"Jeg var sikker på, at stressen var min egen skyld"

Det var i julen 2019. Anja Friis Christensen skrev og skrev. Det var blevet et terapeutisk rum for hende. På det tidspunkt vidste hun ikke, at der ville komme en bog ud af det.

…Det var som om, jeg var med i en film. Det hele var så uvirkeligt. Selv juleaften sad jeg og var bange for at være sindssyg. På grund af tankemylderet havde jeg svært ved at sove. Og når jeg endelig gjorde, vågnende jeg hurtigt op med hjertebanken…Det føltes som en falliterklæring. At det var mig, der var svag. Mig, der var en fiasko. Mig, der ikke kunne klare mosten…

Anja Friis Christensen er kandidat i folkesundhedsvidenskab og havde tidligere det år været deltidssygemeldt med stress fra sit job som projektleder i Horsens Kommune. Og da hun tog på juleferie, var det igen med massiv stress i kroppen.

Hun havde gået i terapi i et stykke tid. Det gør hun stadig. Det er en del af den psykoterapeutuddannelse, hun dengang gik i gang med, for at få endnu et rum til at komme nærmere alt det, der gjorde ondt eller larmede i hendes liv. Det var psykoterapeuten, der motiverede hende til at blive ved med at skrive.

”Jeg skrev alt ned. Og det var der, jeg opdagede, hvor meget skammen fyldte i mig. Jeg fandt ud af, at jeg havde den overbevisning at for at være stærk, skulle jeg kunne klare alt det, som andre gjorde.”

Mens det ene ord tog det andet, fik Anja Friis Christensen en ny erkendelse.

”Det gik op for mig, at det at være stærk, netop er at sige fra. Min krop havde sagt fra, fordi jeg ikke selv havde fået sagt fra. Det var rammerne, der ikke var okay. Men det havde jeg været helt blind for, for jeg var så optaget af, at det var mig, der var noget galt med.”

Hun fandt ud af, at det hun manglede, var én at sparre med i sit job som projektleder – én hun kunne vende alle de spørgsmål og overvejelser med, som hele tiden opstår undervejs i et projekt. Alt det, hun var alene om.

Det hjalp at bede om hjælp

Efter juleferien gik hun til sin chef. Der blev hun mødt med stor forståelse. Og det endte med, at de købte sparring til Anja Friis Christensen hos den virksomhed, de kørte projektet sammen med.

Og så faldt skuldrene ned.

”Den stress, der sad i kroppen, forsvandt fuldstændig. Mit hjerte holdt op med at galoppere derudaf. Det var vildt og faktisk også tankevækkende, at der skulle så lidt til,” siger Anja Friis Christensen.

Det lyder måske nemt og lidt som et knips med fingrene. Men det var det ikke. For det er svært at bede om hjælp, når man længe har troet, at det ér en selv, der er svag. Anja har, så længe hun kan huske, tænkt, at hvis hun var presset, var der ikke andet at gøre end bare at knokle og tage sig endnu mere sammen. Hun har også døjet med angst i mange år.

Men siden hun selv er begyndt at åbne op for, hvordan hun har haft det, bliver hun mødt med genkendelse.

”Jeg tror, der er rigtig mange, der skammer sig over, at de ikke føler, de kan klare det samme, som de ser, andre kan. For når man kigger rundt på en arbejdsplads, er det meget typisk, at alle på overfladen signalerer, at de godt kan klare presset. Der er ingen, der tør sige højt, at det er for meget. Og så bliver det en ond spiral.”

Men Anja Friis Christensen siger det højt nu. Og udover at skuldrene er faldet ned, er angsten også forsvundet.

”Jeg har ikke haft angst i 2-3 år. Siden jeg dykkede ned i angsten og fandt ud af, hvad den ville mig – vise, hvornår jeg gik på kompromis med mine behov og følelser. Det var når, jeg lukkede ned for den del, at angsten kom."

Næsten kureret

Anja Friis Christensen havde selv fået brudt den spiral, da hun tog mod til sig og gik til chefen. Men hun var ikke helt ’kureret’. Da hendes projektansættelse var slut, gik hun hurtigt efter på barselsorlov. Fremtiden rumsterede dog ofte, og hun gik målrettet efter at få et job så hurtigt som muligt, da orloven var slut i slutningen af 2021.

”Jeg blev nok fanget af det, som jeg tror, mange arbejdsløse kender – jeg blev lidt desperat.”

Hun sagde ja til en projektassistentstilling – en slags sekretærfunktion.

”Jeg havde håbet, at det var stedet for mig – at jeg på sigt kunne arbejde mig op til at få en stilling, der matchede det, jeg var uddannet til.”

Men hun kunne ikke være i det, for hun følte, at hun kunne bidrage med en masse, som hun ikke fik mulighed for at sætte i spil.

Denne gang lyttede Anja Friis Christensen til sig selv. Hun sagde op efter en måned og 12 dage.

