Arbejdsmiljø

Djøf: Borgmester tvinger chefer ud i sygemelding

24.11.2022

af

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Tre chefer er på anden måned sygemeldt fra deres job på Helsingør rådhus. Djøf beskylder borgmester Benedikte Kiær (C) for at have udsat dem for grænseoverskridende adfærd.

”Jeg må desværre sygemelde mig, da jeg er meget påvirket – også fysisk – af den nuværende situation.”

Sådan skrev en nu sygemeldt chef i Helsingør Kommune i kølvandet på en speget sag om adfærden fra borgmester Benedikte Kiær (C).

Det er noget af det, man kan læse i en 31 sider lang rapport, som Djøf og HK offentliggjorde i mandags sammen med en fælles pressemeddelelse om sagen.

Forløbet tog sin start, da der i september kom en anonym indberetning om borgmesterens ledelsesstil til kommunens whistleblowerordning, som tre chefer var inde over håndteringen af. Alle tre chefer er nu sygemeldte på anden måned. Ifølge Djøf på grund af det psykiske pres, de har været udsat for fra borgmesterens side.

I rapporten fra Djøf og HK fremgår det bl.a., at borgmesteren har forsøgt at presse de tre chefer til at fortælle, hvem den anonyme whistleblower var. Det er ifølge Djøf ulovligt.

Benedikte Kiær har i medierne hele tiden afvist, at hun har opført sig grænseoverskridende eller har truet nogen med repressalier, hvilket hun gentager i et skriftligt svar til Djøfbladet. Her forklarer hun desuden, at hun har spurgt, om man kunne give en garanti for, at det ikke var en byrådspolitiker, der havde brugt systemet, men at hun ikke har efterspurgt navnet på den person, der har indsendt indberetningen.

Hele borgmesterens svar kan læses nederst i artiklen.

Advokater: Medarbejdere har erindringsforskydning

Rapporten fra Djøf og HK kommer som et særdeles kritisk modsvar til en knap en måned gammel advokatundersøgelse, som advokatfirmaet Bech-Bruun har lavet til Helsingør Kommune om borgmesterens adfærd i sagen.

Advokatundersøgelsen frikender borgmesteren for at have udvist dårlig adfærd og for at have gjort noget, som kan kritiseres retligt.

Djøf afviser undersøgelsen fra Bech-Bruun. Dels fordi advokatfirmaet i forvejen er i et klientforhold til Helsingør Kommune. Dels fordi undersøgelsen ifølge Djøf og HK ikke tager højde for medarbejdernes udsagn.

”Det handler helt basalt om, at den undersøgelse ender med at hælde de oplevelser, som de tre medarbejdere har haft, fuldstændig ned ad brættet. Medarbejdere, som undersøgelsen vel at mærke samtidig beskriver som troværdige. Man tager ikke højde for medarbejdernes samstemmende skriftlige forklaringer, men siger, at de må lide af erindringsforskydning,” forklarer juridisk chef i Djøf, Kia Phillip Dollerschell.

Forsker: Sønderlemmende kritik

Roger Buch, der er forskningslektor i samfundsvidenskab på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har læst både rapporten fra Djøf og HK og advokatundersøgelsen fra Bech-Bruun.

”Det er en sønderlemmende kritik, som Djøf og HK kommer med, og som efterlader et billede af, at sagen slet ikke er undersøgt ordentligt,” siger han.

Efter at have læst Djøf og HK's rapport konstaterer han, at Bech-Bruun ikke har inddraget relevant, skriftligt materiale med medarbejdernes beskrivelser.

”Djøf og HK's rapport indeholder både en dokumentation af grænseoverskridende adfærd fra borgmesterens side, af at kommunaldirektøren ikke har skærmet medarbejderne for dette, og af at advokatundersøgelsen fra Bech-Bruun både metodemæssigt og i sine vurderinger er ensidig og uden brug af almindelige juridiske metoder,” siger han.

Jo mere magtfuldt et tillidshverv man har, jo højere er kravene til, at man opfører sig ordentligt

Jacob Vase, selvstændig konsulent og underviser af embedsmænd

Bech-Bruun afviser kritikken fra Djøf og HK.

”Da vi har afgivet vores rapport til Helsingør Kommune, finder vi det naturligt, at vi redegør for vores syn på den rejste kritik over for kommunen, inden vi kommunikerer med andre herom. Vi er ved at forberede en redegørelse til kommunen. Vi kan dog allerede nu oplyse, at kritikken i det hele savner materiel berettigelse, og at vi derfor afviser den i enhver henseende,” lyder det i en skriftlig kommentar fra Bech-Bruun til Djøfbladet.

