Du skylder fremtiden at tænke dig om

Fremtidens menneskeliv har betydning. Der kommer til at være mange af dem. Og vores handlinger i dag kan være med til at forbedre dem markant.

Så enkelt kan man opsummere idéen bag ‘What We Owe the Future’, en ny bog fra den indflydelsesrige Oxford-filosof William MacAskill.

I løbet af det seneste årti har MacAskill – sammen med et voksende netværk af filosoffer, teknologer og pengemennesker – udviklet en filosofisk retning, som bliver kaldt for longtermism.

Deres kongstanke er, at vi er moralsk forpligtet til at tage hensyn til fremtidige mennesker, når vi træffer beslutninger i dag. For der kommer sandsynligvis til at leve billionvis af (ja, millioner af millioner) mennesker i fremtiden, og selv bittesmå ændringer i dag kan derfor kaste seriøse forskelle af sig på sigt.

Maksimal nytte

Hvorfor skal vi tage sådan noget moralfilosofisk science fiction alvorligt? Det enkle svar er: Fordi flere og flere af verdens mest magtfulde mennesker allerede gør det.

MacAskills sæt af idéer er godt i gang med at vinde indpas i indflydelsesrige kredse. Han er fx central i velgørenhedsbevægelsen Effective Altruism, hvor velhavende medlemmer forsøger at 'maksimere deres gavn' i verden. Og så har verdens rigeste mand, Elon Musk, for nylig tweetet, at han mere eller mindre er enig med MacAskill.

I sin bog forklarer MacAskill, hvordan hans langsigtede moralfilosofi bygger på en form for sandsynlighedsregning, hvor man forsøger at opgøre beslutningers forventede fremtidige værdi på et mere objektivt grundlag.

Vi er altså mere ude i teoretisk filosofi end et konkret katalog af politiske forslag. Men det er skrevet, så de fleste kan være med, og det sætter virkelig tanker i gang.

Det er dog ikke bare hjernegymnastik. Fx har bevægelsen længe plæderet for, at vi bør ruste os mod pandemier, fordi de er en trussel mod fremtidens menneskehed. Engang virkede den idé måske underligt langsynet. Efter Covid-19 virker den fremsynet.

Kritikere har peget på, at longtermism kan føre til en form for 'omelet-tankegang', hvor man accepterer knuste æg i dag til fordel for omeletter i fremtiden. I værste fald kan sådan en logik blive farlig.

Men MacAskill taler for en moderat tilgang, hvor nutidige hensyn giver modvægt til svimlende fremskrivninger. Han opfordrer os til at træde varsomt ind i fremtiden og holde så mange døre åbne som muligt.

Forrang til mennesket

Som lægperson er det svært at dissekere MacAskills pointer på et fagligt grundlag. Men jeg kan konstatere, at jeg sidder tilbage med en lille eftersmag af overmod. For er vi overhovedet i stand til at kvantificere de moralske effekter af vores handlinger langt ude i den dybe fremtid?

Og hvad med alle de andre arter? Med naturen? Det kunne være interessant, hvis longtermism ikke bare forsøgte at maksimere fremtidige menneskers velvære, men også tog højde for klodens tavse interesser, som fx hjemlige Lars Tønder har argumenteret for i bogen 'Magt i den antropocæne tidsalder'.

‘What We Owe the Future’ presser os til at tænke længere end til næste valgperiode. Og det er i den grad tiltrængt. Men måske behøver vi ikke tænke en million år frem. Vi kunne måske starte med et par hundrede?

Søren Høgh Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.