Theresa har meldt sig ud af arbejdsmarkedet. Det provokerer mange

Theresa Søndergaard åbner døren til bungalowen i Ballerup. Hendes hår er trukket tilbage i en lavtsiddende knold, som viser perleøreringene frem. Om livet har hun et lyseblåt forklæde, der er en del af uniformen som husmor på fuldtid.

Theresa Søndergaard er 30 år, og det er nu tre år siden, hun trådte ud af arbejdsmarkedet. Dengang arbejdede hun som fuldmægtig i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som er en styrelse under Undervisningsministeriet. Her nåede hun at arbejde fuldtid i cirka halvandet år.

Under jurastudierne blev hun gravid med sit ældste barn, Isak. Det var let at hente sønnen tidligt fra institution eller tage sig af ham, hvis han blev syg. Men da hun blev færdiguddannet og gik på fuldtid, forsvandt fleksibiliteten.

”Jeg følte ikke, at jeg havde mulighed for både at gøre karriere og være den mor og hustru, som jeg gerne ville være. Der opstod pludselig nogle overvejelser om, hvad der var vigtigst for mig.”

Theresa Søndergaard delte overvejelserne med sin mand, der foreslog hende, at hun kunne blive hjemmegående. Så da hun blev gravid med deres anden søn, blev barslen en afsked med arbejdsmarkedet på ubestemt tid. Nu er hun husmor.

”En husmor er én, der primært søger for hjemmet, børnene og madlavningen. Meget klassiske, kvindelige og moderlige dyder. Jeg gør rent, jeg ordner have og nyder at gøre noget ud af hjemmet.”

Mens Theresa Søndergaard tager sig af hjemmet, er karrieren i centrum for hendes mand. Han skal hverken tænke på sygedage, forældrearrangementer eller tage sig af de huslige pligter.

”Vi har delt det op, så vi kan fokusere meget målrettet på henholdsvis familie og karriere. Det giver en ro, og det gør os stærkere som familie, at vi er afhængige og har brug for hinanden.”

Privilegeret ligestilling

’Hvorfor er det ikke din mand, der er hjemmegående?’ Det spørgsmål har Theresa Søndergaard mødt adskillige gange. Til det lyder svaret:

”Det var mit behov.”

Hun vil vove at påstå, at det er biologisk, at flere kvinder end mænd har et behov for at tage sig af børnene, mens de er små.

”Jeg har veninder, som har fået børn, hvor de ikke har følt det samme behov. Så jeg er helt klar over, at man ikke kan skære alle over én kam og sige, at man er en bedre mor eller kvinde på den ene eller anden måde. Men der er nok en overrepræsentation af kvinder. Det kan jeg se, når jeg mødes med andre hjemmepassere.”

Theresa Søndergaards synspunkter passer ikke altid ind i en tid, hvor kønskvoter og flere kvindelige ledere er på agendaen. Nogle har ligefrem givet udtryk for, at hendes valg er et tilbageskridt for den kamp, som kvinder har kæmpet i mange år.

”Jeg tager mig af nogle ting, som kvinder historisk set har taget sig af, som vi i højere grad har fået mænd til at tage hånd om også, så kvinderne har kunnet komme på arbejdsmarkedet. Men så længe det er et frit valg, ser jeg ikke et problem.”

Ligestilling handler nemlig hverken om, hvem der støvsuger eller tager på arbejde, hvis man spørger Theresa Søndergaard. Hun mener, at vores ligestillingsdebat er meget privilegeret.

”Der er kvinder ude i verden, som fortsat lever under enormt dårlige forhold, når de skal føde, oplever vold i hjemmet og ikke har en demokratisk stemme,” siger hun, mens hun rejser sig for at hente noget legetøj.

Theresa Søndergaard vil ikke personligt betale for tidens mantra om at fremme kvinders position på arbejdsmarkedet.

”Jeg skal ikke være martyr for en række statistikker for kvinder på arbejdsmarkedet. Min families livsglæde og velfærd er vigtigere.”

Ingen anerkendelse

Abel, der kravler rundt nede på gulvet, har fundet vej til magasinerne, som ligger i to sirlige bunker under sofabordet. Én efter én hiver han dem ned på gulvet.

Livet som husmor byder på meget af det, Theresa Søndergaard betegner som ’cyklusarbejde’. Hver dag skifter hun bleer. Giver børnene mad, hvorefter de straks er sultne igen, og rydder legetøjet op, som hun netop har lagt på plads.

”På arbejdsmarkedet bliver man mødt på en anden måde. Der afslutter du et projekt, du får noget feedback og føler, at du rykker dig fagligt og karrieremæssigt. Det behov får man ikke tilfredsstillet, når man går hjemme. Derfor tror jeg heller ikke, at det er for alle.”

Mange lægger en stor identitet i jobbet. Det var ikke noget, som Theresa Søndergaard havde tænkt synderligt over, før hun forlod styrelsen. ’Hvad laver du til daglig?’ bliver hun spurgt, når hun sidder til bords med nye mennesker til bryllupper eller store fester.

Det har været en øvelse for hende. Ofte mødes hun af antagelser om, at det må være, fordi hun er mellem jobs, lige har sagt op, eller at der bare er tale om et halvt års tid. Hun tror, at det skyldes en kollektiv opfattelse af, at det arbejde, der udføres i hjemmet, ikke er ret værdifuldt.

