”Det, der har skuffet mig allermest i karrieren, er folk med rundsave”

Min uddannelse har været meget afgørende for min karriere. Jeg er humanist, men da jeg var færdig med mit tyskstudie, ændrede jeg kurs og læste informationsvidenskab. Siden supplerede jeg med psykologi. De meget utraditionelle grundsten i min universitetsuddannelse har gjort, at jeg fik rigtig mange muligheder karrieremæssigt. Indsigten i, hvordan folk spiller sammen, hvordan man udvikler it-løsninger, hvordan teknologien påvirker vores hverdag og det analytiske blik, jeg fik med fra tyskstudiet, har også været meget nyttigt i ledergrupper, direktioner og nu i bestyrelseslokalerne.

Jeg var i Danske Bank, da vi havde prikkerunder. På det tidspunkt sad jeg i HR, og det gik op for mig, hvor afgørende livslang læring er. Det gjorde dybt indtryk på mig, hvor mange der havde været loyale og havde passet hverdagen, men ikke havde passet deres CV. De havde været i banken hele deres karriere, og nu skulle de finde et nyt job. Det har siden stået meget stærkt for mig, at man simpelthen bliver nødt til hele tiden at holde sit CV aktivt.

Jeg har lært rigtig meget af at være håndboldtræner. Det er sjovt at nå resultater med andre, når der ikke er magtstrukturer. Hvor det er troen på sagen og de frivillige kræfter, der er fundamentet og drivkræften. Det har jeg taget med mig ind i erhvervslivet – at det er holdet, der er afgørende for at få det hele til at spille. Hvis man er dygtig til at sætte holdet, kommer man altså meget længere, og man kan holde til meget mere, for så er det altså bare sjovt at arbejde.

Dårlige chefer er dem, der går efter personlig vinding. Dem, der tager æren selv. Dem, der ikke er ærlige. Dem, der konstant skaber utryghed. Dem, du aldrig ved, hvor du har.

Det, det har skuffet mig allermest i min karriere, er folk med rundsave, som har trådt på andre for selv at komme frem. Det har jeg oplevet en del af. Men jeg har altid tænkt, at sådan ville jeg ikke være. Det er klart, at man skal turde tage magten på sig, når man sidder øverst – og også turde tage nogle ubehagelige beslutninger. Men det skal bare altid være til virksomhedens bedste og ikke til éns eget bedste.

Et misforstået mantra inden for ledelse er, at man kan slide sig til tops. Det kan man ikke. Du kan måske slide dig til et 7-tal, men der skal talent til et 12-tal. Intrigerne begynder at pible frem i en ledergruppe, når folks talent ikke rækker. For hvis du ikke kan hvile i dig selv og nå resultater med dit talent, begynder du at tage andre værktøjer i brug som fx rundsave og ufine tricks.

Jeg har været på dysfunktionelle ledelseshold. Den slags opfanger jeg hurtigt. Jeg mærker det ved, at der ikke er en åben stemning i lokalet. At folk finder hullerne i osten ovre hos de andre i stedet for at fokusere på, hvordan vi gør det her sammen – hvordan vi hjælper hinanden. Man skal altid forsøge at spille de andre gode, men hvis ikke det lykkes, skal man tage sit gode tøj og gå og finde et sted, hvor man passer bedre ind. For det slider, og du bliver ikke den bedste udgave af dig selv. 

Det går ikke at få tunnelsyn og få overbevist hinanden om, at ’vi er de bedste’. Det skader organisationen, hvis vi tror, vi kan gå på vandet. Man skal virkelig passe på med selvtilstrækkelighed. Man skal bevare sin ydmyghed og sin nysgerrighed. Ellers kan det hele pludselig vende, fordi man har overset noget, mens man klappede hinanden på skuldrene.
Derfor betyder diversitet meget for mig – at vi har forskellige synsvinkler. En havkat i hyttefadet kan være udmærket – én, der hele tiden udfordrer, så man ikke bliver blind på egen hjemmebane.

Jeg har ikke arbejdet mindre end mændene. Tværtimod. Men jeg har nok arbejdet mere fleksibelt.

Det går ikke, at vi ser bort fra halvdelen af talentmassen. Vi er simpelthen ikke opmærksomme nok på, hvad der ligger af blokeringer for at få kvinderne frem – at de ofte skal opfordres og opfordres på en anden måde. Kvinder stiller mange krav til sig selv – uberettiget hårde krav. Så vi skal gribe fat i dem, give dem mulighederne og hjælpe dem, hvis balancen mellem familie- og arbejdsliv ikke er, som den skal være. Det er vigtigt, at man har respekt for, at kvinderne vil deres familieliv. Men det betyder ikke, at de ikke vil karrieren.

Kvinder er mere kræsne. De vil gerne magten – for de vil selvfølgelig også gerne være med til at sætte nogle dagsordener. Men de stiller andre krav og spørgsmål: ’Hvad går opgaven ud på? Hvem er på holdet? Hvad er konditionerne?’ Hvis det kun er magt og magtspil og meget lidt fokus på det faglige indhold, har jeg oplevet, at mange kvinder siger fra. De vil ikke ledelse for enhver pris. Sådan har jeg det også selv.

Jeg har passet hverdagen for meget. Hverdagen i organisationen. Kvinder – og mig selv inklusive – er gode til at lave rugbrødsarbejdet. Hvor nogle af mine mandlige kolleger har haft travlt med at gå til strategiseminarer og tage på dyre udlandskurser, har jeg passet hverdagen. For der er bare nogle ting, der skal være på plads i en organisation, så folk kan føle sig trygge og folde deres potentiale ud. Men jeg kunne nok godt have sluppet kontrollen og have været lidt mere selektiv og tænkt, at det nok skulle gå, hvis ikke lige jeg tog ansvar for den der opgave også.

Kvinder har nok en tendens til at række hånden hurtigst op til de kedelige opgaver. Også mig. Det er ikke, fordi jeg som sådan har lyst til opgaven, men jeg savner ofte, at der er flere, der tager ansvar – jeg forstår ganske simpelt ikke, at folk ikke bare læner sig ind over bordet og hjælper til. Det er nok også derfor, at jeg har skrevet så mange mødereferater.

Det giver ro at have mange meter i benene. Jeg er blevet meget mere tålmodig. Tidligt i min karriere var jeg meget utålmodig – men jeg har langt mere ro til at være i ting, som er svære. Alt behøver ikke at blive fikset lige nu og her. Men jeg er samtidig meget optaget af, at vi ikke skal sidde og bøvle med tingene, vende en masse bunker og tilføre bureaukrati – vi skal kun bruge tid på det, der tilfører sagen værdi.

I dag ville jeg nok have taget nogle flere skift. Jeg har været 12 år i Danske Bank og 19 år i ATP. Og nu er jeg så i en tredje fase i mit liv, hvor jeg arbejder selvstændigt, mere frit og med opgaver, der giver mig stor energi. Men skulle jeg gøre det om, ville jeg nok have prøvet nogle flere brancher for at inspirere mig selv og for at prøve at være på flere hold i flere brancher. Det har jeg fået øjnene op for i mit bestyrelsesarbejde, hvor jeg har forskellige brancher i min portefølje.

Jeg tror, de unge i dag har større krav til indhold og variation. De har et større ønske om livspauser og om at eksperimentere. De vil frem for alt ikke ende i hamsterhjulet. Jeg kan ikke sige mig fri for at have været i et hamsterhjul. Jeg er vokset op med, at jeg skal holde ved og gøre mig umage. Min generation kan godt gå glip af noget – jeg kan i hvert fald. Det står meget stærkt for mig, at hvis man har fat i enden af snoren, holder man fast. Men de unge har den der ’fear of missing out’. De har jo heller ikke prøvet arbejdsløshed på samme måde, som vi andre har. Det er ikke, fordi de unge ikke er seje – det er de så absolut. Men jeg tror, vi har mere udholdenhed.