Jeg syntes aldrig, at jurastudiet var sjovt, selv om jeg altid havde sagt, at jeg ville være sagfører. Først da jeg fandt ud af, hvad jura kunne bruges til i praksis, gik det bedre. Senere arbejdede jeg også mere teoretisk med juraen og skrev flere bøger.
Jeg kom tidligt i gang med ledelse. I gymnasiet i Nørresundby blev jeg formand for Konservative Gymnasiaster i 1.g. og elevrådsformand. På universitetet i Aarhus var jeg en af de første studenter i konsistorium, idet jeg var formand for Moderate Studenter. Det var vildt! Jeg var stadig på 1. del, for jeg nåede ikke rigtig frem til timerne.
Den eneste jurist i udvalget var mig – stud.jur. Andersen. Det var en fantastisk god skole at gå i, for jeg kommer fra en ikke-akademisk familie, hvor vi ikke skulle tro, vi var noget.
Mit første advokatjob var et rigtig dårligt sted, hvor chefen gjorde alt for at nedbryde folk ved at kritisere og forherlige sig selv. Men så tilbød Lida Hulgaard mig at blive ansat, og det var bare fuldstændig modsat. Ved ansættelsessamtalen spurgte de, om jeg ikke ville have en bajer, og bad mig tænke over til næste dag, om jeg så ville have jobbet. Det var bare drømmen at komme væk fra den idiot, jeg først var hos.
Min første rigtige chef – Hans Kleberg – lærte jeg nok mest af. Den måde, han drev advokatvirksomhed på ved at inddrage alle medarbejdere, åbenhed, sørge for at alle er informerede, og ved at tage alle med på fx en tur til Paris en gang om året.
Jeg blev advokat i 1979, fik møderet for Landsretten en måned efter og blev partner i 1980, da jeg havde rigtig mange sager, bl.a. for HK. Jeg underviste også rigtig meget og blev opfordret til at skrive en bog, for de faglige folk sagde, at ’det er ikke så’n, det foregår i virkeligheden.’ Så jeg sad nat og dag og skrev en bog, som faglige sekretærer også kunne forstå, og som handler om alle de problemer, man kan forestille sig som funktionær.
Da jeg havde skrevet bogen, bad jeg om dispensation fra et normalt ph.d.-forløb og fik den i 1994 godkendt som ph.d.-afhandling. For mig som lønmodtager-advokat betød det noget, at den ikke kunne fejes af bordet som ’bare en lønmodtagerbog’. Den bliver kaldt ’Biblen’ og udkommer fortsat. Og de er jo lykkelige på forlaget, hver gang der kommer en ny udgave.
Jeg elskede at komme rundt til de der faglige folk. Fx en pige, der var bortvist fra et bageri, og havde gået og haft tynd mave i 14 dage, før hun skulle tale med advokaten. At kunne snakke med folk og give dem tryghed, det var fantastisk. Og i fagbevægelsen var de ligeglade med, om et medlem stod til at skulle have 100.000 kr. eller 2.000 kr. Hvis det var forkert, skulle sagen køres, så jeg havde rigtig mange principielle sager, bl.a. om ligeløn.
