Jakob er fuldmægtig og skal lige straks til VM

Der er noget fascinerende og nærmest naturstridigt over kørestolsrugby, når otte mænd og kvinder med seriøse fysiske handicap sætter sig i specialdesignede kørestole uden beskyttelsesudstyr for i høj fart at smadre ind i hinanden.

”Det er ligesom radiobiler,” smiler Jakob Mortensen, som selv er født med arm- og ben-defekt og derfor er kvalificeret til at deltage i sporten. Andre spillere på det danske landshold er født med muskelsvind, rygmarvsskade og cerebral parese eller har fået alvorlige skader efter ulykker, overfald og krig.

”Det er bare en fed sport, hvor der er masser af fart, action og tacklinger – og lyd, når stolene rammer mod hinanden,” siger Jakob Mortensen.

Men sporten kræver også overblik, strategi og hurtige beslutninger, og det er nogle af de ting fra den specielle sportsgren, som Jakob tager med sig, når han sætter sig i bilen og kører fra sin og kærestens lejlighed i Aarhus til Nævnenes Hus i Viborg.

Her er hverdagens stillesiddende arbejde foran computeren i stærk kontrast til de fysiske udfoldelser på rugbybanen.

”Jeg bruger hovedet meget i mit arbejde med behandling af klagesager. Så er det rart at køre lidt hårdt på til træning bagefter og måske få afløb for nogle frustrationer. Det giver mig mere mental energi og overskud i hverdagen,” siger Jakob.

Lærer at stå ved beslutninger

Endnu før Jakob havde forsvaret sit speciale i miljøret, fik han som nyuddannet erhvervsjurist fra Aarhus Universitet et job i Miljø- og Fødevareklagenævnet, som i dag har til huse i Viborg. Her behandler de klagesager over kommuners afgørelser.

”De hurtige beslutninger i en rugbykamp gør, at jeg er blevet bedre til at træffe beslutninger og leve med beslutningen. I rugby lærer vi at stå ved beslutningen og at eje den. Laver vi fejl, så lærer vi af fejlen. Det er nødvendigt for at dygtiggøre sig. Hvis man ikke træffer en beslutning, så taber man uanset hvad. Det gælder også på arbejdspladsen.”

Som nyuddannet er der ikke forventninger til, at man kan det hele fra første dag på jobbet i Nævnenes Hus:

”Men hvis jeg er uenig i en betragtning, så kæmper jeg gerne for den. Hvis jeg laver en fejlvurdering, erkender jeg det også. Det er fair nok. I en rugbykamp kan en fejl betyde, at vi taber. Hvis jeg laver en fejl på arbejdet, er der også en omkostning. Den handler mest om ressourcer i form af tidsforbrug, hvis noget skal laves om,” forklarer Jakob, som i sin nuværende stilling ikke har sidste hånd på afgørelsen. 

Fra el-hockey til kørestolsrugby

Det er nu seks år siden, at Jakob begyndte at spille kørestolsrugby i Aarhus. Da havde han spillet el-hockey, siden han var en lille dreng på 4-5 år. ”Jeg er glad for holdsport og var blevet rigtig god til el-hockey – og dansk mester hele to gange.”

Da Jakob i forbindelse med sit studie flyttede fra Vejen, hvor han er vokset op, havde han længe haft lyst til at prøve kørestolsrugby. Det blev muligt i Aarhus.

”I starten kunne jeg bare godt tænke mig et socialt fællesskab og en sport, hvor jeg kunne bruge kroppen mere – ved siden af el-hockey,” siger Jakob Mortensen.

Men prioriteringerne ændrede sig, og el-hockey blev valgt fra, da det viste sig, at Jakob havde næse for kørestolsrugby og derfor kom på landsholdet. 

Træning og disciplin – i sport og i job

Disciplin er der brug for, når man spiller på landsholdet, som Jakob Mortensen blev udtaget til i 2019. Inden da trænede han et par gange om ugen for at få sin grundform bygget op helt fra bunden.

”Da jeg så kom på landsholdet, skulle jeg intensivere træningen helt vildt,” siger Jakob, som stadig er den yngste og sidst tilkomne spiller på det danske landshold, der i oktober skal spille VM på hjemmebane i Vejle.

Han følger et stramt træningsprogram på ca. 20 timer om ugen ved siden af sit fuldtidsarbejde. Det handler om individuel træning, holdtræning i klubben, træningslejre med landsholdet på Musholm ved Korsør, fysioterapi-tider, videoanalyser og løbende samtaler med en mentaltræner fra Team Danmark, der følger landsholdet.

