Nyvalgt forsker: Politikere har udstødt fakta, og samfundet er blevet dummere

Hun kan selv blive ramt af følelsen nogle gange. Afmagten. Hun lukker aviserne, selvom hun gerne vil følge med. Men den politik, hun læser om i medierne, bliver ført på baggrund af følelser og enkeltsager i stedet for statistiske fakta.

”Der er sket en polarisering mellem en politisk verden, der kører for sig selv, og en forskerverden, der føler sig fremmedgjort over for den måde at have en samtale på,” siger Theresa Scavenius.

Den politiske samtale er nemlig ofte blottet for viden og fakta, fordi politikerne ikke længere har en interesse i eller et ønske om at lytte til eksperterne.

”Man bruger ikke faglig ekspertise i lige så høj grad. Man kan godt lave politik, som ikke følger det, som forskerne anbefaler,” lyder det videre fra Theresa Scavenius, der ud over selv at være forsker netop er blevet valgt til Folketinget for Alternativet.

For Theresa Scavenius er det selvsagt et problem i den del af samfundet, hvis rolle det er at producere viden og kvalificere den offentlige debat og den førte politik. Hun oplever, at hendes kolleger føler sig fremmedgjorte over for det politiske system.

”Hvis man som forsker gerne vil bidrage med viden, man har, i debatten, er der en risiko for, at hele éns forskning bliver politiseret, og at man bliver stemplet som én med en politisk holdning, hvis den viden ikke lige passer ind i den politiske dagsorden,” forklarer hun.

Fx nævner hun, at den socialpolitiske forskning peger på, at der er en sammenhæng mellem sociale ydelser og børnefattigdom. Men typisk vil en forsker ikke fremture med de konklusioner, fordi vedkommende i den offentlige debat vil blive stemplet som en forsker med en politisk holdning.

”Men det er egentlig slet ikke en politisk holdning. Det er bare en forsker, der ved, at der er en sammenhæng mellem fattigdom og sociale ydelser og gerne vil bidrage med det. Det kan være svært at navigere i det og undgå en politisering af forskningsområderne,” siger hun.

Konsekvensen ude på universiteterne bliver en angstlignende følelse, hvor man holder sig fra at tale offentligt om sin forskning, fordi man som forsker kan blive sat i en kasse og måske frygte for sin karriere. Og det altså på trods af de omfattende formidlingsforpligtelser, forskere har.

”Min oplevelse er, at folk undgår at omsætte deres viden til anbefalinger ind til det politiske system. Man skærmer sig selv,” fortæller Theresa Scavenius.

Det levende eksempel

Theresa Scavenius har indtil for nylig haft sin daglige gang som lektor og klimapolitisk forsker ved Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet. Ud over som forsker at blande sig i den politiske debat er Theresa Scavenius altså nu gået skridtet videre og er blevet valgt til Folketinget for Alternativet.

Men forskningen bliver ikke lagt på hylden, for hun har netop fået en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond til et projekt, der skal kortlægge lobbyister og interesseorganisationers indflydelse på FN’s klimapanels årlige rapporter fra 1990 og til i dag. Hun kommer dog selv til kun at være en lille del af projektet.

Langt størstedelen af sin tid skal hun derfor bruge på Christiansborg. Og her er hun blevet kastet i ilden med det samme i en sag om hende selv, der for så vidt illustrerer hendes samfundsanalyse meget godt, forklarer hun.

Netmediet Frihedsbrevet bragte nemlig i slutningen af november historien om, at Theresa Scavenius har fløjet mellem København og Aalborg en del gange i forbindelse med sit arbejde på Aalborg Universitet.

Hun tog til genmæle og forklarede, at hun i sin forskning har konkluderet, at det ikke giver mening at give individer og virksomheder det moralske ansvar for at løse klimakrisen. Og samtidig er borgere afhængige af de transportmidler fx, som politikerne har stillet dem til rådighed, hvorfor hun aldrig har lagt skjul på, at hun af og til var nødt til at flyve ligesom alle andre.

Medierne har ikke ressourcerne til at kigge på den forhåndenværende viden, og fokus ender på moral og individer. Men i virkeligheden burde fokus være på de strukturelle ændringer, politikerne ikke har sat i værk for fx at løse klimakrisen, lyder det.

Ud med smagsdommerne – ind med populismen

Udgangspunktet for Theresa Scavenius’ analyse skal vi cirka 20 år tilbage i tiden for at finde.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens indledte ved sin tiltrædelse et opgør med det, han kaldte ’smagsdommeriet’. Det betød bl.a., at den daværende regering nedlagde en række offentlige råd og nævn, der netop var sat i verden for at rådgive politikerne.

”Det var fx inden for miljøområdet og integrationsområdet. Den viden, der skulle afdække de problemer, der var i den førte politik, blev skåret ned. Det var en politisering af viden. ’Viden om klima og miljø og integration er bare smagsdommeri, det er bare politik, det har vi ikke brug for at betale for’,” fortæller hun.

Derudover har konkurrencestatens fokus på bundlinjen i den offentlige sektor været med til at skabe dårligere betingelser for den frie forskning.

”Alle de her reformer, hvor sådan noget som grundforskning, fri forskning, lange uddannelser, lange specialer, medier, der har tid til dybdegående journalistik, ikke bliver værdsat særligt højt, fordi man ikke kan se, hvordan man tjener penge på det,” siger Theresa Scavenius.

Konsekvensen blev, at forskere i højere grad skulle konkurrere om midlerne ved især at søge ekstern finansiering til deres forskning.

Med tiden er der ifølge Theresa Scavenius blevet skabt et tomrum, hvor populismen har større spillerum, fordi den i sin natur er afkoblet fra virkeligheden.