”Samtidig har jeg skullet tage det på mig, at det er en del af min identitet. Der er mange, der synes, at mit arbejde er nedværdigende. Det synes jeg er mærkeligt, når det handler om omsorg for dem, som jeg holder allermest af,” siger hun, mens hun stabler bladene fra gulvet.

”Jeg kan ikke kun være til for børnene”

Mange har en antagelse om, at det må være hårdt at gå hjemme med børnene, hvor store dele af dagen er på deres præmisser.

”Børnene vænner sig til at skulle lege selv og være der, hvor jeg er. Jeg kan ikke kun være til for børnene, selv om det er dem, jeg tilrettelægger dagen ud fra.”

Derfor er det vigtigt for Theresa Søndergaard at have nogle projekter, som hun kan følge til dørs.

”Jeg ved godt, at det lyder helt åndssvagt. Men at så frø, sætte planter ud og pludselig stå med sine egne squash, tomater og kartofler. Det er vildt tilfredsstillende.”

Derudover følger hun også et rengøringsskema, der løber over fire uger. På den måde får hun løbende gjort alt det, der sjældent er tid til som at rense ovnen eller køleskabet.

”Jeg har advokatveninder, som godt kan grine af mit rengøringsskema. Samtidig har de selv en blok, hvor de nærmest har skrevet ned i 10-minuttersintervaller, hvad de skal nå i løbet af de få timer, de har derhjemme om morgenen og aftenen, for at de kan få det til at hænge sammen.”

Ud over at det føles meningsfuldt at se børnene vokse op, har hun også fundet frihed i arbejdet derhjemme.

”Jeg tager ikke opgaver mentalt med hjem, som da jeg arbejdede. Dengang havde jeg altid et eller andet, som skulle renskrives, en opgave som jeg ikke lige vidste, hvordan jeg skulle gribe an, eller nogle, jeg skulle huske at rykke for svar.”

Børnenes sygedage var også et evigt stressmoment, da hun arbejdede.

”Der var en loyalitetskonflikt mellem børnene og arbejdspladsen. Jeg tror, at mange forældre kan genkende at have dårlig samvittighed over, at man ikke kan være der ordentligt for sine børn, når de er syge. Man ser, at snotnæsen stadig løber lidt, men sender barnet af sted alligevel, for feberen er jo faldet.”

Ikke direktørfrue

Men man skal ikke kaste sig hovedkulds ud i tilværelsen som husmor, lyder Theresa Søndergaards opfordring. Her spiller uddannelsen som jurist ind. Hvis Theresa Søndergaards mand går fra hende eller kommer ud for en ulykke, står hun reelt set uden en indtægt. Derfor har hun og hendes mand indgået en række aftaler, som sikrer hende økonomisk.

”Vi sætter månedligt penge ind på en opsparing, så jeg ville have råd til at sidde i huset og betale regningerne i ca. 6-12 måneder.”

Derudover betaler hendes mand ind til hendes pension.

Den daglige økonomi er også blevet set efter i sømmene. For som Theresa Søndergaard selv siger, så er hun ikke ’direktørfrue’. Der bliver sparet på daginstitution, og så har familien fravalgt at have bil.

Derudover er der småting, som parret nedprioriterer efter princippet ’mange bække små’. Theresa Søndergaard går hos en billig frisør, bruger færre penge på tøj, og hendes mand får madpakke med.

”Jeg tror på, at langt de fleste kan få råd til at gå hjemme, hvis de er villige til at prioritere om i deres liv.”

Ud af hamsterhjulet

Der skal spares lidt endnu. Theresa Søndergaard har nemlig planer om at være hjemme, indtil alle børnene er startet i skole.

”Jeg tænker ikke, at Abel bliver vores sidste barn, så det kan godt være, at der går 10 år, før jeg skal ud og arbejde.”

Derfor bruger hun ikke tid på at netværke eller opkvalificere sin faglighed.

”Det handler jo netop om at stå af hamsterhjulet, og der går lang tid, før jeg skal tilbage.”

Selv om Theresa Søndergaard nåede at få tre-fire års erfaring hos Undervisningsministeriet som studentermedhjælper og fuldmægtig, vil hun være dårligere stillet end sine jævnaldrende, når hun vender tilbage til arbejdsmarkedet.

”De har jo al erfaringen og er foran på CV’er. De, der kommer nyudklækkede fra universitetet, har måske lige så meget erfaring som mig, men de er netop nyuddannede og har frisk viden i bagagen.”

På juraområdet er der også noget lovgivning, som ændrer sig med tiden. Så hun er klar over, at det kan kræve nogle kurser på det juridiske fakultet, inden hun sender ansøgninger af sted.

Omvendt er det slet ikke sikkert, at Theresa Søndergaard vender tilbage som fuldmægtig.

"Jeg kan godt lide den her livsstil, så det kan være, at jeg skal tilbage deltid. Det vil jeg ikke kunne som jurist eller advokat, men det kan jeg måske som receptionist eller sekretær for et advokatfirma.”

Hun har den grundlæggende holdning, at der ikke er nogen jobs, hun er for fin til.

”Hvis arbejdsmarkedet finder mig uattraktiv, fordi jeg har gået hjemme i alle de år, så kan jeg sagtens tage telefoner eller lignede. Det er et vilkår, som jeg er bevidst om.”