I 20 år har Sébastien levet af at gå i byen

Da han kiggede på sin notesblok dagen efter, kunne han faktisk godt se, at han havde skrevet ordet ’racist’ om en af de to fyre, han og kollegaen havde snakket med.

Så det undrede ham, at de alligevel var endt i den enes bil med en fuld chauffør på vej til en efterfest, der viste sig at foregå i et hjem med sydstatsflag på væggene og nynazistiske paroler flyvende over bordet.

Sébastien Tutenges, der er lektor i sociologi ved Lunds Universitet, og hans daværende kollega havde forinden taget en beslutning om for en gangs skyld at prøve at drikke med, når de var ude at observere unges opførsel i nattelivet.

De plejede ellers at observere og gå frem og tilbage til et kontor i Ringsted for at skrive feltnoter.

”Det gav os sådan en lidt abrupt forståelse af, hvad der skete. Så vi tænkte: 'Nu drikker vi med og giver den hele armen og gør, som folk gør, og som vi normalt selv ville gøre på en bytur.' Der fik jeg den her oplevelse af, at jeg dels fik skrabede feltnoter. Og dels traf vi nogle virkelig dårlige beslutninger den aften,” fortæller han.

For en forsker, der bruger det meste af sit arbejdsliv på at studere unges kollektive rus i nattelivet, ville det hurtigt kunne ende galt, hvis all-in-metoden skulle blive normen. Derfor blev konklusionen: 'OK, det behøver jeg ikke gøre en anden gang.'

Fra Nepal til Nykøbing Falster

Det er senere hen kommet Sébastien Tutenges til gode, at metoden med fuld indlevelse ikke blev standarden. Den aften i Ringsted var nemlig blot en af mange i løbet af de seneste 20 års rusmiddelstudier, som han nu har samlet resultaterne fra i bogen 'Intoxication: An Ethnography of Effervescent Revelry'.

”Man kan lære meget alene ved at observere folk og snakke med dem bagefter: 'Hvordan føltes det, da DJ'en byggede musikken op, og pludselig stod der en røgsky og flammekanoner ud fra scenen i musikkens klimaks? Hvordan oplevede du det i kroppen?' Man kan virkelig komme tæt på folk,” fortæller Sébastien Tutenges.

Sine første erfaringer som rusmiddelforsker fik han allerede, da han studerede antropologi. Han interesserede sig meget for bevidsthedsændringer og var derfor bl.a. på en tur til Nepal for at studere buddhismen.

Men han indså efterhånden, at der formentlig var flere jobmuligheder i at være rusmiddelforsker, og han skiftede derfor specialeemne og skrev om unge og deres indtag af rusmidler. Det var her, han arbejdede på Ringstedprojektet, der undersøgte unges brug af rus- og nydelsesmidler.

I forbindelse med sin ph.d. tilbragte Sébastien Tutenges senere en masse tid i Sunny Beach i Bulgarien for at observere de mange danske unge, der tager dertil for at feste.

I hans bog findes desuden eksempler fra senere forskningsprojekter, der kigger nærmere på nattelivet i Golden Sands, på Ibiza og i Aalborg, Sønderborg, Nykøbing Falster og København.

”Vi har åbenbart brug for den her beruselse, der er i nattelivet, hvor man spilder penge, går sent i seng, smadrer næste dag og ødelægger sit helbred momentært. Det er, som om vi har brug for den her kollektive rus, på trods af at den har en klart destruktiv side. Det synes jeg bare er så fascinerende, at jeg har villet beskæftige mig med det i mange år,” forklarer Sébastien Tutenges.

Og faktisk er det nu hans oplevelse, at man ikke nødvendigvis behøver at drikke selv for at få et ret klart billede af, hvad der driver de unge, fortæller han.

”Min vigtigste metode er den etnografiske, hvor man er i selskab med folk over længere tid, lærer dem at kende, observerer hvad de gør og nogle gange interviewer dem, når de er ædru. Den tilgang kan hjælpe med at komme ind under huden på folk og forstå tingene fra deres perspektiv.”

Men hans arbejdsmetoder er ikke kun kvalitative. I Sunny Beach havde han sin kæreste og en veninde med som forskningsassistenter. Deres opgave var at dele spørgeskemaer ud i lufthavnen, og samle svarene ind.

”Med spørgeskemaerne kan man få et overblik over, hvilke rusmidler der bliver brugt. Hvordan kommer folk til skade? Hvor mange køber sig til sex? Vi har brugt spørgeskemaer til at få tal på de ting,” forklarer han og tilføjer:  

”Det var lidt kedeligt for dem at samle spørgeskemaer ind, mens jeg var på pubcrawl og til skumfest og sådan noget,” griner han.  

Aggressive situationer

Sébastien Tutenges fortæller også, at han har tilbragt så meget tid i nattelivet, at han i længere perioder ad gangen har oplevet influenzasymptomer og har været enormt træt. Én ting er, at der er tale om natarbejde, men de mange sanseindtryk trætter også kroppen, fortæller han.

”En natklub er jo designet til at pumpe energierne op med lys og lydniveauet og den måde, folk bliver pakket tæt sammen. Det er ligesom en stor maskine, der skal højne de kollektive energier. Og når du er eksponeret for det i lang tid, tærer det på kroppen.”

Men udmattelse er ikke den eneste risiko, der kan være ved at arbejde så intenst med nattelivet. Selvom man er ædru og egentlig bare står og observerer med pen og blok, kan man uforvarende godt ende midt i ”aggressive situationer”.

Men her gør ædrueligheden, at risikoen ved netop Sébastien Tutenges’ form for etnografisk feltarbejde er meget lav, mener han.

”Man er jo i vid udstrækning selv herre over, om det bliver farligt eller ej. Hvis man vil opleve, hvordan det er at hoppe fra balkonerne ned i poolen sammen med andre turister i Sunny Beach, så kan man jo gøre det. Det ville jo så være et valg,” siger han og fortsætter:

”Hvis du er på feltarbejde i Congo eller en rockerklub, vil farerne blive påført dig, om du vil det eller ej, hvis du er uheldig. Man kan selvfølgelig blive truet af pushere i Sunny Beach, der ikke vil have, at man går og observerer. Og man kan ende inde midt i et slagsmål. Men hvis du er ædru i de situationer, er risikoen meget lille.”

Det kan alligevel være en god idé at have en strategi for den slags situationer, for de eskalerer ofte hurtigt, og det er ikke altid, at man når at tænke, forklarer han.

”I mit tilfælde har jeg skrevet en manual for, hvordan man passer på sig selv og dem, man studerer i nattelivet, som jeg så også har givet til studentermedhjælpere og forskningsassistenter. Og vi havde en snak om, hvad vi gør, hvis der fx opstår et slagsmål.”

”Når folk begynder at slås, har de det med at blive så opildnede, at deres bevægelser bliver ukoordinerede, og det hænder tit, at de fx slår på den forkerte. Eller flasker bliver slynget ind i massen. Så hvis der er slagsmål, så er det klogt at bevæge sig væk og ringe efter politiet eller råbe på afstand. Man skal ikke stå med sin notesblok to meter fra Benny og Hans, der står og tæver på hinanden.”

I hvert fald i ædru tilstand er det helt naturligt, at hjertet begynder at banke hurtigere, og man får svedige håndflader, hvis man er tæt på en konflikt, fortæller han videre.

”Det er ubehageligt, og man bliver indfanget af den voldelige dynamik, der er, og man tænker ikke klart. Så det er vigtigt at have forberedt sig mentalt på, hvad man skal gøre. I mit tilfælde er det noget med ikke at puste mig op, men at gøre situationen kedelig, så aggressionen når at dæmpe sig. Og det er gået ok hidtil.”

Den kollektive rus

Og hvad gør, siger og oplever de unge så? Det essentielle, fortæller Sébastien Tutenges, er den magiske mellemmenneskelige forbindelse, der kan opstå, når folk står tæt og bliver opslugt af hinanden: Følelsen af at blive del af et større og mere kraftfuldt hele.