Træningen har betydet meget for Jakobs tilgang til sin uddannelse og siden februar til sit arbejde: ”Jeg kunne se, hvordan jeg rykkede mig i træning. Det har smittet af: Hvis jeg kan rykke mig så meget i træning, så kan jeg nok også rykke mig i andre sammenhænge og fx blive færdig med mit speciale. Hvis bare man bliver ved længe nok, så kommer det.”

Det gælder også på arbejdspladsen, hvor Jakob hele tiden forsøger at dygtiggøre sig: ”Det handler om at tage én ting ad gangen. Og sige til sig selv, at man faktisk godt kan.”

Afkobling og disciplin

De to så forskellige verdener som henholdsvis landsholdsspiller og fuldmægtig gør, at Jakob føler, at han lettere kan koble af fra begge dele:

”Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis brænder ud i én ting. For der er altid et alternativ. Efter at jeg er begyndt at arbejde, kører jeg fx mindre træt i rugby,” siger han.

Med et medfødt handicap har Jakob altid vidst, at han skulle vælge en vej og uddannelse, som ikke var fysisk krævende: ”Det har ligget i kortene, at jeg skulle noget mere intellektuelt. Så mit arbejde i dag er i sagens natur også meget stillesiddende,” siger Jakob Mortensen.

”Når jeg har fri fra arbejde, fejrer jeg det ved at tage til træning. Faktisk synes jeg, at jeg har fået mere overskud og disciplin til at træne, efter at jeg er begyndt at arbejde hele dagen,” konstaterer Jakob.

Vi kæmper for holdet og Danmark

Jakobs far har som den eneste anden person i Danmark helt samme handicap som Jakob. Navnet er Laurin-Sandrow syndrom, en arvelig sygdom, der giver defekter i knoglerne i arme og ben.

Mens Jakobs far spillede bordtennis på højt niveau, var det holdsportens samhørighed og sammenhold, der trak i Jakob:

”Man kan fejre sine sejre sammen – modsat en individuel sport, hvor man står alene med sin sejr. Når man taber, er man også sammen om nederlaget. Der er også den forskel, at når vi vinder som et landshold, så er det Danmark, der vinder – ikke bare den enkelte atlet. Vi kæmper for holdet og for Danmark. Det kan jeg meget godt lide,” siger Jakob.

”Jeg forpligter mig mere, fordi det er et hold,” tilføjer han.

Allerede i skolen var Jakob optaget af holdsport, og det var tit ham, som var først ude på fodboldbanen: ”Jeg var ikke specielt bange for ikke at passe ind eller udfordre mig selv. Jeg har bare gjort det på min måde. Når jeg var i kørestol, var jeg god til at stå på mål, fordi jeg fyldte ret meget,” husker Jakob. I hverdagen veksler han mellem proteser og kørestol. Korte distancer kan klares med proteser, mens kørestolen er god til større afstande.

Samarbejde gør teamet bedre

I kørestolsrugby er der fire spillere med forskellige niveauer af handicap på banen ad gangen. Det betyder, at Jakob er vant til at arbejde på et hold, hvor alle kommer med forskellige muligheder og kompetencer, og det er vigtigt at stole på hinanden og være god til at samarbejde:

”Hvis man vil for meget selv, så går det galt. Det samme gør sig gældende på arbejdspladsen, hvor alle kan bidrage med forskellige kompetencer. Det gør teamet bedre. Samarbejdet fra rugby har jeg taget med i mit nuværende arbejde. Det er altafgørende for at vinde kampe – både på banen og på arbejdet.”

Nu får rugby og fritid mere plads

Jakob Mortensens arbejdsplads er åben overfor, at han kan arbejde på deltid for at få bedre tid til kørestolsrugby. Det valgte Jakob dog ikke at gøre, da han begyndte i februar:

”Jeg ville gerne starte på fuld tid og på samme vilkår som mine kolleger, så jeg kunne komme godt og grundigt ind i arbejdet. Men med 40 timers arbejde og 20 timers træning, så går der meget tid med begge dele. Det tror jeg også, min kæreste synes,” siger Jakob Mortensen, som nu snart er moden til at gå ned i tid for at få en bedre balance mellem privatliv, rugby og arbejdet som fuldmægtig.