ansvar for det. Det skal erhvervslivet og politikerne naturligvis også. Jo mere du fylder i verden, desto større ansvar for, at du gør tingene rigtigt. Og her kommer vi ikke udenom, at sporten og i særdeleshed fodbolden har en kæmpestor bærende global opmærksomhed. Selvfølgelig skal spillerne ikke lade være med at spille, men jeg støtter, at man fra det officielle Danmark ikke står og vifter med Dannebrog dernede. Noget bliver man jo nødt til at gøre. Normalt har jeg den tilgang, at det er bedre at komme ind på indersiden af ting og påvirke dem i stedet for at stå og være sur ude foran døren, men her synes jeg, det er rigtigt, at man har sendt et signal om, at det er for langt ude.” 

Sandahl når et hurtigt telefonopkald fra bilen, mens den holder parkeret i Nyboder. Han skal lige til at åbne bildøren, men tøver et øjeblik: 

”Vi skal lige have afklaret en ting, inden vi går derind. Uanset hvad de siger derinde, så er det løgn!” 

Sandahl griner og træder ind til anden halvleg. 

Både kampen og de gode historier skuffer dog lidt. Kammeraterne opfører sig langt mere anstændigt, end Sandahl havde varslet. Ingen pinlige afsløringer fra hans fortid. 

Lars Sandahl Sørensen er fra Trørød ved Vedbæk få kilometer fra, hvor han bor nu. Hans forældre var iværksættere og etablerede mindre firmaer, der med vekslende held producerede og solgte lamper og ure til hele verden. Det gav ham fra en tidlig alder et internationalt udsyn, for han fik lov til at være med, når forældrene havde inviteret gæster og kunder fra udlandet med hjem. Og så gav det ham en forståelse af, hvad det vil sige at drive en virksomhed. Fra han var 10 til 12 år, boede familien i USA, hvor en gren af familien også havde slået sig ned. Sandahl tog sin studentereksamen i Danmark, men studerede derefter både i USA og Japan. Han har en master i økonomi og ledelse og flyttede derefter til Sydney for at arbejde i den danske udenrigstjeneste.

Første ansættelse i Danmark fik han faktisk i DI, dengang det hed Industrirådet. Daværende direktør Hans Skov Christensen etablerede en ny international afdeling, og Sandahl blev ansat til at hjælpe danske virksomheder ind på nye markeder globalt. Siden fulgte toplederstillinger i bl.a. VisitDenmark, ISS og SAS. 59-årige Sandahl har sammenlagt boet 25 år i udlandet: USA, Australien, Japan og Storbritannien. Han savner det ikke, men: 

”Jeg er meget taknemmelig for alle de år. De stimulerede og udfordrede mig på en god måde, og så kommer man også tættere sammen som familie.”

Familien har beholdt et hus i Sydney, som han prøver at komme til så meget som muligt. Det var egentlig hans plan, at han på et tidspunkt skulle ernære sig gennem bestyrelsesposter og så bo i Sydney i halvdelen af året, men i august 2019 fik han buddet om at komme tilbage til DI. Siden han overtog, er antallet af medlemmer steget fra ca. 12.000 virksomheder til mere end 19.500 med i alt 560.000 ansatte og en samlet lønsum på godt 300 mia., hvilket svarer til ca. to tredjedele af DA’s samlede lønsum. Antal ansatte i selve DI er steget fra omkring 620 til over 1.000. 

Hans første overenskomst fra 2020 fik stor opmærksomhed, fordi den indeholdt øremærket barsel til mænd. Han har siden udtalt, at han fortryder, at han ikke selv tog barsel med sine to drenge. 

Sandahl havde kun været direktør i godt et halvt år, da han i Børsen blev spurgt, om han var i færd med et opgør med DI’s departementschefsledelse. Det var en henvisning til forgænger Karsten Dybvad, der kom fra en stilling som departementschef i Statsministeriet, og til en kultur, hvor meninger bliver luftet i lukkede rum. Sandahl svarede, at "det er i hvert fald en anden måde at organisere og arbejde på."

DI skulle være på forkant med samfundsdebatten, og Lars Sandahl er blevet kendt som den mest progressive og åbenmundede direktør i DI’s historie, og hans løbende holdninger til politiske udspil optræder ofte i Radioavisen. Sandahl ser DI som en samfundsudvikler, der ikke bare skal kunne levere løsninger for erhvervslivet, men om alt fra folkeskolen til kulturlivet og biodiversitet.  

”Vi skal ikke bare råbe om, at selskabsskatten skal ned. Vi leverer konstruktive løsninger på alle de væsentlige udfordringer, Danmark står med, og prøver at finde en fællesnævner med alle aktører. Vi er fx uenige med Danmarks Naturfredningsforening om en del, men vi er enige om, at Danmark producerer for meget skrald. Og så samarbejder vi naturligvis med dem om det. Jeg brænder for samfundet bredt, og derfor engagerer vi os bredt, og meget hurtigt føler man et meget stort ansvar.”

Det er krise på krise i de her år. Hvis du kun måtte vælge én af dem, hvilken én ville du så ønske, du kunne eliminere? 
”Det her er ikke svaret, men det, der bekymrer mig allermest, er, at vi globalt ikke har fattet, hvor stor den her klimakrise er. Det er virkelig serious. Derfor er det mega frustrerende, at vi reelt ikke er i stand til at tage mere fat herhjemme. Når vi nu har besluttet, at vi vil det.”

Er det alt det bureaukrati, du tænker på?
”Alt det, der ikke sker.”

Hvorfor er det så svært?
”Jeg fatter det heller ikke. I mine øjne skal de lave en NOST (den enhed, der håndterer akutte kriser som terrorangreb, naturkatastrofer, og som også blev aktiveret under corona, red.) kun på klima, som rapporterer lige direkte ind i Statsministeriet. Så skal de gøre som i Holland, hvor alle kommunale beslutninger om, hvor der må stå en vindmølle, er blevet centraliseret.”

Så de ikke bliver påvirket af lokale hensyn? 
”Nemlig. Det er det store billede, men hvis du spørger mig, hvad vi bør gøre som det første lige nu, så er det at sikre nok kvalificeret arbejdskraft. Vi kan ikke alene få stoppet Putins vanvid, global energikrise eller klimakrise, men vi kan få orden i eget hus. Lige om lidt kommer dine og mine børn i mega-problemer, fordi vi mangler folk. Hvem skal passe os? Hvem skal uddanne os? Hvem skal lave infrastruktur? Hvem skal lave alle vores vindmøller? Vi kunne begynde med at overbevise de unge om, at den eneste vej ikke er gymnasiet. Vi har underinvesteret og underkendt vigtigheden i erhvervsskolevejen. Hvis den ikke kan tiltrække flere unge mennesker, er vi ikke fremtidssikret til de nye behov og kriser, der kommer.

Lige i øjeblikket er der 40.000-50.000 unge mennesker, typisk drenge, der sidder derhjemme på kontanthjælp og hverken kan komme i gang med en uddannelse eller få et job. Det er en social tragedie. Vi er et af de mest velstående samfund i verden, hvorfor fanden kan vi ikke fikse de ting, især når vi oven i købet er enige om behovet?"

Og Sandahl er ikke færdig. 

"Vi er et samfund med høj tillid, vi er gennemdigitaliserede, er gode til samarbejde, har et fantastisk erhvervsliv, og vi er et lykkeligt folk uden så meget polarisering – endnu i hvert fald. Hvis vi bare turde tænke 5-10 år frem og lave nogle af tingene om. Hvilken politiker har ikke sagt, at vi skal forenkle den offentlige sektor? Do it. Der er nok at tage fat på. Vi har fem forskellige ordninger, der sender folk på tidlig pension. Folk kan vælge imellem at arbejde lidt mere og få 400 kroner ekstra i lommen eller at være sammen med deres børnebørn. De vælger det sidste. Der er for mange på deltid. Vi er for dårlige til at sætte kvinderne i spil på arbejdsmarkedet, vi skal finde nogle ordninger, så de kan få familielivet til at fungere. Mændene skal tage mere af barslen, så de bliver vant til at være sammen med deres børn. Og så er vi nødt til at bløde vores strenge udlændingepolitik op, så vi kan tiltrække international arbejdskraft, og stoppe med at sende højt kvalificerede mennesker, som gerne vil blive, ud af landet. Nogle af de store investeringer, der ellers kunne være lavet i Danmark, bliver droppet, fordi virksomhederne ikke ved, om de kan få tilstrækkelig arbejdskraft. Politik er blevet for kortsigtet. Der skal tages upopulære beslutninger, der virker om 10 år.”

Sandahl holder en lille pause efter den lange svada. Og tilføjer så: 

”Men grundlæggende er jeg superoptimist, for vi har alle mulighederne.”

Sidste møde i dagens kalender er med hans egen sekretær. De har løbende afstemninger om kalenderen, men en gang om ugen er der afsat en times tid til at gennemgå forespørgsler og invitationer. Hvilke arrangementer kan han sende en anden fra direktionen til, og hvilke skal han selv komme til? Det er en evig balance mellem at ville blive ved med at udbygge, udvikle og udnytte hans netværk og DI’s position i samfundet og så timerne i døgnet. Og tid til familien, venner, surfing, kajak, tennis, crossfit, yoga og hvad han ellers gerne ville dyrke, hvis han havde tid. 

”Vi skal ikke have mere ind i december, tværtimod skal vi have noget ud,” siger sekretæren halvvejs igennem bunken. Sandahl er enig, men det ender alligevel med, at der kommer mere ind. Herunder en video-optagelse til den interne julerevy i DI. Revyholdet har spurgt, om han vil stille sig ud på den store terrasse som Stig Helmer fra ’Riget’ og skrige af det ’jävla revyhold’. 

”De gør en stor indsats. Jeg kan godt stå der og ligne en idiot,” siger han.

Sandahl og sekretæren er nået igennem bunken. Det er over 12 timer siden, han blev hentet i morges. Om ikke så længe vil han bede chaufføren køre ham hjem til sen aftensmad, og derefter er der yderligere et par times forberedelse til næste dag, inden han går i seng.