Et godt EU-formandskab tager tre år

I den europapolitiske del af Udenrigsministeriet og på repræsentationen i Bruxelles bruger man i daglig, lun jargon udtrykket 'fredstid' til at betegne den periode, der starter, når et dansk EU-formandskab er ovre. Fredstiden slutter, når forberedelserne til næste formandskab begynder.

I disse måneder er fredstiden ved at være forbi.

”Vores erfaring er, at hvis man skal have succes med et EU-formandskab, så skal man starte tidligt. Det, der er vigtigt at få på plads nu, er de tre p'er: Plads, personale og penge. Det er de ressourcer, der skal være til stede, for at vi kan gennemføre et professionelt og succesfuldt formandskab,” fortæller Carsten Grønbech-Jensen.

Han har de seneste tre år, fra et hjørnekontor på tredje sal på Asiatisk Plads, bestredet titlen som direktør for europapolitik og Arktis i Udenrigsministeriet. Næste sommer pakker han flyttekasserne og rykker til Bruxelles, hvor han skal være Danmarks EU-ambassadør.

Reppen og ressourcerne

Det er Carsten Grønbech-Jensen, der på embedsmandsniveau har det øverste ansvar for, at det kommende danske formandskab bliver en succes. Ligesom da Danmark i 2002 forhandlede EU’s østudvidelse på plads. Eller da Danmark i 2012 med rolig hånd skulle styre et EU med slagside gennem efter-finanskrisetidens økonomiske reguleringer.

Det første, Carsten Grønbech-Jensen skal finde frem mod formandskabet, er plads. Normalt arbejder cirka 100 personer på EU-repræsentationen, der i daglig tale bare kaldes 'Reppen'. Under et formandskab kommer repræsentationen op på et sted mellem 180 og 200 medarbejdere, anslår han.

”Det betyder, at alle skal sidde tættere, men vi skal også have mere plads at sidde på. Sikkerhedsudfordringerne er sådan i dag, at man ikke bare lejer sig ind i en tilfældig kontorbygning. Der skal trækkes kabler og laves sikkerhed. Det skal projekteres, og det tager tid,” forklarer han.

Et af de andre p’er står for penge. Det kan være en bekostelig sag at afholde et formandskab. Hvis justitsministeren eksempelvis inviterer alle sine europæiske ministre til møde i Danmark, skal der findes et passende sted, tolkning, transport, mad osv.

”Der er tale om så mange penge, at man skal køre tingene i udbud, og så skal man bare i gang et par år før,” siger Carsten Grønbech-Jensen.

Udenrigsministeriet opgraderer med cirka 30 ekstra medarbejdere til formandskabsopgaver i København og Bruxelles. En håndfuld af dem skal fra nytår sidde i et selvstændigt sekretariat på Asiatisk Plads, som skal have en koordinerende og hjælpende funktion for ressortministerierne.

Og når Carsten Grønbech-Jensen til sommer tager til Bruxelles og sætter sig i ambassadørstolen, tager han et stort hold af såkaldte arbejdsgruppeformænd med. Og her når vi til det sidste p: Personale.

Da han under det danske formandskab i 2002 selv var formand for Ministerrådets Vestbalkan-arbejdsgruppe, var han kun omkring 30 år gammel og på sin anden udsendelse som diplomat.

”Det var ikke mange år efter Dayton-fredsaftalen i Bosnien. Det var, kort tid efter Nato bombede Kosovo, så der skete en hel masse på Balkan. Det var en stor oplevelse. Det er ikke, fordi man skal være gråhåret for at være arbejdsgruppeformand, du kan også være relativt ung diplomat eller embedsmand. Men du skal selvfølgelig have noget erfaring og nogle kompetencer.”

Man rykker en plads…

Ministerrådet i Bruxelles er inddelt i en række arbejdsgrupper, der hver beskæftiger sig med et politikområde. I hver arbejdsgruppe sidder en repræsentant for hvert land, og det er her, de politiske sager første gang diskuteres medlemslandene imellem.

Arbejdsgrupperne forsøger at fjerne så mange politiske modsætningsforhold, de kan, inden sagerne flyttes op på ambassadør- eller ministerniveau.

”Man rykker en plads om bordet hvert halve år, og på et eller andet tidspunkt rykker man ned for enden af bordet og har selv formandskabet. Når man sidder der som formand for arbejdsgruppen, skal man lede møderne, sætte dagsordenen, og man skal bidrage til løsninger, til kompromisser mellem alle de andre medlemslande,” fortæller Carsten Grønbech-Jensen.

Det er faktisk i sin essens det, et EU-formandskab handler om.

”Det er tilsvarende den opgave, man har som COREPER-ambassadør (EU-ambassadør, red.), når man sidder for bordenden i COREPER, og som minister, når man sidder for bordenden ved ministerrådsmøderne. I det halve år leder man møderne og er ansvarlig for at få medlemslandene til at blive enige om fælles løsninger.”

Derfor er det vigtigt, at de folk, der skal være arbejdsgruppeformænd under det danske formandskab, tidligt kommer til Bruxelles og skaber det nødvendige netværk.

”Hvis du skal lave kompromisser, skal du altså vide, hvem din franske kollega er, og hvem den spanske er. Og du skal vide, hvad deres problemer er, og hvordan vi løser dem,” siger Carsten Grønbech-Jensen.