En anden slags jobsamtaler

Anja Friis Christensen søgte kun de job, hun oprigtigt kunne se sig selv i.

Det betød også, at hun greb ansættelsessamtalerne an på en helt anden måde, end hun havde gjort før.

”Jeg gik til jobsamtale med følelsen af, at jeg ikke skulle skjule noget – at jeg skulle vise lige præcis, hvem jeg er, hvad jeg gerne vil, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan.”

Hun oplevede en meget bedre dialog til samtalerne.

”Tidligere var jeg bare fokuseret på at ’sælge mig selv’ – at de skulle vælge mig for enhver pris.”

Hun var fx til en samtale, hvor ledere sagde, at han mente, hun ville komme til at kede sig hos dem.

”Tidligere ville jeg have sagt: ’Nej, nej, det er lige mig’. Men her mærkede jeg efter og gav ham ret. Så jeg har faktisk brugt samtalerne til at finde ud af, hvad der egentlig er vigtigt for mig.”

Åben og ærlig

Den 1. september startede Anja Friis Christensen i et job som projektkoordinator i Skanderborg Kommune. Her skal hun blandt andet være med til at sætte fokus på, hvordan appen Nyby kan give bedre trivsel for børn og unge. Lige hvad hun drømte om, for her kan hun kombinere sin djøf-faglighed med sin psykoterapeutuddannelse, som hun afslutter næste år.

Sagde du noget til samtalen om, hvad du har været igennem mentalt?

”Nej, det gjorde jeg ikke. Men i min ansøgning skrev jeg titlen på min bog – så jeg forestiller mig, at de har været inde og google, og så kan man jo se, hvad jeg har været igennem de seneste mange år.”

Men det var en samtale lige efter Anja Friis Christensens hoved.

”De spurgte ind til, hvordan de bedst kan passe på mig – hvad jeg har behov for. Og der var jeg fuldstændig ærlig. Jeg sagde fx, at jeg har brug for, at min leder spørger ind til mig arbejdsmæssigt, men også om, hvordan jeg har det. Jeg sagde også, at jeg har behov for at føle, at jeg kan komme til min leder med alt.”

Udover at hun var ærlig til samtalen, vil hun også være åben og ekstra opmærksom over for sine kolleger.

”Nu forstår jeg jo, hvordan den her skamfølelse fungerer. Så jeg vil nok være hende, der siger, at vi skal passe på hinanden. Jeg vil være ærlig omkring, hvordan jeg selv har det. Jeg vil ikke gå og putte med noget.”

På den måde får de en at spejle sig i, som hun siger.

”Det er rart, når andre også italesætter, at noget er svært. For jeg tror, at mange går med samme følelse, som jeg gjorde – at man skal klare mosten, ellers er man svag. Så det bedste jeg kan gøre over for mine kolleger, er at være tro mod mig selv – sige det højt, hvis der er noget, jeg ikke trives i.”

”Mange har det ligesom mig”

Åbenheden om dét, der er svært, er en klar beslutning, hun har taget. Men det har krævet – og kræver stadig nogle dybe vejrtrækninger.

”Jeg var jo bange for at miste folks respekt ved at være åben omkring det. Men jeg har faktisk oplevet, at det er lidt det modsatte – folk synes, det er enormt sejt, når man tør stå frem. Og jeg har opdaget, hvor mange der faktisk har det ligesom mig.”

Men alligevel kan Anja Friis Christensen stadig godt mærke frygten for at blive opfattet som svag.

”Det bliver dog mindre efterhånden, som jeg får flere erfaringer med at stå frem og blive mødt positivt.”

Får hun en leder på et eller andet tidspunkt, der får hende til at føle sig svag, vil hun kigge sig om efter et nyt job.

”Det er blevet så essentielt for mig at kunne åbne op for min leder og fortælle, hvis det gør ondt i arbejdslivet. For hvis man ikke kan det, kommer man derud, hvor man bliver stresset og sygemeldt. Jeg taler af erfaring.”

Så det handler om, at man som medarbejder også mærker efter, hvordan man egentlig har det og tør sige det højt. Det går begge veje, som hun siger – ansvaret ligger hos begge parter.

”En leder bliver nødt til at have noget viden om, hvordan man spotter og bedst møder de medarbejdere, der føler sig forkerte eller utilstrækkelige i deres job – hvordan medarbejderne reagerer og måske tager sig endnu mere sammen og præsterer endnu mere, fordi de skammer sig.”

Og Anja Friis Christensen har fundet ud af, at du ikke er svag, når du viser din sårbarhed. Det var også noget af det, der dukkede frem, mens hun skrev sine tanker og følelser ud.

…Var det at være stærk lig med at holde ud? Eller var det at være stærk derimod evnen til at mærke efter og respektere mig selv, mine grænser og det, jeg havde brug for? Inderst inde kendte jeg godt svaret. Det var at lytte til min krop og respektere, at den havde sagt fra. Men det krævede mod at stå ved det…