Forbindelsen begrænser sig til tider ikke alene til de mennesker, de umiddelbart er omgivet af. De kan føle sig forbundet til ”verdensaltet” og selve universet.

”Det er selvfølgelig nogle andre ord, de bruger: 'Det er fantastisk at være sammen med vennerne på den måde. At gå amok på den måde. At der er kærlighed, og jeg føler varme i kroppen. Jeg glemmer alt om min elendige hverdag og bekymringer. Jeg er opslugt af nuet.' Det er den slags, de siger,” fortæller Sébastien Tutenges.

”Men det essentielle er den mellemmenneskelige forbindelse. Man bliver løftet op til et niveau, man aldrig ville kunne nå derhjemme, hvis man stod og hørte technomusik og tog ecstasy hjemme på sofaen og hoppede op og ned til et Zoom-link med forbindelse ned til Ibiza.”

Og her når vi ind i kernen af Sébastien Tutenges’ forskning. For selvom han kan kalde sig rusmiddelforsker, og selvom skiftet fra buddhisme som studieområde til nattelivet i en mellemstor dansk provinsby kan lyde radikalt, er de to felter tæt forbundne.

For faktisk er det fænomen, de unge beskriver – den kollektivt forstærkede rus – lig med fællesskabsfølelsen for fans på et fodboldstadion, en opildnet menneskeflok ved en politisk begivenhed som fx stormen på Kongressen i USA i januar 2021 eller ved en religiøs ceremoni.

Rusmidlerne er i sig selv sekundære, betoner Sébastien Tutenges.

”Kernen er at være sammen, gøre det samme, fokusere på det samme og blive bevidst om, at man fokuserer på det samme. Så kan magien opstå. Når det sker, kan der ske sådan en elektrisk strømning, der spreder sig i folkemassen,” siger han med reference til Émile Durkheim, der regnes som sociologiens fader.

Vi skal favne beruselsen

Og hvad er det så, vi som samfund får ud af, at Sébastien Tutenges render rundt ude i nattelivet?

”En af de ting, der er kommet ud af det, er en anerkendelse af, at vi har brug for de her kollektive beruselsesepisoder i vores liv – om det så er i kontekst af det religiøse, politiske, sportslige eller festlige. Det er noget, vi er nødt til at favne som samfund. Vi må finde steder, hvor man kan udleve det på en givtig måde.”

Faktisk trækker han tråde til børneopdragelse. For dyrkelsen af den kollektive rus starter i princippet allerede, når børn i flok hvirvler rundt for at blive svimle eller oppisker en stemning af ekstase til børnefødselsdagen.

”Det kan man godt tage en snak med dem om. Ikke forbyde det, men oplære dem i, hvad der sker, når de senere skal til en fodboldkamp, et dansearrangement eller i byen. Vi kan lige så godt gå proaktivt til det for at dyrke givtige og frugtbare måder at beruse sig selv. Og så selvfølgelig tage en snak om rusmidler, når de når den alder.”

En lille del af Sébastien Tutenges’ studier har desuden handlet om sikkerhed i nattelivet. Og derfor har han gennem årene kunnet give råd til fx barer og natklubber om, hvordan de kunne optimere sikkerhedsforholdene.

Her nævner han, at man kan se, at steder, der er beskidte, faktisk nudger os til at være ”mere lemfældige med hinanden”. Risikoen for vold er med andre ord større. Og skulle der ligge en masse glasskår på gulvet, er stedet endnu mere usikkert.

”Når det er sagt, så er det jo grundforskning,” som Sebastien Tutenges påpeger. ”Det er et forsøg på at forstå, hvorfor i alverden vi samler os i flok og beruser os på trods af alle de farer, der også er.”

Og det gælder som forsker såvel som nattelivsgæst. I hvert fald havde en taxa den aften i Ringsted nok retrospektivt været et klogere valg, lyder det i dag. Et valg, hans arbejdsgiver gladelig havde betalt for.