”Det er jo det, man ser i yderste konsekvens med Trump. Der er ikke nogen politisk virkelighed længere. Man kan selv definere virkeligheden efter forgodtbefindende. Man er ikke længere afhængig af viden om samfundet. Og når man er der, så bliver viden et problem.”

Den konsekvensløse populisme

Og her finder vi altså årsagen til polariseringen og fremmedgørelsen af forskere og eksperter, mener Theresa Scavenius. De føler sig simpelthen ikke lyttet til, og deres rolle udvandes og afmagten stiger i takt med, jo mere politikerne sætter dem i bås, når de formidler deres forskning offentligt.

Et eksempel er klimapolitikken, hvor den nu tidligere regering sagde, at den førte en klimapolitik, der skulle holde temperaturstigningerne på 1,5 grader. Men i virkeligheden udvidede de motorveje og udsatte timeplanen for togene.

”1,5 graderspolitikken bliver sendt ud i en besked fra ministeriet, og de kan sidde og kommunikere det til pressen, og det bliver så den måde, vi taler om det på. Det mener jeg er en form for fordummelse.”

”I stedet for skulle de sige: 'Det er meget svært at føre 1,5-gradsprolitik, det kan vi ikke. Men vi har lavet de her små tiltag, som er det, vi kan komme frem til i dag.' Det ville være den vidensbaserede tilgang. Så som samfund bliver vi dummere simpelthen.”

Og her spiller også medierne en rolle, fordi de ikke har tid til at tilegne sig den viden, der skal til for at kunne stille de kritiske spørgsmål og skrive de dybdegående artikler.

”Inden for klimapolitikken er det stadig muligt at sige, at man gør én ting, men i praksis gør noget andet. Der er ikke den vidensressource i hverken embedsværket eller journaliststanden til at modvirke det. Det svarer til, at vi under coronakrisen havde fået forkerte smittetal. Så ville vi ikke kunne vide, hvad det faktuelle grundlag for de politiske beslutninger var,” siger hun.

Medierne skal tænke langt mere i annoncører og bundlinje og ender med at publicere underholdning, tilføjer hun, når hun forklarer det, hun altså kalder ”fordummelsen af samfundet”. Resultatet bliver, at politik bliver ført, på baggrund af hvad politikerne føler, fordi de ikke stilles til ansvar:

”Hvad synes jeg lige nu? Hvad oplevede jeg i går? Var det koldt eller varmt for mig? Mødte jeg en ubehagelig person på gaden? Frem for det, som jeg synes, det skal handle om: Hvad ved vi statistisk set?” siger hun og fortsætter:

”For nogle år siden satte man den kriminelle lavalder ned, selvom alle, der vidste noget om børn og kriminalitet, sagde: 'Man skal ikke sætte 12-årige i fængsel.' Og så gjorde man det alligevel på grund af en politisk følelse af, at det skabte retsfølelse i befolkningen. Men det var en faktuelt forkert strategi i forhold til at skabe mindre kriminalitet.”

Rådgivning i nye gevanter

Men hvad er det så for en rolle, forskerne skal spille i samfundet og i politik?

Theresa Scavenius mener, at politik bør være et samspil mellem borgerne og deres holdninger og interesser, der er repræsenteret ved politikerne, på den ene side, og faglig viden på den anden.

”Borgerne kan bekymre sig om klimaet eller sociale forhold og have nogle moralske værdier, de gerne vil have repræsenteret og lavet politik på. Og så har man nogle vidensressourcer, fx forskere, inden for fx klima, der siger: ’Vi ved, at problemet er de her teknologier og produktionsformer, og vi ved, hvordan man kan løse tingene ved at gøre dem anderledes’.”

Skal man derhen, må man først kigge på, hvordan institutionerne udvikler politik i dag, mener hun. For når politikerne ikke længere lytter til forskere og eksperter, lytter de til nogle andre, forklarer hun.

”Globalt set ved vi rigtig meget om, hvor meget kul- og olieindustrien har påvirket det politiske system i både Bruxelles og Washington. Vi ved, at til COP27 var en af de største delegationer fra kul- og olieindustrien,” lyder det.

Man kunne derfor starte med at indføre et lobbyisme-register lig det, man har i Bruxelles, mener Theresa Scavenius, for at skabe et overblik over, hvor meget politikerne mødes med interesseorganisationerne.

Dernæst skal politikerne simpelthen rådgives bedst muligt. Og det betyder ifølge Theresa Scavenius, at en lang række af de rådgivende organer, der er blevet nedlagt de seneste 20 år, skal genoplives i ”nye gevandter”.

”Vi kan ikke lave politik, uden at vi har lyttet til eksperterne. Der behøver ikke være teknokrati, men der skal i hvert fald være en eller anden form for resonans i politikken med, hvad forskerne anbefaler. Og det gælder alle områder – skattepolitik såvel som sundhedspolitik eller klimapolitik. Det vil jeg gerne arbejde videre på,” siger hun.

Derudover vil hun skabe bedre vilkår for journalister og ikke mindst for forskere og studerende. Hun vil have en ”kritisk mængde viden” i samfundet, som hun beskriver det.

Men det vigtigste er nok, at politikerne skal sige tingene, som de er:

”Måske kan vi ikke redde verden herfra, men vi kan i det mindste være ærlige om det. Og fx sige, at vi er rigtig dygtige til mange ting i Danmark, men inden for klimaområdet er vi langtfra den pæne dreng i klassen. Det ville være rigtig opløftende, hvis vi kunne genskabe tilliden til politik,” siger hun og tilføjer, at advarselslamperne bør lyse, hver gang stemmeprocenten falder.