Voksende tillidskrise mellem embedsfolk og journalister

Embedsfolk er trætte af medier med hårdt vinklede historier og journalister med dårlig adfærd og alt for korte deadlines. Trætte af journalisters 'fisketure' med aktindsigter og af casehistorier, hvor myndighedens vinkel på sagen ikke bliver fair behandlet.

Mere end halvdelen af embedsfolkene mener ikke, at journalister generelt er gode til at nuancere en historie. Og embedsværkets tillid til medierne er dykket de seneste tre år.

Resultaterne stammer fra en undersøgelse gennemført af det uafhængige, fondsejede Constructive Institute. Med fysisk base på Aarhus Universitet arbejder instituttet for at fremme såkaldt ’konstruktiv journalistik’ i Danmark og globalt. Djøf, Dansk Journalistforbund og Foreningen for Undersøgende Journalistik har samarbejdet om undersøgelsen.

Journalisterne har også fået større mistillid til myndighederne i sidste tre år. Men ikke lige så meget som embedsfolket til journalisterne.

Journalisterne har mistillid til, om embedsmænd og kommunikationsfolk dækker over fakta, og om oplysningerne er politisk styrede. ”Jo tættere på en minister og jo mere politisk betændt, desto mere lukket,” som det siges i undersøgelsen.

Embedsfolket har mistillid til, at journalisterne forstår fakta og behandler fakta på en ordentlig måde.

”Konsekvensen er, at nogle af de sager, som offentligheden bør få besked om, ikke altid bliver beskrevet på en måde i medierne, så vi kan lære noget. Eller at de slet ikke kommer frem,” siger direktøren i Constructive Institute, Ulrik Haagerup, som har en fortid som chefredaktør og som nyhedsdirektør i DR.

Mistilliden flugter med et generelt mønster i samfundet: Vores tro på, at fakta er fakta, og at man kan stole på medier, myndigheder og politikere, vakler, siger han.

”Det er et skred. Derfor bliver vi nødt til at tage en samtale om det her.”

Skærpet strid

Rapporten fra Constructive Institute bygger dels på en spørgeskemaundersøgelse blandt embedsfolk i stat og kommuner, offentligt ansatte kommunikationsmedarbejdere og journalister, som arbejder med undersøgende journalistik.

Der er også foretaget 100 kvalitative interviews med personer fra de tre grupper.

Svarprocenten i undersøgelsen er ikke imponerende, så man kan alene tage resultaterne som en tendens, understreger rapporten. Til gengæld tager embedsfolket bladet fra munden i de kvalitative interviews.

Det fremgår samtidig af rapporten, at embedsfolk helt tydeligt ved mere om journalister og medier end vice versa.

Søren Schultz Jørgensen, cand.scient.pol. og selvstændig medierådgiver, opsummerer situationen sådan her: Der kommer flere anmodninger om aktindsigt, mediernes publiceringstempo stiger, og det politiske klima er mere konfliktorienteret. Det gør, at embedsværket i højere grad oplever sig udsat for pres fra medierne end omvendt.

”Større fremmedgørelse, større kritik og større mistillid. Corona-nedlukningerne, minkskandalen, Støjberg-sagen, Lars Findsen-skandalen og en stadig hårdere tone mellem den siddende regering og pressen øger konflikten,” siger han.

Niels Højberg, tidligere stadsdirektør i Aarhus og nu seniorrådgiver på Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet, peger også på corona-tiden.

”Journalisternes fornemmelse for proportioner kunne godt have brugt en kalibrering. Ting, som skete under meget ekstraordinære omstændigheder, er nogle gange blevet bedømt, som om det var sket under helt normale forhold. Det er nok en af forklaringerne på, at embedsværkets mistillid til medierne er vokset.”

Samtidig har fagjournalistikken længe været på tilbagetog.

”Fagligheden hos nogle journalister er til at overskue. De er kun lært op til at gå efter konflikten. Det tror jeg, rigtig mange embedsmænd er rigtig godt trætte af, fordi de sidder med komplekst stof, som også har en politisk overbygning.”

Kampen om aktindsigterne

Ulrik Haagerup understreger, at medierne også selv må kigge indad.

”Det dur ikke, at vi i medierne altid går i selvforsvar. Vi skal tage fat i hinanden på redaktionerne og sige: ’Den her historie var vinklet for hårdt – det kan godt være, den ikke var forkert, men den var heller ikke rigtig,’” siger han.

”Det er måske 5% af journalisterne, der ikke opfører sig ordentligt og er ligeglade med fakta. Men de sager og oplevelser fylder simpelthen så meget for embedsfolket, at det underminerer forholdet.”

En af de tilbagevendende ’kampe’ mellem journalister og embedsfolk handler om aktindsigter – hvilket rapporten dokumenterer i rigt mål.

Journalisterne har mistillid: Får de udleveret dét, de har ret til? Er det styret af politiske hensyn? Trækker myndighederne svartiden ud med vilje?

Embedsfolket oplever, at deres organisationer bruger uforholdsmæssigt mange ressourcer på aktindsigter – det mener ni af ti i undersøgelsen. Og nogle journalister forstår ikke spillereglerne.

For nylig inviterede Constructive Institute repræsentanter for journalister, embedsmænd og kommunikationsfolk til en såkaldt bootcamp for at få skudt en dialog i gang. Her var aktindsigt noget af det, parterne kastede sig over.

”Man var enige om, at begge parter må kunne gøre det bedre. Redaktionerne må have en selvjustits og lade være at søge i øst og vest og med spredehagl. Myndighederne må starte en samtale med sig selv om god praksis for aktindsigter,” fortæller Ulrik Haagerup.

Et af forslagene på bootcampen var, at myndighederne sørger for, at der er én i den anden ende af røret, som ringer tilbage og hjælper journalisten med, hvad der kan lade sig gøre og hvordan.

Et forslag, som Niels Højberg godt kan følge.

”Embedsfolket skal leve op til offentlighedslovens demokratiske formål. Der synes jeg, at de bør højne moralen. Medierne må godt lave graverjournalistik, for det er en af forudsætningerne for, at vi kan have tiltro til dem, der har magten. Så er der nogle journalister, der strør om sig med håbløse krav om aktindsigter, og det må man have en snak om.”

For samfundets skyld

Der er ingen lette løsninger, men Ulrik Haagerup tror på, at samtale fremmer forståelsen.

”Mistilliden er et problem ikke kun for os selv, men for hele den offentlige samtale.”

Niels Højberg siger, at det ikke nytter, at vi polariserer.

”Vi må have sat nogle fælles arenaer for den her diskussion.”

Det er Søren Schultz Jørgensen med på.

”På begge sider af grøften – både hos embedsmænd og presse – mangler der ofte en basal forståelse for, hvordan man arbejder på den modsatte side,” siger han.

”Men det vil være naivt at tro, at vi kan komme den gensidige fremmedgørelse til livs. Den er på mange måder en præmis i et demokrati. Aktørerne har – og skal have – en form for modsætningsforhold for at holde hinanden i skak og balance.”

I den forbindelse betoner Søren Schultz Jørgensen, at relationen mellem medier og myndigheder ikke er en jævnbyrdig affære.

”Der er langt flere kommunikationsfolk ansat i stat, kommuner og regioner, end der er journalister, som beskæftiger sig med politik og samfund. Medierne er den lille part.”