Laila besluttede sig for at være modig

Men der gik lidt tid, før jeg fandt ud af, hvordan jeg som 26-årig skulle undervise en flok tillidsrepræsentanter på Metalskolen. På et tidspunkt fik jeg helt tilfældigt at vide, at mine evalueringer var elendige. Der var ingen feedback-kultur, men jeg kom på et kursus i præsentationsteknik, så jeg kløede på og blev bedre og bedre. De var hårde ved mig på den gode måde. Og selv om der var en barsk kultur, havde jeg også en chef, Jørgen Elikofer, som i den grad indgød mig mod, fordi han troede på mig og investerede i mig. Han sørgede bl.a. for, at jeg kom i gang med en master i public administration. Det betyder alt, at man har nogle omkring sig, der indgyder én selvtillid.

2. Modet til at være frontløber

Da jeg skulle have børn, aftalte jeg med børnenes far, at han skulle tage lige så lang barsel som mig. Det betød, at han som far dengang holdt dobbelt så meget barselsorlov, som der lige er blevet lovgivet om. Og for mig betød det, at de i Dansk Metal ikke ansatte en barselsvikar eller omorganiserede, for jeg ville være hurtigt tilbage igen. På den måde fik jeg ikke et setback og skulle ikke være nervøs for, at der var andre, der havde taget mine opgaver, når jeg kom tilbage.

Jeg mener ikke, at man som mor har førsteret til at sige, hvad der er den rigtige mad til børnene, eller hvad for noget tøj de skal have på.

Og for mig var det vigtigt at få lavet den aftale med min daværende mand, for jeg gik også rigtig meget op i mit arbejde. Det betyder også, at børnene i dag er lige så tætte med deres far som med mig.

Det var på alle måder det rigtige. For da jeg en del år senere, efter vi var blevet skilt, traf en meget svær beslutning om at flytte til Bornholm, fordi jeg meget gerne ville være kommunaldirektør, kunne det kun lade sig gøre, fordi jeg havde et godt samarbejde med mine børns far og hans kone. Vi aftalte, at jeg tog vores tvillingedrenge på 10 år med, mens vores datter på 12 blev hos sin far i København. Jeg har ikke nogen fortrydelse omkring det – men det var en stor beslutning.

3. Mod til ambition

Den største løgn er, at alt kommer til den, der venter. På et tidspunkt var jeg med i en kvindegruppe, der hed Albright efter den amerikanske udenrigsminister Madeline Albright. Et af vores mål var, at Danmark skulle have en kvinde som statsminister. Der var mange stærke kvinder med i det netværk, som havde gang i karrieren. Jeg var selv mellemleder, men tænkte: 'Når de kan, kan jeg også.' Jeg ville også give den gas. Så jeg søgte to direktørstillinger – én i Hillerød og én i Helsingør Kommune og fik den i Helsingør.

4. Modet til at råbe op

På Folkemødet i år sad jeg i gården på Grønbechs Hotel og overværede en debat, hvor Mandag Morgen præsenterede en grønbog for bæredygtige energisystemer. Da moderatoren satte debatten i gang med fem mænd i panelet med beklagelser over, at de ikke kunne finde nogen kvinder, fløj jeg op fra min pude på bænken nede på tilhørerpladserne og råbte ad mine lungers kraft, at de jo bare kunne have ringet til mig. Det splitsekund krævede mod. For jeg havde jo ikke lyst til at være en killjoy – en feminist, der ødelægger den gode stemning. Men det endte med, at jeg var med i debatten nede fra bænken.

Det er heldigvis blevet meget anderledes i de 30 år, jeg har været på arbejdsmarkedet. Men der er bare nogle situationer, hvor jeg tænker: 'Nu tror jeg, mine ører falder af.' Så er det med at få sagt fra på stedet – frem for at være én, der hele tiden går rundt og siger 'åh, hvor var det også bare for meget', men i øvrigt ikke gøre noget ved det.

Vi har haft nogle diskussioner i KL om, at der sidder flest mænd i bestyrelser på forsyningsområdet, mens der sidder flest kvinder i skolebestyrelser. Der var nogle af vores politikere, der sagde: 'Jamen, det er jo, fordi kvinderne helst vil det andet.' Men så spurgte jeg: 'Har du nogensinde ringet til en kvinde og tilbudt hende en plads i en forsyningsbestyrelse til 60.000 kroner, hvor hun så har sagt: 'Nej, jeg vil hellere arbejde gratis i en skolebestyrelse'?'

5. Da modet svigtede

Jeg fik stoppet en chef i at kysse mig på kinden midt i store forsamlinger for at vise sin magt. Jeg fik stoppet ham i at sige, at han havde lagt sædet i bilen ned, så den nu var klar, når vi skulle ud at køre sammen i forbindelse med jobbet. Jeg fik stoppet ham i at foreslå, at vi gik hen til en lysning i skoven, han kendte, når vi sad i bilen. Men jeg fik ikke skærmet mine medarbejdere. Jeg så ham bl.a. klappe en kollega i røven i kantinen. Jeg talte med to af mine nærmeste kolleger, som slog mine oplevelser hen som fis. Man skal desværre være flere for at stoppe grænseoverskridende adfærd. Det kan man sjældent gøre alene.

