De Radikale kan flytte forskning op på dagsordenen

Længe troede Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, at de ville få afgørende indflydelse efter folketingsvalget. De har bl.a. snuppet en del af De Radikales stemmer.

Alligevel ser det ud til, at De Radikale kan få en væsentlig mere betydelig rolle i det nye folketing end Moderaterne.

Og det kan være gode nyheder for forskningen, vurderer Peter Nedergaard, der er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

”De Radikale er dem, der har den mest artikulerede og mest præcise forestilling i deres valgprogram om, hvad forskning skal. De har udtalt sig løbende og skrevet om både forskningsfrihed, og om at man skal sørge for at få stabilitet i finansieringen af universiteterne,” siger han til nyhedsbrevet Forskeren i en meget tidlig analyse af valgresultatet dagen efter valget.

De Radikale kan med andre ord komme til at indtage en nøglerolle rent forskningspolitisk, lyder det.

”Så hvis De Radikale har agt, som de har forskningspolitisk magt nu, så kunne der komme fokus på det her område. Men det kræver selvfølgelig, at de i de kommende forhandlinger om en midterregering, som jo er det, Mette Frederiksen vil søge i første omgang, får indflydelse.”

”Og i anden omgang, hvis det ikke lykkes, så bliver De Radikale jo det afgørende støtteparti, når der skal forhandles om et regeringsgrundlag,” siger Peter Nedergaard.

Skal i regering

På Aarhus Universitet er Rune Stubager, der ligeledes er professor i statskundskab, enig i, at mandatfordelingen ved valget giver De Radikale mulighed for at sætte mere fokus på forskningspolitiske emner. Men det er betinget af, hvordan de Radikale gebærder sig i regeringsforhandlingerne.

”Det kommer an på, hvordan de spiller deres kort. Hvis de skal have maksimal indflydelse, så skal de ind i en regering. For ellers vil det være lidt som hidtil, hvor De Radikale har være støtteparti til en regering, der har valgt at køre udenom dem på nogle punkter.”

Det er derfor, De Radikale så gerne vil i regering, vurderer han, for så kan de ”få fat og lukke ned for nogle af de ting, de ikke bryder sig om.”

”Men hvis ikke de kommer med i regering, så kan der jo forhandles uden om dem. Og så skal de jo pludselig til at spille hardball og true med at vælte en regering. Og jeg ville ikke anbefale at bruge forskningspolitikken til at udløse et valg,” siger han.

Den socialdemokratiske regering har generelt haft et stort fokus på udkantsproblematikker og tilstræbt at styrke erhvervsuddannelser og professionsuddannelser de seneste tre år, vurderer Rune Stubager.

”I en regering vil De Radikale jo kunne arbejde for at blokere for de der ting. Og det vil jeg gætte på, at de vil. Men der er jo så også nogle, der vældig gerne stadig vil skubbe på den dagsorden, fordi det appellerer til nogle andre vælgere – her tænker jeg særligt på socialdemokraterne. Og det er jo noget af det, slagsmålet står om,” siger Rune Stubager.

Det er simpelthen en del af debatten om, hvorvidt De Radikale overhovedet skal være med i en regering, lyder analysen videre.

Stabile bevillinger lig flere faste ansættelser

Begge professorer er enige om, at den akademiske verden ikke fylder meget i den offentlige debat i disse år. Og når den gør, er det for det negative, bemærker Rune Stubager. Valgkampen har ikke været nogen undtagelse.

Et af de Radikales forskningspolitiske slagnumre har været en stabilisering af bevillingerne til universiteterne. Dels vil De Radikale gøre taxameterløftet til samfundsvidenskab og humaniora permanent, og man vil investere en halv milliard mere hvert år i videregående uddannelser generelt.

Ifølge Peter Nedergaard er det, som universiteterne først og fremmest efterspørger fra politikerne, økonomisk stabilitet.

”Der har været en slingrekurs. I en periode har man fået forhøjet bevillingerne. Så har man diskuteret, om forhøjelsen skulle fortsætte. Senest har universiteterne skulle betale til en såkaldt regionalisering, hvor uddannelser skal flyttes væk fra universitetsbyerne, selv om det er her, hvor der efterspørgsel efter dem. Nogle gange får man en forhøjelse STÅ (taxametertilskud opgjort som studenterårsværk, red. ), men der har været usikkerhed om, hvorvidt de blev videreført? Det er denne manglende stabilitet, der er og har været en usikkerhedsskabende faktor i forskerverdenen,” siger han.

Det er i den forbindelse Peter Nedergaards indtryk, at en mere stabil finansiering af universiteterne eksempelvis kan imødekomme det problem, at man på universiteterne ofte er nødt til at ansatte unge forskere i usikre, tidsbegrænsede ansættelser.

”Det har meget at gøre med, at strukturerne er så ustabile. Bevillingerne kører op og ned, og man er ikke sikker på, hvad man har om fem år. Det er jo det, der er årsagen til de mange midlertidige ansættelser.”

”Hvis man kan leve op til det her ét-procentskrav i Barcelona-erklæringen, så vil mange af de her ting være løst, fordi du så har den stabilitet, der skal til, for at du kan give folk mere langsigtede ansættelser, fordi du ved, hvad du har om fem eller 10 år.”

Ifølge Barcelona-erklæringen fra 2002 skal udgifterne til forskning og udvikling udgøre 3% af BNP – 1% af BNP til det offentlige og resten til den private sektor. De Radikale vil løfte det offentlige forskningsbudget til 1,5 % af BNP, mens den socialdemokratiske regering lagde op til at nå 1%.

Kandidatuddannelser og frihed

Den tidligere regering har med udgangspunkt i den såkaldte reformkommissions arbejde lagt op til en større reform af universiteterne. Socialdemokraterne foreslog bl.a. at forkorte en række kandidatuddannelser til ét år.

De Radikale er imod forslaget, men Socialdemokraterne ser dog med valgresultatet ud til at kunne samle flertal alligevel, idet både Venstre, Konservative, DF og Nye Borgerlige har ytret sig positivt om forslaget.

Herudover ser der ud til generelt at være flertal for en eller anden form for reform af universiteterne, idet Venstre, Moderaterne og Danmarksdemokraterne på hver deres måde har tilkendegivet ønske om det. De konkrete forslag har mest kredset om en ændring af SU'en - enten ved at omlægge den til et lån eller ved at forkorte den. 

Et andet tema er forskningsfrihed. En række kritiske udtalelser fra Morten Messerschmidt fra DF og Henrik Dahl fra Liberal Alliance mod specifikke forskere har de senere år været med til at skabe debat om, hvorvidt forskningsfriheden i Danmark er truet.

Her former sig endnu et politisk slagsmål frem mod forhandlingerne om en egentlig universitetsreform.

”Den klassiske dyd på universitetet er jo, at universiteterne er steder, hvor du kan tænke, hvad du vil. Hvis du underlægges en styring, hvor du tre år skal have forskningsmæssigt fokus på ét område, og om tre år er det et andet område, der er populært politisk, så bliver det noget med at hoppe fra tue til tue, og så ødelægger man traditionen,” lyder det fra Peter Nedergaard.

Ifølge Rune Stubager er der ikke noget ved det nye valgresultat, der skulle ændre noget nævneværdigt ved, at førnævnte politikere forsøger at blande sig i forskningen.

”Der er jo dele af forskningsverdenen, der har fået nok så meget interesse fra Morten Messerschmidt og Henrik Dahl. Og den interesse ser jo ud til at kunne fortsætte. Jeg går stærkt ud fra, at de begge bliver valgt. Og jeg tror da ikke, de ville have nogen oplagt grund til at indstille skydningen,” siger han.