Nyuddannet

8 gode råd: Sådan lander du det første job

11.10.2022

af

Foto: Jacob Lund/Shutterstock

Foto: Jacob Lund/Shutterstock

Det kræver grundig forberedelse, når du gerne vil have dit første job efter studiet. Men hvordan gør du? Det har vi spurgt en ekspert fra Djøf og en nyuddannet om.

Sommerferien er fortid, og det barske efterårsvejr med regn og rusk står for døren. For mange dimittender er det desuden en komplet anden hverdag, de møder ind til nu, hvor specialeforsvar er byttet ud med jobsøgning eller fuldtidsarbejde.

En ny Djøf-undersøgelse viser, at samfundsvidenskabelige kandidater faktisk kommer hurtigere i job efter studiet end for nogle år siden. I perioden 2020-2022 har det i snit taget 2,9 måneder for dimittender at finde job. I de foregående år tog det 3,2 måneder.

At det går så hurtigt, er et tydeligt tegn på, hvor eftertragtede de samfundsvidenskabelige dimittender er, siger chefkonsulent i Djøf Rådgivning Bella Lea Buono.

”Lige nu ser vi, at arbejdsmarkedet hungrer efter arbejdskraft, så generelt set kommer vores dimittender hurtigt i arbejde efter studiet,” forklarer hun og tilføjer, at det selvfølgelig vil se anderledes ud, hvis efterspørgslen på arbejdskraft falder.

Uanset hvordan de økonomiske konjunkturer bevæger sig, kræver det grundige forberedelser at lande det første job.

”Her kan man starte i god tid og nøje undersøge, hvilke stillinger og virksomheder der er interessante. Herudover gælder det om at skærpe sit CV, så arbejdsgiverne kan få et hurtigt overblik over éns kompetencer. Det vigtigste er dog at reflektere over, hvad man helt konkret kan bidrage med hos den pågældende arbejdsgiver,” forklarer Bella Lea Buono.

I alt har hun otte gode råd til, hvordan du kan gøre. Dem finder du nederst i artiklen.

Startede jobsøgningen i Budapest

Anne Sophie Krog Pedersen blev kandidat i Management of Innovation and Business Development fra CBS i sommer. Hun startede allerede sin jobsøgning i slutningen af december 2021 – mens hun var på udvekslingsophold i Budapest.

”Jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at jeg ville blive stresset over at skulle søge, mens jeg skrev speciale. Derudover ville jeg heller ikke vente til sommerferien og lige pludselig stresse over et manglende job dér, så jeg startede i god tid,” siger Anne Sophie Krog Pedersen.

Da hun kom hjem til Danmark i januar 2022, intensiverede hun jobsøgningen. Der var nemlig tid, inden specialeskrivningen skulle starte i februar. Hun snævrede sit fokus ind, så hun udelukkende søgte graduate-stillinger, og lagde en masse energi i processen.

”Jeg endte nok med at sende 10 ansøgninger af sted. Inden da havde jeg lavet grundig research på virksomhederne, forberedte mig på mulige cases og spørgsmål til jobsamtalerne, og så fik jeg CV-sparring hos Djøf, så dét stod knivskarpt,” forklarer hun.

Skille sig ud fra mængden

Anne Sophie Krog Pedersen kom til nogle jobsamtaler, men der var også et par afslag imellem. Det hele kulminerede i februar, da hun blev tilbudt en stilling som Global Marketing-Graduate hos GN Store Nord. En stilling, hun sagde ja til, og som hun begyndte i 1. september.

Dermed er Anne Sophie Krog Pedersen tæt på den typiske dimittend: Djøfs undersøgelse viser, at det mest normale er, at man skal sende 6-10 ansøgninger og til jobsamtaler to forskellige steder, før første job er på plads.

Anne Sophie Krog Pedersen er netop begyndt i en graduate-stilling hos GN Store Nord.

Anne Sophie Krog Pedersen tror, at hendes grundige forberedelser hjalp hende. Samtidig havde hun forsøgt at skille sig ud fra mængden.

”Jeg ville gerne vise, at jeg også har andre ting ud over mit studie og studiejobbet, så jeg skrev mine personlige rekorder på halvmaraton og maraton på CV’et samt min erfaring som teamleader på skolens løbehold. Det kom op til samtalerne. Løb er en stor del af mig som person, så det er et billede på min personlighed, og så viser det også en form for teamspirit at have været med på løbeholdet,” siger hun.

Og at bringe sine personlige egenskaber i spil kan være en god idé, hvis man spørger Bella Lea Buono.

”Som nyuddannet er der ikke altid den store forskel på éns faglige kompetencer, da mange ansøgere til en konkret stilling ofte har det samme udgangspunkt i form af uddannelse og arbejdserfaring. For at gøre sig attraktiv gælder det om at skille sig ud fra mængden. Her kan éns frivillige arbejde, passioner og interesser komme i spil – både stort og småt tæller med,” fortæller chefkonsulenten.

Studiejob er vigtigt

En afgørende faktor for dimittendernes første fuldtidsjob er studiejob. Hele 41 procent af de adspurgte i undersøgelsen mente, at dét var den afgørende faktor for at de fik jobbet.