Det er mange år siden, og jeg skiftede selv job kort tid efter. Efterfølgende er han blevet stoppet af nogle, der var modigere end mig – det har jeg meget respekt for.

Siden dengang har jeg sagt fra over for chefer, der gik over grænsen, fordi jeg var så flov over, at jeg ikke fik gjort det dengang. Jeg bad en journalist om aldrig at vise sig igen, hvis ikke han kunne opføre sig ordentligt – han tog en af politikerne på røven. Jeg satte også foden ned, da en chef gav en kollega en masse skældud. Jeg sagde til chefen, at det ikke var i orden – at det godt kunne være, han mente, at de havde et ligeværdigt skænderi, men at det var ham, der var chefen, og det derfor aldrig ville blive ligeværdigt. Det råd blev han faktisk enormt glad for.

6. Modet til at være pinlig

Jeg vandrede Camønoen rundt med to veninder for nogle år siden, hvor vi talte om, hvorfor vi egentlig blev ved med at være festrygere. Vi blev enige om, at det nok var, fordi vi var bange for at være kedelige. Derfor udfordrede vi hinanden til i stedet at begynde at fortælle vittigheder. Så jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg det kommende år ville indlede med en vittighed, hver gang jeg skulle holde oplæg.

Jeg holdt mange oplæg det år. Da vi så nåede julefrokosten i KL, blev vores administrerende direktør syg. Derfor lovede jeg at underholde med alle de vittigheder, jeg havde fortalt i løbet af året. Det resulterede i, at min datter fik en sms fra en af sine venner, der var student i KL, som skrev: 'Din mor står på scenen og er virkelig pinlig.'

7. Modet til at gå helt nye veje

Det har mere været en lang beslutning end en modig beslutning at stoppe som direktør i KL. Det har krævet forberedelse fra min side at turde lægge rygmærke til at stå på egne ben. Men jeg synes, det er lidt modigt, at jeg som 53-årig er flyttet sammen med en anden kvinde, jeg har fundet på Facebook, fordi jeg gerne vil spare husleje. Jeg har lejet min lejlighed ud i København og bor nu ude hos Lene på Frederiksberg på et 20 m² værelse i hverdagene. Jeg har også købt mig en mindre bil.

Igennem 30 år – de 10 som topleder – har jeg arbejdet i meget store organisationer med dejlige kantineordninger og folk, der købte telefoner og hængte ledninger op under bordene for mig – jeg har fået hjælp til stort set alt. Thomas, én jeg skal arbejde sammen med i Aarhus, siger: 'Gamle kommunaldirektører kan ikke engang lave PowerPoints.' Og ja, det tager faktisk tid og alt muligt andet at blive selvstændig. Men nu har jeg da købt min egen telefon og pc. Jeg har sat et økonomisystem op med mappestruktur og integration til Microsoft-pakken – ja, hele balladen.

8. Modet til at stå frem

Det var egentlig planen, at jeg skulle stoppe i KL allerede i marts, fordi det passede med, at KL fik en ny bestyrelse. Men så skete der noget i januar. Sammen med to andre kvinder besluttede jeg at stå frem i B.T., hvor det kom frem, at vi alle havde været en del af Per Christensens dobbeltliv (tidligere formand for 3F, red.).

Jeg valgte at stå frem, fordi jeg bare syntes, det skulle stoppes – tænk sig, hvis to nye kvinder og deres børn skulle udsættes for det samme. Det tog lidt på kræfterne at genfortælle den otte år gamle historie – men nu er jeg på rette spor igen.

9. Mod er ikke farligt

Prisen for at være modig har været forsvindende lille for mit vedkommende. Derfor opfordrer jeg alle de unge, jeg kender, til at være modige. Intet kommer til den, der venter. Det betaler sig altid at række hånden op. Det er ikke farligt. Det er ikke farligt at vise, hvad man gerne vil, og hvilke ambitioner man har, hvis man omvendt tør risikere at blive afvist og har kræfter til at komme ind i kampen igen.

Modet har ikke kostet. Men det har til gengæld haft sin pris, at jeg altid har gået meget op i mit arbejde. Der har været tidspunkter, hvor jeg glemte mine børn. Engang inden kommunalvalget i 2013 havde TV 2 Bornholm stillet op med en særudsendelse i en butik på Rønne Torv, og jeg havde sagt til mine 11-årige tvillingedrenge, at jeg synes, de skulle komme og være publikum til det ekstraordinære kommunalbestyrelsesmøde, hvor jeg sad med. Men da først kameraerne rullede, og der var kommunalbestyrelsesmøde, glemte jeg alt om, at mine drenge stod i deres flade gummisko i november udenfor og ikke kunne komme ind. De stod der i en time.

Vi taler nogle gange om, at i vores familie er det børnene, der bakker mig op og ikke omvendt. Men jeg tror nu også, de føler, jeg bakker dem op. Og jeg synes selv, jeg har nogle meget modige børn.