Magt forpligter til ordentlighed

Selvstændig konsulent Jacob Vase underviser i forholdet mellem politikere og embedsmænd på CBS’ masteruddannelse i offentlig ledelse og på Altingets embedsmandsuddannelse.

Han bider mærke i, at Djøf og HK skriver i deres fælles pressemeddelelse, at både kommunen og Bech-Bruun mener, at det er okay, at vrede er en del af borgmesterens ledelsesstil.

”Der må jeg helt generelt sige, at jo mere magtfuldt et tillidshverv man har, jo højere er kravene til, at man opfører sig ordentligt. Det er også i politikernes egen interesse, for jo bedre adfærd, jo større respekt får man i sit embedsværk.”

Man skal være bevidst om, at noget af det sværeste for en embedsmand er at sige nej til en politiker, understreger han.

”Meget af det, jeg underviser i, handler om at stive embedsmænd af. At de skal kunne stå fast over for ting, de ikke skal finde sig i. Det var jo også læren fra Instrukskommissionen. Også derfor er det vigtigt, at en sag som dén i Helsingør kommer frem i lyset, for det er med til at disciplinere politikerne.”

Så meget desto mere, som at det er meget svært at afsætte en borgmester, påpeger Roger Buch. Der skal virkelig alvorlige ting til.

Sygemeldinger viser sagens alvor

Både Roger Buch og Jacob Vase mener, at sygemeldingerne fra de tre chefer i sig selv viser sagens alvor.

”Det er ikke karrierefremmende. Så det er ikke bare noget, man gør,” siger Jacob Vase.

”Det er man nødt til at tillægge stor vægt. Det er en meget usædvanlig situation,” siger Roger Buch.

Djøf og HK sendte i mandags deres fælles rapport og et brev til Helsingør Kommune om sagen.

Kommunen har i skrivende stund ikke svaret Djøf, oplyser Djøfs juridiske chef, Kia Phillip Dollerschell.

”Vi forventer, at Helsingør Kommunes Økonomi- og Erhvervsudvalg på grundlag af vores rapport vedlagt alle relevante bilag genbesøger deres vurdering af borgmesterens adfærd,” siger hun.

Det er helt afgørende for den videre proces, at udvalget træder i karakter nu, understreger hun.

”Det vil sige, at udvalget udtaler kritik af borgmesteren og i øvrigt støtter op om de tre medarbejdere, der viste deres arbejdsgiver deres ultimative loyalitet.” 

Benedikte Kiærs skriftlige svar til Djøfbladet

”I Helsingør Kommune etablerede vi en whistleblowerordning for medarbejderne, og her valgte byrådspolitikerne en ekstern leverandør af selve indberetningssystemet og dermed håndtering af indberetninger. I den forbindelse blev vi oplyst, at systemet var indrettet sådan, at der var sikret anonymitet og at byrådspolitikerne ikke kunne benytte sig af systemet. Derfor var det en overraskelse for alle, at der var fejl i systemet, så byrådspolitikerne frit kunne bruge systemet og dermed sende en indberetning af sted. Og det satte jo selvfølgelig gang i en masse tanker blandt en række byrådsmedlemmer. Jeg spurgte derfor, om man kunne give en garanti for, at det ikke var en byrådspolitiker, der havde brugt systemet. Jeg har ikke efterspurgt navnet på den person, der har indsendt indberetningen.

Derudover vil jeg henvise til den rapport, som Bech-Bruun har udarbejdet efter interviews med flere personer udover mig – og her fremgår det blandt andet, at ’tredje part’ klart afviser, at jeg skulle have fremsat trusler om repressalier.”

ANNONCE

Kommentarer

Lill
2 år siden
Kære Djøf Også Cromebook-sagen viser dokumenterer en voldsomt, kritisabel ledelsesstil, hvor man holder på egen vurdering og magt, mens man åbenlyst kalder medarbejdere og borgere for "hystader" og lignende nedværdigende ting når disse påpeger lovovertrædelser. Selvom det var åbenlyst, at kommunen havde handlet ulovligt, så undlod deres databeskyttelsesrådgiver/DPO alligevel at kommentere på overtrædelserne (hvilket netop ellers er DPO'ens rolle) og BechBruun gennemførte efterfølgende endda en konsekvensanalyse/DPIA med et indhold i stik modstrid med reglerne og Datatilsynets retningslinjer, men blot for at imødekomme kommunens ledelse.
Emil
2 år siden
Bech-Bruun har virkelig fundet en guldkalv. Og Helsingørs borgere betaler gildet, mens dem i toppen går uberørt. Den ene hånd vasker tydeligvis den anden. Føj. Burde HK og DJØF ikke politianmelde sagen for bedrageri eller som minimum for advokatnævnet?