”Så de, der skal være arbejdsgruppeformænd, skal typisk have en solid erfaring, de skal kunne deres stof, de skal være gode til at forhandle på i hvert fald engelsk, men skal helst også kunne noget fransk.”

Derudover kan arbejdsgruppeformandens profil variere fra ressortområde til ressortområde.

”Der er jo nogle, der beskæftiger sig med super-tekniske ting, og der skal du have medarbejdere, der har lang erfaring, og som kan teknikken. Du kan ikke forhandle et stykke lovgivning igennem, hvis du ikke virkelig kan teknikken i det.”

Hvilken krise får Danmark?

Under 2012-formandskabet var Carsten Grønbech-Jensen højre hånd for daværende EU-ambassadør Jeppe Tranholm-Mikkelsen. Og han var derfor bl.a. med til at lede de svære forhandlinger mellem EU’s medlemslande om økonomisk regulering, der skulle dæmme op for euro-krisen.

Reelt kom krisedagsordenen til at overskygge Danmarks planlagte politiske formandskabsprogram.

”I de senere år har formandskaberne skullet håndtere flere på hinanden følgende kriser: Migrationskrisen i 2015-16, Brexit i 2016-18, Covid-krisen 2020-21 og nu Ruslands krig i Ukraine og den energikrise, som følger af krigen. De har skullet håndtere ting, de ikke var forberedte på. Hvem ved, hvilke kriser Danmark skal forberede sig på at håndtere under formandskabet i 2025?” reflekterer han.

Han tilføjer, at Sverige, der har formandskabet i foråret 2023, ikke har lagt sig fast på store politiske dagsordener, fordi man regner med, at en større international dagsorden alligevel vil rydde programmet.

”Det har tidligere været sådan, at man forberedte sig på det og lavede en plan og et program. Man annoncerede, at det her formandskab skal handle om det og det. Sådan er det i princippet stadigvæk. Som formandskab overtager man en række forhandlinger om EU-lovgivning fra det foregående formandskab og sætter en dagsorden.”

”Vi har lært af de seneste års kriser, at man ikke altid kan sætte dagsordenen i særligt vidt omfang. De seneste tre-fire års formandskaber har alle fået smadret deres formandskabsplaner på grund af uforudsete kriser,” fortæller Carsten Grønbech-Jensen.

En oplevelse for livet

Selv om EU-repræsentationen nu skal opgradere, er det ikke en traditionel rekrutteringsøvelse, der skal til at begynde. Ministerierne udpeger selv, hvem de sender til Bruxelles.

”I ministerierne kigger de på, hvilke arbejdsgrupper der er vigtige, og hvem der arbejder med det til daglig: De kigger på, hvem de har tillid til, og hvem der har den pondus, der skal til at lede forhandlingerne i sådan en gruppe. Og så spørger de vedkommende, om ikke han eller hun kunne have lyst til at tage af sted i nogle år.”

”Nogle vil så sige: ’Yes!’ Og andre vil sige: ’Arh, det går ikke med familien.’ Og så spørger de en anden. De vil forsøge at finde den bedst mulige medarbejder til opgaven på alle parametre,” understreger Carsten Grønbech-Jensen.

Når vi når til sommeren 2024, vil endnu et hold medarbejdere fra centraladministrationen drage til Bruxelles. De skal støtte arbejdsgruppeformændene. I det hele taget er forberedelserne til formandskabet i 2025 en opgradering af det, Carsten Grønbech-Jensen i forvejen kalder 'en filial af centraladministrationen'.

”Det er mini-Slotsholmen samlet ét sted i Bruxelles. Det er kun Kirkeministeriet, der ikke er der.”

Og skulle man være en af dem, som bliver spurgt af chefen, om man vil til Bruxelles et par år, kan man i øvrigt se frem til titlen som specialattaché og løn- og boligkompensation lig Udenrigsministeriets udsendte.

”Men jeg skal da ikke lægge skjul på, at det også kan være en udfordring at tage en formandskabstørn. Der skal lægges nogle timer, og EU-forhandlinger fortsætter ikke sjældent til ud på aftenen.”

For mange kræver det derfor også en indsats at få enderne til at mødes familiemæssigt. Ikke mindst når man har en ægtefælle med egen karriere og børn, som skal forlade skoler og fritidsaktiviteter for at flytte til udlandet, forklarer han, inden han tilføjer:

”Det er til gengæld en oplevelse for livet. Det er en stor og spændende udfordring at arbejde som diplomat for Danmark i udlandet. Det er et job, som giver stor mening – ikke mindst i krisetider som nu.  Og så er det et job, hvor man har et tæt samarbejde med alle kollegerne på EU-repræsentationen. Den holdånd – ikke mindst under et dansk EU-formandskab – har jeg selv altid sat stor pris på.”

”Der er 13,5 år imellem hvert formandskab, så det næste formandskab kommer i 2039. Det er en helt unik oplevelse at være del af. Det er meget intenst, og man lærer rigtig meget, man kan tage med sig bagefter. Det ville være synd at gå glip af den oplevelse, hvis man interesserer sig for EU. Og de kompetencer, man oparbejder, kan bruges rigtig mange steder. Internationalt, i centraladministrationen eller i det private erhvervsliv,” siger Carsten Grønbech-Jensen.