Anne Sophie Krog Pedersen fik studierelevante jobs fra 3. semester og frem – bl.a. hos Peak Consulting Group og Dansk Industri,

”Rent arbejdsmæssigt tager jeg ikke så meget med fra mine studiejobs ind i min nuværende stilling, da det er lidt forskellige brancher. Jeg tror dog uden tvivl, at mine studiejobs har spillet ind i ansættelsesprocessen. GN Store Nord kunne nemlig se, at jeg har erfaring med at varetage et 'voksen-arbejde' samt begå mig på en arbejdsplads,” forklarer hun.

Ro på

Når man ser sine tidligere studiekammerater få jobs, og man ikke selv har landet ét, kan man hurtigt blive frustreret og måske endda tage det personligt.

”Det var hårdt at få afslag – især hvis man havde været igennem flere ansøgningsrunder. Det var virkelig svært ikke at se det som et nederlag og afslag af én som person, men sådan skal man bare ikke se det. Det er jo de færreste, som får et job ved første ansøgning,” siger Anne Sophie Krog Pedersen.

Når man har fået afslag på et job, kan det måske ligefrem gøre én mere bevidst om, hvilken retning man vil med sin karriere. Og måske er det bedre at have lidt is i maven frem for at blive presset over at skulle ud på arbejdsmarkedet.

”Som jobmarkedet er lige nu, skal man ikke stresse over manglende job. Hvis man har behov for en puster eller gerne vil være lidt selektiv fra starten af, er det et gunstigt tidspunkt netop nu, da man hurtigt kan komme i job. Det er selvfølgelig et andet scenarie, hvis der kommer nedgang, og efterspørgslen daler, og så skal man være opmærksom på, at hullerne i éns CV ikke bliver for store, da arbejdsgiverne lægger mærke til det,” siger Bella Lea Buono. 

8 gode råd til jobsøgningen

1) Forbered dig grundigt

- Tænk over, hvad du helt konkret har lært på uddannelsen, og hvad du kan bidrage med, og hvordan dette kan omsættes til det konkrete job.

- Tænk over, hvilke stillinger eller roller du trives i.

- Spørg dit netværk, hvad du er god til. Det kan være tidligere chefer, kollegaer eller studiekammerater, som kan komme med nogle kompetencer, du ikke lige vidste, du havde.

- Reflektér over, hvilke virksomheder, organisationer eller brancher du finder spændende. Det kan hjælpe dig at snævre emnefeltet ind og mærke efter.

- Tænk grundigt over, hvor du adskiller dig fra alle andre med samme uddannelse. Her er det især personlige egenskaber, som kan sættes i fokus. Det kan du gøre ved at italesætte dine interesser og passioner eller erfaringer med frivilligt arbejde.

2) Transformér din grundige forberedelse til en ”salgstale”. Den kan du bruge, hvis du møder folk, der måske kan lede til et job. Det kan være lige fra en bankdirektør ved familiefødselsdagen, embedsmanden ved køen i Netto eller højesteretsdommeren i elevatoren.

3) Lav et overskueligt CV, som viser, hvad du kan bidrage med. Det handler om at være selektiv og kun inddrage ting, egenskaber, erfaringer og kompetencer, du kan bidrage med i den konkrete stilling, du søger – både faglige og personlige. Her kan man virkelig adskille sig fra mængden. Hvis du er i tvivl, så tag kontakt til din fagforening for faglig sparring.

4) Skriv en fængende ansøgning. Her er det vigtigt at give nogle sproglige billeder til modtageren, og at sproget er flydende. Det er også en god idé at komme med konkrete eksempler på dine kompetencer og erfaringer – netop for at skabe billeder. Her er det bedre med to-tre konkrete eksempler end at smide rundt om dig med 50 ”buzzwords”, som alle kan skrive om sig selv.

5) Research på arbejdsmarkedet. Kig rundt i jobbankerne, opret en jobagent, find folk med samme uddannelse på LinkedIn og bliv inspireret over deres karriere.

6) Vær nysgerrig. Spørg folk, hvad de laver. Det kan være nede i fitnesscentret, i supermarkedet, på loppemarkedet eller lignende. Her er det godt at have din ”salgstale” klar. At være nysgerrig kan give inspiration og få dig til at tænke ud af boksen i forhold til stillinger samt udvide dit netværk.

7) Lad være med at stresse. Som jobmarkedet er lige nu, hvor ledigheden er lav, og der virkelig er efterspørgsel på arbejdskraft, skal du ikke stresse over manglende job eller manglende motivation til at søge. Hvis du har behov for et pusterum oven på studierne, kan du, som situationen er lige nu, godt være lidt mere rolig omkring det hele. Det er selvfølgelig et andet scenarie, hvis økonomien vender.

8) Overvej at søge uopfordret og/eller vikarjobs. Det er ikke så relevant lige nu, da der virkelig er mangel på arbejdskraft. Men hvis tiderne ændrer sig, kan du overveje at tage disse utraditionelle metoder i brug.

Kilde: Bella Lea Buono, chefkonsulent i Djøf Rådgivning

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet